---
title: "Slut med sprøjtegifte: Med nye aftaler sikrer EWII fremtidens drikkevand"
description: "Energi- og forsyningskoncernen EWII har fået Kolding Kommunes godkendelse til at udføre grundvandsbeskyttelse på tre ejendomme. Dermed forbydes sprøjtning på vigtige arealer nær Trudsbro Vandværk, der forsyner store dele af Kolding med drikkevand."
date: "2026-08-26"
created: "2026-08-26"
---

[Hjem](https://www.kolding.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.kolding.dk/om-kommunen)

                    [Nyhedsarkiv](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv)

                [Slut med sprøjtegifte: Med nye aftaler sikrer EWII fremtidens drikkevand](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/slut-med-sproejtegifte-med-nye-aftaler-sikrer-ewii-fremtidens-drikkevand)

# Slut med sprøjtegifte: Med nye aftaler sikrer EWII fremtidens drikkevand

        ![](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/2f194d55-a6bb-4bef-b874-efb93d5a0b75?width=800)

For at beskytte grundvandet har ægteparret Andreas og Nina Hindbo indgået en aftale med EWII om, at der ikke længere må sprøjtes på deres ejendom. Parret drømmer om at plante skov i området. Foto: Privat.

Energi- og forsyningskoncernen EWII har fået Kolding Kommunes godkendelse til at udføre grundvandsbeskyttelse på tre ejendomme. Dermed forbydes sprøjtning på vigtige arealer nær Trudsbro Vandværk, der forsyner store dele af Kolding med drikkevand.

*Pressemeddelelse udsendt af EWII Vand 26.8.26.*

Ved en af hovedkilderne i EWIIs drikkevandsforsyning bliver 89 hektar jord nu omfattet af restriktioner, der skal beskytte grundvandet og fremtidssikre det drikkevand, der leveres fra Trudsbro Vandværk til indbyggere og virksomheder i Kolding.

Tre lodsejere i området mellem Lunderskov og Jordrup har indgået permanente aftaler med EWII om, at arealerne ikke må sprøjtes med pesticider, ligesom der heller ikke må spredes spildevandsslam eller forurenet jord i området. Tiltag der nu er godkendt af byrådet i Kolding.

”I EWII har det høj prioritet at få beskyttet grundvandet i netop det område, hvor vi henter drikkevand til store dele af byen. Derfor er vi også meget glade for, at samarbejdet mellem EWII, de lokale lodsejere og kommunen er faldet på plads, så de pågældende arealer fremover blandt andet dyrkes uden brug af pesticider. Det er en vigtig aftale for drikkevandet i Kolding,” siger Charles Nielsen, bestyrelsesformand i EWII Vand.

Kolding Kommune har fået planerne præsenteret, og byrådet netop har godkendt aftalerne, som opstiller permanente regler for, hvad lodsejerne ikke må på deres arealer.

”Vi er glade for at give EWII Vand tilladelse til at indgå denne rigtig gode aftale med de tre lodsejere. Vores drikkevand er ligesom drikkevandet i resten af Danmark under pres. De kommende år kommer vi til at lave indsatsplaner for resten af kommunen, så vi friholder arealer med vigtige drikkevandsdepoter for pesticider og andre miljøskadelige stoffer. EWII Vand viser vejen med dette initiativ,” siger Freddy Christensen, næstformand for Natur-, Miljø- og Klimaudvalget ved Kolding Kommune.

## Standser ulykken

Hvordan man undgår, at pesticider og fremmedstoffer ender i grundvandet og giver problemer for forsyningen af drikkevand, har været et stort tema i 2026. Hos EWII, som er landets største privatejede drikkevandsforsyningsselskab, er arbejdet med at beskytte grundvandet helt afgørende.

”Vi skal have standset ulykken, der finder sted i vores grundvand. De stoffer, vi finder rundt omkring i grundvandet i dag, er fortidens syndere, der gennem årtier er sivet ned i jorden til de grundvandsdannende lag. Når vi fremover beskytter overfladen med et sprøjteforbud, sætter vi en stopper for den proces, og tager hånd om fremtidens drikkevand til kommende generationer,” siger Charles Nielsen.

Beskyttelse af sårbare grundvandsdannende områder er en stor opgave, der involverer mange parter, som ikke nødvendigvis selv melder sig på banen. Grundvandet ligger dybt i jorden og dannes over store områder, der kan ligge langt fra både vandværk og drikkevandskunder.

”For nogle lodsejere kan det komme som en overraskelse, at deres jord også udgør et grundvandsdannende område. De modtager måske ikke selv drikkevand fra området. Når vi som drikkevandsselskab kommer med et tilbud om, at de for altid dropper at sprøjte jorden, så kræver det en del dialog og samarbejde, før aftalen er på plads,” forklarer Charles Nielsen.

## Vi har et ansvar

Ægteparret Andreas og Nina Hindbo ejer 48 hektar jord, som indgår i den nye aftale med EWII. De var ved at finde en ny lejer til deres landbrugsjord i området, da de blev opmærksomme på, at arealet ligger i et stort grundvandsdannende område.

”Da muligheden opstod, valgte vi at række ud til EWII. For os gav det god mening at undersøge, om vores jord kunne bruges på en anden måde, som både tager hensyn til grundvandet og passer til de ønsker, vi selv har for området. Vi har længe haft en drøm om at skabe mere natur her, og nu håber vi blandt andet at kunne plante skov og skabe søer til glæde for dyreliv og biodiversitet – samtidig med at det kan bidrage positivt til grundvandet,” lyder det fra ægteparret.

Det er et område på 950 hektar nær Lunderskov, der danner grundvandet til Trudsbro Vandværk. Cirka 15 procent af området var i forvejen beskyttet, blandt andet efter at Klimaskovfonden sidste år opkøbte en stor ejendom ved Lejrskov.

Med de nye aftaler er en fjerdedel af det store grundvandsdannende område permanent beskyttet mod brug af pesticider, spildevandsslam og forurenet jord.
