Olieudslip kan gøre veje glatte
Olieudslippet ses tydeligt på veje i Kolding midtby
Onsdag morgen er der sket olieudslip fra en fejebil i Kolding midtby. I det meste af midtbyen kan man risikere, at der er olie på veje og parkeringspladser. Trafikanter opfordres til at køre forsigtigt, da kørebanerne kan være glatte. I løbet af formiddagen bliver vejene renset.
Uheldet er sket, da kommunens entreprenør tidligt onsdag morgen var i gang med at feje veje og parkeringspladser i Kolding midtby. TrekantBrand og Miljøvagten er alarmeret om udslippet.
”Vi er i øjeblikket i gang med at rekonstruere, hvor fejebilen har kørt, men vi anbefaler trafikanter i hele bymidten til at være opmærksom på, at der kan være olie på veje og parkeringspladser. Det skaber risiko for glatte veje,” oplyser Henrik Samndager Nissen, afdelingschef for Trafik, Vej og Park.
TrekantBrand er i fuld gang med at lægge olieopsugende grus omkring regnvandsristene for at forebygge olie i at løbe ud i vandløbene. Samtidig undersøger Miljøvagten udslippet og vurderer, om der er behov for yderligere tiltag.
”I løbet af formiddagen regner vi med at have renset de berørte veje og parkeringspladser. Al væske fra rensningen bliver suget op og kørt til deponi efterfølgende. Samtidig gennemgår vi naturligvis uheldet med vores entreprenør for at se, om der er begået fejl, og om der er noget, vi fremadrettet kan gøre for at forebygge lignende uheld fremover,” fortæller Henrik Sandager Nissen.