Skip til hoved indholdet

Kender du Årets Klimahelt 2021?

Oprettet 13 juli 2021
Iben Østergaard Fog (i midten) blev kåret som Årets Klimahelt 2019 af borgmester Jørn Pedersen. Til venstre ses Årets Klimahelt 2018 Svetlana Petrova.

For fjerde gang vil Kolding Kommune kåre Årets Klimahelt for at hylde de lokale ildsjæle, som gør en ekstraordinær indsats for klimaet og bæredygtighed her i Kolding Kommune. Sidste år blev kåringen aflyst på grund af corona, men nu bliver prisen uddelt i forbindelse med Kolding Kulturnat 3. september ved Koldings nye Bæredygtighedshus.

Årets Klimahelt 2019 var Iben Østergaard Fog, som fik prisen for sit arbejde med at skabe opmærksomhed på madspild igennem den frivillige forening Food Reformers. Nu er tiden inde til at give titlen videre til en anden lokal ildsjæl, som gør en forskel for bæredygtighed her i Kolding.

Lokale ildsjæle inspirerer til bæredygtige handlinger

"Der er gang i rigtig mange gode initiativer på bæredygtighedsområdet her i Kolding, og mange af de initiativer drives af seje lokale, frivillige ildsjæle. Det er lige præcis dem, som vi gerne vil hylde med den her pris, og jeg håber, at vi får en masse gode kandidater at vælge imellem," fortæller formand for Plan-, Bolig- og Miljøudvalget Birgitte Kragh og fortsætter:

"Med denne pris ønsker vi at give vores lokale ildsjæle et stort skulderklap og en platform til at komme ud med deres budskaber. Vi har nemlig brug for at få alle med ombord på den bæredygtige dagsorden, og derfor er det vigtigt, at vi fejrer de gode eksempler og rollemodeller, som vi alle kan blive inspireret af."

Nominér din kandidat til Årets Klimahelt

Hvis du har et bud på en kandidat til Årets Klimahelt 2021, så send en mail til kolding2030@kolding.dk senest 8. august. I mailen skrives navnet på kandidaten, en begrundelse for nomineringen samt gerne et foto af personen.

Det er Plan-, Bolig- og Miljøudvalget, som afgør, hvem der løber med prisen. Nomineringerne vægtes i forhold til, hvordan initiativerne er med til at understøtte Kolding Kommunes nye Bæredygtighedsstrategi ’Kolding2030 – Sammen skaber vi fremtidens bæredygtige samfund’, som har fokus på seks temaer: sundhed, klima, natur, vand, ressourcer og fællesskaber.

Faktaboks

Kolding Kommune uddeler for fjerde gang prisen som Årets Klimahelt.

Årets Klimahelt 2021 bliver kåret til Kolding Kulturnat 3. september ved Bæredygtighedshuset på Jernbanegade 3.

Læs mere om Kolding Kommunes Bæredygtighedsstrategi på kolding.dk/kolding2030.

Følg facebooksiden ’Bæredygtighedshuset – Grøn i Kolding’ for at blive opdateret på tidspunkt for uddeling af prisen.