Ny undersøgelse skal gøre trekantskommunerne klogere på borgernes forbrugsvaner
Hjælp os med et par svar om din hverdag og dine vaner
“Åh nej, endnu et langt spørgeskema...” tænker du måske. Men bare rolig, det tager altså kun et par minutter, og handler om noget du selv er ekspert i. Nemlig din hverdag og dine vaner.
Affald & Genbrug i Fredericia, Ressourcer & Genbrug i Vejle og Redux – Affald og Genbrug i Kolding Kommune er gået sammen om en ny undersøgelse for at blive klogere på borgernes forbrugsvaner.
Formålet er at få et indblik i hvordan kommuner og affaldsselskaber kan blive endnu bedre til at kommunikere, informere og understøtte borgerne i et mere bæredygtigt forbrug. Bæredygtighed er komplekst, og det kan være udfordrende at omdanne det til konkrete hverdagshandlinger. Det skal dette samarbejde udmønte sig i.
Undersøgelsen tager kun få minutter at besvare, så vi håber at mange borgere har lyst til at dele ud af noget de selv er eksperter i: nemlig deres egen hverdag og vaner.