---
title: "Gamle møbler, nye idéer og godt selskab: Hyg og Byg er tilbage"
date: "2026-09-29"
created: "2026-09-29"
---

[Hjem](https://www.kolding.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.kolding.dk/om-kommunen)

                    [Nyhedsarkiv](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv)

                [Gamle møbler, nye idéer og godt selskab: Hyg og Byg er tilbage](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/gamle-moebler-nye-ider-og-godt-selskab-hyg-og-byg-er-tilbage)

# Gamle møbler, nye idéer og godt selskab: Hyg og Byg er tilbage

        ![](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/3afacc58-b310-4a7a-a8e1-fb36b5fd496f?width=800)

Til Hyg og Byg kan studerende finde genbrugsguld og give gamle møbler nyt liv med hjælp fra lokale kræfter. Foto: Redux – Affald og Genbrug

Et slidt møbel kan sagtens blive det fedeste i studieboligen. Søndag den 4. oktober kl. 10–15 fylder studerende Bronzehallen med genbrug, upcycling og fællesskab, når Redux – Affald og Genbrug inviterer til Hyg og Byg.

Det er gratis at være med, og der er både hjælp til at komme i gang, noget at lære og mulighed for at møde andre studerende i Kolding.

Gå på jagt efter genbrugsguld og materialer i Skatkammeret, og få hjælp fra Overgaard Snedkeri til at give dit fund nyt liv. Du kan også lære at lappe din cykel hos Repair Café Kolding eller lave dine egne bivoksklude, så du sparer på engangsemballagen. Der er plads til både nye idéer, praktiske færdigheder og en hyggelig pause sammen med andre studerende.

## **Program med plads til både værktøj og hygge**

- Find møbler og materialer i Skatkammeret, og sæt dit eget præg på dem
- Få hjælp til dit upcyclingprojekt hos Overgaard Snedkeri
- Kom i mikromesterlære hos Repair Café Kolding, og lær for eksempel at lappe en cykelslange eller skifte stik og lampefatning på en ledning
- Lav dine egne bivoksklude til mad og rester, så du kan bruge mindre husholdningsfilm og stanniol
- Snup en vegansk burger fra Knuds Mad Kitchen Kolding. Der er gratis burgere til de første 150 deltagere.

## **Tag dit upcyclede møbel med hjem i gratis shuttlebus**

Den gratis shuttlebus kører fra parkeringspladsen på Riberdyb 1 i Kolding midtby til Bronzehallen på Bronzevej 3. Første afgang er kl. 9.40. På vej tilbage stopper bussen på Vester Ringgade ved Marcus Allé, og dine møbler og ting kan selvfølgelig komme med hjem.

Helene Westermann Busch, teamleder hos Redux – Affald og Genbrug, glæder sig til at byde de studerende velkommen:

>
> Hyg og Byg er en dag, hvor vi gør genbrug til noget, man kan være fælles om. Du kan finde noget, andre ikke længere bruger, sætte dit eget præg på det og lære færdigheder, der gør det lettere at reparere og bruge tingene igen. Og så er der god plads til at møde andre studerende og hygge sig undervejs.

Se hele programmet og køreplanen for shuttlebussen i [Facebook-begivenheden](https://fb.me/e/4HXLVjX5f "Facebook-begivenheden").

## **Om Hyg og Byg**

Hyg og Byg er en årligt tilbagevendende, gratis begivenhed for alle studerende i Kolding Kommune over folkeskoleniveau. I år foregår den søndag den 4. oktober kl. 10–15 i Bronzehallen, Bronzevej 3, Kolding. Redux – Affald og Genbrug står bag arrangementet sammen med lokale samarbejdspartnere.
