Nyt navn – ny start: JobKolding er en realitet
På Dieselvej i Kolding blev 1. marts markeret med det nye navn JobKolding
1. marts er en skæringsdag. Det er dagen, hvor kalenderen siger, at vinteren er slut og foråret er begyndt. På Dieselvej i Kolding blev 1. marts markeret. Ikke så meget på grund af overgangen til foråret, men fordi der på Dieselvej 6 indtil 28 februar lå Jobcenter Kolding. Det gør der ikke fra i dag. I dag hedder det JobKolding.
Med jobcentrenes nedlæggelse er der lagt op til nye måder at arbejde på – og i Kolding har man valgt at markere overgangen med et helt nyt navn.
”I dag markerer vi en ny begyndelse. Fra i dag, er det i højere grad Koldings måde at gøre tingene på, end det var da vi var et stramt statsstyret jobcenter. Så i dag markerer vi en ny begyndelse i fællesskab med vores medarbejdere, der har udvist stor tålmodighed i hele processen,” sagde Arbejdsmarkedschef Maja Decovski, inden hun gav ordet videre til Birgitte Munk Grunnet, formand for Arbejdsmarkedsudvalget.
En lang vej
Birgitte Munk Grunnet startede med at takke medarbejderne for deres tålmodighed og evne til at omstille sig til nye arbejdsgange.
”Man siger, at for at arbejde et sted som jer, skal man være født med rulleskøjter på. For den ene dag skal man den ene vej – og dagen efter hurtigt omstille sig til at skulle den anden. Jeg ved, at vejen har været omskiftelig – og alligevel har I været der hele vejen med input og gåpåmod. Tak for jeres indsats og tak for tålmodigheden,” sagde formanden.
Birgitte Munk Grunnet fortalte, at navneskiftet blandt andet betyder et farvel til en stor del af de statslige proceskrav og goddag til en ny og langt mere selvstændig måde at gøre tingene på.
”Ændringerne kommer ikke uden omkostninger. Vi skal løse samme opgaver for færre midler. Til gengæld kan vi selv bestemme, hvordan vi gør det. Så selv om I står midt i en masse usikkerhed, klør I på og bruger jeres store faglighed til at finde de bedste løsninger. Det aftvinger stor respekt, at I midt i omvæltningerne har taget ansvar og været aktive sparringspartnere, når den nye hverdag og de nye måder at arbejde på skulle defineres. I har taget ansvar for, hvad der giver mest mening og hvad der giver mest effekt. For borgere, for jer og for Kolding,” roste formanden.
En ny retning
Inden Birgitte Munk Grunnet, sammen med Arbejdsmarkedschefen, afslørede skiltet, hvor det nye navn stod på, understregede hun, at navneskiftet ikke bare handler om, at det fra i dag hedder JobKolding:
”Det nye navn er ikke bare et navn. Det er en ny begyndelse - starten på en ny måde at arbejde på, hvor I med jeres faglighed kommer til at sætte retningen fremfor statslige proceskrav og ensretning. Den opgave er jeg helt sikker på, I kan løfte.”