Skip til hoved indholdet

Tandlæger rykker ind i et hjørne af biblioteket i Kolding

Kolding Bibliotek set fra forsiden.

Pladsen på biblioteket udnyttes bedre, så ORIS Tandlægerne kan få et lidt større areal at råde over.

Kolding Kommune, Koldingbibliotekerne og ORIS Tandlægerne indgår et øget samarbejde, der indebærer, at bibliotekets indretning ændres lidt, og at pladsen udnyttes bedre

Allerede i dag ligger ORIS Tandlægerne og Koldingbibliotekerne dør om dør i det store bygningskompleks mellem Banegårdspladsen og Slotssøen i Kolding, der også rummer Hotel Kolding.

Men fremover kommer tandlægeklinikken til at fylde lidt mere og brede sig til det bagerste, østlige hjørne af biblioteket, hvor Bæredygtighedshuset ligger i dag.

- Vi har indgået en aftale med ORIS Tandlægerne, som indebærer, at vi udnytter pladsen bedre. Vi kommer til at flytte rundt på nogle funktioner på biblioteket, men der forsvinder ikke noget. Samtidig gør vi bedre plads til en sundhedsaktør, som tager imod mange klienter hver eneste dag lige midt i hjertet af Kolding. Det er vigtigt at have centralt placerede sundhedsaktører, både fordi det er lettere for klienterne af komme dertil, og fordi de er med til at skabe liv i bymidten, forklarer borgmester Knud Erik Langhoff fra Kolding Kommune.

Han glæder sig over, at projektet ligger godt i tråd med de generelle bestræbelser på at udnytte de kommunale kvadratmeter mere bæredygtigt.

Reception og fællesområde

Tandlægeklinikken lejer sig ind i et område på 93 m2, hvor de får mulighed for at udvide deres klinik med reception, kontor og personalerum. Klinikkens patienter kan tilbringe ventetiden i et åbent fællesområde på biblioteket.

Området indrettes, så det samtidig kan anvendes af bibliotekets gæster.

- Gennem årene har vi oplevet en stigende tilgang af patienter, og i den forbindelse er vi glade for, at Kolding Kommune og Koldingbibliotekerne har været åbne for et samarbejde, som skaber nye rammer for vores klinik. Samarbejdet giver os mulighed for at indrette flere behandlingspladser og samtidig gøre vores venteområde til en integreret del af biblioteket. Det betyder, at patienter kan kombinere deres besøg hos tandlægen med ro, inspiration og oplevelser fra bibliotekets miljø, fortæller Maj-Britt Maasbüll, der er en af de tre klinikejere hos ORIS Tandlægerne i Kolding.

Kolding Kommune ejer biblioteksbygningen, men ORIS Tandlægerne bekoster al den ombygning på biblioteket, som indflytningen af klinikken kræver.

Bæredygtighedshuset med kontorfaciliteter og udstilling flyttes til et andet hjørne i biblioteket, hvor der i dag ligger mødelokaler. Mødelokalerne genetableres på 1. sal, og der indrettes derudover studiepladser i kælderen.

Jens Holms Biblioteksfond er medejer af Koldingbibliotekerne og har derfor godkendt projektet.

Det er planen, at Bæredygtighedshuset og klinikken er rykket på plads i de nye rammer i forsommeren 2026.

Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje