Skip til hoved indholdet

Nye læringsformer blomstrer i Kolding

Skoleelever sidder på græsset på Skamlingsbanken

Et stærkt samarbejde mellem skoler, dagtilbud og lokale og kommunale aktører inden for kultur, natur og fritid har givet mere motiverende og sanselige læringsoplevelser det seneste år – og indsatsen fortsætter.

Feel Me på Trapholt, sprogfitness på biblioteket, jæger for en dag på Naturskolen eller foredrag på Skamlingsbanken. Det er bare et lille udpluk af de aktiviteter og læringsforløb, som børn og unge i dagtilbud og skoler det seneste år har kunnet stifte bekendtskab med – og fortsat vil kunne møde.

Tilbage i foråret 2024 besluttede udvalgene Børn og Uddannelse, Kultur samt Sundhed og Fritid at sætte fokus på at styrke skoler og dagtilbuds brug af eksterne læringsmiljøer inden for kultur, natur og fritid for at sikre gode og lige muligheder for børn og unges trivsel og udvikling. Nu har udvalgene fået en status på det seneste års arbejde, og på baggrund heraf er der enighed om at fortsætte samarbejdet.

Det skaber læring - og ikke bare enkeltstående oplevelser

Efter en status på det første år er det tydeligt, at der arbejdes positivt med brugen af eksterne læringsmiljøer både i skoler og daginstitutioner. Statussen viser, at antallet at forløb og antallet at børn og unge, der deltager i de eksterne læringsforløb, er stigende over en årrække.

”Vi ser, at skoler og institutioner gradvist arbejder mere og mere med de eksterne læringsmiljøer. Vi ser også, at samarbejdet i stigende grad bliver en integreret del af en systematisk læringsindsats. Det handler altså ikke bare om oplevelser men om læring. Et godt eksempel er Trapholt To Go-projektet, hvor kommunens 5. klasser adopterer og arbejder med kunst, mens museet er under ombygning. Det er et forløb, der byder på både faglig og tværfaglig undervisning og dertil også unikke oplevelser for eleverne,” siger, formand for udvalget Børn og Uddannelse, Hans Holmer

Kulturinstitutioner til både store og små

De eksterne læringsforløb udbydes af aktører, der ligger uden for den pågældende skole eller daginstitution. Det kan både være kommunale og private. Formålet er at få sat dygtige videnspersoner i spil og skabt et spændende og praksisnært læringsmiljø.

Hele 15 forskellige kultur, - natur og sociale institutioner tilbyder eksterne læringsforløb for både de store og de små. Formand for Koldings Kulturudvalg er glad for samarbejdet men også stolt over, at så mange vælger at byde ind:

”Det er vigtigt, at børn, der vokser op i en stærk kulturkommune som Kolding, møder kulturen både i dagtilbud i skolen og i fritiden. Jeg er glad og stolt over, det arbejde vores kulturinstitutioner leverer til gavn for alle børn i kommunen,” siger formanden for Kolding Kommunes Kulturudvalg, Ole Martensen.

Foreningslivet rykker ind i folkeskolen

På nuværende tidspunkt er der ti lokale foreninger, som står bag forløb, hvor børnene kan prøve alt fra karate og floorball til håndbold. Når foreningslivet rykker ind i folkeskolen, så møder eleverne dygtige instruktører og får en forsmag på det foreningsliv, som de kan blive en del af:

”Samarbejdet med foreningerne skaber ikke bare sjov og bevægelse i skoledagen. Vi vil også vise børnene, hvor mange spændende muligheder der ligger lige uden for skoledøren. Ved at bringe foreningslivet ind i skolen vil vi inspirere til at udforske nye interesser og blive en del af fællesskaberne i lokalområdet,” forklarer, udvalgsformand for Sundhed og Fritid, Birgitte Kragh.

Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje