---
title: "Sammen om beredskab: Kom til en hel dag med oplevelser på Kolding Bibliotek"
description: "Hvad gør vi, hvis strømmen forsvinder, kommunikationen svigter, eller hverdagen pludselig ser helt anderledes ud?"
date: "2026-10-08"
created: "2026-10-08"
---

[Hjem](https://www.kolding.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.kolding.dk/om-kommunen)

                    [Nyhedsarkiv](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv)

                [Sammen om beredskab: Kom til en hel dag med oplevelser på Kolding Bibliotek](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/sammen-om-beredskab-kom-til-en-hel-dag-med-oplevelser-paa-kolding-bibliotek)

# Sammen om beredskab: Kom til en hel dag med oplevelser på Kolding Bibliotek

        ![](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/fa441e72-8ca7-41aa-80c0-f069066bfb09?width=800)

Hvad gør vi, hvis strømmen forsvinder, kommunikationen svigter, eller hverdagen pludselig ser helt anderledes ud?

Den 21. oktober inviterer Kolding Bibliotek og DR til en hel dag om beredskab med gratis aktiviteter, debatter, fællessang og inspiration til både børn og voksne.

Beredskab handler om meget mere end at have mad og vand nok til tre dage. Det handler også om, hvordan vi som mennesker og samfund håndterer situationer, hvor hverdagen ikke fungerer, som vi er vant til – og hvordan vi kan hjælpe både os selv og hinanden.

Det er omdrejningspunktet, når Kolding Bibliotek den 21. oktober inviterer til temadagen

## Sammen om beredskab

Her kan du blandt andet blive klogere på, hvad vildmarken kan lære os om at være beredt, komme tættere på arbejdet med krisehåndtering og høre om, hvad der sker, når alt slukker. Du kan også synge med til fællessang, deltage i kreative aktiviteter og få inspiration til dit eget kulturelle beredskab.

## Fra vildmark til krisens maskinrum

I løbet af dagen kan du blandt andet møde deltagere og producenter fra DR-programmerne Alene i Vildmarken og Når alt slukker.

Du kan også komme med helt ind i krisehåndteringens maskinrum sammen med Morten Anker Jensen, der blandt andet har været politiinspektør, chef for Politiberedskabet og operationschef i NOST.

For børn og familier byder dagen blandt andet på Heino, perleworkshop og højtlæsning, krea og krisetanker.

## Program

Der sker noget fra morgen til aften den 21. oktober:

- 09.00-21.00: Mød organisationer fra byen
- 10.00-10.35: Heino er beredt – efterfulgt af meet & greet
- 10.00-17.00: Beredskabsvenner-perleworkshop
- 14.00-15.30: Sammen om fælleslæsning
- 14.30-15.45: Hvad kan vildmarken lære os om beredskab?
- 16.00-16.50: Når vi synger: Fællessang som beredskab
- 17.00-18.00: Højtlæsning, krea og krisetanker
- 17.00-18.30: Når alt slukke
- 19.00-20.30: Ind i krisens maskinrum – mød dem, der stod midt i beslutningerne

Programmet bliver løbende opdateret frem mod dagen.

### Gratis at være med

Der er gratis adgang til aktiviteterne på Torvet hele dagen, og du kan desuden besøge en række forskellige stande. Enkelte arrangementer kræver en gratis billet.

Du kan læse mere og finde de enkelte arrangementer på Koldingbibliotekernes hjemmeside: [Sammen om beredskab i Kolding](https://koldingbib.dk/kolding-bibliotek/aktiviteter/sammen-om-beredskab-i-kolding "Sammen om beredskab i Kolding")

Sammen om beredskab er et samarbejde mellem Danmarks biblioteker, DR, Østifterne og Dansk Folkeoplysnings Samråd. I alt bliver der gennemført 20 gratis beredskabsdage på biblioteker og kulturhuse rundt om i Danmark.
