Dagsorden eller referat
Liste med Dato, udvalg, sted samt pdf udgave af dagsordenen til download.
Dato: |
10-11-2021 13:00:00 |
---|---|
Udvalg: |
Teknik- og Klimaudvalget |
Sted: |
Mødelokale 1.2 Vest |
Pdf: |
|
Sagsnr.: 21/1583
Resumé
Indsamlingsordningen for de 10 fraktioner, som blev implementeret 1. juli 2021, er nu godt i gang, og der er nu bevæggrund for at foretage en justering af ordningen. Der er her fokus på pap samt mad- og drikkekartoner, som er den nye affaldstype.
Der igangsættes en proces for at udvide eksisterende miljøstationer med de to ekstra affaldstyper ”småt pap” og ”mad- og drikkekartoner”. Udvidelsen betyder, at der indføres nye affaldsblandinger, hvor pap blandes i ”papir” og ”hård plast” suppleres med blød plast samt mad- og drikkekartoner. Processen vil foregå i tre faser og forventes at starte op i februar 2022.
Sagen behandles i
Teknik- og Klimaudvalget.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at der implementeres nye affaldsblandinger på kommunens miljøstationer med henblik på at kunne indsamle plast, metal, glas, papir og pap og mad- og drikkekartoner,
at implementeringen af nye affaldsblandinger på miljøstationerne foregår i 3 faser med forventet opstart februar 2022 og inden for de økonomiske rammer, som er beskrevet i sagen.
Beslutning Teknik- og Klimaudvalget den 10-11-2021
Godkendt, idet udvalget noterede sig, at justeringerne af overgangsordningen finansieres via de allerede hensatte midler til Klimaaffaldsplanen og dermed ikke medfører stigning i det samlede affaldsgebyr.
Ole Alsted
Hans Holmer
Sagsfremstilling
Bagrund
I forlængelse af Teknik- og Klimaudvalgets beslutning den 13. januar 2021 omkring de 10 fraktioner, og på baggrund af de første erfaringer fra både Kolding Kommune og fra andre kommuner, er der nu basis for, at der justeres på indsamlingen af affald fra kommunens miljøstationer. Kolding Kommune har i dag opstillet ca. 1.560 miljøstationer inklusive igloer.
Beslutningen om at indsamle mad- og drikkekartoner i en sæk med genbrugsbilen blev taget med udgangspunkt i, at henteordningen skulle være etableret 1. juli 2021. Denne beslutning blev taget med en forventning om, at der efterfølgende ville være behov for at tilpasse ordningen.
Ordningen er kommet godt fra start, og kommunens borgere sorterer over al forventning. Der indsamles over et ton mad- og drikkekartoner om ugen, hvor ca. 150 kg indsamles med genbrugsbilen og resten på genbrugspladserne.
I perioden siden 1. juli 2021 har der været en del henvendelser fra borgere, som ønsker at få en ekstra beholder sat op til mad- og drikkekartoner, og dermed udvide miljøstationen.
Mange miljøstationer er dog udfordret på pladsforholdene, og det vil være en udfordring, hvis alle miljøstationer suppleres med ekstra beholdere for at kunne indsamle de 10 fraktioner.
Et alternativ kunne være at blande flere af fraktionerne, så antallet af beholdere fastholdes.
Af affaldsbekendtgørelsen fremgår det som en mulighed at blande flere affaldstyper, hvormed de 10 fraktioner ikke skal i hver sin beholder eller beholderrum.
Planen for Kolding Kommune
Ud fra de muligheder, som bekendtgørelsen lægger op til, og under hensyntagen til mulige individuelle fremtidige affaldsløsninger, foreslås følgende blandinger på miljøstationerne:
- Beholderen til hård plast suppleres med blød plast samt mad- og drikkekartoner
- Beholderen til papir suppleres med småt pap (stort pap skal fortsat på genbrugspladsen eller afhentes med genbrugsbilen)
- Beholderen til glas suppleres med metal, hvormed disse fraktioner udgår som rene fraktioner. Alternativt holdes metal og glas i hver sin beholder.
I Jylland har der været en rundspørge hos 32 kommuner, hvor 15 kommuner har valgt eller forventer at vælge samme model, som foreslås for Kolding Kommune - herunder f.eks. Esbjerg, Middelfart, Billund, Silkeborg, Varde, Skanderborg og Aarhus. De resterende kommuner har valgt løsninger ud fra 3 andre modeller.
I perioden frem til den fulde implementering af disse blandinger på miljøstationerne, følges erfaringerne med affaldsblandingerne i forhold til materialekvalitet og genanvendelsesmuligheder nøje.
Justeringen af ordningen foreslås opdelt i tre faser:
I første fase foreslås der udført et par prøvehandlinger i mindre geografiske områder, hvor kun et begrænset antal miljøstationer udtages. Formålet er at få erfaringer med materialekvalitet, beholderkapaciteter og tømmefrekvenser på de forskellige blandinger, så konvertering af de øvrige miljøstationer kvalificeres. Denne fase foreslås at starte op i februar 2022.
I anden fase vil erfaringerne fra første fase danne grundlag for konverteringen af de miljøstationer, som på nuværende tidspunkt er etableret med alle fire fraktioner. Udkørsel af ekstra beholdere efter behov vil kunne foregå i denne fase. Denne fase foreslås implementeret i september/oktober 2022.
Tredje fase vil omfatte de miljøstationer, som i dag bl.a. er ekstra udfordret på pladsforhold, herunder med adgangsforhold, som ikke er i orden. Denne fase forventes at starte op i 4. kvartal 2022 og vil omfatte ca. 150-200 miljøstationer.
De boliger, som ikke er omfattet af en miljøstation, vil kunne bruge genbrugsbilen til afhentning af affaldet i sække. Her vil borgerne også kunne anvende de samme affaldsblandinger, som indføres på miljøstationerne.
I arbejdet med den kommende affaldsplan vil rammerne for den fremtidige affaldsløsning blive fastlagt.
Økonomi
Justeringen af ordningen vil ske dels som en anlægsinvestering estimeret til 1,2-1,4 mio. kr. (tilpasning af IT, kommunikation, indkøb af beholdere m.v.) og dels som en årlig øget driftsudgift estimeret til 2,5-3,0 mio. kr. pr. år (øgede antal tømninger, ændret afsætningspriser på fraktionerne m.v.).
For 2022 estimeres de øgede driftsudgifter til 700.000-900.000 kr.
Anlægsudgifterne og øgede driftsudgifter for 2022 finansieres via de hensatte midler til Klima-affaldsplanen.
Fra 2023 indregnes de øgede driftsudgifter i budgettet og påvirker dermed gebyret for miljøstationer og genbrugsøer.
Kommunikation
Kommunikationen vil, som ved justeringen af de nye affaldsblandinger, ligeledes blive inddelt i tre faser. Der udarbejdes tre kommunikationsplaner, én for hver af de tre justeringer.
Første plan bliver målrettet brugerne i fase 1, så de bliver trygge ved den nye ordning. De efterfølgende planer bliver også målrettet brugerne, men her vil erfaringerne fra første fase indgå som et vigtigt element. Kommunikationen i fase to og tre vil i høj grad tage udgangspunkt i borgernes oplevelser og erfaringer og blive set fra borgernes synsvinkel.
Sagsnr.: 17/14905
Resumé
Teknik- og Klimaudvalgets valgperiode lakker mod enden. I den forbindelse anmoder By- og Udviklingsforvaltningen udvalget om at komme med en udtalelse omkring ”holdbarheden” af Udvalgspolitik for Teknik- og Klimaudvalget.
På mødet vil forvaltningen præsentere udvalget for de væsentligste iværksatte indsatser til understøttelse af udvalgspolitikkens målsætninger i perioden.
Forvaltningen foreslår, at udvalget drøfter de væsentligste udfordringer over de næste fire år inden for udvalgets ressortområde og sender en række anbefalinger videre til det nye udvalg.
Udover ovenstående har direktionen gennemført en evaluering blandt udvalgsmedlemmerne af deres oplevelse af arbejdsformen i de politiske udvalg i de seneste fire år. Resultatet heraf drøftes også.
Sagen behandles i
Teknik- og Klimaudvalget.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at udvalget drøfter redegørelsen – herunder de væsentligste udfordringer i den kommende valgperiode – og tager stilling til anbefalinger til det nye udvalg,
at udvalget drøfter resultatet af den gennemførte spørgeskemaundersøgelse af samarbejdsformen i udvalgene.
Beslutning Teknik- og Klimaudvalget den 10-11-2021
Drøftet. Udvalget anbefaler, at der arbejdes videre med de foreslåede indsatsområder - Trafik og mobilitet, Sikring af vejkapitalen, Klimaindsats og grøn omstilling, Vand- og drikkevandsforsyning, Grønt byliv, Affaldsplanen 2030, Cirkulær Økonomi og Grøn omstilling af affaldsområdet.
Ole Alsted
Sagsfremstilling
Baggrund
De politiske udvalg, der betjenes af By- og Udviklingsforvaltningen, blev i første halvdel af 2018 præsenteret for en politikudviklingsproces, der havde til formål at implementere Kolding Kommunes vision i de enkelte fagudvalg og integrere Borgerens centrum og relevante FN verdensmål i en samlet udvalgspolitik for hver enkelt udvalg.
Politikken skulle være 4-årig, men give rum for, at verden udvikler sig og udfordringer ændrer sig. Der blev derfor udarbejdet en overordnet politik for Teknik- og Klimaudvalgets politikområder med 5 gennemgående temaer og en række 2-årige fokusområder.
Politikkens overordnede målsætninger er at understøtte:
- Trafik og mobilitet
- Anlæg og drift af veje, parker og grønne områder
- Klimatilpasning
- Rent vand
- Affald og genbrug
Politikkens 2 årige fokusområder er at arbejde for:
- Trafik og mobilitet
- Vi vil skabe bedre fremkommelighed gennem adfærdsændringer, vejudbygninger og intelligent trafikstyring
- Vi vil øge trafiksikkerheden med særlig fokus på adfærdsregulerende tiltag
- Anlæg og drift af veje, parker og grønne områder
- Vi vil forbedre veje og broers kvalitet og levetid
- Vi vil skabe en ren og indbydende Kolding midtby gennem synlig og effektiv drift
- Vi vil sikre mere grønt i byerne, mere biodiversitet og mere ’Vild Med Vilje’
- Klimatilpasning
- Vi vil beskytte vores værdier mod oversvømmelse
- Vi vil indtænke klimatilpasning og merværdier, når vi planlægger, og når vi udfører bygge- og anlægsopgaver
- Vi vil inspirere og aktivere borgere til at håndtere regnvand på egen grund
- Rent vand
- Vi vil minimere spildevandsoverløb til vandløb, søer og kyst
- Vi vil fastholde høj forsyningssikkerhed og drikkevandskvalitet
- Vi vil beskytte grundvandet mod forurening
- Affald og genbrug
- Vi vil øge andelen af affald, der genbruges, herunder udvikle Kolding som frontløber for cirkulær økonomi
- Vi vil prioritere affaldsløsninger, der tilbyder frihed, mange valgmuligheder og et højt serviceniveau for borgere og virksomheder
Der blev foretaget en grundig midtvejsevaluering af udvalgspolitikken i december 2020, hvor status på de igangsatte initiativer til understøttelse af politikkens mål og fokusområder blev forelagt udvalget.
Drøftelserne i udvalget gav anledning til, at forvaltningen fortsatte arbejdet med de eksisterende fokusområder.
Midtvejsevalueringen indeholdte desuden en redegørelse for, hvilke initiativer, der skulle arbejdes videre med i den resterende periode.
Der er kommunalvalg den 16. november 2021, og et nyt udvalg starter op efter årsskiftet.
Forvaltningen foreslår, at udvalgspolitikken fornys, og at der udvikles nye fokusområder.
Forvaltningen vil arbejde for at klæde de nyvalgte udvalgsmedlemmer på fagligt, og en vigtig del af dette er det afgående udvalgs evaluering af den eksisterende politik samt en vurdering af de væsentligste udfordringer for den nye periode.
Forvaltningen vurderer, at de væsentligste udfordringer for den kommende periode, og dermed også fundamentet for fremtidige målsætninger og fokusområder til det nye udvalg, er:
- Trafik og mobilitet
Trafikken i og omkring Kolding by vil være under stigende pres, og det må forventes, at der vil opstå hyppigere nedbrud i trafikken i den kommende byrådsperiode. Derfor er arbejdet med en ny mobilitetsplan for Kolding midtby igangsat i 2021. Den bør suppleres med en trafiksikkerheds- og tryghedsplan, en cykelplan og en plan for den kollektive trafik. Alle tre planer bør gælde for hele kommunen.
- Sikring af vejkapitalen
Kolding Kommunes vejkapital udhules med det nuværende investeringsniveau. Forvaltningen foreslår, at der arbejdes videre med resultaterne af kapitalværdirapporten, og i den forbindelse arbejdes for at øge investeringer i vedligeholdelse af vejkapitalen.
- Klimaindsats og grøn omstilling
Forvaltningen foreslår, at der fortsat arbejdes for en realisering af indsatser, der understøtter Kolding Kommune i at opnå Bæredygtighedsstrategiens mål om klima i balance, mangfoldig natur, vand som ressource og bæredygtige fællesskaber.
- Vand- og drikkevandsforsyning
Forvaltningen forventer, at der bliver et betydeligt arbejde med at få omsat den kommende Plan for vandforsyning og grundvandsbeskyttelse til en mere robust forsyningssituation, fordi Kommunens virkemidler er relativt svage.
Forvaltningen foreslår derfor, at der skal tages endelig politisk stilling til en ny Plan for vandforsyning og grundvandsbeskyttelse, der som sit hovedfokus skal sætte rammer for en omstilling til en mere robust forsyningssituation.
- Grønt byliv
Strategisk byledelse omfatter også sammenhængende rekreative grønne områder. Forvaltningen foreslår, at der udarbejdes en samlet plan for ”bynatur”, hvor grønne missing links forbindes, hvor boligveje gøres grønne, eventuelt i forbindelse med regnvandshåndtering, hvor vandets veje og grøn klimatilpasning indtænkes i løsningerne, og hvor der også i midtbyerne skabes grønne sammenhænge, der vil være rammen for udviklingen af grønt byliv. Planen følges op af en handlingsplan for implementering af indsatserne.
- Affaldsplanen 2030, Cirkulær Økonomi og Grøn omstilling af affaldsområdet
Udarbejdelse af en ny affaldsplan er igangsat. Forvaltningen foreslår, at udvalgets ambitiøse niveau i forhold til Cirkulær Økonomi og en bæredygtig affaldshåndtering fortsætter i næste byrådsperiode. Kolding Kommune er i dag landskendt som en foregangskommune inden for Cirkulær Økonomi. Der ligger en betydelig signalværdi i dette, men der er også en mulighed for at skabe en klynge af virksomheder, der specialiserer sig i ressourcehåndtering og cirkulær økonomi i stor skala, hvis Kommunen udnytter sin førerposition inden for området.
Se bilag ”Evaluering af udvalgspolitik for Teknik- og Klimaudvalget 2019-22”.
Det er forvaltningens vurdering, at den udarbejdede udvalgspolitik stadig er aktuel, da den understøtter de langsigtede FN verdensmål, og da der stadig er behov for, at kommunerne bidrager væsentligt til en reduktion af de negative påvirkninger for klimaet gennem indsatser, der fremmer den grønne omstilling og balancerer vækst og udvikling hermed.
Evaluering af udvalgets arbejdsform
Direktionen har gennemført en evaluering blandt udvalgsmedlemmerne af deres oplevelse af arbejdsformen i de politiske udvalg i de seneste fire år.
Evalueringen skal klæde direktionen og forvaltningen på til at arbejde med at styrke rammer, arbejdsform og politisk betjening i den kommende byrådsperiode.
Forud for udvalgsmødet har forvaltningen sendt et spørgeskema til hver politiker med en række spørgsmål om deres oplevelse af arbejdsformen i de udvalg, hvor de hver især er repræsenteret. Spørgsmålene var ens på tværs af udvalg.
Se bilag ”Koncept og spørgeramme for evaluering af udvalgenes arbejdsform 2018-2021” og ”Bevarelse for Teknik og Klimaudvalget”.
Bilag
Sagsnr.: 21/25808
Resumé
For et område ved Vilhelmsminde i det nordlige Nr. Bjert er der udarbejdet lokalplanforslag 0531-102, så der kan etableres et nyt boligområde med tæt-lave boliger. En privat udvikler er klar til at etablere boligerne i området.
I forbindelse med lokalplanens realisering er det nødvendigt at udbygge Sletteskovvej, som forbinder planområdet til Nr. Bjertvej. Kørebanen skal udvides, og der skal etableres fortov. Den private udvikler, der vil realisere planområdet, har tilbudt Kolding Kommune en udbygningsaftale, hvor udvikleren afholde halvdelen af omkostningerne til en vejudvidelse.
Sagen behandles i
Teknik- og Klimaudvalget.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at udbygningsaftalen tiltrædes, og at Kolding Kommunes andel finansieres af projektet Mindre vejprojekter i 2022,
at der udarbejdes ændringsforslag til budget 2023 vedrørende Mindre vejprojekter på et omtrent tilsvarende beløb.
Beslutning Teknik- og Klimaudvalget den 10-11-2021
Godkendt.
Ole Alsted
Sagsfremstilling
En udvikler ønsker at opføre ca. 80 tæt-lave boliger samt udstykke 2 parcelhusgrunde på jord, der hidtil er drevet af landbrugsejendommen Vilhelmsminde ved Sletteskovvej, Nr. Bjert.
Forvaltningen har udarbejdet lokalplanforslag, der giver mulighed for at etablere boliger i projektområdet.
Lokalplanområdet skal vejbetjenes ad Sletteskovvej, som forbinder lokalplanområdet til Nr. Bjertvej. Sletteskovvej er med sin nuværende profil ikke egnet til at afvikle trafikken fra lokalplanområdet.
For at kunne afvikle trafikken skal Sletteskovvej, mellem Nr. Bjertvej og vejadgangen til planområdet, udvides. Kørebanebredden, der i dag gennemsnitligt er 3,5 meter, udvides til 5,5 meter. Der etableres i begge sider 0,5 meter rabat og i den ene side et fortov med en bredde på 1,5 meter.
Finansieringen af udvidelsen af Sletteskovvej fra Nr. Bjertvej og frem til vejadgangen til det nye boligområde sker gennem en udbygningsaftale, som planområdets udvikler har tilbudt.
Udvikler forpligter sig til at betale 50 % af omkostningerne til etablering af vejudvidelsen. Kolding Kommune forpligter sig ligeledes til at betale 50 % af omkostningerne til etablering af vejudvidelsen. Dog forpligter udvikler sig kun til at betale maksimalt 1.114.590 kr. + moms (svarende til 50 % af de forventede etableringsomkostninger). Beløbet er angivet i 2021-niveau og reguleres årligt efter omkostningsindex for anlæg.
Udkastet til udbygningsaftalen skal fremlægges i forbindelse med offentliggørelsen af lokalplanforslaget. Lokalplanforslaget offentliggøres i periode 28. oktober 2021 til 31. december 2021.
Udvikler, der ønsker at bygge i området, forventer at starte byggemodning og opførelse af byggeri i området umiddelbart efter, at lokalplanen er vedtaget, med mulighed for indflytning i området ultimo 2022/primo 2023. Lokalplanen forventes endeligt vedtaget i februar 2022.
Selve anlægsarbejdet sættes først i gang på det tidspunkt, hvor der er sikkerhed for, at lokalplanens byggemuligheder realiseres, da det alene er lokalplanområdet, der afstedkommer behovet for at udvide Sletteskovvej.
Kolding Kommunes halvdel af omkostningerne til den udvidede Sletteskovvej foreslås finansieret af projektet Mindre Vejprojekter i 2022. Der er i budget 2022 afsat ca. 2,5 mio. kr. til Mindre vejprojekter, og der forventes overført yderligere ca. 1 mio. kr. i ikke disponerede midler fra 2021.
Det foreslås, at der til budgetlægningen for 2023 udarbejdes et ændringsforslag til en forøgelse af budgettet til Mindre vejprojekter. En forøgelse af puljen vil gøre det muligt at realisere flere mindre projekter, som bl.a. kan bidrage til større trafiksikkerhed og tryghed i lokalområderne. En lidt større pulje vil ligeledes bidrage til, at også lidt mere omfattende projekter (f.eks. i form af fortovs- eller cykelstiprojekter) kan gennemføres inden for puljens rammer.
Centralforvaltningens bemærkninger
Der er ikke yderligere bemærkninger til punktet.
Bilag
Sagsnr.: 21/2343
Resumé
By- og Udviklingsforvaltningen er ved at udarbejde forslag til ladestanderstrategi, som vil indeholde en udrulningsplan for en offentligt tilgængelig ladeinfrastruktur samt beregninger på omstilling af Kommunens bilflåde til elbiler.
Jævnfør ladestanderbekendtgørelsen skal der opsættes ca. 100 ladestandere rundt omkring på kommunale p-pladser. Det vurderes, at disse ladestandere kommer til at dække behovet i langt størstedelen af kommunen, men at der bør opsættes yderligere ladestandere omkring Kolding bymidte.
Der er ved at blive lavet beregninger på omstilling af Kommunes bilflåde til elbiler, men disse beregninger er ikke helt færdige endnu.
Sagen behandles i
Teknik- og Klimaudvalget.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning Teknik- og Klimaudvalget den 10-11-2021
Godkendt.
Ole Alsted
Sagsfremstilling
By- og Udviklingsforvaltningen er ved at udarbejde forslag til ladestanderstrategi med hjælp fra ekstern rådgiver. Strategien vil indeholde en udrulningsplan for offentligt tilgængelig ladeinfrastruktur, men også beregninger på omstilling af Kommunens egen bilflåde til elbiler.
I Kolding kommune har 82 % af borgerne mulighed for opladning på egen grund. Det betyder, at disse borgere primært vil oplade hjemme ved deres bolig. Forvaltningen har holdt møder med de store boligforeninger, og de fortæller, at de er i gang med at opsætte ladestandere eller ved at lave planer herfor.
Ladestanderbekendtgørelsen stiller bl.a. krav om etablering af ladestander på p-pladser tilknyttet ikke-boligejendomme, hvor der er mere end 20 p-pladser.
Kravet betyder, at der skal sættes ladestandere op på kommunale p-pladser i forbindelse med skoler, institutioner, idrætshaller og lignende. Det anslås, at der skal opsættes omkring 100 ladestandere på kommunale p-pladser inden 2025. Derudover vil andre aktører som kirker, tankstationskæder og supermarkeder også opsætte ladestandere. På baggrund heraf vurderes det umiddelbart, at der ikke er det store behov for yderligere ladestandere uden for Kolding by ud over dem, Kommunen skal opsætte jævnfør ladestanderbekendtgørelsen.
Forvaltningen er i øjeblikke ved at analysere behovet for ladestandere i forbindelse med turister. Dette tages med i den samlede betragtning.
I Kolding by, primært inden for ringvejene, er der behov for flere ladestandere, end der skal opsættes jævnfør ladestanderbekendtgørelsen. Her vil noget af behovet sandsynligvis kunne dækkes af virksomheder.
Forvaltningen har igangsat en undersøgelse af private p-pladser omkring bymidten, hvor virksomheder tilbydes at få opsat en ladestander mod, at de anvender samme operatør og stiller ladestanderen offentligt tilgængeligt efter arbejdstid.
Den samlede udrulningsplan bygger bl.a. på møder med boligforeninger, Business Kolding, City Kolding og spørgeskemaer sendt til virksomheder.
I forhold til udskiftningen af egen bilflåde til elbiler, har analysen haft fokus på at opgøre de udgifter og CO2 besparelser, Kolding Kommune forventeligt vil have, når de eksisterende køretøjer skal udskiftes.
Konkret er analysen afgrænset til at se på minibiler, store mellemklassebiler, små og store varebiler, da det er disse typer af køretøjer, som forventes at kunne udskiftes inden 2030. De udgør tilsammen 66,6 % af Kolding Kommunes samlede bilflåde, svarende til 274 ud af 411 biler.
Forslag til den endelige ladestanderstrategi forventes klar til december 2021. På det tidspunkt forventes en ændring af lovgivningen vedrørende kommunernes beføjelser i forhold til opsætning af ladestandere at være godkendt.
Bilag
Sagsnr.: 21/25947
Resumé
Kolding Kommune har udarbejdet Lokalplan 0831-33 for et erhvervsområde ved Tankedalsvej.
Lokalplanen giver mulighed for anvendelse af området til erhvervsformål for lager og logistikvirksomhed samt kontor- og serviceerhverv. Området er på nuværende tidspunkt udlagt til separatkloakering, men bygherre og BlueKolding er enige om, at området i stedet skal spildevandskloakeres.
Sagen behandles i
Teknik- og Klimaudvalget.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at forslag til Spildevandsplantillæg 11 til Kolding Kommunes Spildevandsplan 2018-2025 (Blå Plan) fremlægges i 8 ugers offentlig høring.
Beslutning Teknik- og Klimaudvalget den 10-11-2021
Godkendt.
Ole Alsted
Sagsfremstilling
Tillæg nr. 11 til Kolding Kommunens spildevandsplan 2018-2025 (Blå Plan) er udarbejdet for at præcisere, hvordan spildevand og regnvand skal håndteres i det nye erhvervsområde.
Området er oprindeligt udlagt til separatkloakering, men efter ønske fra bygherre, vil området med dette tillæg blive spildevandskloakeret.
Spildevandsplantillægget lægger op til, at områdets spildevand tilsluttes spildevandsforsyningens (BlueKoldings) kloaksystem, og regnvand håndteres af grundejer selv. Regnvandshåndteringen er planlagt til at ske gennem et regnvandsbassin til Tandholt Bæk.
Spildevandsplantillægget omfatter ikke hele området i Lokalplan 0831-33, da områdets østlige område er projekteret til at udlede tag- og overfladevand til områdets eksisterende regnvandsbassin.
Afgrænsningen af spildevandstillægget fremgår af nedenstående kort.