---
title: "Kolding Kommune inviterer borgere til at forme fremtidens cykelforhold"
description: "12.000 borgere har de seneste dage modtaget post fra Kolding Kommune i deres e-Boks."
date: "2026-04-13"
created: "2026-04-13"
---

[Hjem](https://www.kolding.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.kolding.dk/om-kommunen)

                    [Nyhedsarkiv](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv)

                [Kolding Kommune inviterer borgere til at forme fremtidens cykelforhold](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/kolding-kommune-inviterer-borgere-til-at-forme-fremtidens-cykelforhold)

# Kolding Kommune inviterer borgere til at forme fremtidens cykelforhold

                ![To p&#xE5; cykel](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/97c34349-36e7-44fd-54ec-08de96e2d26f?width=800)

Foto: Palle Skov

12.000 borgere har de seneste dage modtaget post fra Kolding Kommune i deres e-Boks.

Modtagerne af posten bliver bedt om at dele deres oplevelser og idéer til, hvordan det kan blive bedre, tryggere og mere attraktivt at cykle i kommunen.

Initiativet er en del af arbejdet med en ny og ambitiøs cykelhandlingsplan, hvor borgernes input spiller en central rolle.

”Vi vil gerne tage udgangspunkt i hverdagen ude på cykelstierne – ikke kun på tegnebrættet. Borgerne er eksperter i deres egne ruter, og deres oplevelser er helt afgørende for, at vi kan prioritere de rigtige indsatser,” fortæller Tobias Jørgensen, formand for Plan- og Teknikudvalget i Kolding Byråd.

I spørgeskemaet kan borgerne blandt andet pege på, hvor det allerede fungerer godt, hvor der er udfordringer, og hvad der skal til for at få flere til at vælge cyklen. Der bliver også spurgt ind til tilfredsheden med de nuværende forhold og behovet for bedre cykelparkering.

Alle borgere over 15 år i Kolding Kommune kan deltage i undersøgelsen, som tager 5-10 minutter at gennemføre. Besvarelserne er anonyme og vil indgå som vigtig viden i det videre arbejde med cykelforhold og trafiksikkerhed.

”Vi håber, at mange vil tage sig tid til at svare. Jo flere input vi får, desto bedre grundlag har vi for at skabe løsninger, der giver mening i hele kommunen,” siger Tobias Jørgensen.

Man kan desuden godt deltage, selv om man ikke har fået invitationen i e-Boks. Man kan [besvare spørgeskemaet via dette link](https://app.maptionnaire.com/q/cykelforhold-i-kolding?utm_source=Someogpresse "besvare spørgeskemaet via dette link").

Undersøgelsen er åben til og med den 20.april.
