Dagsorden eller referat
Liste med Dato, udvalg, sted samt pdf udgave af dagsordenen til download.
Dato: |
10-03-2022 15:30:00 |
---|---|
Udvalg: |
Handicaprådet |
Sted: |
Festsalen, Nicolaiplads 6, kælderen<br>6000 Kolding |
Pdf: |
|
Sagsnr.: 22/2119
Resumé
Som et led i introduktionen til Social- og Arbejdsmarkedsområdet er der udarbejdet et samlet overblik over udviklingspuljer og frivillighedsmidler på udvalgets ressortområde.
Puljerne gennemgås på mødet sammen med eksempler på projekter, der tidligere er bevilget midler til.
Tilføjelse til resumé
Handicaprådet orienteres i sagen og udviklingschef Birte Muhs deltager i mødet.
Sagen behandles i
Social og Arbejdsmarked
Forslag
Social- og Arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at Social og Arbejdsmarked tager orienteringen til efterretning.
Nyt forslag
Social- og Arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at Handicaprådet tager orienteringen til efterretning.
Beslutning Social og Arbejdsmarked den 08-02-2022
Social og Arbejdsmarked tog orienteringen til efterretning.
Trille Nikolajsen
Beslutning Handicaprådet den 10-03-2022
Handicaprådet tog orienteringen til efterretning.
Problemstillingen vedr. fordelingen af §18 midler tages op på et kommende møde.
Sagsfremstilling
Som et led i introduktionen til Social- og Arbejdsmarkedsområdet er der udarbejdet et samlet overblik over udviklingspuljer og frivillighedsmidler på udvalgets ressortområde.
Nedenfor præsenteres de helt overordnede formål med puljerne:
- Puljen til udfordrede boligområder støtter op omkring initiativer, som kan bidrage til at bekæmpe parallelsamfund og ghettoer i Kolding Kommune.
- Investeringspuljen støtter op omkring initiativer, som tester nye tilgange og tiltag på arbejdsmarkedsområdet.
- Socialøkonomisk udviklingspulje har til formål at tiltrække og understøtte socialøkonomiske virksomheder, der understøtter jobskabelse og beskæftigelsesindsatser.
- §18 midlerne har til formål at fremme samarbejdet med og støtte det lokale frivillige sociale arbejde.
På mødet vil puljerne blive gennemgået sammen med eksempler på projekter, der tidligere er blevet bevilget midler til.
Økonomi
Alle puljerne pristalsreguleres og der er fuld overførselsadgang mellem budgetårene.
Puljens dag
Puljens dag er en årlig tilbagevendende begivenhed den 1. tirsdag i februar måned, hvor alle puljer på tvær af forvaltninger og politikområder præsenteres for interesserede borgere. Arrangementet blev, pga. COVID-19, ikke afholdt i 2021, men forventes afholdt i første kvartal i 2022.
Bilag
Sagsnr.: 22/2219
Resumé
Der foreligger ni tilsynsrapporter fra Socialtilsyn Syds udførte tilsyn med Kolding Kommunes sociale tilbud i det andet halve år af 2021.
Generelt ligger den gennemsnitlige bedømmelse af de forskellige temaer på de enkelte sociale tilbud på et relativt højt niveau og med enkelte opmærksomhedspunkter.
Lederne fra de respektive driftsområder fremlægger på mødet resultaterne af tilsynsbesøgene samt, hvordan tilsynets anbefalinger vurderes, og hvordan der er arbejdet med disse på de enkelte tilbud.
Tilføjelse til resumé
Handicaprådet orienteres i sagen og voksenchef Gülcan Grud deltager på mødet.
Sagen behandles i
Social og Arbejdsmarked
Forslag
Social- og Arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at tilsynsrapporterne for andet halvår 2021 tages til efterretning.
Nyt forslag
Social- og Arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at Handicaprådet tager orienteringen til efterretning.
Beslutning Social og Arbejdsmarked den 08-02-2022
Social og Arbejdsmarked tog tilsynsrapporterne for andet halvår 2021 til efterretning.
Beslutning Handicaprådet den 10-03-2022
Handicaprådet tog orienteringen til efterretning.
Handicaprådet konstaterede, at størstedelen af tilsynsrapporterne ser tilfredsstillende ud, og for de tilsynsrapporter, hvor der er behov for indsatser, har Rådet fået en redegørelse over, hvordan forvaltningen vil arbejde med at forbedre indsatserne.
Sagsfremstilling
Socialtilsyn Syd udfører driftstilsyn med vores tilbud og vurderer tilbuddene op imod Socialtilsynets kvalitetsmodel, som indeholder en række kvalitetstemaer, indikatorer og kriterier.
De overordnede kvalitetstemaer, der fremgår af §6, stk. 2, i lov om socialtilsyn er:
- Uddannelse og beskæftigelse
- Selvstændighed og relationer
- Målgrupper, metoder og resultater
- Sundhed og trivsel
- Organisation og ledelse
- Kompetencer
- Økonomi
- Fysiske rammer
Formålet med kvalitetsmodellen er:
- Et fælles vurderingsgrundlag og øget systematik
Kvalitetsmodellen angiver hvilke forhold, Socialtilsynet skal belyse og vurdere for at understøtte Socialtilsynets faglige vurderinger af tilbuddet eller plejefamiliens kvalitet. Socialtilsynet kan inddrage andre relevante forhold i vurderingen.
Kvalitetsmodellen udgør således en ramme for vurderingen og understøtter det tilsynsfaglige skøn, der altid skal foretages i den konkrete vurdering af kvaliteten i det enkelte tilbud eller den enkelte plejefamilie.
- Fokus på resultater for borgerne
Kvalitetsmodellen skal medvirke til at skabe fokus på resultater og effekt af den sociale indsats i tilbud og plejefamilier. Kvalitetsmodellen har derfor fokus på, i hvor høj grad tilbuddene og plejefamilierne formår at skabe resultater for borgerne og bidrager til borgernes trivsel - og i mindre grad på, hvordan indsatsen i tilbuddene tilrettelægges.
- Ensartede kvalitetskrav og gennemsigtighed i Socialtilsynets kvalitetsvurderinger
Kvalitetsmodellen gælder i forhold til alle de forskellige typer af tilbud og plejefamilier, som Socialtilsynet omfatter. Det betyder, at Socialtilsynet skal vurdere kvaliteten i alle tilbud og plejefamilier ud fra de samme kriterier og indikatorer. Dette har til formål at sikre ensartethed i kvalitetskrav og gennemsigtighed samt sammenlignelighed i Socialtilsynets arbejde.
Socialtilsyn Syd fører både anmeldte og uanmeldte driftsorienterede tilsyn med tilbud for at sikre, at tilbuddene fortsat har den fornødne kvalitet og opfylder de faglige, økonomiske og organisatoriske betingelser for godkendelse, ligesom tilsynsbesøgene er dialogbaserede og kvalitetsudviklende.
Anmeldte tilsynsbesøg kan have et på forhånd fastlagt tema, som tilbuddet forbereder sig på, og Socialtilsyn Syd sender også dagsorden forud for tilsynsbesøget. Tilrettelæggelsen af driftsorienteret tilsyn tager altid udgangspunkt i de oplysninger, som tilbuddet har fremsendt. Efter tilsynsbesøget bearbejdes materialet, og der foretages en vurdering af tilbuddets kvalitet. Vurderingen samles i en tilsynsrapport, som lægges på Tilbudsportalen.
Uanmeldte tilsynsbesøg tilrettelægges altid, så der udvises hensyn til de borgere, der bor i tilbuddet.
Generelt ligger den gennemsnitlige bedømmelse af de forskellige temaer på de enkelte sociale tilbud på et relativt højt niveau og med enkelte opmærksomhedspunkter.
Bilag
Sagsnr.: 21/26610
Resumé
Handicaprådet er repræsenteret af brugerrepræsentanter fra 7 forskellige foreninger under Danske Handicaporganisationer.
Handicaprådet ønsker at invitere de lokale foreninger der ikke er repræsenteret i Handicaprådet. Det foreslås derfor, at foreningerne indbydes til rådets kommende møder enkeltvis, således at de kan få mulighed for at orientere Handicaprådet om, hvad de er optaget af på medlemmernes vegne, og oplever bør have større fokus.
Sagen behandles i
Handicaprådet.
Forslag
Social- og Arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at Handicaprådet godkender forslaget.
Beslutning Handicaprådet den 10-03-2022
Handicaprådet godkendte forslaget.
Sagsfremstilling
Handicaprådet er repræsenteret af brugerrepræsentanter fra 7 forskellige foreninger under Danske Handicaporganisationer:
- CP Danmark
- Autismeforeningen
- ADHD foreningen
- SIND
- Diabetesforeningen
- Hjerneskadeforeningen og
- Dansk Blindesamfund.
Handicaprådet foreslår, at de resterende lokale foreninger inviteres enkeltvis til rådets kommende møder, for at orientere Handicaprådet om, hvad de er optaget af på medlemmernes vegne og oplever bør have større fokus. De lokale foreninger der inviteres er Ulykkesforeningen, Høreforeningen, Scleroseforeningen, Dansk Handicap Forbund, Hjernesagen og LEV.
Sagsnr.: 22/5678
Resumé
”Det gode liv med handicap” er foreslået som første delscenarie, som Social Bæredygtighed
arbejder med.
Udvalget skal med afsæt i nutidens udfordringer, trends og fremskrivninger arbejde med nye måder, der skaber velfærdsudvikling i Kolding Kommune. Udvalgets perspektiver og muligheder for nye samarbejds- og samskabelsesformer er bredere end i de stående udvalg, og det giver anledning til at se på, hvordan der kan udvikles en ny politisk arbejdsform, der er strategisk, tværgående og demokratisk involverende.
Det foreslås derfor, at Social Bæredygtighed, som en del af udviklingen af delscenariet ”Det gode liv med handicap”, udvikler en prototype for udvalgets arbejdsform, og skaber erfaringer, der kan lægge fundamentet for udvalgets fremtidige arbejdsform. I det følgende fremlægges der forslag til de hovedfaser processen og prototypeudviklingen kan følge.
Tilføjelse til resumé
Handicaprådet orienteres.
Sagen behandles i
Social Bæredygtighed
Forslag
Senior-, Sundheds- og Fritidsdirektøren, Social- og Arbejdsmarkedsdirektøren og den konstituerede Børne- og Uddannelsesdirektør foreslår,
at den foreslåede faseplan for ”Det gode liv med handicap” godkendes.
Nyt forslag
Social- og Arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at Handicaprådet tager orienteringen til efterretning.
Beslutning Social Bæredygtighed den 07-03-2022
Godkendt.
Beslutning Handicaprådet den 10-03-2022
Handicaprådet tog med tilfredshed orienteringen til efterretning.
Handicaprådet mener desuden det vil være hensigtsmæssigt at Rådet inddrages så tidligt som muligt og giver samtidig tilsagn om medvirken.
Sagsfremstilling
”Det gode liv med handicap” er foreslået som første delscenarie som Social Bæredygtighed arbejder med.
Udvalget skal med afsæt i nutidens udfordringer, trends og fremskrivninger arbejde med nye måder, der skaber velfærdsudvikling i Kolding Kommune. Udvalget skal skabe nye fælles principper for arbejdet og udvikling af fremtidens velfærd, som platform til de forskellige strategier og konkrete politiker i udvalgene. De største udfordringer på velfærdsområderne skal identificeres, og være udgangspunktet for at stille de spørgsmål, der kan bidrage til at skabe nye sigtelinjer og forandringskraft i organisationen. Et vigtigt fokus er, hvordan der skabes mere helhedstænkning i arbejdet med borgerne på tværs af eventuelle organisatoriske skel og mere reel borgerinddragelse.
Udvalgets perspektiver og muligheder for nye samarbejds- og samskabelsesformer er bredere end i de stående udvalg, og det giver anledning til at se på, hvordan der kan udvikles en ny politisk arbejdsform, der er strategisk, tværgående og demokratisk involverende.
En så ambitiøs ramme for udvalgets arbejde giver en række muligheder. Udvalget har udvidede muligheder for at arbejde med samskabelsesprocesser med borgere og interessent-grupper, ligesom det er muligt at inddrage videns- og fagpersoner som en integreret del af arbejdsformen.
Disse muligheder giver samtidig anledning til at se nærmere på, hvordan udvalgets arbejdsform skal tilrettelægges, og i forhold til, hvordan mere åbne og inddragende processer med flere interessenter kan styres og faciliteres, når der samtidig skal skabes legitime og håndgribelige resultater, der kan gavne Koldings borgere.
Nogle af de spørgsmål, der vil rejse sig undervejs, vil være: Hvilke eksterne interessenter og videnspersoner skal deltage i udvalgets arbejde, hvornår skal de skal deltage, og hvordan deres input skal anvendes? Hvordan defineres de konkrete målsætninger for arbejdet, skal der ske måling af borgeroplevet værdi, resultat og målsætninger? Hvordan vægtes de samlede hensyn mellem politik, forvaltning og demokratisk involvering?
Samtidig kræver nytænkning nye måder at gå til de politiske opgaver på. Det kræver inspiration, fordybelse og tager tid, som det sjældent er muligt at tilvejebringe i et fagudvalg.
Ambitionerne med udvalget og de friere rammer kalder derfor på, at der udvikles en ny form for ”arbejdsrum” til udvalget, der kan sikre, at udvalget arbejder strategisk, tværgående og demokratisk involverende
Det foreslås derfor, at Social Bæredygtighed, som en del af udviklingen af delscenariet ”Det gode liv med handicap”, udvikler en prototype for udvalgets arbejdsform, og skaber erfaringer, der kan lægge fundamentet for udvalgets fremtidige arbejdsform.
Resultatet af processen skal være, at Kolding Kommune får en ny fælles handicappolitik, og en hvidbog med anbefalinger til alle fagudvalg.
I det følgende fremlægges forslag til de hovedfaser processen og prototypeudviklingen kan følge:
- Den brændende platform: I denne fase etableres grundlaget for arbejdet med ”Det gode liv med handicap”. Der indledes med oplæg fra eksperter/videnspersoner, pårørende, medarbejdere m.v., der opridser det historiske perspektiv på udviklingen på området frem til i dag. Hvor er de store udfordringer i dag, og hvilke bud er der på fremtidens udfordringer, og de mulige løsninger.
- Status på retning og indsatser i Kolding Kommune: Det skabes et samlet overblik over de politikker, strategier, indsatser og institutioner, der er på de forskellige områder i Kolding Kommune. Samtidig kommer udvalget på tur gennem Kolding sammen med mennesker med handicap, og oplever byen i samme perspektiv som dem. Efter denne fase skal udfordringerne for mennesker med handicap stå klart, ligesom deres drømme og forventninger til fremtiden skal være afdækket.
- Inspiration fra dem, der gør det godt: I denne fase søges efter de gode eksempler og cases fra andre kommuner, eller fra udlandet. Eksemplerne skal bruges til inspiration, og dække kommunens indsatser i alle livsfaser og på tværs af organisatoriske opdelinger.
- Handicappolitisk topmøde: Der inviteres til et større dialog- og borgermøde, der skal sætte fokus på udfordringer, løsninger, idéer og inspiration til løsninger. Mødet skal give mulighed for aktiv involvering af mennesker med handicap, pårørende og fagfolk. Repræsentanter fra handicaporganisationer og politikere fra forskellige udvalg præsenterer deres interessefelter og visioner.
- Opsamling og handleplan: På baggrund af de første faser, udarbejdes en delleverance med forslag til handlingsplan, og plan for arbejdet. Efter arbejdet med dette tema, som en prototype på udvalgets arbejdsform, rammesættes et bredt og åbent temamøde med flere oplæg om den historiske udvikling af og de store udfordringer på velfærdsområderne i Danmark og i Kolding.
Sagsnr.: 22/5785
Resumé
På mødet vil et par ”hverdagseksperter” på handicapområdet holde oplæg om deres perspektiver på det gode handicapliv.
Tilføjelse til resumé
Handicaprådet orienteres.
Sagen behandles i
Social Bæredygtighed
Forslag
Senior-, Sundheds- og Fritidsdirektøren, Social- og Arbejdsmarkedsdirektøren og den konstituerede Børne- og Uddannelsesdirektør foreslår,
at orienteringen drøftes.
Nyt forslag
Social- og Arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at Handicaprådet tager orienteringen til efterretning.
Beslutning Social Bæredygtighed den 07-03-2022
Orienteringen blev taget til efterretning.
Beslutning Handicaprådet den 10-03-2022
Handicaprådet tog orienteringen til efterretning med den tilføjelse, at en repræsentant for målgruppen handicappede børn, også bør være en del af panelet hverdagseksperter.
Handicaprådet giver tilsagn om medvirken.
Sagsfremstilling
Et vigtigt pejlemærke for udvalget Social Bæredygtighed er at gentænke og udvikle fremtidens velfærd med fokus på forebyggelse, frihed, fællesskab, frivillighed og (tvær)faglighed. De største udfordringer på velfærdsområderne skal identificeres og være udgangspunktet for at stille de spørgsmål, der kan bidrage til at skabe nye sigtelinjer og forandringskraft i organisationen.
Samtidig har udvalget udvidede muligheder for at benytte sig af nye samarbejds- og samskabelsesformer, og det foreslås derfor, at en række ”hverdagseksperter” inviteres til at holde små oplæg om deres perspektiver på livet med handicap, og give input til ”Det gode liv med handicap”.
Tanken er, at hverdagseksperterne gennem små oplæg af 5-10 minutters varighed skal bidrage med viden, erfaringer, perspektiver og tanker om mulige løsninger, og derved medvirke til, at de ideer og løsninger, der bringes i spil, har en stærk forankring i den daglige virkelighed, der møder mennesker med handicap. Kort sagt: Hvad er det gode handicapliv for mig?
Følgende ”hverdagseksperter” foreslås til løbende involvering og oplæg:
• En repræsentant fra folkebevægelsen #enmillionstemmer
• En forældrerepræsentant fra gruppen af forældre til handicappede børn
• En repræsentant fra gruppen af unge voksne med handicap
• Formanden for Handicaprådet i Kolding Kommune
• En borger med erfaring fra livet som menneske med et handicap i arbejdslivet
Bilag
Sagsnr.: 21/26610
Resumé
Generel orientering til Handicaprådet fra handicaprådsformanden og administrationschefen.
Sagen behandles i
Handicaprådet.
Forslag
Social- og Arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning Handicaprådet den 10-03-2022
Handicaprådet tog orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Generel orientering til Handicaprådet fra handicaprådsformanden og administrationschefen, herunder
- Artikel fra Altinget (bilag)
- Nyt fra DH (bilag)
- Fotografering.
Bilag
Sagsnr.: 21/26610
Resumé
Handicaprådet skal godkende beslutningsprotokollen. For at godkende skal hvert medlem underskrive ved at trykke på Godkendt.
Sagen behandles i
Handicaprådet.