Skip til hoved indholdet

Udvalg lægger op til at ændre specialcenter til specialskole

Vonsild skole og specialcenter

Udvalget for Børn og Uddannelse besluttede på deres møde i onsdags at igangsætte en sag vedrørende ændring af status for Specialcenter Vonsild. Fremover kan skolen, hvis byrådet beslutter det, gå fra at være specialcenter til at blive en selvstændig specialskole

Specialcenter Vonsilds fremtid bliver lige nu drøftet, fordi der i foråret blev igangsat en analyse af hele specialundervisningsområdet i Kolding Kommune. Det var konsulenthuset BDO, der lavede analysen, hvori de bl.a. kortlagde og foreslog tilpasninger til de nuværende specialundervisningstilbud.

BDO anbefalede i deres analyse at ændre Specialcenter Vonsild til selvstændig specialskole på baggrund af den elevgruppe, der går på skolen. Udvalget for Børn og Uddannelse valgte på baggrund af BDOs anbefalinger, at forvaltningen skulle arbejde videre med den anbefaling.

Flere peger på, at skolen skal være specialskole

I september inviterede Børne- og Uddannelsesforvaltningen relevante parter ind til at drøfte fordele og ulemper ved eventuelt at ændre Specialcenter Vonsild til en specialskole.

”Vi er blevet præsenteret for skriftlige udtalelser samt input fra et dialogmøde, hvor relevante parter deltog, og det står ret tydeligt frem, at flest ønsker skolens status ændret til specialskole. Det lytter vi naturligvis til,” forklarer Tobias Jørgensen (V), næstformand i udvalget Børn og Uddannelse. Han pointerer samtidig, at fokus skal være på børnene og kvalitet i den skoledag, de møder.

Repræsentanter fra Handicaprådet, Lev Kolding, skolebestyrelsen, skoleledelsen, TR’er samt BUPL, Kolding Lærerkreds og Skolelederforeningen deltog i dialogmødet om skolens fremtid og en række af disse repræsentanter har efterfølgende sendt skriftlige udtalelser.

Mulighed for specialiseret fokus vejede højest i drøftelsen om fordele og ulemper

I dag er Specialcenter Vonsild en afdeling under Vonsild Skole. Dermed har specialcentret og almenskolen samme ledelse og samme skolebestyrelse, og der er derudover også personalegrupper, der går på tværs af almen og special. Hvis Specialcenter Vonsild bliver til specialskole, så vil det betyde, at der reelt bliver tale om to selvstændige skoler.

”At blive en specialskole kan have nogle fordele, bl.a. at skolen får egen ledelse og bestyrelse, som kan fokusere på målgruppen og på at skabe en specialpædagogisk retning. På negativsiden kan man fremhæve, at der skal prioriteres midler til en selvstændige ledelse, og så kan der også være synergier, der går tabt ved at skille skolerne ad, men vi har bedt forvaltningen have fokus på, at disse så vidt muligt skal bevares,” forklarer Hans Holmer, formand for udvalget Børn og Uddannelse.

Skoleledelsen på Vonsild Skole og Specialcenter udtalte, at de helst ser, at specialcentrets status forbliver som det er, da de ser en gevinst i, at almen og specialcentrets elever kan spejle sig i hinanden og fx etablere venskabsklasser på tværs. Derudover giver det også en række stordriftsfordele at kunne deles om lokaler, udearealer mm.

Det, som politikerne i udvalget Børn og Uddannelse vægtede særligt højt i deres beslutning, var bl.a. de argumenter, som Handicaprådet, Lev Kolding, Kolding Lærerkreds og også forældrerepræsentanter i skolebestyrelsen fremhævede, nemlig at en ændring til specialskole er det, der skal til for at skabe de nødvendige rammer for børnenes trivsel på sigt, idet det vil løfte skolens specialpædagogiske kompetencer, rekrutteringsmuligheder og profil.

Skolens status afventer byrådet

Et enigt udvalg bad Børne- og Uddannelsesforvaltningen om hurtigst muligt at arbejde videre med en sag, der lægger op til en beslutning i Byrådet om, at Specialcenter Vonsild bliver en selvstændig specialskole. Det er nemlig byrådet, der i sidste ende har beslutningskompetencen ift. at ændre skolens status.
Forvaltningen vil igangsætte en kvalificerende og inddragende proces, som også vil indeholde høring. Her indhentes igen synspunkter og kommentarer fra forældrebestyrelse og Handicapråd, som skal ligge til grund for den endelige beslutning.

Udvalget understregende vigtigheden af, at synergierne mellem Specialcenter Vonsild og Vonsild Skole fortsat udvikles i en ny struktur.
Der pågår samtidig et arbejde med en ny økonomisk tildelingsmodel på specialundervisningsområdet. Dette arbejde kører i et selvstændigt spor uafhængigt af beslutningen om den fremtidige status for Specialcenter Vonsild.

Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje