---
title: "Hærværk mod spildevandsbrønd: Hold dig fra vandet i Apotekerengen"
description: "Efter hærværk og udslip fra en spildevandsbrønd ved Nørre Bjert frarådes færdsel i søen og to vandløb i Apotekerengen."
date: "2026-04-14"
created: "2026-04-14"
---

[Hjem](https://www.kolding.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.kolding.dk/om-kommunen)

                    [Nyhedsarkiv](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv)

                [Hærværk mod spildevandsbrønd: Hold dig fra vandet i Apotekerengen](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/haervaerk-mod-spildevandsbroend-hold-dig-fra-vandet-i-apotekerengen)

# Hærværk mod spildevandsbrønd: Hold dig fra vandet i Apotekerengen

                ![Gr&#xF8;ft med rester af spildevand i Apotekerengen](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/91c13151-aec3-4ea2-9172-08de9a23d31e?width=800)

Ved overløb fra en spildevandsbrønd løb spildevand ud i den lille grøft nær Bygmarken ved Apotekerengen.

Efter hærværk og udslip fra en spildevandsbrønd ved Nørre Bjert frarådes færdsel i søen og to vandløb i Apotekerengen.

”Vi har vendt sagen med Styrelsen for Patientsikkerhed og herfra lyder anbefalingen, at folk skal undgå at gå ud i vandet eller på anden måde komme i kontakt med det. Hvis man lufter hund, gælder den samme anbefaling for hunden. Spildevandsbakterier kan give diarre, hvis man indtager vandet,” oplyser Sanne Munk, afdelingsleder for Miljø og Klima ved Kolding Kommune.

Forureningen blev standset af Blue Kolding i søndags, en time efter selskabet første gang hørte om udslippet. Selskabets foreløbige undersøgelser har vist, at der er tale om hærværk mod brønden, som står i noget krat ved Bygmarken i Nørre Bjert.

Et tungt dæksel er blevet fjernet, og brønden er efterfølgende blevet fyldt med træ og grene, som har tilstoppet den. Da vandet ikke har kunnet løbe gennem brønden på grund af hærværket, er det i stedet løbet ovenud.

Miljøvagten blev tilkaldt søndag aften. På det tidspunkt havde BlueKolding rekvireret en slamsuger, som fik fjernet det træ, der var smidt i brønden og dermed sat en stopper for udslippet.

”I morgen sætter vi skilte op i Apotekerengen, og vi får taget prøver af vandet i søen for at undersøge, om det indeholder sundhedsskadelige mængder af spildevandsbakterier. Svaret på prøven forventer vi at modtage sidst på ugen. Herefter melder vi ud, om der er behov for fortsat at undgå kontakt med vandet,” oplyser Sanne Munk.

Der var ingen døde fisk eller andre tegn på forurening i det vandløb, som grøften løber ud i, og heller ikke i søen på Apotekervænget.

![](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/e4052927-a0b4-4a15-9174-08de9a23d31e?width=800)

*De markerede områder viser de områder i Apotekerengen, hvor man skal holde sig fra vandet.*

## Ring 112

Ved du, hvad du skal gøre, hvis du opdager overløb af spildevand? Det er vigtigt, at alle tegn på forurening – herunder overløb af spildevand - indberettes med det samme. Den korrekte måde er at ringe 112. Herefter bliver beredskabet sendt ud for at besigtige hændelsen. Hvis der er behov for det, bliver den fælleskommunale miljøvagt tilkaldt.

På siden [Miljøvagten](https://www.kolding.dk/MOLIRIPAGE/2af02ba7-fa74-4aae-8a11-35a51fa7c115 "Miljøvagten") kan du læse mere om, hvad du skal gøre, hvis du bliver opmærksom på forurening, og hvad der herefter sker[.](https://www.kolding.dk/borger/miljoe-natur-og-klima/miljoevagten. "https://www.kolding.dk/borger/miljoe-natur-og-klima/miljoevagten.")

## Om Apotekerengen

På OplevKolding kan du læse meget mere om [Apotekerengen](https://www.oplevkolding.dk/facilitet/apotekerengen "Apotekerengen"), som byder på smuk, bynær natur.
