---
title: "Snart giver din nummerplade adgang til genbrugspladsen"
description: "Gælder fra 23. november ved besøg uden for åbningstiden"
date: "2026-10-15"
created: "2026-10-15"
---

[Hjem](https://www.kolding.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.kolding.dk/om-kommunen)

                    [Nyhedsarkiv](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv)

                [Snart giver din nummerplade adgang til genbrugspladsen](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/snart-giver-din-nummerplade-adgang-til-genbrugspladsen)

# Snart giver din nummerplade adgang til genbrugspladsen

        ![adgang til genbrugspladser med nummerpladeskan](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/479a1029-c872-4545-baf1-7834307f96bb?width=800)

Fra 23. november ændrer vi adgangen til genbrugspladserne uden for bemandet åbningstid. Fremover åbner bommen automatisk ved at skanne bilens nummerplade.

Det er populært at besøge genbrugspladserne i Kolding Kommune uden for de bemandede åbningstider. I dag kan bommen åbnes med app eller SMS, når du har registreret dit telefonnummer i Genbrug 24-7.

Fra 23. november bliver nummerpladeskan den nye måde at få adgang på. Den samme teknologi kender du måske fra fx parkeringsanlæg og Storebæltsbroen.

**Du skal ikke gøre noget endnu.**

Registreringen åbner for borgere og grundejere i Kolding Kommune fra mandag 23. november. Indtil da bruger du Genbrug 24-7 som hidtil.

I løbet af november inviterer vi nogle af de nuværende Genbrug 24-7-brugere til at registrere deres nummerplade. Hvis det gælder dig, får du en SMS fra os. Får du ikke en SMS, skal du blot vente til 23. november.

## Hvem kan bruge Genbrug 24-7?

Genbrug 24-7 er for borgere i Kolding Kommune. Når den nye registrering åbner, bliver din adgang knyttet til din bopæl og din nummerplade. Er du flyttet fra Kolding Kommune, kan du derfor ikke registrere dig til den nye ordning, selvom du tidligere har været bruger af Genbrug 24-7.

Du vil også kunne bruge Genbrug 24-7, hvis du er sommerhusejer, hvis ikke du ejer et køretøj med nummerplade, og hvis du er digitalt fritaget. Hvordan du får adgang er beskrevet på hjemmesiden [Registrér din nummerplade til Genbrug 24-7](https://www.kolding.dk/MOLIRIPAGE/9400b28a-cbc8-451e-bed8-64ba40938d95 "Registrér din nummerplade til Genbrug 24-7").

## App og SMS fungerer da fint. Hvorfor ændrer I så systemet?

Det gør vi fordi, nummerpladeskan giver nemmere adgang end i dag. Når din nummerplade er registreret, behøver du ikke længere finde telefonen frem for at åbne bommen. Du kører frem, kameraet læser nummerpladen, og bommen åbner automatisk.

Virksomheder får også en enklere adgang. Biler med gule eller papegøjeplader skal fra 23. november ikke længere registreres særskilt til Genbrug 24-7. Nummerpladen genkendes automatisk af det system, vi allerede bruger, når vi fakturerer virksomheders brug af genbrugspladserne.

Nummerpladeskan gør det samtidig lettere for os at sikre, at Genbrug 24-7 bruges af dem, der har adgang til ordningen.

                            [Registrér din nummerplade til Genbrug 24-7](https://www.kolding.dk/MOLIRIPAGE/9400b28a-cbc8-451e-bed8-64ba40938d95)

                            [Genbrug 24-7](https://www.kolding.dk/MOLIRIPAGE/26526374-f474-4188-b6ba-5ca43057e5f5)

                            [Betaling for firmabiler på genbrugspladserne](https://www.kolding.dk/MOLIRIPAGE/e61555fc-e8cb-4091-8633-0bd577297ded)
