Et af fokusområderne for Teknik- og Klimaudvalget i 2019-22 er at ”beskytte vores værdier mod oversvømmelser”.
Kolding Kommune og BlueKolding igangsatte i 2017 ”Kolding Å” klimatilpasningsprojektet, hvis overordnede formål er at sikre den fremtidige afledning af regnvand fra Kolding by.
Kolding Å klimatilpasningsprojektet består af fire delprojekter – pumpe-/sluseprojektet ved havnen og tre vandtilbageholdelsesprojekter i oplandet til Kolding Å. Følgende beskæftiger sig udelukkende med vandtilbageholdelse ved Donssøerne og området vest for E45. Projektet om tilbageholdelse af vand i Hylkedalen kører selvstændigt og indgår i Fyrtårnsprojektet for Seest-Hylkedalsområdet.
Det indledende arbejde med projekterne er nu tilendebragt, og det er resultaterne fra dette arbejde, der præsenteres her. Plan-, Bolig- og Miljøudvalget får ligeledes en orientering om projekterne på deres udvalgsmøde den 4. september 2019.
Projektets formål
Formålet med opmagasineringsprojekterne er at undgå oversvømmelser af Kolding by ved store afstrømningshændelser i Kolding Å, så der bibeholdes plads til tag- og overfladevand i åen.
Pumper og sluse kan ikke klare de helt store afstrømningshændelser alene, da kapaciteten gennem Kolding by er for lille. Disse afstrømningshændelser indtræffer oftest i vinterhalvåret, når der har regnet meget over en længere periode. I forbindelse med disse situationer holdes vandet tilbage i oplandet og afledes først på kontrolleret vis, når der igen er plads i afløbssystemer og Kolding Å. Dermed undgås oversvømmelser af bymidten, og der er stadig plads til tag- og overfladevand i Kolding Å. Opmagasineringsprojekterne er dermed et supplement til pumpe- og sluseprojektet.
Tilbageholdelse af vand i oplandet vil ligeledes kunne anvendes til at reducere pumpekapaciteten i skybrudssituationer samt i situationer med forhøjet vandstand, hvor slusen lukkes og vandløbsafstrømningen eventuelt ønskes begrænset.
Vandmængder
På baggrund af en analyse anbefales det, at der findes plads til opmagasinering af 2-2,4 mio. m3 vand i oplandet til Kolding Å. Det svarer til en 100 års hændelse i dag kombineret med et mindre højvande i Kolding Fjord. I en fremtidig situation svarer det til en forøget vandføring på op til 25 % i Kolding Å og en vandstandsstigning på ca. 0,4 m i Kolding Fjord.
Scenarierne
Der er behov for at tilbageholde vandet fra flere store vandløbsgrene i Kolding Å-systemet. I dag er den eneste aktive reguleringsmulighed ved Harteværket, hvor turbinerne kan slukkes, så vandet stuves op i Donssøerne. Der er screenet for mulighed for vandtilbageholdelse i et større antal områder. Disse er efterfølgende indsnævret til to områder, hvor der er mulighed for at tilbageholde meget store vandmængder. Det drejer sig dels om et område ved Donssøerne og dels om et område lige vest for E45. Der er opsat to forskellige scenarier for hver af de to områder.
Opmagasinering af vand vest for E45
Der kan opmagasineres et stort volumen vand, hvis der er etableres en dæmning/sluse lige vest for E45. Der er opstillet to scenarier for opstuvning i Kolding Ådal – et til kote +5 m (scenarie 5) og et til kote +6m (scenarie 6).
Ved stuvning til kote +5 m kan der opnås et potentielt volumen på ca. 1 mio. m3 vand, mens der kan opnås et volumen på ca. 1,6 mio. m3 vand ved stuvning til kote +6 m. Se tabel. 1. Den fulde udstrækning af vandspejlet er vist på nedenstående figur 1 og i bilag 1.
Scenarie | Stuvning til kote (m) | Magasineringsvolumen (m3) |
5 | +5 | 1 mio. |
6 | +6 | 1,6 mio. |
Tabel 1 - Scenarier, stuvningskote og magasineringsvolumen.

Figur 1 - Tilbageholdelse af vand vest for E45 – scenarie 5 og 6.
Bygværkerne udformes således, at der ikke vil være nogen påvirkning af Kolding Å under normale vandføringer.
Der er forskellig infrastruktur og forsyningsboringer i området, der skal tages hensyn til. Der vil derfor ikke ske nogen direkte stuvning af vand op ad hverken Banedanmarks eller vejdirektoratets dæmninger, for ikke at påvirke stabiliteten af disse. Der etableres i stedet digeanlæg og sluse, hvor opstuvningen af vand kan komme i kontakt med disse – ligesom veje sikres.
Opmagasinering af vand i Donssø-systemet
Donssøerne består af 3 søer – Stallerup Sø, Søndersø og Nørresø. Der er opstillet 2 scenarier, der hver arbejder med to forskellige opstemningskoter ved henholdsvis Stallerup Sø og Nørresø. Det kræver derfor, at der etableres 2 bygværker med sluseklapper.
I scenarie 7 opstemmes der til kote +26 m/+27 m og i scenarie 8 til kote +27 m/+28 m. De samlede opmagasineringsvolumener ved henholdsvis scenarie 7 og 8 er på 1,2 mio. m3 og 3 mio. m3. Se tabel 2.
Hvis man ønsker at gøre brug af scenarie 8, kræver det tilførsel af vand fra Vester Nebel Å oplandet, hvilket bl.a. kræver genetablering af gennemløb under Troldhededæmningen. Den fulde udstrækning af vandspejlet er vist på nedenstående figur 2 og i bilag 1.
Scenarie | Stuvning til kote (m) | Magasineringsvolumen (m3) |
7 | +26/27 | 1,2 mio. |
8 | +27/28 | 3 mio. |
Tabel 2 - Scenarier, stuvningskote og magasineringsvolumener.
Ovenstående opmagasinering af vand i Donssø-systemet kræver sikring af flere veje, hvis disse skal være farbare, og scenarie 8 kræver endvidere afværgeforanstaltninger ved ejendomme.
En mulighed for at optimere det volumen, der er til rådighed i Harte/Dons Søerne, kunne være at sænke vandstanden i søerne som en permanent sænkning. Sænkes vandstanden eksempelvis 0,5 meter, kan der hentes et ekstra volumen på ca. 0,38 mio. m3.
