Dagsorden eller referat
Liste med Dato, udvalg, sted samt pdf udgave af dagsordenen til download.
Dato: |
18-03-2019 07:45:00 |
---|---|
Udvalg: |
Økonomiudvalget |
Sted: |
Borgmesterens mødelokale |
Pdf: |
|
Sagsnr.: 19/7724
Resumé
Byrådsmedlem Asger Christensen, Venstre, anmoder om orlov fra byrådsarbejdet indtil videre af arbejdsmæssige årsager.
Sagen behandles i
Økonomiudvalget og Byrådet.
Forslag
Borgmesteren foreslår,
at anmodningen imødekommes,
at 1. stedfortræder på Venstres liste, Simon Rømer, anmodes om at tage sæde i Byrådet under Asger Christensens fravær,
at Eea Haldan Vestergaard indtræder i Havnebestyrelsen, og
at Simon Rømer indtræder i Asger Christensens øvrige poster under hans orlov.
Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2019
Forslaget indstilles til godkendelse.
Sagsfremstilling
Et byrådsmedlem skal efter anmodning fritages for sit medlemskab af Byrådet, såfremt medlemmet pga. sin helbredstilstand, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger eller lignende har rimelig grund til at ønske sig fritaget for medlemskabet.
Borgmesteren skal, når han får kendskab til, at et medlem vil være forhindret i at varetage sine kommunale hverv i en forventet periode af mindst 1 måned af de nævnte grunde, indkalde stedfortræderen til førstkommende møde i Byrådet.
1. stedfortræder på Venstres liste ved kommunalvalget den 21. november 2017, er Simon Rømer, Christoffer 2 Vej 32, 6000 Kolding.
Sagsnr.: 19/170
Resumé
Søren Rasmussen, Dansk Folkeparti, anmoder ved e-mail af 9. marts 2019 om følgende omkonstituering:
Molle Lykke Nielsen indtræder i Blue Koldings bestyrelse og
Gunner Nielsen udtræder,
Gunner Nielsen indtræder i Skatteankenævnet og
Molle Lykke Nielsen udtræder.
Sagen behandles i
Økonomiudvalget og Byrådet.
Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2019
Forslaget indstilles til godkendelse.
Sagsnr.: 17/13867
Resumé
VekselWirk er et EU-støttet tysk/dansk grænseprojekt med fokus på udvikling af kreative industrier ved at arbejde i fem innovative hubs fordelt i byerne Kiel, Lübeck, Kolding og Roskilde.
Projektet sigter efter at synliggøre kreative kompetencer i de mindre regioner ved at opfordre kreative iværksættere og virksomheder til at skabe nye kontakter gennem tværfaglige og mangfoldige aktiviteter. Det primære formål er at arbejde på tværs af grænsen for at opdyrke potentialet til at tænke innovativt i de forskellige regioner. Kolding Kommune er partner med afsæt i fokus på at vidensdele om designmetodiske tilgange, som kan skabe vækst og værdi, og er et led i at understøtte vision og brand om design i Kolding.
Sagen behandles i
Økonomiudvalget og Byrådet.
Forslag
Kommunaldirektøren foreslår,
at der udpeges et byrådsmedlem til deltagelse i Advisory Board for projekt VekselWirk.
Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2019
Et flertal (udvalget med undtagelse af Elvis Comic, Poul Erik Jensen, Karina Lorentzen og Benny Dall) indstiller til Byrådet, at Merete Due Paarup udpeges.
Et mindretal (Elvis Comic, Poul Erik Jensen, Karina Lorentzen og Benny Dall) ønskede Elvis Comic udpeget.
Sagsfremstilling
VekselWirk er skabt ud fra ideen om, at videndeling er et grundlæggende element i styrkelsen af den regionale udvikling. Ved at skabe et stærkt fokus på at udbyde mangfoldige muligheder for samarbejde bygger VekselWirk nye broer mellem mennesker og kompetencer.
VekselWirk startede 1. august 2017 og slutter 31. juli 2020.
Kolding-partnere
Fra Koldings side deltager følgende partnere: Kolding Kommune, D2i, Business Kolding og Designskolen.
Advisory board
Som et led i kontraktopfyldelsen af Interreg-projektet VekselWirk skal der nedsættes et advisory board bestående af 3-5 deltagere fra hver partnerby (Kolding, Roskilde, Lübeck og Kiel). Det er Kiel, der er lead på denne opgave. Hver partner skal stille med en lokalpolitiker, en inden for forretningsudvikling, en fra forskerverdenen etc., som er engageret inden for kreative industrier/kreative stakeholders.
Hovedformålet med dette Advisory Board er:
- Strategisk følgeskab og support til projektet
- Udveksling om regionale innovative potentialer for kreative industrier
- Samskabende processer om innovative projekter
- Action research om innovative hubs og innovative økosystemer
Mødefrekvens
Der forventes at være fire årlige møder – et i hver af partnerbyerne. Første møde afholdes den 27. marts i Lübeck. Andet møde afholdes primo/medio juni i Kolding.
Økonomi
Alle udgifter i forbindelse med mødedeltagelse finansieres af projektøkonomien.
Sagsnr.: 18/11155
Resumé
Fremadrettet afholdes de ordinære økonomiudvalgsmøder 1 gang pr. måned.
Sagen behandles i
Økonomiudvalget.
Forslag
Kommunaldirektøren foreslår,
at der afholdes økonomiudvalgsmøder den 3. tirsdag i hver måned (med undtagelse af juli måned)
at der afholdes temamøder for økonomiudvalget 4 gange årligt: 1. tirsdag i marts, maj, september og november
at forretningsordenen ændres i overensstemmelse hermed, jf. sagsfremstillingen.
Beslutning Økonomiudvalget den 19-02-2019
Godkendt, og oversendes til 2. behandling på næste økonomiudvalgsmøde.
Jesper Elkjær
Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2019
Godkendt.
Sagsfremstilling
Der afholdes i dag økonomiudvalgsmøder den 1. og 3. tirsdag i hver måned. Der er ofte ikke ret mange punkter på dagsordenen for det 1. møde, hvorfor disse møder i flere tilfælde er blevet aflyst. De stående udvalg holder typisk deres møder mellem de to økonomiudvalgsmøder, så de sager, der kommer fra de stående udvalg, sættes på økonomiudvalgsmødet den 3. tirsdag i måneden. De sager, som behandles den 3. tirsdag i måneden, kan nå at komme med på byrådsmødet i samme måned.
Der ses således ikke at være et behov for at fastholde et ordinært økonomiudvalgsmøde den 1. tirsdag i måneden. Dette også henset til den betydelige mødeaktivitet, som byrådsmedlemmerne i øvrigt har.
Det foreslås, at der den 1. tirsdag i måneden 4 gange i løbet af et år afholdes temamøder for Økonomiudvalget, hvor det er muligt at dykke lidt dybere ned i relevante og aktuelle temaer. Temaerne besluttes af Økonomiudvalget. Det første temamøde vil således blive den 5. marts, hvor det forslås, at Plan-, Bolig- og Miljøudvalget inviteres med til en drøftelse omhandlende fremtidig boligudlæg i Kolding N.
I forretningsordenen for Økonomiudvalget står der i § 4, 1. og 2. punktum følgende:
”Udvalget udøver sin virksomhed i møder, der ikke er offentlige. Ordinære møder afholdes som hovedregel 1. og 3. tirsdag i måneden med undtagelse af juli måned samt uge 7 (vinterferie) og uge 42 (efterårsferie).”
Det foreslås at forretningsordenens § 4, 1. og 2. punktum ændres til følgende:
”Udvalget udøver sin virksomhed i møder, der ikke er offentlige. Ordinære møder afholdes om hovedregel den 3. tirsdag i måneden med undtagelse af juli måned. Der afholdes temamøder 4 gange årligt; den 1. tirsdag i marts, maj, september og november.”
Ændringer i forretningsordenen kræver vedtagelse i 2 på hinanden følgende ordinære møder.
Sagsnr.: 18/23446
Resumé
I budget 2019 er optaget 17 bevillingsnoter, hvoraf der mangler at blive realiseret 9 noter.
I sagsfremstillingen fremgår noternes overskrifter, og om noten er afsluttet eller ikke afsluttet, og hvornår noten forventes afsluttet.
Den enkelte notes tekst og forvaltningens bemærkning til noten fremgår af bilaget, som er en udskrift fra Kolding.dk, hvor status for alle bevillingsnoter fremgår og løbende ajourføres.
Tilføjelse til resumé
I forbindelse med budgetstrategien 2020 – 2023 vil løbende bevillingsnoter blive indarbejdet i de generelle bevillingsregler. Disse fremsendes til Økonomiudvalgets godkendelse i forbindelse med 1. behandling af budget 2020 – 2023 den 3. september 2019.
For delvist sammenfald af tekst i bevillingsnoterne 04 og 08 henvises til tekst under ”tilføjelse til sagsfremstilling.”
Sagen behandles i
Økonomiudvalget.
Forslag
Kommunaldirektøren foreslår,
at redegørelsen tages til efterretning, idet opfølgning i forhold til afslutning af bevillingsnoterne forelægges Direktionen og Økonomiudvalget hvert kvartal.
Nyt forslag
Kommunaldirektøren foreslår, at redegørelsen tages til efterretning med den ændring, at bevillingsnote 08 – ”Seniorområdet, demografiudviklingen” i lighed med bevillingsnote 04 – ”Behov for stram styring” begge fortsat er uafsluttede i 2019.
Beslutning Økonomiudvalget den 19-02-2019
Sagen blev udsat til næste økonomiudvalgsmøde.
Jesper Elkjær
Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2019
Godkendt.
Sagsfremstilling
Proceduren for opfølgningen af bevillingsnoterne for 2019 foregår på samme måde som i 2018. Der vil stadig blive fremsendt en kvartalsvis orientering til Direktionen og Økonomiudvalget, hvor alle 17 bevillingsnoter er medtaget.
Der vil dog foregår en løbende ajourføring af bevillingsnoterne på Kolding.dk (https://www.kolding.dk/om-kommunen/okonomi/budget-og-finansstyring/budget-2019/bevillingsnoter-2019)
Status på den enkelte bevillingsnote fremgår af bilaget, som er en udskrift fra Kolding.dk.
Nedenfor ses en oversigt over alle 17 bevillingsnoter for 2019:
Note nr. | Tekst | Afsluttet/ ikke afsluttet | Afslutnings- tidspunkt/ forventet afslutnings-tidspunkt |
01 | Redegørelse om budgetrealisering samt finansbudget | Ikke afsluttet | Februar 2019 |
02 | Udviklings- og omstillingspulje | Afsluttet | Januar 2019 |
03 | Borgerens Centrum via regelforenkling, mindre bureaukrati og decentralisering |
Afsluttet |
Januar 2019 |
04 | Behov for stram styring | Ikke afsluttet | Ultimo 2019 |
05 | Børne- og Uddannelsesudvalgets udmøntning af besparelse vedrørende nedlæggelse af SFO-tilbuddet for 7. – 9. klasse på børnespecialområdet |
Ikke afsluttet |
Uafklaret |
06 | Cafeteriapriser | Afsluttet | - |
07 | Mad til seniorområdet | Ikke afsluttet | Marts 2019 |
08 | Seniorområdet, demografiudviklingen | Afsluttet | Januar 2019 |
09 | Frivilligt socialt arbejde | Afsluttet | - |
10 | Personaleaktivitet | Afsluttet | - |
11 | Kantinepriser | Afsluttet | - |
12 | International aktivitet | Afsluttet | - |
13 | Lokal erhvervsservice | Ikke afsluttet | 3. kvartal 2019 |
14 | Harteværket | Ikke afsluttet | Uafklaret |
15 | Salg af jord og fast ejendom | Ikke afsluttet | Ultimo 2019 |
16 | Borgerens centrum | Ikke afsluttet | Uafklaret |
17 | Decentral ledelse | Ikke afsluttet | Maj 2019 |
Tilføjelse til sagsfremstilling
Bevillingsnote 04 – Behov for stram styring og bevillingsnote 08 – seniorområdet, demografiudviklingen er begge noter, der er besluttet i forbindelse med vedtagelse af budget 2019.
Da noterne kan opfattes modstridende, forslås det ændret, så begge bevillingsnoter fortsat er ”ikke afsluttet”. Realisering af de 2 noter vil ske i forbindelse med årets sidste opfølgning vedrørende bevillingsnoter.
De 2 bevillingsnoter vil fra budget 2020 blive indarbejdet i budget 2020 således, at der er overensstemmelse, med fokus på stram budget styring.
Bilag
Sagsnr.: 18/36802
Resumé
Kolding Kommune skal i samarbejde med boligorganisationerne udarbejde udviklingsplaner for ghettoområderne Munkebo og Skovparken/Skovvejen. Til dette arbejde er der søgt 650.000 kr. i støtte hos Realdania, som har bevilliget støtte med et krav om tilsvarende egenfinansiering. Derfor søges der om en udgiftsneutral tillægsbevilling til driften (serviceudgifter) på By- og Udviklingsforvaltningens andel af Administrationspolitikken.
Sagen behandles i
Plan-, Bolig- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at bevillingsansøgningen imødekommes.
Beslutning Plan-, Bolig- og Miljøudvalget den 06-03-2019
Forslaget indstilles til godkendelse.
Asger Christensen
Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2019
Forslaget indstilles til godkendelse.
Sagsfremstilling
Der skal udarbejdes udviklingsplaner for de ghettoområder, som er optaget på den såkaldte hårde ghettoliste. I Kolding er Munkebo og Skovparken/Skovvejen optaget på listen. Kolding Kommune har i samarbejde med boligorganisationerne fremsendt en ansøgning til Realdania om støtte til udarbejdelse af udviklingsplaner for henholdsvis Munkebo og Skovparken/Skovvejen. Udvalget for Udfordrede Boligområder er på deres møde den 24. januar 2019 blevet orienteret om status på udviklingsplansprocessen.
Udgiften til udarbejdelsen af udviklingsplaner er beregnet til 1.300.000 kr., og der er i november 2018 ansøgt om 650.000 kr. i støtte hos Realdania. I december 2018 har Realdania bevilliget 650.000 kr. inkl. moms til understøttende analyser til udarbejdelse af udviklingsplanen for Munkebo og Skovparken/Skovvejen.
Finansieringen af udgiften på 1.300.000 kr. er sammensat på følgende måde:
Realdania | 650.000 kr. |
Kolding Kommune | 275.000 kr. |
AAB/BOVIA | 125.000 kr. |
Alfabo | 125.000 kr. |
Boligselskabet Kolding | 125.000 kr. |
|
|
Finansiering i alt | 1.300.000 kr. |
Der ansøges derfor om en udgiftsneutral tillægsbevilling til driften (serviceudgifter) på By- og Udviklingsforvaltningens andel af administrationspolitik på netto 275.000 kr. Brutto er der tale om udgifter for 1.300.000 kr. og indtægter/tilskud på 1.025.000 kr. fra Realdania og de boligselskaber, som er omfattet af udviklingsplanerne.
Finansiering:
Beskæftigelse og Integrationsforvaltningen finansierer 75.000 kr. indenfor sit budgetområde (serviceudgifter), og beløbet på 200.000 kr. foreslås finansieret af den afsatte renoveringspulje (grundkapital) til almenboliger.
Centralforvaltningens bemærkninger
Ansøgningen medfører en forøget serviceudgift i 2019 på 0,200 mio. kr. finansieret ved mindre udgifter under langfristede tilgodehavender (indskud i landsbyggefonden) med 0,200 mio. kr. Ansøgningen medfører en mindre udgifter under arbejdsmarkedspolitik, serviceudgifter med 0,075 mio. kr., som overføres til administrationspolitik. Samlet set er ansøgningen udgiftsneutral set i forhold til kassebeholdningen.
Sagsnr.: 19/1110
Resumé
Redegørelse om den forventede regnskabsrealisering vedrørende jordpolitik pr. 28. februar 2019 viser en salgsindtægt på 11.227.086 kr. Det samlede salgsbudget udgør 45.170.000 kr.
Sagen behandles i
Økonomiudvalget.
Forslag
Kommunaldirektøren foreslår,
at redegørelsen om den forventede regnskabsrealisering vedrørende jordpolitik pr. 28. februar 2019 godkendes.
Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2019
Godkendt.
Sagsfremstilling
I henhold til beslutning i Økonomiudvalget den 19. februar 2019 fremsendes der kvartalsvis en samlet redegørelse om den forventede regnskabsrealisering vedrørende jordpolitik. Redegørelsen skal omhandle køb af jord, byggemodning og salg vedrørende boligparceller og erhvervsjord. Forventes budgettet ikke realiseret, skal redegørelsen indeholde forslag til bevillingsberigtigelse.
I redegørelsen indgår endvidere den forventede realisering af øvrige budgetterede salgsindtægter vedrørende fast ejendom m.v.
Salg af jord og ejendomme
Nedenfor ses det korrigerede budget og realiseret salg af jord og ejendomme i 2019, opgjort pr. 28. februar 2019:
| Salgsbudget | Solgt pr. 28.2.2019 i kr. |
Boligformål (storparceller og byggegrunde) | 45.170.000 | 11.432.056 |
Erhvervsformål | 0 | -204.970 |
Ejendomme med bygninger | 0 | 0 |
Diverse jorder | 0 | 0 |
I ALT | 45.170.000 | 11.227.086 |
Pr. 28. februar 2019 er der realiseret et salg af jord og ejendomme på i alt 11.227.086 kr.
De 11.432.056 kr. udgør salget af 16 byggegrunde. Salget af jord til erhvervsformål på -204.970 kr. består af salg af et mindre areal på Eltangvej og tilbageførsel af køberet vedr. Biogasanlæg på Venusvej.
Det betyder, at realiseringen i 2019 er 33.942.914 kr. under det korrigerede salgsbudget.
Salgsmålet forventes realiseret i 2019. Se vedlagte bilag for specifikation af salg samt arealer til salg.
Bilag
Sagsnr.: 14/17623
Resumé
Aftalen mellem Kolding Kommune og Comwell A/S om brug af kommunale dage i teatersalen belaster i stigende grad kulturbudgettet. Forvaltningen har derfor indgået en aftale med Comwell om et pilotprojekt i 2019, der ændrer på retningslinjerne for brug af de kommunale dage. Pilotprojektet medfører brugerbetaling eller mulighed for, at arrangørerne efter nærmere retningslinjer kan bruge frivillig arbejdskraft til en del af arbejdet i salen.
Sagen behandles i
Kulturudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at forslaget om brugerbetaling i en prøveperiode, som beskrevet i sagsfremstillingen, godkendes,
at Kolding Teaterforening friholdes for brugerbetaling til og med udgangen af sæson 2019/2020.
Beslutning Kulturudvalget den 19-02-2019
Indstilles til godkendelse.
Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2019
Forslaget indstilles til godkendelse.
Sagsfremstilling
Kolding Kommune indgik i 2011 en lejeaftale med Comwell A/S. Ifølge denne kontrakt råder Kolding Kommune årligt over 40 dage i Teatersalen og 20 dage i den mindre sal Skovbrynet.
Ifølge aftalen medgår der 1300 såkaldte teknikertimer i aftalen, og yderligere teknikertimer afregnes til en timepris på 250 kr. pr. time.
Den oprindelige årlige leje udgjorde i 2011 1.800.000 kr. Lejen stiger årligt med mindst 3%, og i 2019 er den årlige leje efter regulering på 2.280.186 kr.
Dertil kommer, at de 1300 teknikertimer aldrig har dækket behovet for opstilling og nedtagning af scene, tribuner og hjælp til at bære kulisser og øvrigt udstyr ind og ud af salen.
I 2018 var timeforbruget således på i alt 2114 timer, hvilket indebærer en efterbetaling på 203.500 kr.
Kulturudvalget har siden 2011 løst udfordringerne med såvel prisstigning på 3% samt ekstra timeforbrug ved løbende omprioriteringer.
Derudover besluttede Kulturudvalget i 2014 kun at gøre brug af 37 af de 40 dage for at undgå overforbrug af teknikertimer. Efterfølgende er det gennemsnitlige timeforbrug pr. arrangement dog steget, så det samlede forbrug er stigende.
Comwell A/S har indtil nu ikke reguleret timepriserne for de ekstra timer, men virksomheden har varslet, at også disse timepriser fra 2020 vil bliver reguleret med 3% årligt, som det fremgår af lejeaftalen.
Alt i alt vil stigningstakten og det ekstra timeforbrug fra 2019 og til aftalens udløb i 2025 belaste kulturpolitikkens budget med ca. 255.000 kr. årligt i 2019 - stigende til 325.000 årligt i 2025. De samlede ikke-budgetterede ekstraudgifter i perioden vil dermed udgøre ca. 2 mio. kr.
Det er forvaltningens vurdering, at det vil være vanskeligt at finde disse midler gennem omprioriteringer og overførsler, hvorfor der har været indledt forhandlinger med Comwell A/S om mulige løsninger.
Forvaltningen foreslår, at udgifterne til de ekstra teknikertimer fremover bliver afholdt af arrangørerne af de kulturelle arrangementer, der afholdes i salen. Comwell er indforstået med, at der kan etableres en prøveperiode i 2019, hvor følgende gør sig gældende:
- Arrangøren får leveret en sal med de nødvendige opstillinger af borde/tribuner og scene, som er indeholdt i de 1.300 timer, og der skelnes ikke til under-/overforbrug.
- Øvrige teknikertimer/mandskabstimer aftaler og afregner arrangøren selv med Comwell, men arrangøren har også mulighed for selv at stå for arbejdet inden for gældende lovgivning og efter instruks fra Comwell.
- Teknikertimer/mandskabstimer vedr. Teaterforeningen afregnes i 2019 med Kolding Kommune.
- Kolding Kommune påtager sig ansvaret at betale, såfremt en arrangør ikke gør.
- Der foretages evaluering primo 2020.
Konsekvenser for brugerne
Brugen af dagene i Teatersalen fordeler sig på en række faste brugere, der hver har ret til et antal dage pr år. De forud fordelte dage udgør fra 2019 32 dage. 5 dage fordeles efter ansøgning fra foreninger, der virker for kulturelle og folkeoplysende formål, og de sidste 3 dage fordeles efter ansøgning til foreninger, der virker for et frivilligt eller socialt formål. Til de sidste 3 dage, skal arrangørerne selv betale for samtlige tekniker og produktionstimer, der bliver leveret af Comwell.
De faste brugere er:
Kolding Teaterforening inkl. Den Jyske Opera | 17 dage |
Kolding Harmoniorkester | 1 dag |
Kolding Musikskole | 4 dage |
Foreningen Amira | 1 dag |
FOF | 2 dage |
Sønderjyllands Symfoniorkester | 2 dage |
Kolding Kommune (BUF) | 5 dage |
Ialt | 32 dage |
De faste brugere vil i prøveperioden få stillet en færdigopstillet sal til rådighed, uanset om der er behov for opstilling af scene, publikumspodier i fuld eller halv sal eller blot fladt gulv.
Til gengæld skal alle betale minimum 8 teknikertimer til Comwell. Er der brug for yderligere timer, som fx. hjælp til transport af grej mellem biler og sal, opstilling af kulisser eller andet, kan arrangørerne udføre arbejdet selv eller betale Comwell for udførelse af dette arbejde.
Udfører arrangørerne selv arbejdet, skal de følge Comwells instruks og i øvrigt overholde gældende arbejdsmiljøregler m.m.
Det er vanskeligt at vurdere den eksakte omkostning for de enkelte arrangører, da det afhænger af det variable timeforbrug. Men hvis arrangørerne vælger at bruge Comwells personale som hidtil, vil et estimat være, at der vil være ekstraomkostninger for mellem 2.000 og 10.000 kr. pr arrangement.
Særligt for Kolding Teaterforening
Kolding Teaterforening, der ubetinget er den arrangør, der bruger flest dage i Teatersalen, har en samarbejdsaftale med Kolding Kommune. Ifølge denne samarbejdsaftale stiller Kolding Kommune en underskudsgaranti på 140.000 kr. til rådighed for foreningen, såfremt foreningens egenkapital kommer under 500.000 kr.
Kolding Teaterforening har ikke gjort brug af denne underskudsgaranti i aftaleperioden, og foreningens årsregnskab for sidste sæson udviste et mindre overskud. Teaterforeningen har imidlertid indkøbt forestillinger og budgetlagt både sæson 2018/2019 og sæson 2019/2020 ud fra de kendte forudsætninger.
Forvaltningen foreslår derfor, at Kolding Teaterforening friholdes for egenbetalingen til og med udgangen af sæson 2019/2020. I forbindelse med indgåelse af en aftale om en opsigelse af overenskomst mellem Kolding Kommune og Region Syddanmark om et lejemål ved Comwell, har Comwell stillet en trækningsret på teknikertimer svarende til et beløb på 175.000 kr. til rådighed for Kolding Kommune. Denne trækningsret kan medfinansiere Teaterforeningens timeforbrug til og med udgangen af sæson 2019/2020.
Sagsnr.: 19/3652
Resumé
100-året for Genforeningen fejres i 2020 med et væld af aktiviteter i hele landet - herunder i Kolding Kommune. Der skal i den forbindelse tages stilling til, hvordan fejringen skal ske i Kolding Kommune.
Sagen behandles i
Økonomiudvalget.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at Økonomiudvalget godkender de foreslåede aktiviteter.
Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2019
Godkendt.
Sagsfremstilling
I 2020 er det 100 år siden, at Sønderjylland blev genforenet med Danmark, og jubilæumsåret vil blive markeret med events og aktiviteter over hele landet, primært i perioden januar-juli. Det bliver en begivenhed, som kommer til at give genlyd i hele Danmark.
Det er det Sønderjyske Præsidie, som sammen med en statslig styregruppe udgør jubilæets officielle forankring og fastsætter de overordnede strategiske rammer. I præsidiet sidder borgmestrene for Aabenraa, Sønderborg, Tønder, Esbjerg, Vejen, Kolding og Haderslev Kommuner, Region Syddanmark, regeringen og andre interessenter.
Præsidiet har oprettet et sekretariatet, som blandt andet står for koordinering af det samlede program for jubilæumsåret samt kommunikation og markedsføring.
Kulturafdelingen i Kolding Kommune har ansvar for at koordinere de aktiviteter, der sker i kommunen samt for at koordinere med Sekretariatet for Genforeningen 2020. Kulturafdelingen står samtidig for udvikling, planlægning og afvikling af kommunens egne events.
Planlægning og afvikling sker i tæt samspil med og med hjælp fra relevante forvaltninger og afdelinger.
Økonomi
Der er i kommunens budget afsat 1.250.000 kr. til markering af 100-året for Genforeningen. Det foreslås, at de afsatte midler anvendes til følgende aktiviteter, hvor udgifterne for hver enkelt er anslået.
Afstemningsfejring 10. februar 2020 | 40.000 kr. |
Sangerfest på Skamlingsbanken 6. juni 2020 | 900.000 kr. |
Officiel fejring den 10. juli 2020 | 600.000 kr. |
Markedsføring, transportudgifter m.m. | 100.000 kr. |
I alt | 1.640.000 kr. |
Det vurderes, at det ikke er muligt at gennemføre aktiviteterne inden for den afsatte ramme, og derfor vil det have betydning, om der kan findes finansiering ad anden vej, for eksempel eksterne puljer. Det planlægges foreløbigt at søge medfinansiering ved Region Syds pulje til 2020-fejringen.
Lokal Genforeningspulje
Udover midler til de officielle aktiviteter og markedsføring er der samlet afsat 500.000 kr. til en lokal pulje i Kolding Kommune. Puljen er finansieret med 50% midler fra Kulturpolitikken og 50% afsat i forbindelse med udviklingspuljen centralt i januar 2019. Puljen forvaltes under Kulturområdet med frist i juni 2019.
By- og Udviklingsforvaltningen har udarbejdet forslag til retningslinjer for puljen, herunder ansøgningsprocedure, som blev behandlet i Kulturudvalget 12. marts 2019.
Sangerfest på Skamlingsbanken 6. juni 2020
Med den store sangerfest i 1919 på Skamlingsbanken som forbillede markeres Genforeningen 2020 i Kolding Kommune med Sangerfest på Skamlingsbanken lørdag den 6. juni. Der vil være tale om et endagsarrangement, som både byder på korkoncerter og fællessang.
Arrangementet henvender sig både til borgere, besøgende og til kor, som ønsker at deltage.
Sangerfesten planlægges i samarbejde med Sangens Hus i Herning, som er ansvarlig for det kunstneriske indhold. Kulturafdelingen er ansvarlig for planlægning, koordinering, logistik, markedsføring, afvikling samt oprydning.
Officiel fejring den 10. juli
Fejringen af Genforeningen 2020 kulminerer den 10.-12. juli 2020. Her markeres de historiske dage i 1920, hvor Kong Christian 10. på sin hvide hest red over grænsen til Sønderjylland.
Den overordnede koordinering af den officielle fejring varetages af sekretariatet for Genforeningen 2020, som også står for at koordinere kongehusets deltagelse. Kommunerne planlægger og finansierer selv deres del af programmet, der skal godkendes af Det Sønderjyske Præsidium.
I Kolding sker den officielle fejring den 10. juli i tidsrummet fra kl. 9 til kl. 12 (inkl. transport). Aktiviteterne vil så vidt muligt genskabe de historiske dage i 1920.
Ved Frederikshøj ved den gamle grænse opstilles faneborg samt udsmykning i form af opførslen af en midlertidig æresport inspireret af den, som Kong Christian d. 10. red igennem ved Frederikshøj i sin tid.
Det er håbet, at Kongehuset vil køre gennem æresporten i karet og gerne med følge af gardehusarerne.
Forud for kongehusets ankomst og den offentlige del af programmet afholdes et morgenarrangement for inviterede gæster på Den Gamle Grænsekro.
Efter fejringen ved Frederikshøj vil der blive holdt en andagt i Tyrstrup kirke, inden de officielle repræsentanter kører videre mod Haderslev.
Den officielle fejring ved Frederikshøj følges op af en folkelig markering samme dag i Christiansfeld, som Christiansfeld Centret står for i samarbejde med Kulturafdelingen.
Genforenings- og Grænsemuseet og Kolding Kommune har indgået et samarbejde om at skabe en fysisk markering af den gamle grænse nord for Christiansfeld. Den fysiske markering består af en bronzestribe nedlagt i asfalten, som markerer den gamle grænse. Samtidig opføres en bronzeskulptur ved siden af vejen. By- og Udviklingsforvaltningen varetager projektledelse og anlægsarbejdet.
Datoen for indvielsen af bronzestriben og skulpturen er endnu ikke fastlagt. Museets bestyrelse ønsker at indvielsen finder sted 10. juli som en del af den officielle fejring.
Det er Det Sønderjyske Præsidie, der har den endelige beslutning i forhold til at prioritere aktiviteter i forbindelse med det royale besøg ved den officielle fejring. Der er begrænset med tid under det officielle besøg, men Kolding Kommune vil bære museets ønske med ind i drøftelserne i præsidiet.
Markedsføring
Det fælleskommunale Sekretariat for Genforeningen 2020 planlægger og gennemfører en markedsføring af de samlede aktiviteter, herunder Kolding Kommunes. Det sker blandt andet digitalt samt i et trykt program.
Derudover vil aktiviteter i Kolding Kommune blive markedsført lokalt både i trykte medier og digitalt.
Øvrige aktiviteter - Afstemningsfest 10. februar 2020
Siden 1920 er der mange steder i Syd- og Sønderjylland hvert år blevet holdt afstemningsfester til minde om folkeafstemningen den 10. februar 1920. I 2020 inviteres borgere i Kolding Kommune til afstemningsfest mandag den 10. februar i Cuben i Christiansfeld. Her vil de blive budt på kaffe og kage, taler, fællessang og musik med Slesvigske Musikkorps.
Bag arrangementet står Udvalget til afholdelse af nationale mindesamvær samt Grænseforeningen for Kolding og omegn i tæt samarbejde med Kolding Kommune, som gerne vil give den traditionsrige afstemningsfest ”et nænsomt løft”. Ideen er både at synliggøre og værne om den tradition, som afstemningsfesterne er.
Kulturafdelingen står for planlægning, markedsføring og afvikling af eventen efter aftale med og i tæt samspil med Udvalget til afholdelse af nationale mindesamvær samt Grænseforeningen for Kolding og omegn.
Koldings kulturliv fejrer Genforeningen 2020
Foruden de officielle aktiviteter beskrevet ovenfor, som Kolding Kommune er ansvarlig for eller medarrangør af, vil borgerne i løbet af 2020 kunne opleve en række forskellige events og aktiviteter, som på meget forskellig vis markerer Genforeningen. Fra Genforeningsløb til teaterstykker og fra foredrag til vandreudstillinger, genforenings-walks og historiske cykle- og køreture. En oversigt over de ideer, der arbejdes med, fremgår af vedlagte bilag.
Bilag
Sagsnr.: 19/7529
Resumé
Forelæggelse af Databeskyttelsesrådgiverens årsberetning for perioden 25. maj – 31. december 2018.
Sagen behandles i
Økonomiudvalget og Byrådet.
Forslag
Kommunaldirektøren foreslår, at beretningen tages til efterretning.
Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2019
Forslaget indstilles til godkendelse.
Sagsfremstilling
Databeskyttelsesrådgiveren oplyser at der i 2018 har været særlig fokus på følgende områder: Fortegnelser, oplysningspligten, databehandleraftaler og awareness.
Det er databeskyttelsesrådgiverens opfattelse, at der i Kolding Kommune er en god forståelse for, at man skal passe godt på borgernes personoplysninger. Kommunen har brugt betydelige ressourcer på at forberede, at EU´s databeskyttelsespakke nu finder anvendelse.
Databeskyttelsesrådgiveren kommer i årsberetningen med følgende afsluttende bemærkninger:
- Der er fortsat behov for at udbrede kendskabet til funktionen databeskyttelsesrådgiver, så jeg i højere grad bliver inddraget tilstrækkeligt og rettigdigt i flere spørgsmål vedrørende beskyttelse af personoplysninger.
- Ansvaret for, at fortegnelserne opdateres, hvis der er ændringer til de behandlingsaktiviteter, der er registreret i fortegnelserne, påhviler den enkelte områdechef, eller afdelingsleder afhængig af den valgte detaljeringsgrad. Proces for årlig gennemgang af fortegnelserne skal etableres.
- Kendskabet til oplysningspligten skal udbredes. Herunder hvornår kommunen har en oplysningspligt i forhold til den registrerede, og hvornår den kan udelades.
Der skal sættes specielt fokus på Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen samt Senior- og Socialforvaltningen, da de forvaltninger behandler fortrolige og følsomme personoplysninger i stort omfang.
Dog kan der være afdelinger i andre forvaltninger, som ligeledes vil få speciel fokus eksempelvis Pædagogisk Psykologisk Rådgivning.
- Fortsat fokus på indgåelse af de resterende databehandleraftaler og vigtigst, hvornår der foreligger en databehandlerkonstruktion. Herunder udarbejdelse af proces for hvordan og hvornår kommunen udfører tilsyn med databehandlere og underdatabehandlere.
- Da kommunen behandler følsomme personoplysninger i stort omfang, skal der udføres kontrol med medarbejdernes autorisationer, så kommunen sikrer, at medarbejdere kun har adgang til de oplysninger de har behov for.
- I kommunens databrudslog er der registreret brud på persondatasikkerheden på kun 2 ud af kommunens 5 forvaltninger. Det er fortsat vigtigt at udbrede kendskabet til, hvornår er der brud, hvor man indberetter, og hvor man kan søge hjælp.
Bilag
Sagsnr.: 15/21646
Resumé
Beredskabskommissionen har indstillet en ændring af vedtægterne til godkendelse i ejerkommunernes byråd. Formålet med vedtægtsændringen er at skabe større fleksibilitet i forhold til, på hvilke tidspunkter der kan træffes afgørelse om brandsikkerhedsmæssige forhold samt at nedbringe sagsbehandlingstiden heraf.
Sagen behandles i
Plan-, Bolig- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at vedtægtsændringerne vedrørende byggelovens §16 c, godkendes.
Beslutning Plan-, Bolig- og Miljøudvalget den 06-03-2019
Forslaget indstilles til godkendelse.
Asger Christensen
Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2019
Forslaget indstilles til godkendelse.
Sagsfremstilling
Bredskabskommissionen besluttede på mødet den 21. december 2018 under punkt 6 at indstille en ændring af vedtægterne til godkendelse i ejerkommunernes byråd. Ændringen af vedtægterne vil efter ejerkommunernes godkendelse kunne træde i kraft pr. 1. april 2019.
I forlængelse af byrådenes tiltrædelse af forslaget skal vedtægterne for Trekantområdets Brandvæsen konsekvensrettes. Vedtægtsændringer skal forelægges Ankestyrelsen til godkendelse. Ifølge de nuværende vedtægters punkt 20.1 kan bestyrelsen eller Beredskabskommissionen foreslå ændringer af vedtægterne.
Vedtægtsændringen foreslås med henblik på at udnyttet de muligheder, som ændringen af byggelovens § 16c, stk. 6-8 (Lov nr. 734 af 08/06/2018), giver mulighed for.
Lovændringen handler om at henlægge afgørelseskompetencer om brandmæssige forhold til § 60-selskaber.
Bestemmelsens formål er at skabe større fleksibilitet i forhold til, på hvilke tidspunkter der kan træffes afgørelse om brandsikkerhedsmæssige forhold samt at nedbringe sagsbehandlingstiden heraf. Med denne ændring kan de lokale beredskaber for at forhindre ulovlig, farlig og uforsvarlig brug af en bygning i brandsikkerhedsmæssig henseende, tildeles kompetence til i deres virke at træffe en retlig og øjeblikkeligt bindende afgørelse.
I praksis betyder ændringen, at der kan træffes afgørelser i konkrete situationer, selv om kommunens byggesagsafdeling ikke kan kontaktes. Samtidig sikrer bestemmelsen, at den praksis, der har været opbygget i kommunerne med at tildele beredskaberne denne type af opgaver, kan videreføres, samtidig med at der fortsat er fokus på brandsikkerheden i den enkelte bygning.
Forslag til ændringer i de nugældende vedtægter:
| Nugældende vedtægt | Vedtægtsændring |
4.1. | Kommunerne har ved denne vedtægt kompetenceoverdraget det kommunale beredskab samt alle myndighedsopgaver på beredskabsområdet, som efter den gældende lovgivning på tidspunktet for etablering af Fællesskabet kan overdrages til selvstændig varetagelse af Fællesskabets efter beredskabslovens § 12 og §§ 34-37. Se bilag 1. | Tilføjelse til punk 4.1.: 4.1.1. Kommunerne har ved denne vedtægt kompetenceoverdraget myndighedssager der kan overdrages til varetagelse af Fællesskabet, efter Byggelovens § 16c. Se bilag 1. |
Bilag 1 |
| Tilføjelse til bilag 1: Nyt afsnit i Bilag 1 om henlægge af beføjelser og pligter til Trekantområdets Brandvæsen efter Byggelovens §16C, stk. 6-8. |
Beslutning om vedtægtsændringer kræver ifølge nugældende vedtægters punkt 8.9 enstemmighed.
Beredskabskommissionen beslutning om den foreslåede vedtægtsændring på mødet den 21. december 2018 var enstemmig, jf. vedlagte referat og beslutningsprotokol
Bilag
Sagsnr.: 18/21125
Resumé
Forvaltningen fremlægger udkast til samarbejdsaftale mellem Den selvejende institution Kvarterhuset i Sydvest Kvarteret i Kolding og Kolding Kommune. Samarbejdsaftalen erstatter den hidtidige Brugsretsaftale og Forretningsføreraftale som pr. 1. november 2018 er opsagt af Kolding Kommune.
Sagen behandles i
Kulturudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at samarbejdsaftalen og regnskabsføreraftalen indstilles til godkendelse.
Beslutning Kulturudvalget den 12-03-2019
Forslaget indstilles til godkendelse.
Merete Due Paarup
Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2019
Forslaget indstilles til godkendelse.
Sagsfremstilling
Som følge af udmøntningen af Budget 2019 opsagde forvaltningen pr 1. november 2018 Brugsretsaftalen og Forretningsføreraftalen mellem Kolding Kommune og Den selvejende institution Kvarterhuset i Sydvest Kvarteret i Kolding. Begge aftaler blev opsagt med henblik på en genforhandling af aftalerne, der tog højde for, at der i Budget 2019 og fremover ikke længere er afsat lønmidler til en kommunalt ansat koordinator i kommunens ejendom Kvarterhuset.
Da der i samarbejdsaftalen indgår en aftale om, at Kolding Kommune bistår Den selvejende Institution med regnskabsføring fremlægges derfor også en ”Aftale om kommunal regnskabsføring”.
Aftale-udkastet er udarbejdet i dialog med Den selvejende institution Kvarterhuset, og følger de aftaleprincipper for kontrakter og samarbejdsaftaler på kulturområdet, som Kulturudvalget vedtog på møde i marts 2018.
Samarbejdsaftalen er dermed et udtryk for både de krav og forventninger, som Kolding Kommune stiller til Den selvejende Institution i kraft af sin rolle som ejer af ejendommen benævnt Kvarterhuset i Sydvest og bidragyder til Den selvejende Institution og de ønsker og input til fremtidig virksomhed, som Den selvejende Institution har fremsat.
Den selvejende institution vil fremover bidrage til det samlede billede af et aktivt, mangfoldigt og dynamisk kulturliv i Kolding kommune ved at opretholde og udvikle en række kulturelle og sociale aktiviteter. Den selvejende Institution får brugsret til den kommunale ejendom benævnt Kvarterhuset og institutionen forpligter sig til at varetage vedligehold af inventar, lokalebookning og samarbejde med en lang række aktører og foreninger, der i dag bruger huset.
Efter endelig udmøntningen af besparelserne vedr. Kvarterhuset i Budget 2019 vil det årlige kommunale budget til drift af Kvarterhuset fra 2020 være på 364.000 kr. (2018-priser). Af dette beløb tildeles Den Selvejende Institution et årligt tilskud på 75.000 kr. Det svarer til den del af det tidligere kommunale budget, der blev brugt til vedligeholdelse af inventar og aktiviteter. Budget vedrørende forbrugsudgifter, rengøring, renovation, TV-overvågning, ventilation og varmestyring, brandalarm og løbende bygningsvedligehold overføres CF Rådhusforvaltningen – teknisk service, der fremover varetager disse opgaver.
Bilag
Sagsnr.: 19/6245
Resumé
BlueKolding har ændret selskabets betalingsvedtægt, som konsekvens af en byretsdom i København fra juni 2018. Dommen fastslår, at kloakeringsarbejder knyttet til, at en tidligere tilsluttet erhvervsejendom ændres/udstykkes til boliger, ikke kan kræves betalt af forsyningsselskabet, selv om spildevandsanlæggene overtages af forsyningsselskabet.
Sagen behandles i
Teknik- og Klimaudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet.
Forslag
By-og udviklingsdirektøren foreslår,
at Byrådet godkender de reviderede betalingsvedtægter.
Beslutning Teknik- og Klimaudvalget den 13-03-2019
Forslaget indstilles til godkendelse.
Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2019
Forslaget indstilles til godkendelse.
Sagsfremstilling
Som en konsekvens af en byretsdom i København har BlueKolding ændret selskabets betalingsvedtægt. Vedtægtsændring skal godkendes af Byrådet for at kunne træde i kraft.
Ændringen består af følgende tilføjelse i afsnit 4.4 på side 24 (markeret med gult i bilaget).
Aftalen om overtagelse af anlægget og økonomisk afregning herfor sker i respekt af gældende regler og retspraksis, herunder blandt andet byretsdommen af 28. juni 2018 fra byretten i København. Den fastslår, at kloakeringsarbejder knyttet til, at en tilsluttet erhvervsejendom ændres/udstykkes til boliger, ikke kan kræves betalt af forsyningsselskabet, selv om spildevandsanlæggene overtages af forsyningsselskabet
Baggrund og konsekvenser for beslutningen
Konsekvensen af vedtægtsændringen er, at omkostningerne til de ændrede kloakforhold til boligudstykningen bliver en del af anlægsomkostningerne til byggeriet.
Bilag
Sagsnr.: 19/3975
Resumé
By- og Udviklingsforvaltningen har ændret parkeringsbekendtgørelsen som konsekvens af den ændrede parkeringsstruktur. Forudsat politiet giver deres samtykke træder bekendtgørelsen i kraft pr. 1. maj 2019.
Sagen behandles i
Teknik- og Klimaudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at den ændrede parkeringsbekendtgørelse godkendes, under forudsætning af politiets godkendelse.
Beslutning Teknik- og Klimaudvalget den 13-03-2019
Forslaget indstilles til godkendelse.
Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2019
Forslaget indstilles til godkendelse.
Benny Dall tog forbehold for sin stemmeafgivelse i Byrådet.
Sagsfremstilling
By- og Udviklingsforvaltningen har ændret parkeringsbekendtgørelsen som konsekvens af den ændrede parkeringsstruktur, der blev besluttet på byrådsmødet den. 29. januar 2019, og som træder i kraft pr. 1. maj 2019.
Derudover opdateres bekendtgørelsen i henhold til den nyeste lovgivning og andre nødvendige parkeringsrestriktioner.
Bekendtgørelsen er fremsendt til Sydøstjyllands Politi, som i henhold til lovgivningen skal give samtykke.
Den ændrede parkeringsbekendtgørelse er vedhæftet som bilag.
I den ændrede parkeringsbekendtgørelse er følgende indskrevet/tilrettet:
- Henvisning til den gældende lovgivning er opdateret
- Definitioner af generelle begreber, som vej, parkeringsplads, strækning §1
- Særlige parkeringsregler for køretøjer med reklame §3
- Særlige parkeringsregler for køretøjer indrettet til overnatning §4
- Særlige regler for parkering på parkeringspladser §5
- Særlige parkeringsregler for parkering på tidsbegrænset parkeringspladser §6
- Herunder en klar definition på en ny parkering i forhold til at flytte på bilen ved udløbet af tidsbegrænsningen
- Regler for benyttelse af beboerlicens, månedskort og dagskort på udvalgte parkeringspladser skiltet med ”Licens gyldig”
- For parkering på fortov er der tilføjet et min. passageareal på fortovet ved en parkeret bil §7
- Tunge køretøjer er opsat og sammenskrevet på en anden måde §8
- Præcisering af reglerne for betalingsparkering §9
- Herunder er fjernet muligheden for, at motorcykler og påhængskøretøjer kan undlade at betale, da der nu findes mobile betalingsløsninger, som giver en digital billet, der er tilknyttet køretøjets registreringsnummer
- Muligheden for at benytte beboerlicenser, månedskort og skrabebilletter på betalingsparkeringspladserne.
Bilag
Sagsnr.: 19/4314
Resumé
Alle varmeforsyningsprojektforslag behandles pt. i Plan-, Bolig- og Miljøudvalget.
Det foreslås, at der fremover differentieres mellem store og små projektforslag og at beslutningskompetencen til at godkende varmeforsyningsprojekter opdeles, så beslutningskompetencen som udgangspunkt uddelegeres til forvaltningen og kun de store projektforslag behandles i Plan-, Bolig- og Miljøudvalget i overensstemmelse med delegationsplanen for de lovområder udvalget varetager.
Herved opnås både en kortere sagsbehandlingstid og et mindre ressourceforbrug til sagsbehandling.
Sagen behandles i
Plan-, Bolig- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at beslutningskompetencen for de små ukomplicerede varmeforsyningsprojekter delegeres til forvaltningen, jævnfør kategori B i sagsfremstillingen,
at der årligt forelægges udvalget en opgørelse over de administrative afgørelser, inden for kategori B-sager.
Beslutning Plan-, Bolig- og Miljøudvalget den 06-03-2019
Forslaget indstilles til godkendelse.
Asger Christensen
Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2019
Forslaget indstilles til godkendelse.
Sagsfremstilling
Fra 1979 til 1990 blev landet inddelt i forsyningsområder, hvor især byområderne blev udlagt til kollektiv forsyning med enten naturgas eller fjernvarme. Dette var en varmeplanlægning, der fastlagde de overordnede rammer og afgrænsninger, de såkaldte varmeplaner.
Fra 1990 blev det i stedet for kommunernes rolle at vurdere konkrete projektforslag og rent praktisk godkende, at der blev etableret varmeforsyning til et specifikt område. Godkendelsen finder sted ved at bygherre indsender et projektforslag til kommunen. Projektforslaget indeholder en områdeafgrænsning og redegør bl.a. for projektets økonomiske forhold.
Jf. Delegationsplanen er der en generel delegation af myndighedsopgaverne til Administrationen inden for den lovgivning, der varetages af udvalget iht. styrelsesvedtægten.
Praksis har dog på varmeforsyningsområdet været at alle projektforslag er blevet behandlet og godkendt i Plan-, Bolig- og Miljøudvalget.
Der er flere typer af varmeforsyningsprojekter, der kræver godkendelse:
- Etablering af ny produktionskapacitet
- Udvidelse af et forsyningsområde
- Etablering af nye transmissions- og fordelingsledninger
- Brændselsskift m.m.
Det vurderes fra sag til sag, om der er høringsparter, der kan have interesse i at få viden om projektet. Fx er det vigtigt, at Dansk Gas Distribution (DGD) bliver hørt, hvis der er ønske om at konvertere et område fra naturgas til fjernvarme.
De varmeforsyningsprojekter, som skal behandles, kan indholdsmæssigt være af meget varierende karakter, både i størrelse, i forhold til allerede fastlagte rammer for projektet og i forhold til rækkevidden af konsekvenser ved projektets gennemførelse. Reglerne for projektbehandling rummer derfor mulighed for variation i kommunalbestyrelsens administrative behandling af det enkelte projekt. En forsyningsudvidelse hvor der ikke findes konkurrenter på varmemarkedet kan gennemføres proceduremæssigt simpelt, mens f.eks. et tværkommunalt projekt med mange interesserede parter kræver en grundig og mere omfattende myndighedsbehandling.
For en hurtigere og mindre ressourcekrævende sagsbehandling foreslås det derfor, at der fremover differentieres mellem store og små projektforslag og at kun de store projektforslag behandles af Plan-, Bolig- og Miljøudvalget.
Dette vil også være til fordel for bygherrerne, som gerne ser deres projektforslag godkendt hurtigt, så de kan komme i gang.
Projektforslagene differentieres i A og B projekter iht. til nedenstående beskrivelse:
A – de store, komplicerede og omfattende projektforslag:
Store projektforslag er kendetegnet ved en høj teknisk sværhedsgrad (fx levetidsforlængelse af kedler og anlæg på varmecentralerne), berører et stort område eller en stor gruppe borgere samt kan have offentlig eller politisk bevågenhed.
Eksempler: Projektforslag om prioritering af varmen fra Energnist, Konvertering af naturgasområde til fjernvarme.
B – de ”normale” og mindre komplicerede projektforslag
er kendetegnet ved:
- Det er teknisk og praktisk et enkelt projekt
- Området er af mindre udstrækning
- Der er ingen høringsparter
- Der er tale om nybyggeri
- Den samfundsøkonomiske redegørelse i projektforslaget er positiv.
Eksempler: Fjernvarmeforsyning af nyt boligområde ved Agtrupvej 219, Fjernvarmeforsyning af Blåbærvej (behandles på dette møde).
Der vil altid blive foretaget en konkret vurdering af projektforslagets omfang iht. ovenstående kendetegn. Er der tvivl om et projektforslags simpelhed, vil det blive indstillet til udvalget til godkendelse.
Sagsnr.: 19/7975
Resumé
Økonomiudvalget har den 22. januar 2019 truffet beslutning om at nedsætte en politisk Task Force, som skal sikre generering af nye forslag til at styrke bylivet og understøtte detailhandlen i Koldings handelscentre. Det sker på baggrund af, at Kolding - som alle andre byer - oplever forandringer i detailhandlen. Dette ses blandt andet i form af en øget internethandel, og at der som konsekvens heraf har været butikslukninger. I forlængelse af Økonomiudvalgets beslutning om at nedsætte en politisk Task Force, har By- og Udviklingsforvaltningen udarbejdet et forslag til kommissorium for Task force-initiativet.
Sagen behandles i
Økonomiudvalget.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren forslår,
at forslaget til kommissorium for Task force-initiativet godkendes – og at der herunder tages stilling til, hvordan den politiske Task Force bestykkes.
Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2019
Kommissoriet blev godkendt, idet Koldinghus inddrages i arbejdet.
Sagsfremstilling
Økonomiudvalget besluttede den 22. januar 2019, at der skal nedsættes en politisk Task Force, som skal sikre generering af nye forslag til at styrke bylivet og understøtte detailhandlen i Koldings handelscentre. Baggrunden for Task Force-initiativet er, at Kolding som alle andre byer oplever forandringer i detailhandlen – blandt andet i form af en øget internethandel, og at der som konsekvens heraf har været butikslukninger.
Med Task Force-initiativet sigtes der på både kortsigtede og langsigtede løsninger og tiltag, der alle skal være på forkant med trends og skabe fremtidsorienterede løsninger. Det kræver, at der skabes et fælles overblik, der tydeligt viser styrker, svagheder, muligheder og trusler baseret på faktuelle data fremfor generaliseringer og antagelser. Via et fælles overblik tilvejebringes redskaber i værktøjskassen til at skabe gode løsninger for fremtidens byliv.
Et eksempel herpå er, at man med et databaseret overblik kan skabe by-profiler og dermed arbejde med strategiske løsninger tilpasset de enkelte byer. Task Force-gruppens afsluttende opgave er udarbejde et idékatalog indeholdende forslag til hvordan, bylivet kan styrkes og detail- og restauratørbranchen understøttes i Koldings Handelscentre.
Der er lagt op til, at initiativerne skal iværksættes i samarbejde med borgere, kommunens gæster og erhvervslivet. Det gælder både for Kolding Bymidte, aflastningsområdet ved Kolding Storcenter samt Handelscentrene i Vamdrup, Christiansfeld og Lunderskov.
Der planlægges et ”kick off-arrangement”, hvor lokale forhold og indsamlede indsigter kombineres med oplæg fra eksperter og succesfulde erhvervsfolk fra detail- og restauratørbranchen. Task Force-initiativet skal desuden følges tæt op af en kommunikationsplan, der skal være med til at skabe ejerskab og bidrage til en ny fortælling om detailhandlen og bylivet.
For Kolding Midtbys vedkommende omfatter Task Force-initiativet også en retænkning af City Kolding under henvisning til, at det fremgår af konstitueringsaftalen fra januar 2018, at City Kolding skal styrkes som markedsførings- og grundejerforening for den centrale bymidte i Kolding.
Task Force-initiativet skal ses i sammenhæng med en række eksisterende strategiske initiativer og indsatser – eksempelvis arbejdet med bydesign-guiden og borgerplanerne. Endvidere understøtter Task Force-initiativet følgende nyvedtagede udvalgspolitikker og fokusområder:
- Den attraktive by samt Erhvervsvækst og grøn omstilling i Plan-, Bolig- og Miljøudvalget
- Borgeren som medskaber og Kultur som løftestang i Kulturudvalget
- Ren og indbydende midtby i Teknik- og Klimaudvalget
Der er med prioriteringen af udviklingspuljen i januar 2019 bevilget 500.000 kr. til Task Force-initiativet. Midlerne forventes anvendt til analyser, kick off-arrangement og øvrige initiativer.
Bilag
Sagsnr.: 19/5709
Resumé
Formanden for Plan-, Bolig- og Miljøudvalget Birgitte Kragh (V) har på vegne af Venstre fremsat et forslag om en ny vision for Kolding by: ”Kolding skal have et stærkt og pulserende hjerte i midten af byens centrum, som forbinder Koldinghus, Kolding Å og Havn, som mennesker har lyst til at indtage, opleve og bo i. Byens hjerte har rod i vores kulturarv, natur og mødesteder og skal bringe Kolding ind i fremtiden som den mest attraktive by for kommende generationer.”
Sagen behandles i
Plan-, Bolig- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at forslaget fra Plan-, Bolig- og Miljøudvalgets formand Birgitte Kragh (V) drøftes.
Beslutning Plan-, Bolig- og Miljøudvalget den 06-03-2019
Drøftet.
Asger Christensen
Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2019
Sagen blev drøftet.
Sagsfremstilling
Plan-, Bolig- og Miljøudvalgets formand Birgitte Kragh (V) har på vegne af Venstre fremsat følgende forslag:
”Kolding bymidte har så store potentialer at vi slet ikke begriber omfanget. Til gengæld bliver byen af sine egne borgere, erhvervsfolk og politikere talt helt ned og degraderet til et sted der mangler p-pladser og ikke er ordentlig rengjort. Det sker samtidig med at turister færdes glade i byen og køber billetter til Koldinghus, nyder bymidten og vender tilbage igen og igen. Og det sker samtidig med at investorer i stort antal har fået øje på Kolding som en usleben diamant. Men der kan helt klart gøres meget mere.
Derfor er det nu at vi skal samles om vores by, og begribe det potentiale Kolding har. Borgere, erhvervsdrivende, foreninger, studerende, ansatte og politikere skal stå sammen om en ny vision for Kolding bymidte som sikrer byen den fremtid den har fortjent, selvom nethandel og andre samfundsændringer truer selv store byer. Visionen skal tage Kolding med ind i en ny generation af byliv, og sikre at Kolding er den by man ønsker at opleve og tilbringe livet i.
Kolding er begunstiget af et Kongeslot. Rammerne er netop skabt for at Havnen kan udvikle sig, og vi har en stor grund lige ned til Kolding Å, som nu er klar til at blive forvandlet til et dejligt grønt miljø med boliger, hvor man både vil bosætte sig, men også opholde sig og nyde naturen i store og små fællesskaber.
Koldinghus, Havnen og Åen er tre store perler med et kæmpe potentiale hver for sig, men tilsammen udgør de et potentiale som vi endnu ikke har set værdien af.
Mange fjordbyer har som Kolding en havn og en å, og byen er opstået omkring den handel der i sin tid er opstået her. De fleste byer har traditionelt vendt ryggen til åen, men i de seneste år har mange byer set kvaliteten i at vende sig, og åbne op imod åen, og udvikle boliger på havnen. Men ingen andre er så heldige som Kolding, fordi vi også har Koldinghus liggende i bymidten og med meget kort afstand til Kolding Å og Havnen. Vi har unik mulighed for at skabe afgørende forbindelser mellem de tre store potentialer, som gør det enormt attraktivt at bo og opholde sig i bymidten. En unik trekant midt i Kolding.
En by vokser med tiden til, og forandrer sig i takt med det liv der leves. Handlen i en by opstår der hvor mennesker mødes og har lyst til at komme. Handlen har forandret sig i Kolding som i alle byer, fordi mennesker i dag handler på en anden måde. Derfor er det vigtigt, at vi skaber stærke rammer og en bykvalitet som mennesker har lyst til at indtage.
Det kræver tid at skabe en stærk forbindelse i bymidten mellem Koldinghus, Havnen og Åen, men fundamentet er til stede, og det er nu vi har chancen for sammen at skabe den identitet og det pulserende hjerte i midten af byen, som levende mennesker vil indtage selv om mange generationer.
Vision: Kolding skal have et stærkt og pulserende hjerte i midten af byens centrum, som forbinder Koldinghus, Kolding Å og Havn, som mennesker har lyst til at indtage, opleve og bo i. Byens hjerte har rod i vores kulturarv, natur og mødesteder og skal bringe Kolding ind i fremtiden som den mest attraktive by for kommende generationer.
Billede af de tre potentialer som er forbundet og som vil syne af en trekant. Måske den mest spændende trekant i Trekantområdet.”
Forvaltningens bemærkninger
Det fremsatte forslag er i overensstemmelse med tankerne bag ”Helhedsplanen for Kolding Bymidte”, som blev vedtaget af Byrådet i foråret 2017.
Af helhedsplanen fremgår det bla., at sammenhængen mellem bymidten og inderhavnen skal styrkes, og at byen i det hele taget skal kobles bedre til fjorden. Der lægges desuden op til et øget samspil mellem bymidtens mangeartede funktioner, aktiviteter og tilbud – og at udviklingen via forskellige projekter sker med øje for helheden og indbyrdes sammenhænge. I helhedsplanen er der samtidig stort fokus på hvordan kulturinstitutioner og kulturtilbud kan være med til at bidrage i endnu højere grad til bylivet – og der er italesat en ”kulturakse” i planen.
Se udklip fra planen: