---
title: "Kolding inviterer til Beredskabsdag på Akseltorv – kom tæt på dem, der passer på os"
description: "Kom og oplev brandbiler og andet beredskabsmateriel helt tæt på og mød de mennesker, der hver dag arbejder for vores sikkerhed."
date: "2026-05-01"
created: "2026-05-01"
---

[Hjem](https://www.kolding.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.kolding.dk/om-kommunen)

                    [Nyhedsarkiv](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv)

                [Kolding inviterer til Beredskabsdag på Akseltorv – kom tæt på dem, der passer på os](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/kolding-inviterer-til-beredskabsdag-paa-akseltorv-kom-taet-paa-dem-der-passer-paa-os)

# Kolding inviterer til Beredskabsdag på Akseltorv – kom tæt på dem, der passer på os

                ![Brandbil](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/3e8c5e14-0e82-40ea-9d31-08de9ba436cb?width=800)

Kom og oplev brandbiler og andet beredskabsmateriel helt tæt på og mød de mennesker, der hver dag arbejder for vores sikkerhed.

Tirsdag den 5. maj kl. 14-17 inviterer Kolding Kommune og Trekant Brand borgere i alle aldre til en eftermiddag i beredskabets tegn foran rådhuset på Akseltorv. Sidst på dagen er der desuden oplæg i Byrådssalen om kommunens arbejde for at sikre borgerne når krisen rammer.

Arrangementet er en del af den nationale beredskabsuge og skal give borgerne indblik i, hvordan beredskabet arbejder – både i hverdagen og når kriserne er en realitet.

Baggrunden er et skærpet risikobillede, hvor kriser i stigende grad er noget, vi må forvente og forberede os på. Kolding Kommune arbejder målrettet på at styrke beredskabet – både internt i organisationen og i samarbejde med eksterne aktører som Trekant Brand, politi, forsyningsselskaber og hjemmeværnet.

- Vi går fra at se kriser som usandsynlige til noget, vi skal være klar på. Derfor er det vigtigt, at vi ikke kun arbejder med beredskab bag skrivebordene, men også inviterer borgerne med ind i forståelsen af, hvad det handler om, fortæller Jonas Møller Pedersen, Chefkonsulent, beredskab.

Kolding bliver allerede brugt som eksempel på landsplan inden for blandt andet stormflodshåndtering og krisekommunikation. Det forpligter – og kræver, at beredskabet hele tiden udvikles.

En vigtig del af indsatsen handler om at gøre planer levende og brugbare i praksis. Kolding Kommune arbejder blandt andet med konkrete indsatsplaner og et klart mål om at kunne opretholde kritiske funktioner i op til 72 timer under en krise.

- Et stærkt beredskab handler ikke kun om materiel og planer, men i høj grad om mennesker. Når medarbejdere og borgere ved, hvordan de skal handle, skaber det tryghed og handlekraft, fortæller Jonas Møller Pedersen.

Arrangementet på Akseltorv giver netop mulighed for at komme tæt på beredskabet og få en snak om, hvordan vi sammen står stærkere – også når det uventede sker.

## Oplæg om kommunens beredskab

Hvordan arbejder Kolding Kommune med at passe på borgerne, når kriser rammer?

Vi står i en tid, hvor det uventede i højere grad er blevet en del af virkeligheden. Derfor sætter vi fokus på, hvordan vi sammen kan være bedst muligt forberedt.

Kom til oplæg senere på dagen, tirsdag den 5. maj kl. 19-20 i Byrådssalen på Kolding Rådhus, hvor beredskabskonsulent Jonas Møller Pedersen giver et indblik i:

- Hvordan kommunen planlægger sit beredskab
- Hvordan vi håndterer kriser i praksis
- Hvad borgere og virksomheder kan forvente
- Hvordan du selv kan bidrage

Tilmelding til oplæg om beredskabets rolle kræver tilmelding af hensyn til den begrænsede plads:

https://www.kolding.dk/beredskabsdag

## Tirsdag den 5. maj 2026

Kl. 14.00 – 17.00: Udstilling af beredskab på Akseltorv

Kl. 19.00 – 20.00: Oplæg i Byrådssalen
