Nyt plejehjem åbner dørene for hele bydelen
Silas Voss og Betty Nielsen var blandt de mange besøgende til åbent hus om Dorotheas Have
Kolding Kommune bød lokalsamfundet til åbent hus på det kommende nye plejehjem Dorotheas Have. Visionen er ikke kun at skabe et hjem til mennesker med demens, men et samlingspunkt for hele lokalsamfundet.
Op mod 60 borgere trodsede snevejret for at deltage i åbent hus om Dorotheas Have, Kolding Kommunes kommende plejehjem og bydelshjem i Munkebo. Plejehjemmet skal ikke kun være et hjem for mennesker med demens. Det skal også være et åbent og levende samlingspunkt for hele bydelen.
Dorotheas Have forventes at stå færdigt i foråret 2027 og får plads til 70 beboere samt 55 daghjemspladser. Boligforeningen ALFABO står for byggeriet og har netop holdt rejsegilde. Samtidig arbejder Kolding Kommune tæt sammen med en række samarbejdspartnere på, hvordan livet i og omkring plejehjemmet skal udfolde sig.
”Vi ønsker at skabe lokalsamfund, hvor hjælpsomhed og åbenhed over for nye mennesker er i centrum – og hvor demens ikke skaber afstand, men nye relationer på tværs af generationer og kulturer,” siger Tina Faaborg Mikkelsen, der er plejehjemsleder for Dorotheas Have.
Hun understreger, at plejehjemmet også skal være et sted for naboer, frivillige og lokale aktører:
”Med Dorotheas Have har vi en klar ambition om, at plejehjemmet skal være et sted for hele bydelen. Ikke kun for beboerne, men også for naboer, frivillige og lokale aktører. Derfor kalder vi en del af plejehjemmet for et bydelshjem.”
Stor lokal opbakning i Munkebo
Åbent hus-arrangementet bød på dialog, oplæg og stande om blandt andet frivillighed, samarbejde og demensvenlige bydele. Flere af de besøgende fremhævede muligheden for at engagere sig lokalt og skabe fællesskab med beboerne som særlig attraktiv.
Blandt deltagerne var Silas Voss, som har haft demens tæt inde på livet. Han ser frem til, at Dorotheas Have bliver et sted, hvor viden om demens deles bredt i lokalsamfundet:
"Jeg tror, at mere viden om demens kan gøre en stor forskel. Det vil gøre det nemmere for folk og pårørende at forholde sig til mennesker, der bliver ramt af demens.”