Skip til hoved indholdet

Her er de nominerede til Kulturpriserne 2026

Vindere og nominerede til de fire kulturpriser ved Kultur Awards 2025 på Godset. Fotograf Maksim Ruhljadiev.

Hvem har sat det stærkeste aftryk på kulturlivet i Kolding det seneste år? Det kan Kolding Kommune nu løfte sløret for med de nominerede til Kulturpriserne 2026.

De nominerede er udpeget af Kultur- og Eventudvalget på baggrund af indsendte indstillinger fra borgere og kulturaktører. I år har interessen været større end nogensinde før, og borgernes store engagement glæder formand for Kultur- og Eventudvalget, Merete Due Paarup:

"Jeg er stolt over, at vi i år har modtaget rekordmange indstillinger fra borgere. Det fortæller mig, at kulturen betyder noget – og at vi ser og værdsætter hinandens indsats. Niveauet blandt de nominerede er virkelig højt. Her finder vi dedikerede, frivillige ildsjæle, som utrætteligt skaber fællesskaber, men også stærke kulturaktører fra institutioner, foreninger og virksomheder, der udvikler og løfter kulturlivet. Tilsammen viser de, hvor levende og engageret kulturen i Kolding er! Det ser jeg meget frem til, at vi fejrer sammen til prisshowet i april."

De nominerede er

Årets Kulturelle Aftryk - Prisen hylder events, initiativer, og projekter, der er skabt på frivillig basis, og som har sat et særligt kulturelt aftryk:

  • Fundament
  • Koldingkjolen
  • Rock’In House

Årets Kulturelle Highfive – Hylder kulturelle eksperimenter og kulturelt entreprenørskab. Prisen gives til en begivenhed eller et initiativ, der kan inspirere og som har potentiale til at udvikle kulturen:

  • Bloom Stage Hejls
  • ”Lyden af Christiansfeld” af Museum Kolding, Brødremenigheden i Christiansfeld og Concerto Copenhagen
  • Udstillingen ”Kongebarn” af Koldinghus, Den Kongelige Samling

Årets Ildsjæl – En personlig pris til en engageret ildsjæl, der har ydet en mangeårig, frivillig indsats:

  • Claus Meineche og Tina Paulsen Christensen, Jazz6000
  • Kirsten Knudsen, Dronning Dorothea Teatret
  • Lukas Pedersen, frivillig i flere kulturelle foreninger

KulturKolding-prisen – Fejrer det ekstraordinære og gives til en institution, forening, virksomhed, initiativ e.l., der har gjort sig særligt bemærket i det forgangne år:

  • Kolding Light Festival
  • Sangkraft Kolding
  • Women’s Week

Vær med til at fejre vinderne ved Kultur Awards 2026

Vinderne af de fire priser afsløres til Kultur- og Eventudvalgets store prisshow, Kultur Awards 2026, som løber af stablen tirsdag den 14. april på Godset i Kolding. Her er alle velkomne til at deltage.

Aftenen starter med en inspirerende kulturmesse og derefter det festlige prisshow med kulturelle smagsprøver, underholdende indslag og uddeling af kulturpriserne.

Gratis billetter kan hentes på kolding.dk/kulturpriser

Vinderen af KulturKolding-prisen afgøres ved en SMS-afstemning, hvor alle kan være med til at bestemme, hvem der vinder. Afstemningen starter den 16. marts og forbliver åben helt frem til Kultur Awards den 14. april.

Kulturpriser og Kultur Awards
Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje