Nyt åsted i Vamdrup indviet
Oprettet 02. maj 2022
Fredag blev det nye åsted i Vamdrup indviet. Den nye grønne oase inviterer til afslapning, hygge, leg og motion i naturskønne omgivelser ned til Vamdrup Å.
Åbningen blev markeret ved en lille uformel indvielse med deltagelse af børn og lærere fra Ådalsskolen, Lokalrådet og Arena Syd samt en kort tale af Jakob Ville, formand for Plan og Teknik.
Vamdrups nye åsted er placeret tæt på broen og mellem stien langs Vamdrup Å og stiforbindelsen fra Ådalsskolen og Arena Syd ind mod byen.
Med det nye åsted er der nu i alt 17 åsteder i Kolding Kommune – 15 langs Kolding Å, en ved Kongeåen og så den nye ved Vamdrup Å. De bynære åsteder giver mulighed for ophold og aktivitet tæt på naturen og de vandløb, som snor sig gennem byen.
Det nye åsted i Vamdrup har været længe undervejs. De første drøftelser begyndte i 2016 i forbindelse med helhedsplanen for Arena Syd. Siden har både Vamdrup Skole og Vamdrup Byforum været involveret i placering og udformning af det nye åsted.
Åstedet er udformet som et integreret siddemøbel, hvor man kan slå sig ned og tage en lille pause i naturskønne omgivelser. Der er mulighed for at bevæge sig helt tæt på vandet, så man uden at få våde fødder kan opleve livet i vandet og på bunden af åen.
Åstedet vil også blive brugt i skoleundervisningen. Naturfagslærere fra Ådalsskolen og Vamdrup Skole har fået midler til at indkøbe grej til brug i undervisningen - bundketsjere, sorteringsbakker, vandkikkerter, m.m. Grejkasserne til udstyret er desværre blevet ødelagt, men i løbet af maj måned bliver der lavet en mere robust løsning.
Endelig er der omkring åstedet ryddet et areal, hvor der er sået en blanding af vilde blomster. Frøene er indsamlet her i kommunen og består udelukkende af hjemmehørende arter. Håbet er, at der allerede i år og især på lidt længere sigt kommer en rig og farverig oase, som både kan lokke bier, sommerfugle og andre insekter til og samtidig være en pryd for øjet.
Udvalgsformand Jakob Ville indvier det nye åsted.
Seneste nyheder
-
Ændring i adgang til genbrugspladserne denne weekend
01. juli 2022 -
Ny social effektinvestering skal få udsatte ledige i arbejde
30. juni 2022 -
Sheworks vinder Danish Design Awards
29. juni 2022 -
Nordhøj holder Tour de France-fest for alle ved Dybvadbro Station
28. juni 2022 -
Mangelfuld PBS-oversigt pga. it-nedbrud
28. juni 2022