Dagsorden eller referat
Liste med Dato, udvalg, sted samt pdf udgave af dagsordenen til download.
Dato: |
25-01-2022 18:00:00 |
---|---|
Udvalg: |
Økonomi og Strategi |
Sted: |
Borgmesterens mødelokale |
Pdf: |
|
Sagsnr.: 22/1144
Resumé
Formanden for den socialdemokratiske gruppe, Birgitte Munk Grunnet, anmoder om følgende omkonstituering med virkning fra dags dato:
Birgitte Munk Grunnet udpeges som medlem af repræsentantskabet for foreningen Business Kolding
og
Filip Bekic Bladt udtræder som medlem af repræsentantskabet for foreningen Business Kolding.
Sagen behandles i
Økonomi og Strategi samt Byrådet.
Beslutning Økonomi og Strategi den 25-01-2022
Forslaget indstilles til godkendelse.
Sagsnr.: 21/18958
Resumé
Byrådet udpegede i konstitueringsmøde den 2. december 2021 3 medlemmer og stedfortrædere til advisory board til bestyrelsen i Fonden Business Kolding, jf. vedtægt for fonden.
Bestyrelsen for Fonden Business Kolding har besluttet at supplere advisory board med to observatører og stedfortræder for disse, som hermed skal udpeges.
Sagen behandles i
Økonomi og Strategi samt Byrådet.
Forslag
Det foreslås,
at der udpeges to observatører og stedfortrædere for disse.
at de udpegede indtræder som hhv. medlemmer og stedfortrædere, hvis advisory board i vedtægt for Fonden Business Kolding udvides til 5 medlemmer fra Byrådet.
Beslutning Økonomi og Strategi den 25-01-2022
Sagen blev udsat til næste møde i Økonomi og Strategi.
Sagsfremstilling
Begge valg foretages som forholdstalsvalg jf. § 25, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse.
Det bemærkes, at Byrådet den 2. december udpegede,
(C) Knud Erik Langhoff udpeges med
(C) Gitte Grønbæk som stedfortræder
(B) Merete Due Paarup udpeges med
(B) Jonathan Dyring Løvbom som stedfortræder
(V) Eva Kjer Hansen udpeges med
(V) Jakob Ville som stedfortræder
Valgperiode: fra udpegning frem til 31. december 2025.
Bestyrelsen for fonden overvejer at udvide advisory board til bestyrelsen og i den forbindelse vil der kunne udpeges 5 medlemmer af og blandt Byrådets medlemmer til advisory board. En eventuel udvidelse skal indarbejdes i vedtægten for fonden, og vedtægtsændring godkendes af fondsmyndigheden, Erhvervsstyrelsen.
Hvis vedtægt for Fonden Business Kolding ændres således, at der skal udpeges 5 medlemmer af og blandt Byrådets medlemmer, vil de to udpegede observatører og suppleanter udpeget hér indtræde som hhv. medlemmer og stedfortræder i advisory board.
Sagsnr.: 22/71
Resumé
Som konsekvens af den nye politiske udvalgsstruktur, som er trådt i kraft pr. 1. januar 2022, er der udarbejdet et forslag til ny forvaltningsstruktur. Forslaget skal godkendes af Byrådet efter forudgående høring i kommunens Hovedudvalg.
Sagen behandles i
Økonomi & Strategi, Hovedudvalget (høring) og Byråd.
Forslag
Kommunaldirektøren foreslår,
at forslag til ny forvaltningsstruktur sendes i høring i Hovedudvalget.
Nyt forslag
Kommunaldirektøren foreslår, at forslag til ny forvaltningsstruktur godkendes med den ændring:
at talentudviklerne og UU-vejlederne tilknyttes Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Beslutning Økonomi og Strategi den 17-01-2022
Godkendt.
Beslutning Økonomi og Strategi den 25-01-2022
Forslaget indstilles til godkendelse.
Sagsfremstilling
Det nye Byråd har med konstitueringsaftalen vedtaget en ny politisk udvalgsstruktur, som blev formaliseret den 2. december 2022 med vedtagelsen af Styrelsesvedtægten for Kolding Kommune 2022-2025. Efterfølgende har det nye Byråd konstitueret sig i henhold til denne. Den nye struktur med velfærdsudvalgene Børn og Uddannelse, Social og Arbejdsmarked samt Senior signalerer ønsket om en ændret tilgang, hvor der i arbejdet med borgerne skal tages udgangspunkt i livsfaser. Som konsekvens af den nye politiske udvalgsstruktur er det Direktionens anbefaling, at forvaltningsstrukturen tilpasses, således at der er mest mulig sammenhæng mellem forvaltningsstrukturen og den nye politiske struktur. Forslaget til den nye forvaltningsstruktur er som følger:
- Centralforvaltningen
- By- og Udviklingsforvaltningen
- Senior-, Sundheds- og Fritidsforvaltningen
- Børne- og Uddannelsesforvaltningen
- Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Overordnet set berører organisationsændringen de tre sidstnævnte forvaltninger, hvor der sker opgaveflytning/-samling i forhold til den nuværende struktur. Størstedelen af familieområdet samt tandplejen samles med dagtilbuds- og skoleområdet i en ny Børne- og Uddannelsesforvaltningen. Unge- og arbejdsmarkedsområdet samles med voksenområdet i en ny Social- og Arbejdsmarkedsforvaltning. Da udgangspunktet er livsfaser, bliver overgangen fra grundskolen til unge- og voksenlivet skillelinjen mellem de to forvaltningsområder. Forvaltninger er i færd med at fastlægge en klar fælles definition af ”overgang fra grundskolen”. Endelig flytter hjælpemiddelområdet til Senior-, Sundheds- og Fritidsforvaltningen.
De nærmere detaljer i opgaveflytningen fremgår af bilagte notat.
Den ændrede forvaltningsstruktur påtænkes at træde i kraft den 1. februar, hvor det ledelsesmæssige ansvar for de flyttede funktioner overgår til den pågældende direktør for området. Der vil hurtigst muligt blive lavet klare opgave- og samarbejdsbeskrivelser for de tværgående nøglefunktioner. System- og budgetmæssige tilpasninger som konsekvens af flytningerne vil ligeledes ske hurtigst muligt.
Processen for beslutning om ny forvaltningsstruktur er som følger:
- Mandag d. 17. januar: Økonomi & Strategi med henblik på at sende forslaget til høring i Hovedudvalget
- Mandag d. 17. januar: Ekstraordinært møde i Hovedudvalget med henblik på udarbejdelse af høringssvar – frist for udarbejdelse af høringssvar er den 21. januar
- Tirsdag d. 25. januar: Ekstraordinært møde i Økonomi & Strategi med henblik på udarbejdelse af indstilling til Byrådet
- Tirsdag d. 25. januar: Byrådets behandling.
Tilføjelse til sagsfremstilling
Høringssvar fra Hovedudvalget er vedhæftet som bilag.
I forhold til Hovedudvalgets høringssvar anbefales det at imødekomme ønsket om, at Talentudviklerne tilknyttes Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen frem for Børne- og Uddannelsesforvaltningen, idet:
- Talentudviklerne arbejder med unge i forhold til beskæftigelse og fastholdelse i ungdomsuddannelse
- Talentudviklerne arbejder med de ældste i grundskolen og de unge voksne
- Det vurderes, at Social- og Arbejdsmarkedsområdet er den bedste placering for Talentudviklerne ud fra deres indsatser og målsætninger, og at de samtidig fortsat kan have et godt samarbejde med Børne- og Uddannelsesområderne.
Endvidere anbefales på baggrund af MED-Hovedudvalgets høringssvar, at UU Kolding ikke deles, men fortsætter som en samlet afdeling placeret i Ungeområdet i Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, idet:
- Det er vigtigt at mindre stærke unge ikke skal skifte uddannelsesvejleder ved overgangen mellem grundskole og ungdomsuddannelse, da uddannelsesvejlederen kan bidrage til at sikre en god overgang fra grundskole til ungdomsuddannelse.
- Uddannelsesvejledningen til unge over grundskoleniveau sker i et tæt samarbejde mellem beskæftigelsesrådgivere og uddannelsesvejledere i Ungeområdets Ungecenter, hvorfor det er vigtigt at disse uddannelsesvejledere placeres her.
- Uddannelsesvejlederne i grundskolen fortsat forankres i et fagligt miljø koblet til ungdomsuddannelse og beskæftigelse i Ungeområdet, som det er tilfældet i dag. Der vil også i fremtiden være brug for en tæt kobling mellem UU Kolding, Skoleområdet og de private grundskoler i forhold til at koordinere vejledningsindsatsen i grundskolen.
Bilag
Sagsnr.: 22/2507
Resumé
Der foreslås, at processen vedr. ansættelse af direktør for Børne- og Uddannelsesforvaltningen igangsættes.
Sagen behandles i
Økonomi og Strategi, Byrådet.
Forslag
Borgmesteren foreslår,
at stillingen som direktør for Børne- og Uddannelsesforvaltningen opslås til besættelse senest 1. august 2022
at borgmesteren bemyndiges til at nedsætte et ansættelsesudvalg
at direktøren ansættes på kontraktvilkår svarende til de øvrige fagdirektører
at ansættelsesudvalgets forslag til ny direktør behandles i Økonomi og Strategi og Byrådet
at stillingen opslås til besættelse ved hjælp af ekstern rekrutteringsfirma.
Beslutning Økonomi og Strategi den 25-01-2022
Forslaget indstilles til godkendelse, idet ansættelsesudvalget som minimum vil bestå at gruppeformændene eller en af gruppeformanden udpeget stedfortræder. Ansættelsesudvalget kan evt. udvides.
Sagsfremstilling
Det foreslås, at rekruttering af direktør til Børne- og Uddannelsesdirektør igangsættes ved bistand fra eksternt rekrutteringsfirma, med henblik på tiltrædelse den 1. august 2022.
Som udgangspunkt skal ansættelsen ske på kontraktvilkår, på linje med de øvrige direktøransættelser i Kolding Kommune, og med en løn svarende til de øvrige fagdirektører. Det vil sige en årsløn på ca. kr. 1.650.842 kr. idet der er en overenskomstbestemt lønregulering 1. april, hvor reguleringsprocenten ikke kendes præcist endnu, kan årslønnen ikke oplyses helt eksakt. Beløbet er inklusiv pensionsbidrag og kontrakttillæg.
Det foreslås, at der nedsættes et ansættelsesudvalg, der består af borgmester, gruppeformændene, kommunaldirektør, HR chef og repræsentant fra Hovedudvalgets medarbejderside.
Ansættelsesudvalget foretager indstilling om ansættelse af direktør til Økonomi og Strategi. Den endelige afgørelse om ansættelse træffes af Byrådet, efter indstilling fra Økonomi og Strategi.
Sagsnr.: 19/32416
Resumé
Det har stor betydning for forældre til børn i 0 til 6 års alderen, hvornår og hvor deres barn kan få en dagtilbudsplads. Gennem de seneste år er der blevet arbejdet aktivt med pladskapaciteten på dagtilbudsområdet i Kolding Kommune, og Børne- og Uddannelsesudvalget har løbende taget stilling til arbejdet og udviklingen på området.
Lovkravet om pladsgaranti indfries i øjeblikket i Kolding Kommune, men det er under pres, da der er opstået et ekstra, akut pres på dagtilbudspladserne i nogle områder af kommunen. Dette gælder særligt 0-2 års pladserne, og det medfører, at nogle forældre eksempelvis må søge en dagtilbudsplads, som er længere væk fra hjemmet end ønsket.
Forvaltningen har derfor undersøgt mulighederne for at øge pladskapaciteten i eksisterende, relevante tilbud. Indeværende sag præsenterer forslag til, hvor og hvordan, pladskapaciteten kan udvides samt de økonomiske forhold i forbindelse hermed.
Sagen behandles i
Børne- og Uddannelsesudvalget, Økonomi og Strategi og Byrådet.
Forslag
Børne-, Uddannelses- og Arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at udvalget godkender forslaget om, at antallet af kommunale dagtilbudspladser udvides med ca. 70 vuggestuepladser og 20 børnehavepladser
at udvalget godkender at bruge anlægsinvestering til etablering af ovenstående udvidelse, og at de overføres fra forventet overskud på driften i 2021 til anlæg i 2022, og
at udvalget godkender, at forvaltningen igangsætter udarbejdelsen af en kapacitetsstrategi på dagtilbudsområdet, som præsenteres for Børne- og Uddannelsesudvalget i foråret 2022.
Nyt forslag
Børne-, Uddannelses- og Arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at der meddeles anlægsbevilling på 4,800 mio. kr. til projekt nr. ? – Etablering af 70 vuggestuepladser og 20 børnehavepladser
at der afsættes et rådighedsbeløb på 4,800 mio. kr. i 2022
at udgiften finansieres af overskud på børnepasningspolitikken i 2021 jævnfør beskrivelsen under sagsfremstilling.
Beslutning Børne- og Uddannelsesudvalget den 08-12-2021
Godkendt. Udvalget drøftede forskellige løsningsmuligheder som forvaltningen medtager i kapacitetsstrategien, der behandles i udvalget i 1. halvår 2022.
Udvalget ønskede desuden en afdækning af muligheden for opnormering af dagplejere samt mulighederne for etablering af stordagpleje fra april 2022.
Benny Dall
Kjeld Kjeldsen
Jesper Elkjær
Ole Rosengreen Martensen
Beslutning Økonomi og Strategi den 17-01-2022
Sagen blev udsat til behandling på møde den 25. januar i Økonomi og Strategi.
Beslutning Økonomi og Strategi den 25-01-2022
Forslaget indstilles til godkendelse, idet følgende forhold sendes tilbage til Børne- og Uddannelsesudvalget til nærmere belysning:
Hvilke muligheder er der for at forbedre rekrutteringssituationen ifht. dagplejere (både kommunale og private) – herunder hvordan ser det ud mht. lønforhold og øvrige vilkår.
Sagsfremstilling
For forældre til børn i 0 til 6 års alderen har det stor betydning om, hvornår og hvor netop deres barn kan få en dagtilbudsplads. Gennem de seneste år er der blevet arbejdet aktivt med pladskapaciteten på dagtilbudsområdet i Kolding Kommune, og Børne- og Uddannelsesudvalget har løbende taget stilling til arbejdet og udviklingen på området.
Kolding Kommune lever i øjeblikket op til lovkravet om pasningsgaranti, hvilket betyder, at alle børn i alderen 26 uger til skolestart tilbydes en plads i et alderssvarende dagtilbud inden for kommunens grænser. Der er imidlertid opstået et ekstra pres på dagtilbudspladserne – og særligt på 0-2 års pladserne. Presset på dagtilbudspladserne og dermed pladsmangel er present i hele Kolding Kommune, men den største efterspørgsel opleves i Kolding midtby, Kolding syd (Tved, Dalby og Vonsild) samt områderne Vester Nebel og Alminde Viuf.
Pladsmanglen er medvirkende til, at nogle forældre oplever, at de f.eks. ikke kan få den dagtilbudsplads i nærområdet, som de ønsker, og dermed må søge en plads længere væk fra hjemmet. Fortsætter udviklingen, som bl.a. skyldes mangel på dagplejere, vil Kolding Kommune ikke leve op til den lovpligtige pasningsgaranti på 0-2 års området. Det betyder med andre ord, at der ikke vil være ledige tilbud i kommunen overhovedet.
Alle forældre kan således i øjeblikket få en dagtilbudsplads til deres barn, men ønsket om en plads i nærområdet eller i et specifikt dagtilbud indfries i en række tilfælde ikke.
Der er allerede truffet beslutning omkring følgende udvidelser af pladskapaciteten:
- Den private daginstitution KLAX har tilkendegivet over for Kolding Kommune, at de planlægger at oprette en privat daginstitution i den sydlige del af Kolding midtby (Mosevej). Det vedrører i alt 40 vuggestuepladser og 70 børnehavepladser. KLAX oplyser, at dagsinstitutionen forventes klar til åbning af vuggestuepladser i juni 2022.
- Byrådet har besluttet, at den kommunale daginstitution i Ødis udvides med fire vuggestuepladser og ti børnehavepladser. Udvidelsen og de ekstra pladser forventes klar i marts 2023.
- Byrådet har besluttet, at den kommunale daginstitution i Vester Nebel udvides med 12 vuggestuepladser og 20 børnehavepladser. Udvidelsen og de ekstra pladser forventes klar i marts 2023.
For at lette det ovennævnte ekstra pres og dermed imødekomme forældrenes ønsker i forhold til valg af dagtilbud og for at sikre, at kommunen fortsat lever op til pasningsgarantien, har forvaltningen undersøgt mulighederne for at øge pladskapaciteten ydermere.
Indeværende sag præsenterer først forvaltningens forslag til, hvor og hvordan pladskapaciteten kan øges yderligere. Herefter beskrives forslagets økonomiske konsekvenser samt forslag til finansiering. Afslutningsvis sættes der ord på hovedårsagerne til dette ekstraordinære pres på pladskapaciteten og på forvaltningens forslag om, at der udarbejdes en kapacitetsstrategi for dagtilbudsområdet i Kolding Kommune.
Forslag til forøgelse af pladskapaciteten
Forvaltningens undersøgelse af mulighederne for at øge pladskapaciteten har fokuseret på: a) de geografiske områder, hvor der pt. er særlig stor efterspørgsel, og hvor den er vanskelig at imødekomme grundet manglende pladser, b) muligheder for udvidelse i de eksisterende dagtilbud og c) muligheder, som rent økonomisk kan indfries.
I det nedenstående skitseres i alt seks forslag til etablering af ca. 70 ekstra vuggestuepladser og 20 børnehavepladser:
- I Børnehuset Ved Åen (Kolding midtby) er der etableret 10 vuggestuepladser i et lokale, som tidligere har været reserveret til børn fra de udfordrede boligområder. Pladserne er taget i brug og vil formentlig være permanente. De samlede udgifter til denne udvidelse udgør kr. 100.000.
- I Børnehaven Sønderled (Bramdrupdam) kan der etableres omkring 12 vuggestuepladser i et lokale, som tidligere har været anvendt til en børnehavegruppe. Pladserne kan være klar til brug i starten af 2022, men vil måske være midlertidige, da der kan opstå behov for at anvende pladserne som børnehavepladser om nogle år. De samlede udgifter til denne udvidelse anslås til kr. 800.000.
- I Børnehuset Ådalen, afdeling Valhalla (Alminde Viuf) kan omkring 12 vuggestuepladser etableres i et lokale, som tidligere har været anvendt til en børnehavegruppe. Pladserne kan være klar til brug i april 2022, men vil formentlig være midlertidige, da der forventes at være behov for at anvende pladserne som børnehavepladser om nogle år. De samlede udgifter til denne udvidelse anslås til kr. 500.000.
- I Børnehaven Mariekjær, afdeling Brændkjærgård (sydlig Kolding midtby) er der mulighed for at etablere omkring 12 vuggestuepladser i afdelingens eksisterende gæstehus. Gæstehuset forventes reetableret på Brændkjærskolen, og pladserne vil være permanente under forudsætning heraf. Pladserne kan være klar til brug i foråret 2022. De samlede udgifter til denne udvidelse anslås til kr. 600.000.
- I Børnegården Vester Nebel er der mulighed for at etablere 12 vuggestuepladser ved at indrette et eksisterende tilstødende lokale, som pt. ikke er indrettet til daginstitutionsbrug. Løsningen vil være klar til brug i foråret 2022 og vil fungere som midlertidig løsning som minimum indtil første etape af en planlagt tilbygning tages i brug i foråret 2023. De samlede udgifter til denne udvidelse anslås til kr. 1.000.000.
- I Vonsild Børnehus, afdeling Catolhavegyden kan etableres 12 vuggestuepladser og 20 børnehavepladser ved at bringe afdelingen i permanent almen drift. Afdelingen har hidtil været brugt til legestue for dagplejere og til genhusningsinstitution ved større ombygninger af andre institutioner. Pladserne er permanente og kan være klar til brug i foråret 2022. De samlede udgifter til denne udvidelse anslås til kr. 940.000.
Ovenstående seks udvidelsesforslag er som nævnt i overvejende grad målrettet lokalområder, hvor der på nuværende tidspunkt er særlig behov for ekstra dagtilbudspladser. Udvidelserne forventes at imødekomme og lette en betydelig del af det akutte pres, som opleves på dagtilbudspladserne. Det er dog væsentligt at fremhæve, at der fremadrettet formentlig vil opstå behov for yderligere tilpasninger – f.eks. på grund af planlagte udstykninger af byggegrunde rundt om i kommunen.
Udover ovenstående udvidelsesforslag kan forvaltningen pege på tre yderligere tiltag, der kan bringes i spil, såfremt det ønskes politisk:
Udvidelse af dagplejen
En mulighed for på sigt at skabe ekstra dagtilbudskapacitet er ved at udvide dagplejen. Udfordringen er dog, at rekrutteringen af nye dagplejere i øjeblikket er vanskelig, og at et væsentligt antal dagplejere ikke har kunnet rekrutteres. Men der er fokus herpå, idet der er interesse i at fastholde dagplejen i Kolding Kommune. Det anslås, at der på nuværende tidspunkt kunne ansættes otte-ti dagplejere, såfremt der var ansøgere til det, hvilket svarer til 32–40 dagtilbudspladser. En eventuelt udvidelse skal naturligt ske i områder, hvor der er særligt pres på pladskapaciteten, og skal medvirke til, at der ikke opstår akut mangel på dagplejepladser i forbindelse med f.eks. opsigelse eller sygemelding blandt de eksisterende dagplejere. Situationen med mangel på dagplejere ses også i andre kommuner. Forvaltningen forsøger fortsat at rekruttere, så kapaciteten i dagplejen kan øges.
Pavilloner
En anden mulighed til hurtig fremskaffelse af pladser er at opsætte pavilloner. Forvaltningen har afdækket omkostningerne ved henholdsvis at købe og leje en pavillon. Køb af pavillon med et grupperum til børnehavebørn og et grupperum til vuggestuebørn inklusiv afledte funktioner som toiletfaciliteter, garderobe og krybberum koster 4,4 mio. kr. Den månedlige leje for samme er 36.400 kr. Pavilloner kan være en løsning til hurtig etablering af ekstra pladser, men rent økonomisk er det i et langsigtet perspektiv mere hensigtsmæssigt at tænke i reelle bygninger og/eller tilbygninger og dermed varige løsninger.
KLAX – endnu en privat daginstitution
Den private daginstitution KLAX har tilkendegivet ønske om at udvide med en privat daginstitution ud over den planlagte på Mosevej. Forvaltningen er i dialog med KLAX, og her påpeges der et behov for yderligere dagtilbudspladser. Dialogen vil kunne intensiveres for at kunne få en tilkendegivelse om endnu en daginstitution, som vil kunne give et yderligere antal dagtilbudspladser.
Finansiering
De samlede udgifter til ovenstående seks forslag om udvidelse af pladskapaciteten anslås til kr. 3.940.000 og forslag til finansiering heraf beskrives herunder.
Som opgjort i månedsopfølgningen forventes et mindreforbrug i 2021, hvoraf 2,5 mio. kr. er et engangsbeløb, der er reserveret som buffer i tilfælde af stigende børnetal i 2022. Derudover er der et mindreforbrug på 2,3 mio. kr. på baggrund af den senest opgjorte oversigt over børnetallet på området i 2021.
Der er tale om engangsbeløb, der ikke på nuværende tidspunkt er disponeret til konkrete udgifter i 2022. Beløbene vil derfor kunne overføres til en anlægspulje til finansiering af ovenstående udvidelser. Herudover vil der være et resterende beløb på 860.000 kr. til opdatering og/eller udvidelse af legepladser samt uforudsete udgifter.
Derudover vil der varigt være en afledt stigning i driftsudgifterne på området ved at øge andelen af vuggestuepladser af pladserne til 0-2 årige. Stigningen i børnetallet er finansieret gennem kommunens demografimodel, så der er alene tale om udgiften ved at øge andelen af vuggestuepladser. Det vurderes, at der samlet bliver tale om en årlig merudgift på ca. 1 mio. kr., der foreslås finansieret inden for den samlede udmøntning til dagtilbud i 2022.
Årsager til ekstra pres på dagtilbudspladser
Der er flere årsager til det ekstra pres på kapaciteten i dagtilbud. For det første bevirker den generelle mangel på arbejdskraft, at det er vanskeligt at rekruttere til ledige dagplejestillinger på dagtilbudsområdet. Behovet for rekruttering opstår jævnligt, f.eks. grundet medarbejdere, som går på pension. Særlig vanskelig er rekrutteringen af dagplejere i Kolding midtby, hvor det i forvejen var vanskeligt at besætte ledige stillinger. Derudover er åbningen af den private integrerede daginstitution KLAX på Mosevej blevet udskudt, så den i stedet for at åbne i december 2021 nu forventes at åbne i juni 2022. Hertil kommer, at behovet for dagtilbudspladser i Vester Nebel er vokset hurtigere end forudsigelserne omkring pladskapacitet i området.
Afslutningsvis er udstykningen af byggegrunde i Kolding Kommune også medvirkende til et pres på pladskapaciteten i bestemte områder. Planlagte områder med udstykning af byggegrunde vil fortsat indgå som forudsigende element sammen med befolkningsprognosen i den årlige kapacitetsanalyse på dagtilbudsområdet.
Forslag om udarbejdelse af kapacitetsstrategi på dagtilbudsområdet
Der vil fremadrettet også være behov for fokus på dagtilbudspladser i Kolding Kommune, således at den nødvendige kapacitet sikres på lang sigt. Derfor foreslår forvaltningen, at der igangsættes et strategisk arbejde omkring netop dagtilbudspladser og kapacitet. Dette arbejde vil bl.a. inddrage den kommende befolkningsprognose og komme med løsningsforslag til relevant tilpasning af pladskapaciteten. Udvalget præsenteres for et procesforslag snarest, og den færdige kapacitetsstrategi for dagtilbudsområdet præsenteres for udvalget i foråret 2022.
Tilføjelse til sagsfremstilling
Sagen fremsendes til behandling i Økonomi og Strategi, da projektet ønskes igangsat snarest, således at det ikke skal afvente Byrådets formelle godkendelse i forbindelse med overførselssagen 2021 /2022, der behandles på Byrådets møde i april 2022.
Centralforvaltningens bemærkninger
Det bemærkes, at finansieringen er uændret i forhold til det af Børne- og Uddannelsesudvalget på mødet den 8. december godkendte projekt. I forhold til overholdelse af serviceudgiftsrammen for 2022 tilstræbes f.eks., at en del af overskuddet i 2021 ikke tilføres serviceudgifter i 2022, men derimod overføres til anlæg. Det kræver, at konteringsreglerne giver mulighed herfor, hvilket er tilfældet i nærværende sag.
Herudover er der ikke yderligere bemærkninger til punktet.
Bilag
Sagsnr.: 21/26476
Resumé
Økonomi og Strategi skal godkende beslutningsprotokollen.
Dette gøres ved, at hvert medlem skal underskrive ved at trykke ”Godkendt”.
Sagen behandles i
Økonomi og Strategi.