---
title: "Frivilligbeviser uddelt for 14. gang"
description: "Nyhed omkring uddeling af frivilligviser i 2026"
date: "2026-05-26"
created: "2026-05-26"
---

[Hjem](https://www.kolding.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.kolding.dk/om-kommunen)

                    [Nyhedsarkiv](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv)

                [Frivilligbeviser uddelt for 14. gang](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/frivilligbeviser-uddelt-for-14-gang)

# Frivilligbeviser uddelt for 14. gang

                ![](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/7e676182-51f2-4937-97f3-08debaee29b5?width=800)

For 14. år i træk har de frivillige sociale foreninger haft mulighed for at indstille frivillige til modtagelse af et Frivilligbevis. I år var det første gang, at de to udvalgsformænd – formand for Børn-, Skole- og Familieudvalget, Iben Lehmann Rasmussen, og formand for Socialudvalget, Nicolai Boelsmand Asmussen – sammen holdt talen og stod for overrækkelsen.

I alt 19 frivillige fra 11 forskellige foreninger var mødt op til ceremonien i Byrådssalen torsdag aften.

I deres fælles tale fremhævede udvalgsformændene den store betydning af de frivilliges indsats:

”Den indsats, som I lægger for dagen, er uundværlig for vores samfund og en del af det DNA, som skaber et lokalmiljø i Kolding båret af sammenhæng og sammenhængskraft. Det ansvar tager I på jer – og det skal I have stor anerkendelse og ros for. Det styrker fællesskabsfølelsen både for den enkelte, som nyder godt af det sociale arbejde, og de muligheder, som åbner sig på grund af det.”.

Fælles for alle indstillingerne var, at de frivillige gør en tydelig forskel gennem deres store engagement og vedholdende indsats.

Efter talen blev Frivilligbeviserne overrakt én for én. Der blev serveret kolde drikke og honningkager, mens en guitarist skabte en hyggelig stemning med musik og sang.

Frivilligbeviserne uddeles én gang om året i maj.
