---
title: "Kolding var vært for uddeling af gode erfaringer"
description: "Det var ikke kun insekterne, der summede på Verdensmålspladsen, da Kolding Kommune bød til Socialøkonomisk Folkemøde torsdag 20. august."
date: "2026-08-21"
created: "2026-08-21"
---

[Hjem](https://www.kolding.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.kolding.dk/om-kommunen)

                    [Nyhedsarkiv](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv)

                [Kolding var vært for uddeling af gode erfaringer](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/kolding-var-vaert-for-uddeling-af-gode-erfaringer)

# Kolding var vært for uddeling af gode erfaringer

        ![Social&#xF8;konomisk Folkem&#xF8;de 2026](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/b1371f3b-1468-45bc-896f-de00aefe8977?width=800)

Socialøkonomisk Folkemøde 2026

Det var ikke kun insekterne, der summede på Verdensmålspladsen, da Kolding Kommune bød til Socialøkonomisk Folkemøde torsdag 20. august.

Det summede også af udveksling af ideer og erfaringer fra op mod 400 gæster, der - uanset om de repræsenterede en kommune, en virksomhed eller en interesseorganisation - alle havde det til fælles, at de brænder for et mere rummeligt arbejdsmarked. Et arbejdsmarked, hvor socialøkonomi indgår som en helt naturlig ting.

Derfor var der også gæster fra hele landet, da lokale virksomheder og Kolding Kommune fortalte, hvordan de både virker og vækster, mens de tager et socialt ansvar i deres ansættelser.

To af gæsterne havde taget turen fra Sønderborg Kommune, nemlig Anne Lykke Jensen, udviklingskonsulent og Sabrina Heise, der er økonomimedarbejder.

”Jeg er her i dag, for at lade mig inspirere og suge til mig. Vi arbejder i Sønderborg Kommune allerede med socialøkonomi, men de mange og gode erfaringer der er i Kolding Kommune, vil vi gerne lære af. Så Socialøkonomisk Folkemøde er en vigtig dag. Både når det handler om konkrete værktøjer til, hvor vi kan udvikle vores indsats som kommune, men også når det handler om at lade sig inspirere af de mange Koldingvirksomheder, der er gode til at tænke alternativt, når det handler om at skabe et bæredygtigt arbejdsmarked, ” fortalte Anne Lykke Jensen.

Et af de værktøjer de to kolleger fra Sønderborg Kommune tog med hjem, var ”Den Sociale Bæredygtighedsberegner”, der er et digitalt værktøj udviklet af GROW, som gør det muligt for virksomheder at beregne den økonomiske og samfundsmæssige værdi af deres sociale ansvarlighed (CSR), herunder ansættelse af lærlinge og personer fra kanten af arbejdsmarkedet.

”Jeg blev enormt inspireret af oplægget om bæredygtighedsberegneren. Det skal jeg helt klart hjem og dykke mere ned i, for det er et konkret værktøj, vi kan bruge, når vi sammen med virksomhederne i Sønderborg Kommune skal styrke den socialøkonomiske indsats og måle på den,” forklarede økonomimedarbejder Sabrina Heise.

## Masser af vigtig viden

Deltagerne i Socialøkonomisk Folkemøde kunne blandt rigtig meget andet, høre hvorfor en golfklub vælger at hente arbejdskraft uden erfaring, hvorfor en cateringvirksomhed år efter år laver praktikforløb for unge, der ikke har lyst til at gå den boglige vej, eller om boligselskabet, der målrettet går efter at få skrevet lønnede timer til uprøvet arbejdskraft ind, når de sender opgaver i udbud.

Fælles for de tre nævnte eksempler er, at effekten er målbar. Både for de borgere, der får en chance og for virksomheden, der, ved at tænke og ansætte nyt, oplever at kunne skaffe nye kolleger, at skabe en mere mangfoldig arbejdsplads, der afspejler det samfund, virksomheden er en del af og stoltheden over, at kunne gøre en forskel.

## Lønnede timer er vejen frem

Blandt deltagerne var også formanden for Kolding Kommunes arbejdsmarkedsudvalg, Birgitte Munk Grunnet. Efter hun, sammen med borgmester Jakob Ville og Heidi Kjær, direktør for Scandic Hotels havde budt velkommen til folkemødet, sugede hun også til sig på dagen.

Udvalgsformanden blev, som de øvrige deltagere inspireret på flere fronter. Alligevel fremhævede hun en enkelt indsats.

”En af de ting, der virkelig gør en forskel, er det vi kalder lønnede timer. Altså hvor en borger, der måske aldrig har været i arbejde før, bliver ansat ganske få timer om ugen på en helt almindelig løn. Statistikken fortæller, at hvis der bliver ansat 100 mennesker i ganske få lønnede timer, vil omkring en fjerdedel være i et fuldtidsjob, mens omkring endnu en fjerdedel fortsat er i løntimer eller andet lønnet arbejde, når der er gået to år,” fortæller Birgitte Munk Grunnet og sender roser afsted til de virksomheder, der allerede har set fidusen i at finde arbejdskraft de steder, hvor virksomhederne historisk set, ikke plejer at kigge:

”Når jeg som formand for arbejdsmarkedsudvalget besøger virksomheder og hører deres fortællinger om, hvordan de rekrutterer, bliver jeg både glad og stolt. Glad fordi det kan betale sig – også på virksomhedernes bundlinje – at tænke og rekruttere alternativt. Og stolt over at være en del af en kommune, hvor samarbejdet mellem virksomheder og kommune virker. Uanset om det er unge, der går fra fritidsjob til uddannelse på virksomheden eller om det er småjobs med løn, betyder samarbejde mellem kommune og erhvervsliv en hel masse. Både for den enkelte borger, for virksomhederne og for kommunen,” sagde Birgitte Munk Grunnet.
