Skip til hoved indholdet

Koldings virksomheder modtager serviceopkald

Oprettet 08. april 2021
Virksomhedskonsulent Jeff Henri Eskerod Riegels
Virksomhedskonsulent Jeff Henri Eskerod Riegels er allerede i fuld gang med at kontakte virksomhederne.

”Har du brug for hjælp?” Det spørgsmål får 1500 virksomheder i Kolding Kommune i den kommende tid. I denne uge ringer konsulenterne fra Jobcenteret rundt for at høre, hvad de kan hjælpe med.

Netop nu udruller Jobcenter Kolding et større projekt med fokus på servicekald til 1.500 virksomheder i Kolding Kommune, men servicekaldet er ikke et fremmed projekt for konsulenterne i Jobcentret. Som en del af et ekstra Covid-19 tiltag, grundet den massive nedlukning i 2020, har Jobcenteret haft succes med gennemførelsen af selv samme tiltag to gange før, henholdsvis i foråret og efteråret i 2020. Det er vigtigt for Koldings arbejdsmarked og virksomheder, at få en god start når samfundet begynder at lukke op igen.

”Som jobcenter er det en naturlig del af vores fornemmeste opgave, at servicere virksomhederne i Kolding Kommune og dermed hjælpe til med de virkemidler vi besidder, når virksomhederne har brug for hjælp uanset, hvad det måtte dreje sig om.” siger Mette Byskov, arbejdsmarkedschef i Kolding Kommune.

Fra servicekaldene i foråret og efteråret 2020 oplevede Jobcenterets ansatte, at en større bunke af virksomheder faktisk havde et behov, hvor de kunne hjælpe til. Der var bl.a. 120 der havde behov for rekrutteringsservice, 22 der ønskede virksomhedspraktik, 29 ønskede arbejdsfordelinger og 5 ønskede en fleksjobber til deres virksomhed i foråret 2020. I efteråret 2020 ønskede virksomhederne i Kolding Kommune bl.a. 30 virksomhedspraktikker, 7 voksenlærlinge, 33 virksomheder ønskede hjælp til uddannelse og opkvalificeringsforløb, 15 fleksjobbere i arbejde og 35 rekrutteringer.

”Med positive tal fra de to forrige servicekald bestræber vi os på at være en af virksomhedernes foretrukne samarbejdspartnere, og lade dem vide at vi står til rådighed for dem – denne gang under selve genåbningen. I de forrige servicekald er vi blevet mødt med positivitet og åbent sind, når vi har taget kontakt til virksomhederne” forklarer Mette Byskov med særligt henblik på at kunne hjælpe virksomhederne med de behov de eventuelt måtte have.

Det er vigtigt for Jobcenteret, at høre hvordan det går på nuværende tidspunkt, og hvordan de eventuelt kan gøre en forskel for virksomhederne i den nuværende situation, som for mange stadig er en anderledes hverdag. Virksomheder der har brug for hjælp kan også altid kontakte virksomhedsservice på 79 79 74 00.