Skip til hoved indholdet

Pumpesluse-anlægget ved Kolding Å kan tages i brug trods uventede udfordringer

Danmarks hidtil største pumpesluse-anlæg er klar til at håndtere kristiske højvandshændelser.

Næste gang vandstanden i Kolding Fjord stiger til et kritisk niveau, er Danmarks hidtil største pumpesluse-anlæg klar til at håndtere højvande på op til 280 centimeter over normalen. Revner i betonen ved sluseportenes hængsler giver dog uventede udfordringer og indtil videre er det de såkaldte nødporte, der skal lukke af mod højvandshændelser fra fjorden.

Pumpesluse-anlægget ved udmundingen af Kolding Å er tæt på at være færdigbygget og klar til brug. Det er dog for tidligt for Kolding Kommune og BlueKolding at sætte et endeligt flueben ud for Koldings største klimatilpasningsprojekt.

Entreprenøren opdagede i forbindelse med en test af portene, at der er opstået revner i betonen, hvor hængslerne er monteret. Indtil videre er der konstateret revner ved tre ud af fire hængsler, og det har endnu ikke været muligt at kortlægge omfanget i forhold til de hængsler, der er under vandet.

Der er ikke konstateret skader andre steder på anlægget. Pumperne fungerer som de skal og anlægget er fuldt funktionsdygtigt med nødportene og klar til at håndtere den næste klimahændelse, der rammer Kolding by.

- Med nødportene kan vi sikre mod højvande på samme niveau som med sluseportene. Forskellen er, at de tager længere tid at tage i brug, da de skal hejses på plads med en kran. Det kan vi dog uden problemer nå i god tid i forbindelse med et højvandsvarsel, fortæller områdechef for Miljø og Grøn Omstilling Merete Valbak og tilføjer:

– Det er naturligvis en meget ærgerlig situation, men samtidig må vi erkende, at der kan opstå uforudsete udfordringer i et så teknisk komplekst anlæg på en vanskelig placering, som der er tale om med pumpesluse-anlægget. Entreprenøren arbejder på at kortlægge problemets fulde omfang og på den baggrund afklare, hvilke tiltag der er nødvendige for at løse det.

Pumpesluse-anlægget kommer i aktion, når vandet stiger, som det gjorde i efteråret 2023. Havde pumpe-slusen været klar den gang, ville anlægget formentlig uden problemer kunne have forhindret de oversvømmelser, der ramte midtbyen.

Anlægget er, sammen med en højvandsmur langs sydkajen på Kolding Havn, dimensioneret til at håndtere vandstande på op mod 280 centimeter over normalen. Til sammenligning steg vandet med omkring 200 cm ved stormfloden i 2023. Højvandsmuren, der er Kolding Kommunes seneste klimatilpasningstiltag, er stort set færdigbygget. Der mangler omkring 350 meter, der bliver dækket af med såkaldte Watergates ved en højvandshændelse. Watergates er mobile oversvømmelsesbarrierer, der på kort tid kan monteres.


Høj vandstand og store mængder regn

Udover stormflod er årsagen til oversvømmelser i Kolding midtby langs åen typisk kombinationen af høj vandstand i Kolding Fjord og store mængder nedbør. Det er også i situationer som disse, at det store anlæg kommer i brug.
Anlægget vil dog ikke være tilstrækkeligt i de tilfælde, hvor åen truer med at gå over sine bredder på grund af ekstremregn over længere tid, hvor enorme regnmængder løber sammen i Kolding Å. Derfor planlægger Kolding Kommune også nye vandparkeringsområder og forhøjelse af åbrinkerne langs Kolding Å på strækningen fra Vestre Ringgade til Østerbrogade. De to projekter forventes færdige i 2028.
Vandparkeringsprojektet vest for E45 kommer til at bestå af tre mindre sluser og fem dæmninger i oplandet, som kan tilbageholde 2,3 milliarder liter regnvand.

Kolding Kommunes klimatilpasningsprojekter har fokus på at sikre de vigtigste samfundsfunktioner som fx hospitalsdrift, ældrepleje og hjemmepleje samt kritisk infrastruktur som el, vand, telefoni og veje. Borgerne har selv ansvaret for at sikre deres egen ejendom.

Illustration 1: Oversvømmelses-områderne - markeret med koboltblå - som de så ud ved stormfloden i 2023 uden pumpesluse-anlægget.

Illustration 2: Oversvømmelsesområdet, som det formentlig vil se ud ved en stormflodshændelse med pumpeslusen.

FAKTA OM KLIMATILPASNING AF KOLDING Å

Kolding bymidte er særligt udfordret af klimaforandringerne af tre grunde:

• Som kystby er der risiko for stormflod og høj vandstand i fjorden.
• Byen ligger i bunden af en ådal, hvor Kolding Å løber gennem byen og ud i Kolding Fjord. Det giver en betydelig risiko for, at åen går over sine bredder ved skybrud eller langvarig kraftig regn.
• Tiltagende højtstående grundvand.
Derfor gennemfører Kolding Kommune og BlueKolding et stort klimatilpasningsprojekt, kaldet Kolding Å-projektet, der består af tre delprojekter:
• Pumpesluse-anlægget og højvandsmur langs sydkajen i Kolding inderhavn, der håndterer stormflod og store vandmængder i Kolding Å ved forhøjet vandstand i fjorden. Projektet forventes at blive endelig færdigt i 2026.
• Vandparkering i ådalen, hvor vand midlertidigt opmagasineres i oplandet vest for E45 – Harte-Dons Søerne, Hylkedalen samt områder ved Bølling Bæk og Vester Nebel Å-systemet. Projektet forventes at blive færdigt i 2028.
• Brinkprojektet, der sikrer brinkerne langs Kolding Å fra Vestre Ringvej til Østerbrogade. Projektet forventes at blive færdigt i 2028.

FAKTA OM PUMPESLUSE-ANLÆGGET
Pumpesluse-anlægget rummer to hovedelementer. Fire pumper og fire sluseporte

Hver pumpe består af:

• El-motor, der vejer ca. 1,5 tons
• Gear, der vejer ca. 3,5 tons
• 10 meter lang Arkimedesskrue, der har en diameter på 3,7 meter og vejer 17 tons.

Samlet set kan de fire pumper flytte omkring 20.000 liter vand i sekundet. Arkimedesskruerne er valgt på grund af deres fiskevenlighed. Fisk vil slippe levende fra turen gennem en Arkimedesskrue.

Fundering
Da anlægget er placeret på en blød bund i godt 17 meters dybde, har det krævet en ekstra stor indsats at fundere området. Den bløde bund er blevet blandet med 2.500 tons cementpulver ned til 4,5 meters dybde. Desuden er der funderet 600 pæle ned i 26 meters dybde, brugt 9000 meter jernspunser, 340 tons armeringsjern og 2000 kubikmeter beton.

Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje