Skip til hoved indholdet
    Hjem Om kommunen Nyhedsarkiv Sand og salt på D-veje

Sand og salt på D-veje

Kolding Kommune begynder 8. januar 2024 at sprede en blanding af sand og salt på kommunens D-veje. På mange af disse veje er det meget glat på grund af sammenkørt sne og is. Samtidig fortsætter kommunen ugen ud med at salte på alle A-, B- og C-veje.

Vinterregulativet, som er politisk vedtaget, fastlægger serviceniveauet for de enkelte kategorier af veje. D-veje er de lavest prioriterede veje, som ”kun undtagelsesvist og kun i det omfang de øvrige opgaver tillader det” får besøg af sneplov og saltspreder.

Heldigvis kommer der ingen nedbør i øjeblikket. Derfor har vinterberedskabet nu overskud til at køre en tur på D-vejene sideløbende med, at man har fokus på de større og mere befærdede veje.

Hårdt sammenkørt is og sne, der danner et ispanser, forsvinder ikke sådan lige af sig selv, men ved at sprede en blanding af salt og grus på D-vejene, skabes der lidt friktion, så det bliver en smule mere trygt at færdes på de glatte veje.

Kampen mod isen fortsætter ugen ud, og selv om vejene bliver bedre og bedre at færdes på, så kan man stadig støde på områder med is. Alle opfordres derfor til at køre og gå forsigtigt.

På siden www.kolding.dk/vinter kan du læse meget mere om snerydning, afhentning af affald, m.m., når vinteren bider. Du finder bl.a. et kort, som viser, hvad serviceniveauet er for de enkelte veje, når der skal ryddes sne og saltes - se snekort.

Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Borgerservice åbningstider

Genveje