---
title: "5.\tErhvervssamarbejdet, ESG (Environment, Social, Governance)"
description: "Politisk budgetnote"
date: "2025-11-17"
created: "2025-10-08"
---

[Hjem](https://www.kolding.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.kolding.dk/om-kommunen)

                    [Økonomi](https://www.kolding.dk/om-kommunen/oekonomi)

                    [Budget 2025](https://www.kolding.dk/om-kommunen/oekonomi/budget-2025)

                    [Budgetnoter 2025 - Afsluttede](https://www.kolding.dk/om-kommunen/oekonomi/budget-2025/budgetnoter-2025-afsluttede)

                [5.	Erhvervssamarbejdet, ESG (Environment, Social, Governance)](https://www.kolding.dk/om-kommunen/oekonomi/budget-2025/budgetnoter-2025-afsluttede/5erhvervssamarbejdet-esg-environment-social-governance)

# 5.	Erhvervssamarbejdet, ESG (Environment, Social, Governance)

Erhvervslivet spiller en væsentlig rolle i den bæredygtige omstilling af vores kommune. I Kolding har vi en bred tilgang til bæredygtighed som matcher erhvervslivets ESG-fokus og omfatter både den miljømæssige og sociale bundlinje. Den tilgang går igen i den nyvedtagede Erhvervspolitik, som er bygget op omkring partnerskaber med erhvervslivet, og hvor ét af 3 fokusområder er: Sammen om at stimulere grøn omstilling og ESG.

Forligskredsen ønsker at styrke bæredygtighedssamarbejdet med erhvervslivet via en bevilling på 500.000 kr. pr. år. Effekterne heraf forventes at være en styrkelse af det lokale erhvervsliv i dets grønne omstilling, styrkelse af den lokale cirkulære økonomi, udvikling af nye samarbejder og projekter, samt vigtige skridt frem mod i fællesskab at opfylde klimahandlingsplanens mål om CO2-reduktioner. Derudover skal indsatsen også udbygge Kolding kommunes førerposition i forhold til socialøkonomi og sikre job til mennesker på kanten af arbejdsmarkedet.

Det pålægges kommunaldirektøren at fremlægge et konkret forslag til, hvordan indsatserne kan opprioriteres og organiseres i et samspil mellem Business Kolding, Bæredygtighedshuset og Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

## Status, marts 2025:

Bæredygtighedssekretariatet, Social- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen samt Business Kolding har nedsat en arbejdsgruppe
som igennem en proces har kortlagt eksisterende initiativer og indsatser
målrettet erhvervslivet i forhold til ESG. Kortlægningen har skabt et overblik
over, hvor der kunne være grobund for fremtidige potentielle indsatser på
området som udmøntningen af de 500.000 kr.

 Den 22. april præsenteres Økonomi og Strategi udvalget for
arbejdsgruppens bud på potentielle indsatser, og efter godkendelse forventes
indsatserne igangsat.

## Status, oktober 2025:

Økonomi og Strategi har efter indstilling fra
kommunaldirektøren udmøntet budgetmidlerne i to spor for de næste tre år:

- Afvikling af en årlig socialøkonomisk markedsdag
/ folkemøde
- Tilbud om ESG Fundament, et kompetenceforløb for
virksomheder

De to spor gennemføres i et samarbejde mellem Social- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen, Bæredygtighedshuset og Business Kolding.

*Socialøkonomisk Markedsdag/Folkemøde:*

Den 25. september 2025 blev den socialøkonomiske markedsdag
afviklet med et program bestående af 11 forskellige oplæg, talks og debatter
samt en række forskellige markedsstande. Dagen blev afholdt på Posthuset og
Verdensmålspladsen med det formål at skabe debat om virksomhedernes sociale
ansvar og tilbyde virksomhederne konkrete værktøjer og inspiration til deres
videre arbejde. På dagen deltog +110 tilmeldte, derudover deltog ca. 40, der
stoppede forbi pladsen uden tilmelding. Der har efterfølgende været omtale af
arrangementet ved forskellige organisationer, virksomheder og
samarbejdspartnere både i og uden for Kolding Kommune.

Programmet for dagen, oplysninger om stande mv. kan findes
på http://www.socialøkonomikolding.dk

Økonomi og Strategi evaluerer arrangementet primo 2026.

*ESG Fundament – et kompetenceudviklingsforløb forvirksomheder*

Projektgruppen har i foråret indgået en aftale med Beierholm
Bæredygtighed som leverandør i alt 6 ESG-kompetenceudviklingsforløb for lokale virksomheder.
Forløbene afvikles hver 6. måned over de næste 3 år.

Formålet er at engagere virksomhedernes ledelse og relevante
faglige medarbejdere, for at understøtte den rette forankring af ESG
rapportering i virksomhederne.

Overskrifterne for
kompetenceforløbet er:

- ESG strategidag
- Rollen som ESG ansvarlig
- Identifikation af centrale ESG data
- ESG kommunikation

I august 2025 blev der afviklet to webinarer, med introduktion til ESG
Fundament, med over 50 tilmeldte virksomheder. Heraf valgte 12 virksomheder at
tilmelde sig det første forløb.

**Ansvarlig:** Kommunaldirektøren

**Afsluttet:** 4. kvartal 2025
