Forslag til helhedsplan for arealerne omkring Arena Syd er resultatet af et samarbejde
mellem Arena Syd, Vamdrup Byforum og Kolding Kommune.
Initiativet til planen var Arena Syds bestyrelse og senere indgik de, sammen med deres rådgiver, i samarbejdet mellem Vamdrup Byforum og Kolding Kommune. Den tværgående arbejdsgruppe understøtter bl.a. Lokaldemokratiudvalgets fokusområde ”Aktivt medborgerskab og demokratisk deltagelse”.
Arena Syd danner rammen for en række aktiviteter, og der afholdes både lokale og regionale stævner. Arena Syds potentiale er meget større, derfor er der et stort ønske og behov for at udvikle de fysiske rammer med nye aktivitetsmuligheder og skabe en rekreativ sammenhæng i selve området.
I Vamdrup Borgerplan fra 2016 blev der efterlyst en udendørs kunstgræsbane til fodbold, så der kunne trænes hele året, og der er bl.a. også ønsker om en atletikbane ved Arena Syd.
Der er et meget stort lokalt ønske om at sikre en større sammenhæng med bymidten og skabe bedre tilgængelighed til åen og engarealerne syd for Arena Syd.
Arbejdet med helhedsplanen har været undervejs i ca. 2 år. I forløbet har de interessentgrupper, der har tilknytning til Arena Syd, været involveret i planlægningen.
Helhedsplanen har karaktér af en visionsplan for Arena Syd, båret af de forskellige lokale interessenters ønsker. Der er ikke taget stilling til økonomien eller hvordan den i givet fald skal tilvejebringes, med undtagelse af det beløb byrådet med Budget 2019 har afsat til åsteder i Vamdrup.
Forslag til helhedsplan for Arena Syd er vedhæftet som bilag.