Dagsorden eller referat
Liste med Dato, udvalg, sted samt pdf udgave af dagsordenen til download.
Dato: |
05-09-2018 13:00:00 |
---|---|
Udvalg: |
Plan-, Bolig- og Miljøudvalget |
Sted: |
Mødelokale 1.2 Vest |
Pdf: |
|
Sagsnr.: 17/14905
Resumé
På baggrund af udvalgets temamøder i starten af året samt seminar før sommerferien har forvaltningen udarbejdet et forslag til en udvalgspolitik samt fokusområder for 2018-19. Forslaget kan ses i bilaget til punktet.
Sagen behandles i
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at udvalget drøfter forslag til udvalgspolitik, herunder de anbefalede fokusområder for 2018-19.
Sagsfremstilling
Proces og udvalgspolitik
Vedhæftede forslag til Udvalgspolitikken for Plan-, Bolig- og Miljøudvalget er skabt i fællesskab af politikere og medarbejdere i Kolding Kommune med input fra eksterne og samarbejdspartnere. Den tager afsæt i Kolding Kommunes vision og i mindsettet Borgerens Centrum, og skal markere den politiske retning for udvalgets virke i perioden 2018-21. Udvalget har, på et heldagsseminar i maj 2018, drøftet de mange centrale fagområder, tendenser, dilemmaer og udfordringer, som ligger under udvalgets ansvarsområde. Drøftelserne er nu bearbejdet til vedhæftede forslag på en udvalgspolitik samt en række 2-årige fokusområder.
For nu ønskes udvalgets overordnede godkendelse af forslaget samt angivelse af hvilke ændringer, tilføjelser med videre, der ønskes foretaget.
Forvaltningen vil så fremsende den endelige tekst ’Udvalgspolitik for Plan-, Bolig- og Miljøudvalget 2018-19’ – påtrykt ’FORELØBIG indtil opdateret vision foreligger’ til udvalgsmødet i oktober/november.
Når det aktualiserede visionsdokument foreligger, vil udvalget få lejlighed til at sammenholde udvalgspolitikken og fokusområderne med visionsdokumentet. Ønskede ændringer foretages og udvalgspolitikken vil blive endelig vedtaget, trykt og publiceret.
Fokusområder
På baggrund af gruppearbejdet og udsagnene på seminaret i maj har forvaltningen grupperet samtlige noterede ønsker til fokusområder til nedenstående fire fokusområder:
- Mere plads til den vilde natur
- Grønne byer
- Varieret boligudbud
- Tænk stort! – gennem arkitektur og design
Samspil
Samspil, dialog og kommunikation er vigtige elementer i implementeringen af denne udvalgspolitik. Dette gælder ikke mindst politisk og administrativt.
I flere henseender er der således også fællestræk og samarbejdsområder imellem denne udvalgspolitik og andre udvalgspolitikker. Eksempelvis spiller fokusområdet ’Grønne byer’ rigtig fint sammen med temaet omkring ’Anlæg og drift af veje, parker og grønne områder’ i udvalgspolitikken for Teknik- og Klimaudvalget 2018-2021. Ligeledes indeholder fokusområdet ’Varieret boligudbud’ elementer, der arbejdes for under Lokaldemokratiudvalget, i ønsket om levende og bæredygtige mindre lokalsamfund.
Bilag
Sagsnr.: 16/1836
Resumé
Teknikudvalget og Miljøudvalget besluttede på møder den 6. marts 2017 at overdrage myndighedsopgaverne på affaldsområdet fra Miljøafdelingen til Renovation.
I forbindelse med overdragelsen af myndighedsopgaverne blev det besluttet, at By- og Udviklingsforvaltningen skulle udarbejde en miljø- og bæredygtighedsredegørelse, som skulle indeholde en gennemgang af, hvordan Kolding Kommune efterlever den nationale ressourcestrategi samt en bæredygtighedsvurdering med fokus på ressourcer og cirkulær økonomi.
Sagen behandles i
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at den forelagte Bæredygtighedsredegørelse 2017 med de foreslåede indsatsområder for 2018 tages til efterretning,
at bæredygtighedsredegørelsen opdateres årligt, og bliver præsenteret for udvalget på et af de første møder i foråret.
Beslutning Plan-, Bolig- og Miljøudvalget den 05-09-2018
Godkendt.
Beslutning Teknik- og Klimaudvalget den 20-08-2018
Godkendt.
Beslutning Teknik- og Klimaudvalget den 13-06-2018
Sagen udsættes til Teknik og Klimaudvalgsmødet i august 2018.
Sagsfremstilling
Baggrund
På møder i Teknikudvalget og Miljøudvalget den 6. marts 2017 blev det besluttet at overdrage myndighedsopgaven på affaldsområdet fra Miljøafdelingen til Renovationen.
I samme forbindelse blev det besluttet, at By- og Udviklingsforvaltningen en gang årligt skal fremlægge en miljø- og bæredygtighedsredegørelse for begge udvalg.
Ønsker til indhold i redegørelsen
På et møde i det daværende Miljøudvalg blev der udtrykt ønske om, at By- og Udviklingsforvaltningen redegør for miljøprofilen på affaldshåndteringen i Kolding Kommune i forhold til efterlevelsen af de nationale målsætninger og en mere bæredygtig affaldshåndtering.
Det blev foreslået, at redegørelsen blandt andet kunne indeholde:
- Gennemgang af, hvordan Kolding Kommune efterlever den nationale ressourcestrategi ved at nedbringe affaldsmængderne
- Beskrivelse af initiativer til øget genanvendelse
- Initiativer til at øge kvaliteten i genbrug af bygge- og anlægsaffald
- Bæredygtighedsvurdering med fokus på ressourcer og cirkulær økonomi
- Omkostningsprofil for private og virksomheder i forhold til andre kommuner/benchmarking
- Energibalance/CO2 profil
- Social profil
Bæredygtighedsredegørelse 2017
Det har ikke været muligt at fremskaffe/beregne alle de ønskede data, men By- og Udviklingsforvaltningen redegør i denne første udgave af bæredygtighedsredegørelsen for en række forskellige bundlinjer.
Indhold i den første udgave:
- Visioner i Kolding, By- og Udviklingsforvaltning
- ”Danmark uden affald” og Kolding Kommunes affaldsplan
- Præsentation af Renovation
- Cirkulær Økonomi og bæredygtighed
- Myndighedsområdet
- Arbejdsmiljø
- Miljø
- Drift og data
- Bilag 1: Aktiviteter i affaldsplanen og status
- Bilag 2: Tiltag indenfor cirkulær økonomi og bæredygtighed i Renovation
- Bilag 3: Statistik over sygefravær i By- og Udviklingsforvaltningen og Renovation
By- og Udviklingsforvaltningen opdaterer bæredygtighedsredegørelsen årligt og præsenterer den for udvalget på et af de første møder i foråret.
Udvalgte indsatsområder
I forbindelse med udarbejdelsen af denne første bæredygtighedsredegørelse foreslår By- og Udviklingsforvaltningen, at der i 2018 sættes fokus på følgende områder:
- Genbrugsprocenten blev 36% i 2017. Det vil være et indsatsområde at øge genbrugsprocenten til 40 % i 2018 og 50% i 2019.
Det forventes at være et realistisk mål med fuld indført indsamling af organisk affald og åbning af en ny genbrugsplads i løbet af 2019. - Undersøge mulighederne for at benchmarke genbrugsprocenterne med andre kommuner.
- Oprette intern ansvarlig miljøgruppe, der skal arbejde med de valgte indsatsområder, herunder opdatering af det eksisterende miljøledelsessystem.
- Øge fokus på registrering af nær-ved uheld og miljøuheld.
Bilag
Sagsnr.: 18/8393
Resumé
Region Syddanmark har sendt Redegørelse for råstofområdet i Region Syddanmark i høring.
Regionen træffer på baggrund af redegørelsen og de høringssvar, der indkommer, beslutning om, om Råstofplan 2016 skal revideres.
Sagen behandles i
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at høringssvar godkendes og sendes til Regionen.
Beslutning Plan-, Bolig- og Miljøudvalget den 05-09-2018
Godkendt.
Sagsfremstilling
Regionen har til opgave at lave en plan for indvinding og forsyning med råstoffer på land. Råstofplanen danner rammerne for fremtidig indvinding og forsyning med råstoffer i regionen. Rammerne fastlægges gennem en strategi for forsyning, retningslinjer, graveområder, hvor råstofindvinding skal foregå, og interesseområder, der reserverer arealer til fremtidens råstofindvinding.
Formålet med råstofplanen er at sikre, at den fremtidige råstofindvinding understøtter en økonomisk og miljømæssig bæredygtig udvikling, baseret på en balance mellem på den ene side erhvervsinteresser og samfundets behov for råstoffer og på den anden side hensynet til blandet andet miljøbeskyttelse, vandforsyningsinteresser og en hensigtsmæssig byudvikling.
Af råstofloven fremgår det, at kommunerne er bundet af råstofplanen i deres planlægning og administration.
Regionsrådet skal hvert 4. år gennemgå råstofplanen og beslutte, om den skal revideres. Sidste gang spørgsmålet om revision blev behandlet i regionsrådet var i 2014, hvor det blev besluttet at lave en ny råstofplan.
Der kan være mange grunde til at revidere råstofplanen. For eksempel kan der siden sidste beslutning om planrevision være sket en samfundsmæssig eller økonomisk udvikling, der gør at andre mængder eller typer af råstoffer efterspørges, eller der kan være ønsker om en anden strategi eller andre retningslinjer.
Regionen udfører løbende kortlægning af råstofressourcer, og den viden, der opnås gennem disse kortlægninger, kan medføre, at det vil være hensigtsmæssigt at ændre på udpegningen af grave- og interesseområder. Et andet eksempel er arealer, der er færdiggravede, og derfor kan tages ud af planen og frigives til anden anvendelse end råstofindvinding.
Regionen træffer beslutning om revision af planen på baggrund af en redegørelse, som de har udarbejdet og sendt i høring hos relevante parter, herunder Kolding Kommune.
Redegørelsen er sendt i høring i perioden den 21. juni 2018 til 26. september 2018.
Forvaltningen har udarbejdet udkast til høringssvar til Regionen.
Af høringssvaret fremgår det, at forvaltningen finder det hensigtsmæssigt, at udpegning af nye graveområder og interesseområder sker på baggrund af en konkret kortlægning, der sandsynliggør, at der er råstofforekomster, der er rentable at indvinde. Dermed udlægges fortrinsvis arealer, hvor der er en reel interesse i at indvinde råstoffer.
Desuden er det hensigtsmæssigt, at allerede udlagte områder udtages af råstofplanen, hvis det på baggrund af en konkret kortlægning viser sig, at restforekomsten enten er så begrænset eller utilgængelig, at det ikke er rentabelt at indvinde. Disse arealer bør frigives, så de ikke fremadrettet er bundet i anvendelsen.
Forvaltningen er enig i, at forsyningshorisonten skal svare til efterspørgslen i to planperioder svarende til 24 år for Trekantområdet.
Såfremt der skal udpeges nye områder, bør der udtages allerede udpegede områder, så den samlede mængde udpegede områder alene svarer til efterspørgslen i to planperioder.
Høringssvaret er vedlagt som bilag til denne sag.
Hvis Regionen beslutter at revidere råstofplan 2016, gennemføres den nedenfor viste proces.
Foruden at Kolding Kommune har modtaget redegørelsen i høring, vil kommunen desuden blive hørt i forbindelse med indkaldelse af ideer og forslag samt i forbindelse med planforslaget.
Bilag
Sagsnr.: 18/813
Resumé
Byrådet skal iflg. planloven senest halvvejs i byrådsperioden godkende en kommuneplanstrategi, som led i den samlede kommuneplanlægning.
En del af kommuneplanlægningen sker i samarbejde med de øvrige 6 kommuner i Trekantområdet, og herunder pågår allerede et arbejde med udarbejdelse af en fælles strategi for vækst og attraktivitet, som delvist udgør kommunernes planstrategier.
I dette punkt forelægges et oplæg til processen omkring udarbejdelse af den lokale del af Kolding Kommunes Planstrategi 2019.
Sagen behandles i
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at proces og tidsplan for udarbejdelse af den lokale del af Planstrategi 2019 godkendes,
at oplæg til temaer og overskrifter i den lokale del af Planstrategi 2019 anvendes som afsæt for det videre arbejde for yderligere konkretisering og prioritering af strategiens indhold og indsatser.
Beslutning Plan-, Bolig- og Miljøudvalget den 05-09-2018
Forslaget indstilles til godkendelse.
Sagsfremstilling
Jf. planloven skal byrådet inden udgangen af første halvdel af byrådsperioden godkende en strategi for kommuneplanlægningen – en såkaldt planstrategi.
Der er ikke som sådan formkrav til en planstrategi. Derfor kan en planstrategi være snævert fokuseret på fysisk planlægning, men den kan også rumme andre udviklings- og politikområder. Dog stiller loven krav om, at strategien skal indeholde en oversigt over gennemført planlægning siden gældende kommuneplans vedtagelse (december 2017), foruden at der med strategien skal træffes beslutning om, hvorvidt kommuneplanen revideres i sin helhed, eller at der foretages en revision af kommuneplanens bestemmelser for særlige emner eller områder i kommunen – herunder hvilke dele af kommuneplanen der genvedtages for en ny 4-års-periode.
Samarbejdet i Trekantområdet
Bestyrelsen for Trekantområdet Danmark har besluttet at Strategi for Vækst og Attraktivitet skal rumme den fælles del af planstrategien for de syv kommuner i Trekantområdet. Dette følger praksis i det fælles plansamarbejde i Trekantområdet, hvor planstrategierne siden kommunalreformen har været en kombination af en fælles del for Trekantområdets kommuner og en lokal del for Kolding Kommune.
I den sammenhæng pågik der administrativt forarbejde i 2017, som grundlag for den efterfølgende politiske involvering i udarbejdelse af en fælles strategi for samarbejdets syv kommuner. I forbindelse med konstitueringen af Kolding Byråd på mødet den 1. december 2017 blev der udpeget medlemmer til de politiske følgegrupper, nedsat i forbindelse med strategiens udarbejdelse. Endvidere blev der den 25. april 2018 afholdt et politisk strategi-symposium for de syv byråd på Volkerts Fylke i Kolding, hvor der blev debatteret retning og indsatser på baggrund af foreliggende oplæg. Der arbejdes videre med udarbejdelse af den fælles strategi, med senere mulighed for politisk kommentering af et egentligt udkast til fælles strategi for Trekantområdet Danmark.
Den politiske behandling, samt offentlig høring af henholdsvis den fælles strategi og den lokale del af Planstrategi 2019 for Kolding Kommune, sker samtidig, hvilket er tilgodeset i nedenstående tidsplan.
Overordnet tidsplan og milepæle for udarbejdelse af den lokale del af planstrategien
- September 2018: Politisk godkendelse af proces og overordnet indhold
- November-december 2018: Politisk høring af udkast til Strategi for vækst og attraktivitet for Trekantområdet samt input til lokal del af planstrategi for Kolding Kommune.
- Februar-marts 2019: Politisk behandling af Planstrategi 2019 for Kolding Kommune med henblik på offentlig høring (samtidig med behandling af Strategi for Vækst og Attraktivitet for Trekantområdet)
- Maj-juni 2019: Offentlig høring af Planstrategi 2019 for Kolding Kommune og Strategi for Vækst og Attraktivitet i Trekantområdet
- September-oktober 2019: Politisk behandling af indkomne bemærkninger til offentliggjorte strategier
- November 2019: Bekendtgørelse af evt. justering af strategierne på baggrund af høring og politisk behandling
Temaer og overordnet indhold i den lokale del af planstrategien
Der pågår revision af kommunens vision med efterfølgende udvikling af udvalgspolitikker. Følgende oplæg tager afsæt i, at planstrategiens indhold læner sig op af de strategiske prioriteringer og budskaber, som henholdsvis visionsarbejdet og udvalgspolitikerne afleder.
Overordnet set bør der være en hensigtsmæssig arbejdsdeling mellem Kolding Kommunes vision 2018, de kommende udvalgspolitikker, den fælles strategi for Trekantområdet og den lokale del af planstrategien, samt andre strategiske dokumenter i kommunens styringsregime. I forlængelse heraf er det forvaltningens oplæg, at den kommende planstrategi for Kolding Kommune baserer sig på en robust grundfortælling om kommunens styrkepositioner og potentialer.
Endvidere kan det være hensigtsmæssigt at bygge videre på de hidtidige satsninger og indsatser i forhold til Kolding bys og den øvrige kommunes fysiske og funktionsmæssige udvikling. Dels under hensyn til, at flere indsatser endnu er under udvikling og realisering, og dels af hensyn til kontinuitet og rød tråd i kommunens satsninger omkring det byggede miljø, natur- og klimaindsatser, infrastruktur og andre områder med relevans for borgere, lodsejere og investorer.
Med afsæt i ovenstående lægges der op til, at den lokale del af planstrategien kan bygges op omkring følgende elementer, nævnt i overskriftsform:
- Designsatsning og internationale relationer – afsæt i den reviderede vision, med særlig opmærksomhed på samspillet mellem områdets vidensaktører, erhvervsliv og oplevelsesaktører i forhold til samskabelse gennem designtænkning. Herunder kan ligeledes beskrives kommunens strategiske satsninger som UNESCO Designby samt Cirkulær Kommune.
- Kolding by som attraktiv bosætnings- og kystby – særlig opmærksomhed på byudviklingsområder og –indsatser af strategisk betydning i forhold til nye og ændrede byfunktioner og forbedrede sammenhænge i byen.
- Virksomheder og arbejdspladser – fortsat arbejde for fastholdelse og tiltrækning af virksomheder.
- Kolding som studie-, uddannelses- og videnby – fortsat udbygning af campusområde med uddannelse og boliger for studerende, samt tiltag til understøttelse af liv i bymidten, samarbejde mellem erhvervsliv og uddannelser, øget bosætning af studerende mv.
- Kultur, turisme og oplevelser – fortsat arbejde for at videreudvikle områdets styrkeposition inden for kultur, turisme og oplevelser, med mulighed for afsæt i Naturpark Lillebælt, den nationale attraktion Skamlingsbanken, rekreative faciliteter omkring Harte-sløjfen og Troldhedestien, UNESCO-byen Christiansfeld m.fl.
- Styrker i samspillet mellem Kolding, centerbyer og oplandsbyer – bosætning, samarbejder med lokalsamfund om udvikling, byernes arbejdsdeling og synergier i forhold til erhvervsstyrker og –profiler mv.
Sagsnr.: 18/20220
Resumé
Ansøger, NGF Nature Energy, har tidligere ansøgt om en placering ved Donsvej. Der er nu modtaget en revideret ansøgning med den placering, som blev behandlet på Økonomiudvalgets møde den 26. juni 2018. Forvaltningen foreslår at igangsætte planprocessen for lokalplan og kommuneplantillæg.
Sagen behandles i
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at planlægning igangsættes med henblik på at udarbejde forslag til lokalplan med tilhørende kommuneplantillæg,
Beslutning Plan-, Bolig- og Miljøudvalget den 05-09-2018
Et flertal (Plan-, Bolig- og Miljøudvalget med undtagelse af Benny Dall (Ø) og Asger Christensen (V)) godkender forslaget.
Et mindretal (Benny Dall (Ø)) stemte imod.
Idet Asger Christensen (V) er inhabil, deltog han ikke i behandlingen af punktet.
Sagsfremstilling
Lokalplanen med tilhørende kommuneplantillæg er kategoriseret som en A-lokalplan jævnfør A, B, C kategoriseringen, hvilket betyder, at det er Byrådet, der har kompetence til at træffe beslutning om, at planforslaget med tilhørende kommuneplantillæg sendes i offentlig høring.
Baggrund
Ansøger, NGF Nature Energy, har tidligere ansøgt om en placering ved Donsvej. På Økonomiudvalgets møde den 15. maj 2018 blev det besluttet, at der skulle iværksættes en screening af alternative lokaliseringsmuligheder i nærområdet. På Økonomiudvalgets møde den 26. juni 2018 blev det besluttet, at Kolding Kommune over for ansøger skulle pege på et areal nord for Venusvej. Der er nu modtaget en revideret ansøgning med placering ved Venusvej. Ansøgningen er vedhæftet som bilag.
Tidsplan
Det forventes, at et forslag til lokalplan med tilhørende kommuneplantillæg kan forelægges Plan-, Bolig- og Miljøudvalget samt Byrådet primo 2019. Byrådet forventes at kunne få forelagt lokalplan og kommuneplantillæg til endelig vedtagelse i april 2019.
Forvaltningen anbefaler, at planforslagene fremlægges i høring i 8 uger i februar – marts 2019. Denne høringsperiode anses for nødvendig, fordi:
· kommuneplantillægget vurderes at have principiel karakter.
· planforslagene vurderes at være særligt omfangsrige.
I forbindelse med udarbejdelsen af kommuneplantillægget vil der blive indkaldt idéer og forslag i 14 dage, hvilket forventes at blive gennemført i september 2018. Der er ikke planlagt afholdelse af borgermøder i forbindelse med planprocessen.
Der arbejdes på at arrangere et besøg på et biogasanlæg i løbet af efteråret.
Bilag
Sagsnr.: 18/20351
Resumé
Forslag til lokalplantillæg 0000-41-01 for Kolding Bymidte har været offentligt fremlagt i perioden fra den 12. juni til den 7. august 2018.
Lokalplantillægget blev udarbejdet med henblik på en regulering af anvendelsesbestemmelserne i lokalplan 0000-41. Med planforslaget blev der blandt andet åbnet mulighed for at etablere erhverv på 1. sal samt at etablere boliger i stueetagen i dele af lokalplanområdet.
Ved indsigelsesfristens udløb havde forvaltningen modtaget 2 indsigelser/bemærkninger fra henholdsvis Haderslev Stift og Kolding Handelsråd /Kolding Turistforening. Indsigelsen giver anledning til ændringsforslag i forhold til boliger, butiksstørrelser og disponering af stueetager mod Torvegade.
Sagen behandles i
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at lokalplantillæg 0000-41 vedtages med ændringsforslagene A-C, som fremgår af sagsfremstillingen.
Beslutning Plan-, Bolig- og Miljøudvalget den 05-09-2018
Godkendt.
Sagsfremstilling
Lokalplanen er kategoriseret som en B-lokalplan jævnfør A, B, C kategoriseringen. Det betyder, at det er Plan-, Bolig- og Miljøudvalget, der har kompetence til at træffe beslutning om endelig vedtagelse af lokalplantillægget. Plan-, Bolig og- Miljøudvalget besluttede den 6. juni 2018 at offentliggøre planforslaget i 8 uger hen over sommeren.
Politiske fokusområder m.m.
Lokalplanen understøtter de politiske fokusområder i forhold til byliv og erhvervsudvikling ved at understøtte mulighederne for større fleksibilitet i anvendelsen af eksisterende ejendomme centralt i Kolding bymidte.
Helhedsplanen for Bymidten lægger op til en styrkelse af den centrale del af byen til som detailhandelsområde. Dette understøttes af lokalplanforslaget ved fortsat at sikre udadvendte funktioner i stueetagerne i byens hovedstrøg.
Baggrund og formål
Den gældende lokalplan 00000-41 for Kolding Bymidte er udarbejdet i 2009 med det formål at skabe gode rammer for en udvikling af bymidten med både detailhandel, boliger, erhverv o. lign. Anvendelsesbestemmelserne har dog vist sig at være ufleksible i enkelte tilfælde. Derfor besluttede Plan- og Boligudvalget i november 2017 at igangsætte udarbejdelse af et nyt lokalplangrundlag. Dette er sket i form af nærværende tillæg til den gældende lokalplan.
Det er besluttet kun at udarbejde et tillæg til lokalplanen, som medfører enkelte justeringer i forhold til den gældende lokalplan. En fuldstændig revision er en meget omfattende proces, som vil kræve en større involvering af byens interessenter.
Lokalplantillæggets indhold:
Formålet med lokalplantillægget har således været at supplere den eksisterende lokalplan ved at give flere muligheder for forskellige anvendelser i bymidten. Samtidig søger tillægget at styrke og bevare handelsgaderne ved ikke at tillade boliger og serviceerhverv i stueetagerne i forhusene langs de primære handelsgader (kortbilag 2). I de øvrige gader åbnes der op for etablering af mere forskelligartede anvendelser, også i bygningernes stueetage. Der er i forslaget lagt op til, at der inden for lokalplanområdet ikke kan nedlægges boliger.
Butikker i byens ældste gader må i henhold til tillægget ikke være større end 300 m2, mens butikker beliggende i den lidt nyere struktur, hvor bygningerne er højere og gaderne bredere, må være op til 600 m2. Herudover er der udpeget enkelte steder, hvor der kan etableres større butikker.
Høringssvar:
Forslag til lokalplantillægget har været offentligt fremlagt i perioden fra den 12. juni til den 7. august. Ved høringsfristens udløb den 7. august 2018 havde forvaltningen modtaget bemærkning fra Kolding Handelsråd og Kolding Turistforening. Haderslev Stift har på det foreliggende grundlag ingen bemærkninger til planforslaget.
Kolding Handelsråd og Kolding Turistforening har fremsendt 3 ændringsforslag til planforslaget:
· Langs Torvegade ønskes mulighed for etablering af boliger i stueetagen, idet stuen på hjørneejendommen (Frellsen) ved Østergade dog fastholdes til butik, café o.lign.
· Der ønskes ikke forbud mod nedlæggelse af boliger, da dette kan hindre en fremtidig udvikling af bymidten.
· Der ønskes ingen arealmæssige begrænsninger i forhold til butiksstørrelser i bymidten, idet fremtiden måske vil byde på større butikker med Shop in Shop koncepter.
Ad 1) Forvaltningens bemærkninger:
Ud over Frellsen ligger der i dag en enkelt butik og restaurant på strækningen langs Torvegade, ellers er det primært Borchs hus og diskoteket Tordenskjold der præger facadebilledet. Såfremt der kan indrettes boliger eller erhverv i de eksisterende ejendomme vil det ikke bryde væsentligt med områdets eksisterende karakter, og det vurderes at bemærkningen kan imødekommes uden betydning for hovedprincipperne i lokalplantillægget.
Ad 2) Forvaltningens bemærkninger:
Bosætning er centralt for at skabe en aktiv by, og understøtte handlen og andre funktioner i byen. Bymidtens eksisterende boligtal skal som udgangspunkt søges bevaret og kan i det omfang der er mulighed for det, udbygges yderligere med nye boliger på udvalgte lokaliteter. Kolding arbejder målrettet med at skabe nye boligprojekter i bymidten, hvilket er vigtigt, da byen er kendetegnet ved, at der er relativt få boliger i den centrale del af bymidten. Mange boliger blev tidligere nedlagt i forbindelse med etablering af erhverv på 1. sal.
I forslag til lokalplantillæg for bymidten er der i § 3.5 lagt op til, at eksisterende boliger ikke må nedlægges og tages i brug til andet formål. Set i lyset af, at der i fremtiden kan blive et behov for at anvende dele af 1. salen som udvidelsesmulighed for butikker, restauranter eller lignende i stueplan, forslås det generelle forbud mod nedlæggelse af boliger at udgå. Bevaring af boligantallet søges opfyldt ved at ændre bestemmelsen i §3.5 til, at eksisterende boliger på etager over 1. sal skal fastholdes.
Ad 3) Forvaltningens bemærkninger:
Lokalplantillægget fastholder den oprindelige lokalplans bestemmelse om butiksstørrelser i bymidten. De maksimale butiksstørrelser er fastlagt ud fra en vurdering af gade- og bygningsstrukturerne i lokalplanområdet. I den centrale del af bymidten er butiksstørrelsen på maksimalt 300 m2 fastlagt i forhold til bygningsstrukturen i det middelalderlige gadenet. Butiksstørrelsen er øget til maksimalt 600 m2 i de områder (Jernbanegade), der består af nyere og mere robuste bygninger end i den centrale bykerne. Herudover er der åbnet mulighed for store butikker på op til 2.000 m2. enkelte steder i bymidten.
Såfremt der ikke fastlægges øvre begrænsninger på butiksstørrelserne kan det blive vanskeligt at sikre bygningsstrukturen og facadekarakteren i bymidten. Derfor vurdere forvaltningen at der fortsat skal være arealmæssige begrænsninger i forhold til butiksstørrelserne i bymidten.
Ændringsforslag:
Ændringsforslag | Fra | Til |
A: §3.4 på side 6 |
”Inden for lokalplanområdet må der på 1. sal kun etableres boliger som helårsbeboelse og liberale erhverv, offentlig og privat service, kontorer, klinikker m.v. såsom ejendomsmægler, rejsebureau, forsikring, bank, frisør o.lign. samt virksomhed i tilknytning til funktionen tilladt i ejendommens stueetage.”
|
”Inden for lokalplanområdet må der på 1. sal kun etableres boliger som helårsbeboelse og liberale erhverv, offentlig og privat service, kontorer, klinikker m.v. såsom ejendomsmægler, rejsebureau, forsikring, bank, frisør o.lign. samt virksomhed og butik i tilknytning til funktionen tilladt i ejendommens stueetage.”
|
B: Afsnit i § 3.5 på side 6 |
”Inden for lokalplanområdet må der på etager over 1. sal kun etableres boliger som helårsbeboelse. Eksisterende boliger må ikke nedlægges og tages i brug til andet formål. Undtaget herfor er dog boliger i ejendommene Buen 8 og 10 ( del af matrikelnumrene 34 og 435a, Kolding Bygrunde), der kan overgå til liberalt erhverv og offentlig og privat service. Endvidere kan boliger i stueetager tillades nedlagt, såfremt lokalerne ønskes omdannet til butiksformål.
|
” Inden for lokalplanområdet skal eksisterende boliger på etager over 1. sal fastholdes. |
C: Kortbilag 2 på illustration A på side 6 og på side 17 |
|
Den røde facadelinje langs Torvegade reduceres til alene at omfatte hjørneejendommen ved Frellsen.
|
Bilag
Sagsnr.: 14/5816
Resumé
Kolding Kommune udbød i vinteren 2017/18 en grund i den sydlige del af byparken. Vinder af udbuddet blev Raunsdahl og Moesby/Cebra med et boligprojekt bestående af 6 punkthuse mellem 3 og 5 etager. Arkitema A/S har efterfølgende for bygherre udarbejdet lokalplanforslag og kommuneplantillæg for bebyggelsen. Kommuneplantillægget er nødvendigt, da arealet til bebyggelse er større end det areal, der er udlagt i den eksisterende kommuneplan 2017 – 2029.
Sagen behandles i
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at forslag til kommuneplantillæg 22 sendes i offentlig høring i 8 uger,
at forslag til lokalplan 0021-15 Ved Byparken –et boligområde sendes i offentlig høring i 8 uger,
at afgørelsen om ikke at udarbejde en miljøvurdering af planforslagene offentliggøres samtidig.
Beslutning Plan-, Bolig- og Miljøudvalget den 05-09-2018
Forslaget indstilles til godkendelse.
Sagsfremstilling
Lokalplanen (med tilhørende kommuneplantillæg) er kategoriseret som en A-lokalplan jævnfør A, B, C kategoriseringen, hvilket betyder, at det er Byrådet, der har kompetence til at træffe beslutning om, at planforslaget (med tilhørende kommuneplantillæg) sendes i offentlig høring.
Lokalplanen med tilhørende kommuneplantillæg er kategoriseret som A, da der tale om udvidelse af et område udlagt til boligformål, som i dag er udlagt som grønt område.
Politiske fokusområder m.m.
Helhedsplanen understøttes ved at etablere nye attraktive boliger tæt på bymidten.
Projektet indeholder klimatiltag som LAR-løsninger, der afleder overfladevand til det nyetablerede klimaprojekt.
Lokalplanen understøtter arkitekturstrategien ved at have fokus på materiale af høj standard og landskabsmæssig arkitektonisk sammenhæng mellem bebyggelse og parkanlæg.
Bebyggelsen skal efter helhedsplanens intentioner skabe en synlig afgrænsning af parkområdet mod syd (på samme måde som bebyggelsen ved Troldhedevej) Samtidig er den overordnede afgrænsning af boligområdet planlagt i sammenhæng med skræntanlægget i klimaprojektets sydlige del. LAR-løsninger med synlig afledning af overfladevand vil skabe en synlig sammenhæng mellem områderne. Samtidig vil der være nøje sammenhæng mellem stier til boligerne og den offentlige adgang til parkområdet, og parkens grønne struktur trækkes ind i bebyggelsen.
Ideer og forslag
Der har været indkaldt ideer og forslag, da kommuneplanens rammer ændres med kommuneplantillægget. Der er kommet to reaktioner.
Reaktionerne går på:
- Problematikken med at placere ny bebyggelse på bymidtens grønne arealer.
- Trafikale forhold – specielt parkering.
- Overfladevand og problematiske jordbundsforhold.
Bemærkningerne er uddybet nærmere i vedlagte bilag, og de vurderes ikke at give grundlag for ændringer i planerne.
Baggrund og formål
Baggrunden for lokalplanen er et udbud af grunden i den sydlige del af byparken, som blev gennemført i vinteren 2017/2018. Vinder af udbuddet blev Raunsdahl og Moesby/Cebra med et boligprojekt bestående af 6 punkthuse mellem 3 og 5 etager. Arkitema A/S har efterfølgende for bygherre udarbejdet lokalplanforslag og kommuneplantillæg for bebyggelsen.
Planforhold og kommuneplantillæg
Den eksisterende lokalplan 0021-12 for området udlægger området til fritidsformål og grønt område. Denne lokalplan skal aflyses.
Der er udlagt rammeområde til boligbebyggelse i den gældende kommuneplan 2017 – 2029. Dette rammeområde skal udvides med et kommuneplantillæg.
Kommuneplantillæg 22 udvider det eksisterende rammeområde 0021-B7
Lokalplanens indhold
Lokalplanen fastsætter bestemmelser for en bebyggelse på 6 punkthuse til boligformål. Højden er mellem 3 og 5 etager. Bebyggelsen fremtræder hovedsageligt i rødt tegl. Tage udformes som saddeltage – dog med mulighed for tagterrasser.
Illustrationsskitse for bebyggelsen i forslag til lokalplan 0021-15
Lokalplanområdet disponeres med bebyggelse og grønne områder ud mod Byparken, så bebyggelsen så vidt muligt har direkte forbindelse til parken, og så bebyggelsens grønne områder opleves som en forlængelse af parkområdet. Adgangsvej og parkeringsarealer placeres i den sydlige del af området.
Vejbetjening sker fra Dyrehavegårdsvej (nord for busslusen). Denne vejadgang vil også kunne bruges ved en senere omdannelse af bagarealerne syd for lokalplanområdet. Der etableres mindst en parkeringsplads pr bolig samt 2,2 cykelparkeringspladser pr. 100 m2 boligareal.
Der er sikret stigennemgang gennem området til parkanlæg og de rekreative dele af klimaprojektet.
Der er gennemført et klimaprojekt i den del af Byparken, der grænser op til lokalplanområdet mod nord. Der stilles i lokalplanen krav om, at overfladevand fra lokalplanområdet skal afledes via render eller rør til de regnvandsanlæg, der etableres i Byparken. Desuden stilles der krav om, at bebyggelsen skal etableres i en minimumskote på 2,3 m.
Miljøscreening
Der er foretaget en miljøscreening, der viser, at der ikke skal udarbejdes en egentlig miljøvurdering.
Tidsplan
Lokalplanforslaget med tilhørende kommuneplantillæg skal i offentlig høring.
Forvaltningen anbefaler, at planforslagene sendes i offentlig høring i 8 uger. Endelig vedtagelse forventes at kunne foretages i januar måned 2019.
Det anbefales, at der afholdes et borgermøde i forbindelse med offentliggørelsen
Bilag
Sagsnr.: 18/12881
Resumé
Ejeren af et areal ved Steppingvej syd for Ødis-Bramdrup, har anmodet om tilladelse til udstykning af op til 8 parceller til enfamilieboliger med hobbylandbrug. Der er ikke længere i planloven hjemmel til planlægning for hobbylandbrug. Realisering af udstykningen er betinget af, at der udarbejdes en ny lokalplan med tilhørende kommuneplantillæg. Forvaltningen vurderer, at det pågældende sted ville planlægning være uhensigtsmæssig og medførte en løsrevet udvikling af landsbyen.
Sagen behandles i
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at udvalget ikke imødekommer ønsket om igangsætning af udarbejdelse af en ny lokalplan med tilhørende kommuneplantillæg ved Steppingvej syd for Ødis-Bramdrup.
Beslutning Plan-, Bolig- og Miljøudvalget den 05-09-2018
Godkendt.
Sagsfremstilling
Ejeren af matr. nr. 57b og 57 c Ødis-Bramdrup by, Ødis, beliggende ved krydset Steppingvej og Bramdrupgårdsvej, har anmodet om, at der åbnes op for, at arealet kan udstykkes til byggegrunde. Arealet er beliggende syd for landsbyen Ødis-Bramdrup, med Steppingvej imellem.
De pågældende jordstykker har et areal på henholdsvis 23.722 m2 og 85 m2 og er omfattet af landbrugspligt. Jordstykkerne udgør en del af ejendommen Gl. Møllevej 15, Ødis-Bramdrup, 6580 Vamdrup. Arealet fremstår som landbrugsjord med hegnsplantning mod Bramdrupgårdsvej og en større trægruppe i tilknytning til denne.
Jordstykkerne påtænkes udstykket i op til 8 parceller på knap 3.000 m2. Parcellerne ønskes anvendt til enfamiliehuse med muligheden for at der på ejendommene holdes får, heste og lign. til privat brug.
Den nye bebyggelse tænkes med hvide facader og mørke tage for at passe til hovedindtrykket i området. Der påtænkes fælles varmeanlæg.
Lodsejeren påpeger, at flere huse i området ligger spredt og ikke er registreret som landbrug. Derfor skønner lodsejeren, at den påtænkte udstykning vil være en naturlig retning for udvikling af landsbyen. Desuden understreger lodsejeren, at jorden er økologisk og bliver pålagt tinglysning om at forblive sådan.
Ansøgningsmaterialet fremgår af bilag. Det bemærkes, at den vedlagte skitse til disponering af arealet er ikke afstemt med forvaltningen og ville kræve en vis bearbejdning (bl.a. angående vejudlæg og trafikstøj), før den kan danne grundlag for egentlig planlægning.
Historik
Lodsejeren kontaktede Kolding Kommune med henblik på udstykning af det pågældende areal for første gang i november 2016 og blev informeret om, at der ikke kunne forventes meddelt landzonetilladelse til det ønskede efter planlovens § 35. Sagen blev derefter sat i bero, da man afventede modernisering af planloven. Planlovsændringerne i 2017 åbnede dog ikke for nye muligheder for sagen. Plan- og Boligudvalget blev på mødet den 12. juni 2017 orienteret om forvaltningens afslag. Udvalget ønskede samtidig, at forvaltningen fortsætter dialogen med ansøger om det ansøgte inden for lovgivningens rammer.
En ny henvendelse fra juni 2018 betragtes som anmodning om udarbejdelse af et kommuneplantillæg med henblik på revision af landsbyafgrænsning for Ødis-Bramdrup. Realisering af den påtænkte udstykning vurderes også at udløse krav om tilvejebringelse af en lokalplan.
Planforhold
De pågældende jordstykker ligger i landzone udenfor og uden direkte tilknytning til landsbyafgrænsningen for Ødis-Bramdrup i kommuneplanen. Arealet er ikke omfattet af en lokalplan.
Som hovedregel gives der ikke udstykningstilladelse til nye matrikler til boligformål i landzonen. Dette ville være i strid med landzonebestemmelsernes formål om, at hindre spredt bebyggelse uden for planlagte eller landsbyafgrænsede områder. I særlige tilfælde kan der gives tilladelse til udstykning og opførelse af boliger i landzonen, hvis arealet er omfattet af kommuneplanramme.
Realisering af den ønskede udstykning forudsætter således ændring af landsbyafgrænsningen. Landsbyafgrænsning af Ødis-Bramdrup jf. Kolding Kommuneplan 2017-2029 er vist på nedenstående luftfoto.
Luftfoto og matrikelkortet med landsbyafgrænsning for Ødis-Bramdrup jf. kommuneplanen (lyserød signatur). Arealet, hvor der anmodes om udstykning er vist med gult omrids.
Der er ca. 50 meter mellem den sydlige afgrænsning af landsbyen jf. kommuneplanen og det pågældende areal. Mellem landsbyafgrænsningen og det pågældende areal forløber landevejen Steppingvej og der ligger et landbrugsareal og en ejendom med et udhus og træbeplantning.
Revision af landsbyafgrænsninger i kommuneplanen for Kolding Kommune er en forestående opgave, som forvaltningen er opmærksom på og som indgår i prioritering af det kommende kommuneplanarbejde (Kommuneplan 2021-2033). Revisionen vil forventelig bl.a. indebære afvejning af diverse interesser, en politisk proces, inddragelse af offentligheden og andre myndigheder.
Det er forvaltningens vurdering, at det ikke vil være naturligt og hensigtsmæssigt at udvikle syd og øst for Steppingvej, som er en naturlig afgrænsning af Ødis-Bramdrup.
En eventuel revision af Ødis-Bramdrup landsbyafgrænsningen med henblik på realisering af den ønskede udstykning er umiddelbart forbundet med følgende udfordringer:
- Der findes nogle uudnyttede arealer med mulighed for ny bebyggelse inden for nuværende landsbyafgrænsning. Det er derfor svært at argumentere for behov for udvidelse af landsbyafgrænsningen.
- Ved en eventuel revision af landsbyafgrænsningen vil forvaltningen sandsynligvis i første omgang pege på mere oplagte mulige arealer, som ligger umiddelbart ved den nugældende landsbyafgrænsning.
- Hvis de ønskede byggegrunde skulle medtages i landsbyafgrænsningen, ville der være tale om en udvikling løsrevet fra den eksisterende landsby. Beliggenheden syd for landevejen taler imod udvidelse af landsbyafgrænsningen i denne retning, fordi landevejen udgør en naturlig barriere for landsbyens sammenhæng: såvel trafiksikkerhedsmæssig, funktionel og i forhold til landsbyens fysiske kontinuitet (på grund af vejstøj kan der forventes, at byggegrunde skal trækkes tilbage fra Steppingvej eller at der skal etableres støjafskærmning).
Endelig vurderer forvaltningen de påtænkte byggegrunde på 3.000 m2 til at være for stort arealforbrug i forhold til, hvad der kan planlægges for i nuværende lovrammer. Muligheden for planlægning for jordbrugsparceller, dvs. enfamiliehusgrunde med muligheden for hobbylandbrug, blev afskaffet for nogle år siden og indgår ikke længere i planloven. I dag arbejdes med grundstørrelser for åben-lav boligbebyggelse i størrelsesorden 700-1300 m2.
På grund af de ovenstående udfordringer kan forvaltningen ikke anbefale, at der igangsættes planlægning for den ønskede udstykning det pågældende sted.
Forvaltningen stiller derimod gerne op til dialog om videre planlægning, hvis ansøgere kan foreslå en placering for udstykning og nybyggeri, der ligger inden for eller umiddelbart ved landsbyafgrænsningen. Ansøgeren har umiddelbart ikke ønsket at igangsætte lokalplanlægning med henblik på udstykning af boligparceller på ejerens ejendom beliggende inden for landsbyafgrænsningen.
Bilag
Sagsnr.: 18/1938
Resumé
Munkebo og Skovparken står på ghettolisten, og med de nye politiske aftaler om bekæmpelse af parallelsamfund vil begge områder stå anført, som nogle af de hårdeste ghettoområder i Danmark.
Det stempel skaber meget negativ omtale af områderne, og det kan forstærke områdernes udfordringer.
Derfor foreslås en ny og klar målsætning for arbejdet i områderne, nemlig at Munkebo og Skovparken skal af ghettolisten.
Sagen behandles i
Plan-, Bolig- og Miljøudvalget, Arbejdsmarkedsudvalget, Børne- og Uddannelsesudvalget, Social- og Sundhedsudvalget, Økonomiudvalget samt Byrådet.
Forslag
Beskæftigelses- og Integrationsdirektøren indstiller,
at Arbejdsmarkedsudvalget og Byrådet godkender den nye målsætning om at komme af ghettolisten,
at Byrådet nedsætter et §17, stk. 4 udvalg, der skal lede arbejdet,
at Plan-, Bolig- og Miljøudvalget, Arbejdsmarkedsudvalget, Børne- og Uddannelsesudvalget samt Social- og Sundhedsudvalget udpeger hver 1 udvalgsmedlem til §17, stk. 4 udvalget,
at Byrådet derudover udpeger 1 medlem til §17, stk. 4 udvalget,
at Byrådet vælger en formand for §17, stk. 4 udvalget.
Beslutning Plan-, Bolig- og Miljøudvalget den 05-09-2018
Sagsfremstilling
Baggrund
Kolding Kommune har igennem mange år samarbejdet med Koldings boligorganisationer om at forbedre livet for beboerne i Koldings almene boligområder, herunder særligt Munkebo og Skovparken. Dette arbejde var også centrum for dialogen på konferencen på KUC i april 2018, som omhandlede forholdene i Munkebo og Skovparken.
I maj 2018 indgik et flertal i Folketinget en række politiske aftaler om bekæmpelse af parallelsamfund. Aftalernes indhold fremsættes som lovforslag i efteråret 2018, og hvis de gennemføres som forventet, vil det betyde en række ændringer for Munkebo og Skovparken.
Udfordringen
Disse ændringer giver anledning til en vurdering af, hvordan arbejdet i Munkebo og Skovparken skal prioriteres.
Den meget negative omtale af Munkebo og Skovparken som ”ghettoer” giver områderne et dårligt udgangspunkt for at løse udfordringerne: Færre ressourcestærke borgere har lyst til at flytte til områderne, og de ressourcestærke beboere i områderne vil søge væk.
Med de nye politiske aftaler bliver Munkebo og Skovparken endda karakteriseret som nogle af de ”hårdeste ghettoer” i Danmark på linje med Vollsmose, Mjølnerparken og Gellerupparken. Det kan forværre problemstillingen, og det åbner for, at områderne vil blive ramt af særlovgivning målrettet de hårdeste ghettoområder.
Justeret mål for Munkebo og Skovparken
Hvis den negative opfattelse af Munkebo og Skovparken skal ændres, så vil det i første omgang kræve, at områderne kommer af ghettolisten.
Derfor skal det primære mål for arbejdet i Munkebo og Skovparken være, at de kommer af ghettolisten.
Det vil give plads til mere positive fortællinger og opfattelser af områderne. Det vil også være en fordel for beboerne, idet de vil opleve en større tryghed i lokalområdet, og flere borgere i områderne vil blive en del af samfundet ved at bidrage med deres evner og kompetencer.
Omvendt kan det betyde, at midlerne fra Landsbyggefonden til boligsociale indsatser ikke længere kan opnås. Støttebehovet i områderne vil muligvis også ændre sig, hvis det lykkes at komme af ghettolisten.
Men der vil formentlig fortsat være behov for boligsociale indsatser i både Munkebo, Skovparken og de andre områder, der i dag er en del af helhedsplanen. Derfor skal det klarlægges, hvordan det boligsociale arbejde kan og skal fortsætte, selvom det lykkes at komme af ghettolisten.
Ligeledes vil der blive arbejdet på at påvirke beslutningerne, så nogle af midlerne fra Landsbyggefonden forbliver i de områder, som er kommet af ghettolisten.
Målet vil også gøre det nødvendigt med tiltag, der kan påvirke, hvem der flytter til Munkebo og Skovparken. I Kolding er der en bred boligmasse af lejeboliger, almene boliger, andelsboliger og ejerboliger. I det videre arbejde må det derfor belyses, hvordan boligsøgende i Kolding fortsat kan finde en bolig.
Politisk forankring af processen
Der vil være behov for at se på tværs af traditionelle fagudvalg, og derfor foreslås, at der under Byrådet oprettes et §17, stk. 4 udvalg for de udsatte boligområder.
Udvalget sammensættes af 4 byrådsmedlemmer fra hhv. Arbejdsmarkedsudvalget, Plan-, Bolig- og Miljøudvalget, Social- og Sundhedsudvalget samt Børne- og Uddannelsesudvalget. Dertil kommer 1 byrådsmedlem, og der udpeges en formand for udvalget.
De 3 formænd fra Bovia, Lejerbo Kolding og Boligkontoret Danmark i Ribe får ligeledes plads i udvalget.
Administrativt understøttes udvalget af de relevante forvaltningsdirektører samt direktørerne fra de tre boligorganisationer. Direktørerne vil også deltage i udvalgets møder med henblik på rådgivning og sparring.
Sekretariatsbetjeningen placeres i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.
§17, stk. 4-udvalgets fokus skal være at lede arbejdet med at få Munkebo og Skovparken af ghettolisten.
Såfremt der skal udfærdiges udviklingsplaner for Munkebo og Skovparken, hvor andelen af almene familieboliger skal reduceres til 40 %, så skal udvalget også lede dette arbejde frem til maj 2019.
De øvrige tiltag i de politiske aftaler, såsom nye regler for daginstitutioner mv., skal håndteres i de respektive fagudvalg.
Det foreslås, at arbejdet starter med en kick-off inspirationsstudietur til Aarhus, hvor Byrådet og boligorganisationernes bestyrelser sammen kan få inspiration fra Aarhus’ arbejde med beboersammensætningen, beskæftigelsestiltag, sociale indsatser, byggeri mv. Den skal gennemføres i løbet af efteråret 2018.
Det øvrige arbejde med (a) implementering af beskæftigelsestiltag, (b) undersøge muligheder for boligsocialmonitorering samt (c) tilpasning af eksisterende kommunale indsatser, fortsætter uændret.
Sagsnr.: 17/22369
Sagen behandles i
Plan-, Bolig- og Miljøudvalget.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
Beslutning Plan-, Bolig- og Miljøudvalget den 05-09-2018
Godkendt.
Sagsfremstilling
Der er udarbejdet et forslag til mødeplan, der som udgangspunkt fastlægger møderne i Plan-, Bolig- og Miljøudvalget til 1. onsdag i måneden i tidsrummet kl. 13.00-16.00.
Møderne afholdes fortrinsvis på By- og Udviklingsforvaltningen, der kan dog også være møder, der afholdes ude af huset.
Mødedatoer og –tider er koordineret med den øvrige mødeaktivitet for Byrådets medlemmer.
Bilag
Resumé
Deltagelse i kommunale aktiviteter.
Sagen behandles i
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at Plan-, Bolig- og Miljøudvalget drøfter, om der er behov for, at et eller flere medlemmer af udvalget varetager andre kommunale hverv.
Sagsfremstilling
Det fremgår af Kolding Kommunes Regulativ om Vederlag og godtgørelse til Byrådets medlemmer, punkt 2, at der kan tillægges erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for varetagelse af andre kommunale hverv, når deltagelsen sker efter anmodning fra Byrådet eller et af Byrådets udvalg, på grund af en protokolleret beslutning.
Aktivitet:
· Ingen.
Resumé
På mødet orienteres om nyt fra By-og Udviklingsforvaltningen inden for udvalgets område.
Sagen behandles i
Plan-, Bolig- og Miljøudvalget.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning Plan-, Bolig- og Miljøudvalget den 05-09-2018
Godkendt.
Sagsfremstilling
Der kan ikke træffes beslutning under punktet, fordi det kun er et orienteringspunkt.
Bilag
Resumé
Orientering fra formanden.
Sagen behandles i
Plan-, Bolig- og Miljøudvalget.
Beslutning Plan-, Bolig- og Miljøudvalget den 05-09-2018
Godkendt.