Dagsorden eller referat
Liste med Dato, udvalg, sted samt pdf udgave af dagsordenen til download.
Dato: |
10-10-2018 13:00:00 |
---|---|
Udvalg: |
Teknik- og Klimaudvalget |
Sted: |
Mødelokale 1.2 Vest |
Pdf: |
|
Sagsnr.: 16/18155
Resumé
Miljøudvalget besluttede den 3. april 2017, at den eksisterende vandforsynings- og grundvandsbeskyttelsesplan skulle revideres.
Den eksisterende plan forholder sig ikke i tilstrækkelig grad til de aktuelle udviklingstendenser og behov indenfor vandforsyning samtidig med, at den er en hindring for nogle af vandværkernes ønsker. Endelig er der emner, der vil være hensigtsmæssige at forholde sig til i forhold til den fremtidige forsyningsstruktur og -sikkerhed.
Sagsfremstillingen er opbygget med tre pejlemærke ”Disponering af ressourcen”, ”Import/eksport af større vandmængder over kommunegrænsen” og ”Vandbehandling på de almene vandværker”.
Forud for en kommende planrevision er der behov for en politisk drøftelse og en efterfølgende stillingtagen til retning i forhold til pejlemærkerne.
Første del af drøftelserne blev taget på mødet i september 2018, og andel del tages på dette møde. Herefter fastlægger udvalget på mødet i december 2018 de bærende principper for en revision af planen.
Sagen behandles i
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at dilemmaerne for ”Disponering af ressourcen”, ”Import/eksport af større vandmængder over kommunegrænsen” og ”Vandbehandling på de almene vandværker” drøftes.
Sagsfremstilling
Forud for en kommende planrevision er der behov for en politisk drøftelse og efterfølgende stillingtagen til retning i forhold til pejlemærkerne samt de tilhørende scenarier.
Figur 1 viser en samlet oversigt over emner/pejlemærker, der præsenteres på udvalgsmøderne i henholdsvis september og oktober 2018.
Figur 1. Pejlemærker fordelt på de to udvalgsmøder
I det følgende præsenteres de dilemmaer, der skal drøftes indenfor pejlemærkerne ”Disponering af ressourcen”, ”Import/eksport af større vandmængder over kommunegrænsen” samt ”Udvidet vandbehandling på de almene vandværker”.
I Bilag 1 - Scenarier findes et notat med forslag til scenarier samt angivelse af den nuværende praksis på området.
Inddragelse af vandværkerne i Kolding kommune
Kolding Kommune har som optakt til arbejdet med en revision af planen foretaget en interviewrunde med 10 af de almene vandværker. Det svarer til ca. 1/3 af de almene vandværker, som repræsenterer 64 % af de tilsluttede forbrugere i Kolding kommune. Temaerne omfattede bl.a. emner som vandforsyningsstruktur, udvikling og tendenser.
Formålet med interviewene var dels at få afdækket, hvorvidt der er forhold i den eksisterende Vandforsynings- og Grundvandsbeskyttelsesplan, der bør ændres, og dels om der er noget Kolding Kommune kan gøre bedre.
Kolding Kommune har efterfølgende afholdt to møder, hvor både TREFOR Vand og Kolding Vandråd deltog. Vandrådet repræsenterer hovedparten af vandværkerne i Kolding kommune. Derudover har Kolding Kommune afholdt et møde med TREFOR Vands ledelse, hvor emner relateret til forsyning i flere kommuner blev diskuteret.
Formålet med møderne var at præsentere vandværkerne for de forskellige pejlemærker og dilemmaer, som Teknik- og Klimaudvalget efterfølgende skal forholde sig til. Vandværkernes holdninger til de forskellig pejlemærkers scenarier fremgår af bilag 1.
Temaerne 1 og 2 blev drøftet på Teknik- og Klimaudvalgets møde den 12. september 2018.
Tema 3: Disponering af ressourcen
Udvalget skal på baggrund af en præsentation på udvalgsmødet, og forskellige scenarier, forholde sig til nedenstående dilemmaer for pejlemærket ”Disponering af ressourcen”.
Dilemmaer til diskussion – tema 3 |
Ønsker Kolding Kommune grundlæggende at give de almene vandværker mulighed for større kapacitet ved at reservere ekstra vandmængder? |
Ønsker Kolding Kommune at graduere den tilladte vandmængde i forhold til anlægstype (vandværker og industri) og behov – eventuelt på bekostning af anden indvinding? |
Ønsker Kolding Kommune at give nøglevandværkerne ekstra stor robusthed med hensyn til indvindingsmængden i forhold til basisvandværkerne – eventuelt på bekostning af anden indvinding? |
På udvalgsmødet i december 2018 ønskes en politisk tilkendegivelse af, i hvilken grad byrådet ønsker at give vandforsyningerne mulighed for at øge deres kapacitet (vandmængden) og dermed have øgede rammer i indvindingstilladelserne med henblik på eventuelle kommende storforbrugere. |
Tema 4: Import/eksport af større vandmængder over kommunegrænsen
Udvalget skal på baggrund af en præsentation på udvalgsmødet, og forskellige scenarier, forholde sig til nedenstående dilemmaer for pejlemærket ”Import/eksport af større vandmængder over kommunegrænsen”.
Dilemmaer til diskussion – tema 4 |
Skal Kolding Kommune være solidariske med nabokommuner, der har svært ved at finde vand og dermed se Trekantområdet som et samlet vækstområde, eller skal Kolding Kommune holde på egne ressourcer i forhold til ønske om egen vækst, forsyningssikkerhed og det omgivende miljø? |
Skal Kolding Kommune være solidariske med nabokommuner ud fra det perspektiv, at Kolding kommune måske selv kan komme til at stå i en lignende situation med mangel på egnet drikkevand? I en sådan situation kan der blive behov for import af drikkevand til at opretholde en tilstrækkelig forsyningssikkerhed og til at kunne modtage nye virksomheder. |
På udvalgsmødet i december 2018 ønskes en politisk tilkendegivelse af, i hvilken grad byrådet vil efterkomme vandforsyningers ønsker om import/eksport af store mængder vand over kommunegrænsen. |
Tema 5: Vandbehandling på de almene vandværker
Udvalget skal på baggrund af en præsentation på udvalgsmødet, og forskellige scenarier, forholde sig til nedenstående dilemmaer for pejlemærket ”Vandbehandling på de almene vandværker”.
Dilemmaer til diskussion – tema 5 |
Skal der være mulighed for udvidet vandbehandling (rensning af drikkevand) i Kolding kommune – midlertidigt eller permanent? |
Skal udvidet vandbehandling altid være sidste udvej? |
Skal økonomien være udslagsgivende for valg af løsning – udvidet vandbehandling eller nyt kildefelt/dybere boringer, hvis begge muligheder foreligger? |
På udvalgsmødet i december 2018 ønskes en politisk stillingtagen til hvilken form for vandbehandling, der skal pågå i Kolding kommune. |
Det videre forløb
Første del af drøftelserne blev taget på udvalgsmødet i september 2018, og anden del af drøftelserne tages på dette møde.
På udvalgsmødet til december 2018 skal der tages beslutninger om, hvilke retninger en revision af planen skal tage. Dernæst påbegyndes en revision af den eksisterende Vandforsynings- og Grundvandsbeskyttelsesplan. I forbindelse med revision af planen inddrages vandværkerne i arbejdet.
Når der foreligger et udkast til planen, præsenteres den igen for Teknik- og Klimaudvalget med henblik på at blive sendt i offentlig høring. Høringen kan give anledning til justeringer af planen.
Efter høringen sendes planen til vedtagelse i Teknik- og Klimaudvalget eller indstilles til fornyet høring, hvis ændringerne er af betydelig karakter.
Tidsplanen er opsummeret i nedenstående tabel:
Periode | Aktivitet |
September 2018 | 1. politiske møde om vandforsyningsstruktur |
Oktober 2018 | 2. politiske møde om vandforsyningsstruktur |
November 2018 | 3. politiske møde om vandforsyningsstruktur – Vandrådet og TREFOR Vands synspunkter |
December 2018 | 4. politiske møde om Vandforsyningsstruktur - retningsangivende synspunkter |
Januar 2019 | Revision af plan påbegyndes - Inddragelse af vandværkerne |
Juli/august 2019 | Politisk vedtagelse om at sende udkast i 8 ugers offentlig høring |
Oktober 2019 | Eventuel justering af plan i forhold til indkomne høringssvar |
Ultimo 2019 | Politisk vedtagelse af Vandforsynings- og grundvandsbeskyttelsesplan |
Bilag
Sagsnr.: 18/23263
Resumé
I forbindelse med tilpasninger af projektet for opførelse af boliger på Langøvej 14 og Langøvej 16, 6000 Kolding, ønsker bygherren at omlægge de to private fællesveje. De to private fællesveje, der er adgangsveje for ovennævnte ejendomme, er udlagt over ejendommen matr.nr. 6be, Nr. Bjert By, Nr. Bjert.
Sagen behandles i
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at de to private fællesveje, som er adgangsveje til Langøvej 14 og Langøvej 16, forlægges på grund af tilpasning til byggeprojekt.
Beslutning Teknik- og Klimaudvalget den 10-10-2018
Godkendt.
Sagsfremstilling
Bygherren ønsker de to private fællesveje omlagt som følge af tilpasninger i projektet – i princippet som vist med rødstiplede linjer på ændringskortet nedenfor.
De ønskede tilpasninger sker efter reglerne om nedlæggelse og omlægning i lov om private fællesveje. Der gælder en høringsfrist på 3 uger, når den påtænkte beslutning om nedlæggelse eller omlægning kun har betydning for ganske få, kendte vejberettigede grundejere, jf. lovens § 74, stk. 2.
Grundejerforeningen Drejens Boligby er eneste høringspart i sagen.
I henhold til lov om private fællesveje § 72, stk. 2, skal vejen helt eller delvist opretholdes som privat fællesvej, hvis den efter matrikelkortet er eneste adgangsvej til en ejendom eller nogen af dens lodder, og der ikke samtidig etableres anden vejadgang, eller hvis vejen i øvrigt er af vigtighed for en ejendom med vejret til vejen.
De private fællesveje tjener begge som adgangsvej for en ejendom efter matrikelkortet, men vejadgangen for begge ejendomme bevares, idet der alene er tale om omlægning af vejene.
Kommunen vurderer, at vejene ikke er af en sådan vigtighed for ejendommene, at der ikke kan ske omlægning som beskrevet. Omlægningen medfører kun mindre forskydninger i vejenes forløb, som ikke har betydning for fremkommeligheden eller trafiksikkerheden på de to veje.
Sagen har været sendt i høring i perioden 3. september 2018 til 24. september 2018. Der er ikke indkommet bemærkninger i høringsperioden.
By- og Udviklingsforvaltningen anbefaler derfor, at de private fællesveje forlægges som beskrevet.
Bygherren afholder alle udgifter i forbindelse med vejens forlægning, herunder udgifter til landinspektør.
Oversigtskort, hvor ejendommene Langøvej 14 og Langøvej 16 er markeret med rødt.
Sagsnr.: 18/15306
Resumé
Ejeren af ejendommen Strandvejen 22, 6000 Kolding, ønsker at erhverve en del af den offentlige vej Strandvejen og inddrage arealet til sin ejendom.
Sagen behandles i
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at en del af den offentlige vej Strandvejen – vejlitra 7000h, Kolding Markjorder 4. Afd. – nedlægges som offentligt vejareal, så arealet kan afhændes til ejeren af Strandvejen 22, 6000 Kolding.
Beslutning Teknik- og Klimaudvalget den 10-10-2018
Godkendt.
Sagsfremstilling
Ejeren af Strandvejen 22, Kolding, ønsker at erhverve en del af den offentlige vej Strandvejen og inddrage arealet til sin ejendom.
Byrådet har den 29. maj 2018 godkendt salg af vejarealet til ejeren under forudsætning af, at Teknik- og Klimaudvalget træffer beslutning om at nedlægge vejarealet, som matrikulært skal sammenlægges med Strandvejen 22. Med nedlæggelsen af vejarealet kan salget gennemføres endeligt.
Køber afholder samtlige omkostninger i forbindelse med nedlæggelsen af vejarealet, herunder udgifterne til landinspektør.
Ejendommen Strandvejen 22 er markeret med rødt på oversigtskortet.
Vejarealet, der ønskes nedlagt, er markeret med blåt på oversigtskortet.
Det pågældende areal er en del af den offentlige vej Strandvejen, og arealet skal således administreres efter bestemmelserne i lov nr. 1520 af 27. december 2014 om offentlige veje (vejloven).
I henhold til vejlovens § 124, stk. 2, skal vejen opretholdes helt eller delvist som vej, hvis den efter matrikelkortet er eneste adgangsvej til en ejendom eller nogen af ejendommens lodder, og der ikke samtidig etableres anden vejadgang, eller hvis vejarealet i øvrigt er af vigtighed for en ejendom.
Det pågældende vejareal er ikke eneste adgangsvej til en ejendom eller nogen af dens lodder efter matrikelkortet. By- og Udviklingsforvaltningen vurderer, at arealet i øvrigt ikke er vigtigt at opretholde som vejareal, da arealet er et tilplantet og meget skrånende rabatareal, som ikke tjener vejformål.
Langs Strandvejen er der endvidere etableret fortov, og der er således ikke behov for at reservere areal til dette formål.
Forvaltningen anbefaler derfor, at arealet nedlægges som vejareal.
Nedlæggelsen af vejarealet sker i henhold til vejlovens § 124, stk. 7, hvorefter der gælder en høringsfrist på minimum 8 uger. Sagen har været udsendt i høring i perioden onsdag den 27. juni 2018 til og med onsdag den 22. august 2018.
Høringssvar
En høringspart har tilkendegivet, at opførelse af ny bebyggelse på ejendommen Strandvejen 22 har medført indbliksgener for parten, som er nabo til ejendommen. Høringsparten anfører også, at bebyggelsen ikke overholder byggelovgivningen.
Forvaltningens bemærkninger til høringssvar
Det fremsendte høringssvar har ikke indflydelse på forvaltningens vurdering af, om et areal kan nedlægges som offentligt vejareal, idet forvaltningen alene skal påse trafikale og vejtekniske hensyn, herunder om arealet tjener/fremtidigt skal tjene vejformål, eller om arealet hensigtsmæssigt kan afstås.
Der verserer en sag om lovliggørelse af bebyggelse på ejendommen Strandvejen 22, hvortil høringsparten har fremsendt enslydende bemærkninger. Høringspartens bemærkninger indgår i lovliggørelsessagen, som håndteres af forvaltningens Byggesagsafdeling.
Sagsnr.: 18/23983
Resumé
Kolding Kommune og City Kolding har siden 2011 arbejdet sammen om forskellige ordninger for delvis betalingsfri parkering i december.
By- og Udviklingsforvaltningen foreslår, at modellen for betalingsfrihed fra 2014, 2015, 2016 og 2017 fortsættes i 2018, så alle weekender i december samt perioden mellem jul og nytår gøres betalingsfri.
Ved at benytte samme model for betalingsfrihed som tidligere sikres genkendeligheden for betalingsfriheden.
Sagen behandles i
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at alle de kommunale betalingspladser i Kolding bliver betalingsfri i weekenderne i december 2018 samt mellem jul og nytår 2018.
Beslutning Teknik- og Klimaudvalget den 10-10-2018
Godkendt.
Sagsfremstilling
Kolding Kommune og City Kolding har siden 2011 arbejdet sammen om forskellige ordninger for delvis betalingsfri parkering i december. I 2014, 2015, 2016 og 2017 har der været betalingsfri parkering i weekenderne i december måned samt perioden mellem jul og nytår.
City Kolding har fået gode tilbagemeldinger på ordningen og ser gerne modellen gentaget i 2018. Fastholdelse af modellen fra tidligere år medvirker til at skabe kontinuitet og genkendelighed for den gratis parkering i december.
Forvaltningen foreslår, at ordningen gentages i 2018, således at dagene 1.-2. december, 8.–9. december, 15.–16. december samt perioden 22.–31. december gøres betalingsfri.
Ordningen forventes at give et indtægtstab på ca. 65.000 kroner, men det forventes stadig, at de samlede budgetterede indtægter for betalingsparkering kan inddækkes på trods af indtægtstabet. Budgetmålet for indtægter fra betalingsparkering, køb af skrabebilletter og beboerlicenser samt indtægten fra mobilparkering er 6,88 mio. kroner i 2018. Indtægtstabet finansieres af Vej- og Parkpolitikkens budget.
Der foretages ikke modregninger i de forskellige kommunale p-licensordninger. Der er tilføjet et afsnit i kommunens brochure vedrørende p-licenser, at der er delvis gratis parkering i Kolding midtby på betalingspladserne i december.
For at gøre opmærksom på ordningen, vil By og Udviklingsforvaltningen i samarbejde med City Kolding udarbejde pressemeddelelser til diverse medier samt orientere om ordningen på vores hjemmeside og Facebook. City Kolding vil informere om ordningen på deres City-App og i tilbudsaviser.
Sagsnr.: 18/10877
Resumé
Det nye motorvejstilslutningsanlæg ”Vonsild” på Ødisvej åbnede i november 2017.
Det daværende Teknikudvalg vedtog, at der skulle foretages eftertællinger, som bl.a. kunne vise, om den tunge trafik gennem Vonsild har ændret sig som følge af det nye anlæg.
Trafiktællingerne er nu gennemført og analyseret. De viser bl.a., at trafikken på Ødisvej øst for det nye anlæg siden åbningen er steget med ca. 2.000 biler til ca. 3.500 biler i døgnet.
På Vonsildvej kan der konstateres et fald i trafikmængden på 5-10 %.
Udviklingen i lastbiltrafikken udviser ikke samme entydige retning, omend der tegner sig en svag tendens til færre lastbiler på Vonsildvej og Tankedalsvej.
Sagen behandles i
Forslag
By-og udviklingsdirektøren foreslår,
Beslutning Teknik- og Klimaudvalget den 10-10-2018
Godkendt med den tilføjelse, at forvaltningen pålægges at tage kontakt til Politiet for at få afdækket mulighederne for at få gennemkørsel forbudt for lastbiler gennem Vonsild.
Sagsfremstilling
Det nye motorvejstilslutningsanlæg ”Vonsild” på Ødisvej åbnede i november 2017.
Det daværende Teknikudvalg vedtog i sit møde den 2. oktober 2017, at der inden sommerferien 2018 skulle foretages eftertællinger, som bl.a. kunne vise, om den tunge trafik gennem Vonsild har ændret sig som følge af det nye anlæg.
Trafiktællingerne er nu gennemført og analyseret.
Udvikling i den samlede trafik:
På Ødisvej lige øst for det nye tilslutningsanlæg kører der ca. 3.500 biler i døgnet. Før åbningen var det tilsvarende tal ca. 1.400 biler, dvs. en stigning på godt 2.000 biler svarende til ca. 150 %.
Generelt er trafikmængden på Vonsildvej faldet 5-10 % siden åbningen, og det gælder både syd for krydset ved Tankedalsvej samt syd for Ødisvej. I 2018 passerer ca. 13.500 biler i gennemsnit syd for Tankedalsvej, mens det tilsvarende tal syd for Ødisvej er ca. 4.500 biler i døgnet.
På Tankedalsvej øst for E45 ligger faldet på godt 5 %.
En stigning i trafikken har kunnet konstateres på Ødisvej på vestsiden af E45, altså i retning mod Ødis. Her kører nu ca. 1.650 biler mod tidligere ca. 1.100 biler.
På Sjølundvej kan der konstateres en stigning i trafikken på knap 10 %, hvilket kan skyldes, at trafikanter fra Sjølund/Hejls-området nu vælger at køre på motorvejen ved Ødisvej fremfor at køre over Christiansfeld.
Åbningen af tilslutningsanlægget har ikke overraskende medført mertrafik på ruten Hoppesvej og Lykkeshave. Størst på Hoppesvej, hvor der nu kører ca. 370 biler i døgnet mod tidligere knap 200 biler. På den vestlige del af Lykkeshave er trafikmængden nu ca. 580 biler mod tidligere ca. 500 biler, mens den helt ude ved Vonsildvej er steget fra ca. 1.000 biler til ca. 1.100 biler pr. døgn.
Den forøgede trafik på Hoppesvej har resulteret i en skriftlig klage fra to beboere på Hoppesvej (bilagt underskrifter fra yderligere 20 borgere). De bemærker, at trafikken specielt er steget morgen og eftermiddag, samt at farten er relativ høj. De ønsker fartdæmpere eller skilte med max. 50 km/t.
By- og Udviklingsforvaltningen bemærker hertil, at den procentvise stigning i trafikmængden godt nok er forholdsvis høj, men at der trods alt fortsat er tale om små absolutte trafiktal. Der er målt en gennemsnitshastighed på ca. 67 km/t på stækningen (dog noget nordligere end de pågældende beboeres ejendom). En hastighed, som er forventelig udenfor tættere bebygget område.
Figur: Med blåt er vist den omtrentlige udvikling i døgntrafikken (ÅDT).
Udvikling i lastbiltrafik:
Udviklingen i lastbiltrafikken på det målte vejnet udviser ikke samme entydige tendens. Udfordringen er bl.a., at før-målingerne på Vonsildvej fra 2017 viser et markant højere lastbilantal sammenholdt med de to foregående år (en tendens der ikke umiddelbart kan genfindes på det øvrige vejnet). Det kan eventuelt skyldes ændrede kørselsmønstre som følge af de igangværende anlægsarbejder på Ødisvej.
Sammenlignes tælleresultaterne fra 2018 i stedet med 2015 eller 2016 (hvor det har været muligt), tegner der sig en svag tendens til færre lastbiler set samlet over de 4 tællesnit på Vonsildvej og Tankedalsvej.
På Vonsildvej stiger mængden af lastbiler i 2018 fra knap 400 lastbiler syd for Ødisvej til godt 1.200 lastbiler syd for krydset ved Tankedalsvej, hvilket naturligvis hænger sammen med det sydlige industriområdes placering lige umiddelbart nord for Vonsild. Centralt i Vonsild ligger antallet af lastbiler på 600-700 lastbiler pr. døgn.
Lastbilandelen på Vonsildvej ligger derfor på ca. 8-9 %, dog lidt mindre centralt i Vonsild.
Det er forvaltningens opfattelse, at perioden efter åbningen af det nye tilslutningsanlæg har været så relativ kort, at trafikmønstret i Vonsild-området endnu ikke har fundet sit endelige leje.
Sagsnr.: 16/1926
Resumé
I henhold til Mobilitetsplanen er der behov for mere kapacitet på vejene, og dette kan ske ved 3 indsatsområder:
· Vejudvidelser
· ITS
· Adfærdsændringer
ITS-Strategien består af følgende projekter:
· Smart Corridor (Grøn Bølge) på følgende strækninger (inklusive overvågning)
- I - Vejlevej fra Storcenter til Ndr. Ringvej
- II - Vestre Ringgade/Tøndervej Fra Ålykkegade til Riberdyb/Agtrupvej
- III - Østerbrogade fra Sdr. Havnegade til Agtrupvej
- IV - Ndr. Ringvej Fra Koldingbjerg til Fynsvej
- V - Haderslevvej Fra Sdr. Vang til Olgas Alle
- Eventuelt Skovvangen ved Sygehuset
· Busprioritering
- Ved Busterminalen/Banegården
· Overvågning (Omnia)
- Overvågning på anlæg som ikke indgår i en ovennævnte strækninger
· Materiel:
- Udskiftning af signallanterner/glødepærer til LED i alle lanterner
o Ca. 1.600 lanterner med ca. 4.100 pærer.
- Udskiftning af styremaskiner i anlæg som ikke indgår i ovennævnte arbejder.
- Udskiftning/forbedring af gamle ikke opdaterede programmer
Der gives en orientering om status på projekterne.
Sagen behandles i
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
Beslutning Teknik- og Klimaudvalget den 10-10-2018
Godkendt.
Sagsfremstilling
I henhold til Mobilitetsplanen er der behov for mere kapacitet på vejene og dette kan ske ved 3 indsatsområder:
· Vejudvidelser
· ITS
· Adfærdsændringer
ITS-Strategien består af:
· Smart Corridor (Grøn Bølge) på følgende strækninger (inklusive overvågning):
- I - Vejlevej fra Storcenter til Ndr. Ringvej
- II - Vestre Ringgade/Tøndervej fra Ålykkegade til Riberdyb/Agtrupvej
- III - Østerbrogade fra Sdr. Havnegade til Agtrupvej
- IV - Ndr. Ringvej fra Koldingbjerg til Fynsvej
- V - Haderslevvej fra Sdr. Vang til Olgas Alle
- Eventuelt Skovvangen ved Sygehuset
· Busprioritering
- Ved Busterminalen/Banegården
· Overvågning (Omnia)
- Overvågning på anlæg, som ikke indgår i en af ovennævnte strækninger
· Materiel:
- Udskiftning af Signallanterner/glødepærer til LED i alle lanterner
o Ca. 1600 lanterner med ca. 4100 pærer.
- Udskiftning af styremaskiner i anlæg, som ikke indgår i ovennævnte arbejder
- Udskiftning/forbedring af gamle ikke opdaterede programmer
Efter at By- og Udviklingsforvaltningen sammen med en rådgiver i 2015 havde udarbejdet et udbudsmateriale på etablering af Grøn Bølge/Adaptiv Styring, blev der afholdt en indbudt licitation med de på daværende tidspunkt 4 i landet kendte leverandører.
En sprang fra og en anden gav et tilbud, som ikke var konditionsmæssigt. Det blev besluttet at arbejde videre med tilbuddet fra Swarco, som ikke bare var en almindelig Grøn Bølge, men en Adaptiv styring af signalerne. Dette tilbud var, ud over at det virkede som det teknisk bedste, også det billigste tilbud.
Almindelig Grøn bølge er oftest en tidsstyret samordning, hvor Adaptiv styring hele tiden måler trafikmængden og hæver/sænker omløbs- og grøntiden afhængig af denne, dog inden for nogle fastsatte intervaller.
Tilbuddet var opdelt med en pris på etape I og en option på Etape II, som kunne igangsættes, hvis Etape I virkede efter hensigten.
På baggrund af disse tilbud fik forvaltningen efterfølgende en tilkendegivelse af, at de resterende kæder kunne blive sat op til de samme enhedspriser.
Status på projektet er følgende:
· Smart Corridor (Grøn Bølge) på følgende strækninger
- I - Vejlevej fra Storcenter til Ndr. Ringvej - 2016-2017
o Er udført og i drift, men
§ Skal have justeret Venstresvingende mod Ny Esbjergvej
§ Skal have det nye kryds til Center Vest/Bauhaus med i samme ombæring
- II - Vestre Ringgade Tøndervej fra Ålykkegade til Riberdyb/Agtrupvej - 2017
o Er under udførelse. Var forventet igang før sommerferien
§ Herunder etableret svingpile ved Ålykkegade/Katrinegade
§ Der har været problemer med defekte radarer og modem i styremaskinerne
- III - Østerbrogade fra Sdr. Havnegade til Agtrupvej - 2018
o Er under planlægning
§ Herunder svingpile ved Agtrupvej
§ Var forventet klar samtidigt med færdiggørelse af Østerbrogadekrydset
- IV - Ndr. Ringvej fra Koldingbjerg til Fynsvej - 2019
o Afventer planlægning
- V - Haderslevvej fra Sdr. Vang til Olgas Alle - 2019-2020
o Afventer planlægning
§ Tankedals- og Industrivejskrydset er opdateret med radarer og nye programmer
- Eventuelt Skovvangen ved Sygehuset
o Afventer
§ Alle 4 anlæg kører p.t. frit trafikstyret med en skjult synkronisering.
- Fodgængerdetektering Fredericiagade/Buen - 2016-2017
o Skævt kryds, som generelt giver for lidt tid til de enkelte retninger.
§ Infrarød fodgængerdetektering er udført, mere tid til fodgængere og fordeling af resttid til bilisterne.
· Busprioritering - 2019
- Ved Banegården
o Under planlægning
§ Har afventet et forsøg mellem Sydtrafik og Odense Kommune.
· Omnia (Overvågning) - 2016-2019
- Anvendes på anlæg, som ikke indgår i en ovennævnte strækninger
o Er under udførelse
§ Mangler p.t. 7 maskiner at komme på.
· Udskiftning af lanterner - 2017-2019
o Fik tilbud på udskiftning i 14 anlæg
§ Er under udførelse, forventet færdig i uge 43-2018.
§ Herefter mangler der 10-12 anlæg
· I en del anlæg er der allerede enkelte opsat.
· Udskiftning af styremaskiner - 2018-2020
- Udskiftning af maskiner, som ikke indgår i ovennævnte arbejder
o Mangler ingen (har dog 3 af lidt ældre dato, men de er kommet på overvågning).
· Udskiftning/forbedring af programmer og etablering af svingpile - 2018-2020
- Udskiftning af gamle ikke opdaterede programmer
o Vejlevej/Kokholm er under udarbejdelse
§ Mere tid til venstresvingende fra Vejlevej - morgen
§ Mere tid til højresvingende på Dons Landevej - morgen/aften
o Fynsvej/Lyshøj Alle
§ Under planlægning
§ Højresvingspil fra Lyshøj Alle
o Skamlingvejen - Stranden/Bøgevænget
§ Har opsat radarer og udskiftet program
o Ndr. Ringvejen–Slotssøvejen
§ Igangsat
§ Udskiftning af lanterner og master
o Kongebrogade–Agtrupvej
§ Under planlægning
§ Nye spoler eventuelt radar
· Andet på sigt - 2019-2020
- Udskiftning af fodgængertryk ca. 180 stk.
o Har mistanke om, at periodevis defekte fodgængertryk kan være årsag til mange fejl
o Afventer planlægning
§ Herunder plan for placering af akustiske signaler
- Etablering af radardetektering/udskiftning af spoler i øvrige kryds
- Ombygning af Vejlevej/Egtvedvej
Generelt har projekterne været udfordret af travlhed hos leverandører. Det har resulteret i en del forsinkelser. Forsinkelserne hos leverandørerne skyldes bl.a. problemer med at skaffe kvalificerede programmører, deltagelse i Letbaneprojekter i Århus og Odense og forsinkelse på materialer.
Evaluering af samordning af kryds/grønne bølger
Omkring samordning af kryds/grønne bølger, er forvaltningen lidt udfordret af afstandene mellem de enkelte kryds.
Den optimale afstand mellem 2 kryds, for at etablere en fornuftig Grøn Bølge, er ca. 800 meter. Ud over dette, er der meget tætliggende kryds i Kolding, som godt nok er samordnede, men hvor denne samordning ikke fungerer helt efter hensigten.
Et godt eksempel på dette er de to kryds ved Tankedalsvej og Industrivej, som siden etableringen har været samordnede og kørt med samme omløbstid. Denne metode kan ikke længere afvikle trafikken optimalt/smidigt, hvorfor forvaltningen har valgt at fjerne samordningen og lade industrivej køre trafikstyret og med en anden omløbstid.
Rejsetider og forsinkelser
De første foreløbige evalueringer af data fra 2016/2017 viste på Vejlevej (fra Ny Esbjergvej ca. 150 meter før krydset Vejlevej/Ny Esbjergvej til Vejlevej ca. 150 meter efter krydset Vejlevej/Ndr. Ringvej), at:
På strækningen mod centrum:
- Rejsetiden om morgenen er faldet fra 11 min. 14 sek. til 9 min. 5 sek. Svarende til 19,1 %
- Rejsetiden om eftermiddagen er faldet fra 10 min. 52 sek. til 9 min. 4 sek. Svarende til 16,6 %
- Forsinkelsen om morgenen er faldet fra 8 min. 39 sek. til 6 min. 30 sek. Svarende til et fald på 24,9 %
- Forsinkelsen om eftermiddagen er faldet fra 8 min. 17 sek. til 6 min. 29 sek. Svarende til et fald på 21,7 %
På strækningen fra centrum:
- Rejsetiden om morgenen er faldet fra 9 min. 9 sek. til 8 min. 54 sek. Svarende til 2,7 %
- Rejsetiden om eftermiddagen er faldet fra 11 min. 5 sek. til 8 min. 23 sek. Svarende til 24,4 %
- Forsinkelsen om morgenen er faldet fra 6 min. 33 sek. til 6 min. 18 sek. Svarende til et fald på 3,8 %
- Forsinkelsen om eftermiddagen er faldet fra 8 min. 29 sek. til 5 min. 47 sek. Svarende til et fald på 31,8 %
Hertil skal bemærkes den stigende trængsel på motorvejene omkring Kolding, og at trafikindekset for Kolding i samme periode har vist en generel vækst på over 3 % om året.
Samfundsøkonomi
Tidligere undersøgelser af adaptive systemer f.eks. SCOOT har vist en reducering af de samlede forsinkelser med 10-20 %, svarende til en rejsetidsreduktion med 5-10 %.
Erfaring fra andre steder i Danmark, hvor programmet TRANSYT har været brugt til at optimere samordning, har ifølge TRANSYT’s egne beregninger vist, at antallet af stop og forsinkelse kan reduceres med op til 10-20 % og benzinforbruget med 5-10 %, når man sammenligner med en manuelt udformet samordning.
Simple beregninger for Kolding kommune, baseret på metoder fra Vejdirektoratets Rapport ”Bedre trafiksignaler”, viser, at der samfundsøkonomisk er en årlig besparelse på godt 2,2 mio. kr. pr. signalanlæg baseret på følgende:
- 2 sekunder i sparet forsinkelse (165,00 kr./time) pr. køretøj pr. anlæg (fra 18 til 16 sek.). Forsinkelsen er baseret på beregning på 4 signaler på Vejlevej fra 2012.
- Antal stop reduceret fra 33 % til 25 % (anslået).
- Brændstof pris 11,50 kr. liter.
- Indregnes en eventuel besparelse i antallet af uheld og på drift og vedligehold, er besparelsen ca. 3,2 mio. kr. pr. signalanlæg.
Bilag
Sagsnr.: 18/10921
Resumé
I forbindelse med kommunalvalg, folketingsvalg og EU-parlamentsvalg forbereder By- og Udviklingsforvaltningen information om håndtering af valgplakater og andre materialer til lister og organisationer, som opstiller kandidater til de respektive valg.
Forvaltningen vil sende brev til de politiske organisationer i efteråret 2018 med generel information og introduktion til en cirkulær tilgang til kampagneplanlægning og –materialer.
Når de respektive valg er udskrevet, repeteres reglerne for ophængning, nedtagning og affaldshåndtering af valgplakaterne gennem brev til samme organisationer og de opstillede kandidater.
Sagen behandles i
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at sagen tages til efterretning,
at opfordring til cirkulær tankegang sendes til politiske partier og foreninger.
Beslutning Teknik- og Klimaudvalget den 10-10-2018
Forslaget indstilles til godkendelse.
Sagsfremstilling
I forbindelse med diverse valghandlinger produceres typisk ret store mængder valgmateriale som del af partiernes eller kandidaternes kampagne. Eksempelvis blev der efter kommunalvalget i 2017 afleveret 5,4 tons valgplakater og strips på genbrugspladserne.
By- og Udviklingsforvaltningen ønsker at sikre hensigtsmæssig håndtering af diverse kampagnematerialer (herunder ikke mindst valgplakater) hele vejen fra planlægning af kampagnerne, produktion af tryksager og merchandise, distribution og ophængning og til sidst nedtagning og bortskaffelse som affald.
Derfor udsender forvaltningen information til lister og organisationer med inspiration til cirkulær tankegang og konkret vejledning til regler og procedurer for ophængning og nedtagning.
Umiddelbart efter den politiske behandling udsendes brev med generel information og introduktion til en cirkulær tilgang til kampagneplanlægning og –materialer. Når de respektive valg er udskrevet, repeteres procedurerne og den praktiske vejledning om regler for ophængning, nedtagning og affaldshåndtering af valgplakaterne.
En cirkulær tankegang til valgmaterialet
Hovedparten af valgplakaterne i dag er lavet af PP-plast, der kan genanvendes f.eks. til emballage. Den indsamlede plast fra valgkampagnen sælges videre til genanvendelse, så materialerne bevares i kredsløbet så længe som muligt. Der findes desuden alternative materialer til valgplakater, som fx er baseret på pap, der også kan genanvendes.
Samtidig opfordrer forvaltningen til at reducere mængden af reklameartikler, særligt af sammensatte materialer (f.eks. kuglepenne) og ”engangs-gimmicks” (f.eks. balloner), der er vanskelige eller umulige at genanvende.
Affald fra valgkampagner
Valgplakater og strips afleveres på en af Kolding Kommunes fem genbrugspladser, hvor der vil være opstillet særlige containere til formålet. Brochurer, flyers m.m. afleveres i papircontaineren.
Retningslinjerne her er beskrevet med udgangspunkt i håndtering som privat affald, idet forvaltningen formoder, at den enkelte kandidat afleverer materiale, som personen selv har betalt. Hvis partiforeningen afleverer valgmateriale, betragtes det som erhvervsaffald og modtages på genbrugspladsen mod betaling eller kan håndteres af private aftagere jævnfør Energistyrelsens affaldsregister.
Bilag
Sagsnr.: 18/24952
Resumé
Som led i planen om fremtidig forsyningssikkerhed i Energnist I/S, er høringsmateriale fremsendt til interessentkommunerne med henblik på en teknisk høring.
Af høringsmaterialet fremgår, at etablering af ny kapacitet til affaldsforbrænding i Esbjerg samt nedlukning af en ovnlinje i Kolding er den mest økonomisk attraktive løsning for Energnist I/S.
By- og Udviklingsforvaltningen har udarbejdet et høringssvar, der belyser en række usikkerhedsmomenter i forbindelse med det fremsendte materiale.
Energnist I/S har, under den tekniske høring, modtaget afslag fra Energistyrelsen angående Energnist I/S’ ansøgning om affaldsgrundlag med henblik på opførelse af et nyt forbrændingsanlæg.
Afslaget medfører nu usikkerhed om, hvordan planen om forsyningssikkerhed fremadrettet vil udmønte sig.
Sagen behandles i
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at Teknik- og Klimaudvalget sender vedlagte høringsbrev til forretningsudvalget i Energnist I/S.
Beslutning Teknik- og Klimaudvalget den 10-10-2018
Godkendt med den tilføjelse, at forvaltningen tilpasser svaret i høringsbrevet til forretningsudvalget i Energnist I/S med bemærkningerne fra mødet.
Sagsfremstilling
På baggrund af ovnlinje K2’s alder i 2023 samt Ørsteds planlagte nedlukning af kulkraftværket i Esbjerg, har Energnist I/S set mulighed i at etablere yderligere kapacitet til affaldsforbrænding i Esbjerg fremfor etablering af nyt biomasseanlæg.
For at sikre nuværende og fremtidig forbrændingskapacitet, har Energnist I/S derfor i samarbejde med Rambøll A/S udarbejdet en scenarie-analyse med henblik på en vurdering af, hvilke tiltag, der vil være mest fordelagtig for Energnist I/S.
Scenariet, der skønnes at være det mest fordelagtige, er etableringen af ny kapacitet i Esbjerg, imens ovnlinje K2 i Kolding lukkes ned i 2023.
Materialet, der ligger til grund for scenarie-analysen, er sendt til interessentkommunerne til en teknisk høring.
By- og Udviklingsforvaltningen har ved den tekniske høring belyst en række usikkerhedsmomenter, herunder:
- at forvaltningen stiller sig usikker over for de beregnede affaldsmængder, som lægges til grund for analysen, da det er forvaltningens opfattelse, at der med EU’s strategi for genanvendelse og cirkulær økonomi i fremtiden vil være endnu større fokus på affaldsminimering, og dermed formentlig mindre affald til forbrænding.
- at der foreligger usikkerhed om fremtiden for affaldsforbrændingssektoren, især med mente på regeringens liberaliseringsforslag.
Disse usikkerhedsmomenter m.fl. er samlet i et høringssvar til Energnist I/S, hvor der ligeledes er gjort opmærksom på en række forudsætninger for, at scenariet om etablering af ny forbrændingskapacitet kan iværksættes, herunder ministeriel godkendelse.
I forbindelse med den ministerielle godkendelse har Energistyrelsen den 13. september 2018 givet afslag på Energnist’s ansøgning om godkendelse af affaldsgrundlag med henblik på opførelse af nyt forbrændingsanlæg, hvor Energnist I/S i sin ansøgning har redegjort for underkapacitet på affaldsforbrænding i Energnist I/S’ opland.
Energistyrelsen begrunder afslaget med, at data viser, at der er en national overkapacitet på ca. 600.000 ton forbrændingsegnet affald, som vil fortsætte frem til mindst 2028.
Datagrundlaget hviler på modeller, der opererer med en levetid på forbrændingsanlæggene på 30 år, men der er i praksis set eksempler på levetid på op mod 45 år, hvilket udskyder det fremtidige fald i kapacitet. Modellerne tager dog ikke højde for EU’s strategi for cirkulær økonomi, som medfører øgede krav til genanvendelse og dermed formentligt et fald af affaldsmængder til forbrænding.
By- og Udviklingsforvaltningen afventer nu resultatet af borgmestermøde den 2. oktober 2018, forretningsudvalgsmødet i Energnist I/S den 2. oktober 2018 samt spørgerunde i forbindelse med den tekniske høring den 8. oktober 2018, hvor forsyningsplanen, herunder stillingtagen til afslaget fra Energistyrelsen, skal drøftes.
Bilag
Sagsnr.: 18/2923
Resumé
Ultimo september 2018 er forventningerne til Teknik- og Klimaudvalgets politikområder, som omfatter Vej- og Parkpolitik, Forsyningspolitik, en andel af Miljøpolitik (Klima- og Bæredygtighed) og en andel af Administrationspolitik, følgende:
- Regnskabet for Vej- og Parkpolitik forventes at være 1 mio. kr. mindre end det korrigerede budget.
- Regnskabet for Forsyningspolitik forventes at balancere.
- Regnskabet for Klima og Bæredygtighed forventes at være 400.000 kr. mindre end det korrigerede budget.
Regnskabet for Teknik- og Klimaudvalgets andel af administrationspolitik overskrider budgettet, men det skal ses i sammenhæng med By- og Udviklingsforvaltningens andel af det samlede budget vedrørende administrationspolitik.
Sagen behandles i
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
Beslutning Teknik- og Klimaudvalget den 10-10-2018
Godkendt.
Sagsfremstilling
Regnskabet for Vej- og Parkpolitik forventes at være 1 mio. kr. mindre end det korrigerede budget, og der forventes dermed en overførsel til 2019 på 1 mio. kr.
Forsyningspolitik forventes at balancere i forhold til det korrigerede budget.
Regnskabet for Teknik- og Klimaudvalgets andel af administrationspolitik overskrider budgettet, men det skal ses i sammenhæng med By- og Udviklingsforvaltningens andel af det samlede budget vedrørende administrationspolitik.
Vedrørende Klima- og Bæredygtighed forventes der en overførsel på 400.000 kr. vedrørende højvandssikring Grønninghoved/Binderup, da det ikke forventes, at projektet kan færdiggøres i 2018.
Bemærkning til Økonomiudvalget: Den forventede overførsel vedrørende Vej- og Parkpolitik er et foreløbigt skøn. Skønnet skyldes primært usikkerheden i forhold til udgifterne til vintervedligeholdelse samt de budgetterede udgifter til busdrift. For Klima- og Bæredygtighed vedrører de 400.000 kr. højvandssikring Grønninghoved/Binderup, som ikke forventes at kunne færdiggøres i 2018.
I forbindelse med budgetvedtagelsen for 2018 er der under Vej- og Parkpolitik medtaget driftsprojekter, hvor eksterne interessenter inddrages i planlægningsprocessen. Inddragelsesprocesserne risikerer at udskyde projektgennemførslen, hvilket kan have budgetmæssige betydninger, idet det kan blive nødvendigt at overføre driftsmidler til efterfølgende år.
Nedenfor er skematisk oversigt over status pr. ultimo september 2018 for ovennævnte områder.
Vej- og Parkpolitik | ||||
Budgetområde | Korrigeret budget i kr. | Forbrug i kr. | Forbrugs-% | Note |
Grønne områder inkl. skove, strande, kolonihaver og projekter | 13.960.877 | 8.380.373 | 60,03% |
|
Tværgående vejformål | 9.496.274 | 3.670.794 | 38,66% |
|
Entreprenørafdelingen (maskiner, lønninger, arbejde for andre, driftsbygninger | 221.039 | -2.494.928 | -1128,73% | 1 |
Administration (Anlæg og Drift området) | 15.057.293 | 13.411.472 | 89,07% |
|
Parkering | -4.770.759 | -3.480.268 | 72,95% |
|
Vedligeholdelse af belægninger, broer, tunneller og p-arealer | 29.004.547 | 16.786.172 | 57,87% |
|
Rabatter, afvanding, renhold og graffitifjernelse | 31.357.486 | 19.340.557 | 61,68% |
|
Vejbelysning | 6.067.435 | 3.893.382 | 64,17% |
|
Færdselsregulerende og sikkerhedsfremmende foranstaltninger | 5.783.288 | 3.966.820 | 68,59% |
|
Fornyelse af belægninger | 32.171.030 | 9.992.609 | 31,06% |
|
Vinterdrift | 14.189.706 | 9.928.033 | 69,97% |
|
Busdrift | 52.161.084 | 36.336.059 | 69,66% |
|
Pulje til nytænkning af den offentlige trafik | 1.096.000 | 258.210 | 23,56% |
|
Lufthavn og jernbane | 4.597.700 | 3.508.472 | 76,31% |
|
I alt | 210.393.000 | 123.497.755 | 58,70% |
|
Note 1:
Det lille nettobudget samt forskudt bogføring af udgifter og indtægter bevirker en svingende forbrugsprocent.
Forsyningspolitik | ||||
Budgetområde | Korrigeret budget i kr. | Forbrug i kr. | Forbrug | Note |
Fælles formål | 7.754.881 | -4.771.457 | -61,53% |
|
Dagrenovation/restaffald | -918.110 | -12.852.402 | 1399,88% |
|
Storskrald | -323.517 | -774.490 | 239,40% |
|
Glas, papir og pap | -871.799 | -2.674.495 | 306,78% |
|
Farlig affald | -69.588 | -572.475 | 822,66% |
|
Genbrugsstationer | -1.653.745 | -12.788.070 | 773,28% |
|
Øvrige ordninger | 3.188.270 | -3.112.531 | -97,62% |
|
Tjenestemænd | 2.131.585 | 805.525 | 37,79% |
|
I alt | 9.237.977 | -36.740.396 | -397,71% | 1 |
Note 1:
Størstedelen af indtægterne i form af renovationsbidrag opkræves 2 gange årligt, mens udgifterne afholdes løbende over året. Derfor vil der være store procentuelle udsving hen over året. Indtægten er bogført under Fælles formål, men vil blive fordelt ud på de øvrige områder ultimo året.
Miljøpolitik | ||||
Budgetområde | Korrigeret budget i kr. | Forbrug i kr. | Forbrug | Note |
Klima og bæredygtighed | 2.238.970 | 601.330 | 26,86% |
|
Administrationspolitik | ||||
Budgetområde | Korrigeret budget i kr. | Forbrug i kr. | Forbrug | Note |
Teknik- og Klimaudvalget | 39.725 | 49.048 | 123,47% | 1 |
Note 1
Regnskabet for Teknik- og Klimaudvalgets andel af administrationspolitik overskrider budgettet, men det skal ses i sammenhæng med By- og Udviklingsforvaltningens andel af det samlede budget vedrørende administrationspolitik.
I forbindelse med vedtagelsen af Budget 2018 er der vedtaget en række bevillingsnoter og budgetposter for Teknik- og Klimaudvalgets områder.
Der sker en løbende ajourføring af bevillingsnoterne på Kolding.dk, og der vil ske en kvartalsvis orientering af Økonomiudvalget af de bevillingsnoter, hvor der er sket en statusændring.
Når noterne er gennemført, vil de også fremgå af denne sag.
Der henvises i øvrigt til sag nr. 7 på Teknik- og Klimaudvalgets møde den 7. februar 2018, hvoraf noter og budgetposter fremgår.
Resumé
Deltagelse i kommunale aktiviteter.
Sagen behandles i
Teknik- og Klimaudvalget.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at Teknik- og Klimaudvalget drøfter, om der er behov for, at et eller flere medlemmer af udvalget varetager andre kommunale hverv.
Sagsfremstilling
Det fremgår af Kolding Kommunes Regulativ om Vederlag og godtgørelse til Byrådets medlemmer, punkt 2, at der kan tillægges erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for varetagelse af andre kommunale hverv, når deltagelsen sker efter anmodning fra Byrådet eller et af Byrådets udvalg, på grund af en protokolleret beslutning.
Aktivitet:
· Ingen.
Resumé
På mødet orienteres om nyt fra By- og Udviklingsforvaltningen inden for udvalgets område.
Sagen behandles i
Teknik- og Klimaudvalget.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning Teknik- og Klimaudvalget den 10-10-2018
Godkendt.
Sagsfremstilling
Der kan ikke træffes beslutning under punktet, fordi det kun er et orienteringspunkt.
Bilag
- Grøn Pulje 2018
- Vinterberedskab 2018-2019
- Juletræ på Banegårdspladsen 2018
- Svar på læserbrev - Bussernes køreplan i Vonsild
- Underskiftsindsamling mod nedlæggelse af bybusbetjeningen på Skovæblevej
- Sydtrafiks budgetopfølgning nr. 2 2018
- Gener på motorvejen i forbindelse med opsætning af støjskærm
- Tidsplan for krydsombygning Vestre Ringgade/Tøndervej
- Infrastrukturpulje - Statusrapport pr. 31.08.2018
- Svar på læserbrev - Svineriet fortsætter
- Forsøgsordning med papfraktion på iglostationer i Hejlsminde
- Design Zoo - efter eventen
- Kompostevent efterår 2018
- Kommunikation omkring madaffald
- By- og Udviklingsforvaltningen deltager i ansøgning i Interreg North Sea Region projekt
Resumé
Orientering fra formanden.
Sagen behandles i
Teknik- og Klimaudvalget.
Beslutning Teknik- og Klimaudvalget den 10-10-2018
Godkendt.
Sagsnr.: 14/19442
Resumé
Mundtlig orientering som opfølgning på besigtigelsen 25. september 2018.
Sagen behandles i
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
Beslutning Teknik- og Klimaudvalget den 10-10-2018
Idet Jakob Ville, Hans Holmer og Yrsa Mastrup er inhabile, deltog de ikke i behandlingen af sagen.
Godkendt.
Sagsfremstilling
Der vil blive givet en mundtlig orientering som opfølgning på besigtigelsen ved Grønninghoved/Binderup.