---
title: "Teaterfolk fra 17 lande kommer til festival i Kolding"
description: "Fredag d. 10. april åbner den gratis billetbestilling til KLAP – teaterfestival for små og store i Kolding. Festivalen foregår i dagene 23.-26. april"
date: "2026-04-10"
created: "2026-04-10"
---

[Hjem](https://www.kolding.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.kolding.dk/om-kommunen)

                    [Nyhedsarkiv](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv)

                [Teaterfolk fra 17 lande kommer til festival i Kolding](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/teaterfolk-fra-17-lande-kommer-til-festival-i-kolding)

# Teaterfolk fra 17 lande kommer til festival i Kolding

                ![Billede fra en forestilling af en kvinde, der kigger p&#xE5; noget lys, der kaster mange skygger af sig.](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/29eabd21-cb40-461e-87ee-08de96b90b0a?width=800)

Teater Refleksion og Teater Mys 'Himmelsange' er én af de mange teateroplevelser, som publikum kan glæde sig til på KLAP. Det er en musikalsk og billedrig forestilling om at være et lille menneske i en ganske forunderlig verden.

Fredag d. 10. april åbner den gratis billetbestilling til KLAP – teaterfestival for små og store i Kolding. Festivalen foregår i dagene 23.-26. april, og ventes ikke kun at tiltrække teaterinteresserede i alle aldre fra lokalområdet

Op mod 50 internationale teaterfolk har meldt deres ankomst til Kolding, hvor næsten 100 professionelle teatre viser over 140 forskellige teaterforestillinger for børn, unge og voksne. Festivalen, der er klassificeret som en ’remarkable arts festival’ i EU, er nr. 55 i en næsten ubrudt række siden 1971.

## Teater i øjenhøjde tiltrækker publikum fra nær og fjern

Aldrig tidligere historien har vi haft mulighed for at kommunikere mere, nemmere og oftere end nu. Aldrig tidligere har det været nemmere for os at skaffe os viden om hvad som helst. Aldrig tidligere har det været nemmere for os at knytte kontakter til venner og kolleger – både lokalt og globalt. Og aldrig tidligere har vi levet i en verden, hvor de unge generationer oplever mere ensomhed, isolation, lavt selvværd, splittelse og rådvildhed. Årsagerne til denne triste udvikling er mange, men én måde at modvirke den på er at samle folk i fysiske fællesskaber, og her kan teatret og scenekunsten spille en vigtig rolle. For i teatret er vi fælles om oplevelserne; der er mulighed for at grine og græde sammen, og vi kan tilmed bearbejde vores fælles oplevelser sammen bagefter.

D. 23. april åbner KLAP-teaterfestivalen med et overflødighedshorn af teater for børn og unge i aldersgruppen 0-16 år. Der er således noget for alle – både unge og gamle teaterinteresserede. Og dem, der ikke vidste i forvejen, at de var interesseret i teater, kan jo meget passende starte her.

*”Dansk børneteater er kendt verden over. Ikke kun fordi det faktisk er af høj kunstnerisk kvalitet, men også fordi det arbejder seriøst med at henvende sig til helt bestemte aldersgrupper og dermed er med til at formidle kunst i øjenhøjde. Dette er et særkende for teater til børn og unge i Danmark, og netop dét tiltrækker festivalfolk og teateropkøbere fra mange andre lande”*, fortæller Dorthe Skøtt Bébe, der er leder af festivalen og direktør på Teatercentrum, og hun fortsætter: *”De mange gæster fra udlandet er med at placere KLAP-festivalen på det scenekunstneriske verdenskort, og det er vi ret stolte over”*.

Udover alle de nordiske sprog kommer der til at blive talt bl.a. engelsk, fransk, tysk, græsk, koreansk og kinesisk på hoteller, caféer og restauranter i Kolding under festivalen – verden kommer med andre ord til byen, og det vil kunne mærkes i hele bylivet. Det glæder borgmester Jakob Ville (V), der siger:

*“Det er en fornøjelse at byde KLAP velkommen til Kolding for tredje gang. Festivalen sætter Kolding på landkortet som værtsby for internationalt anerkendt børne- og ungdomsteater og forvandler hele byen til en levende festivalplads. Det skaber stor glæde for vores borgere og samtidig liv i byen, når gæster fra hele landet og udlandet besøger vores hoteller, caféer, restauranter og butikker. Sidste år blev der udleveret ca. 15.000 billetter, og jeg håber, at endnu flere i år får øjnene op for gratis teater i verdensklasse!”*

### Mere information

Fredag d. 10. april, kl. 10.00, frigives alle de gratis billetter, som nemt kan bestilles online her på festivalens hjemmeside: [www.klap.nu/billetter](https://www.klap.nu/billetter.asp "www.klap.nu/billetter")

Man kan også orientere sig i programmet i festivalens praktiske app. Selvom de fleste forestillinger henvender sig til helt specifikke aldersgrupper, kan de voksne også sagtens se med. Derfor opfordrer arrangørerne alle med interesse for teater til at snuppe nogle gratis forestillinger med under festivalen.

Læs mere på [www.klap.nu](https://www.klap.nu/ "www.klap.nu") og følg festivalen på de sociale medier.
