En udligningsreform er flere gange blevet udskudt senest så der nu forventes en revision med virkning fra 2019. Hvor omfattende og retvisende en udligningsreform bliver er der ikke noget klart billede af på nuværende tidspunkt. Den samlede udligning er udgiftsneutral i forhold til statens samlede tilskud til kommunerne. Med andre ord betyder det, at vinder nogle kommuner på en reform vil andre kommuner tilsvarende tabe.
Med det udgangspunkt er fra flere sider rejst kritik af et nuværende udligningssystem og kritikerne påpeger, med udgangspunkt i egen kommunes situation, at det bør være objektive kriterier, der lægges til grund for udligningen. De mest omfattende beregninger og analyser, bortset fra ministeriets egne analyser, vurderes at være udarbejdet af ”Rimelig-Udligning.nu”
”Rimelig-Udligning.nu” er et samarbejde mellem 6 østjyske kommuner, der arbejder for at få revideret udligningssystemet, så det i højere grad vil give kommunerne mulighed for at levere et ensartet serviceniveau. De 6 kommuner er Favrskov, Hedensted, Odder, Silkeborg, Skanderborg og Syddjurs Kommune, og ifølge dem fejlfordeler udligningssystemet over 6 mia. kr. på grund af 4 centrale kritikpunkter.
Det rammer 61 kommuner i både provinsen og hovedstadsområdet. Hvis punkterne rettes, vil gevinsten for Kolding Kommune være i alt 62 mio. kr. svarende til 678 kr. pr. indbygger. Punkterne opsummeres nedenfor. I parentes angives den økonomiske gevinst / det økonomiske tab for Kolding Kommune, hvis ændringerne gennemføres:
1) Utilstrækkelig indregning af borgernes aldersfordeling (13.951.000 kr. i alt – 144 kr./indb.) Der udlignes kun 67,5% og ikke 100% for de aldersbetingede udgifter. Procentdelen er ens for alle kommuner, men har størst negativ betydning for kommuner med store aldersbetingende udgifter, dvs. kommuner med mange børn og ældre. Der er ingen faglig begrundelse for den politiske beslutning om at dæmpe det aldersbestemte udgiftsbehov fra 100% til 67,5%.
2) Der er borgere med sociale problemer, der ikke tæller med i udligningen, og de anvendte kriterier er ikke dækkende (68.557.000 kr. i alt – 746 kr./indb.). Flere af kriterierne for behovet for socialt betingede udgifter tilgodeser de rent bymæssige kommuner i urimeligt omfang. Alle kommuner med landdistrikter må aflevere socialt betinget udligning til de mest bymæssige kommuner, selvom regnskabstallene viser, at bykommunerne har lavere sociale udgifter.
3) Hvis en kommune har haft råd til at bruge mange penge, ser det ud som om, den har et stort behov. Det giver en kunstigt høj udligning (-21.490.000 kr. i alt – -234 kr./indb.). Skævheder og fejl i beregningen af de reelle udgiftsbehov i de enkelte kommuner fører til urimelige forskelle mellem, hvad kommunerne hhv. modtager og afgiver i udligningen. Kommuner, som har råd til det, kan lettere vælge at yde en højere service over for borgerne, end kommuner, som ikke har råd til det. Der sker således en fejlfortolkning af udgifter som udgiftsbehov. Fejl i de udgiftsbehov, som udligningen beregnes ud fra, påvirker finansieringsvilkårene og dermed analyser af kommende regnskabstal. Det virker tilbage i form af endnu større fejl i nye udgiftsbehov. En sådan form for cirkulær effekt kan forstærke ulighederne over tid.
4) Udgifter til udlændinge udlignes tredobbelt (2.016.000 kr. i alt – 22 kr./indb.). Udgifter til udlændinge og efterkommere tælles med flere gange, så der sker tredobbelt udligning. I udlændingeudligningen sker fejlen ved, at der bruges gamle og forkerte tal til at definere, hvor meget en indvandrer i gennemsnit koster en kommune. Det resulterer i, at tallene i udligningen er dobbelt så høje, som de burde være. Den anden fejl sker i landsudligningen, hvor der også indregnes udgifter til indvandrere. Den største post er udgiften til tosprogsundervisning i folkeskolerne, men denne udgift udlignes der allerede (dobbelt) for i udlændingeudligningen. Fejlene betyder, at 23 kommuner uden faglig begrundelse modtager udligning for udgifter, som de reelt ikke har. Pengene betales af de øvrige 75 kommuner.
