Dagsorden eller referat
Liste med Dato, udvalg, sted samt pdf udgave af dagsordenen til download.
Dato: |
15-01-2019 09:00:00 |
---|---|
Udvalg: |
Kulturudvalget |
Sted: |
Kongeaamuseet, Jernbanegade 7, 6580 Vamdrup |
Pdf: |
|
Sagsnr.: 17/22370
Resumé
Kulturudvalget bydes velkommen på Kongeaamuseet, hvor mødet afholdes.
Sagen behandles i
Kulturudvalget.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at udvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning Kulturudvalget den 15-01-2019
Godkendt
Sagsfremstilling
Formand for Kongeaamuseet Kirsten Wehmüller byder velkommen på museet og introducerer kort til museets udstillinger og aktiviteter.
Efter udvalgsmødet vil der være mulighed for at komme rundt og se nærmere på museets udstillinger.
Sagsnr.: 17/22370
Resumé
Forvaltningen kommer med forslag til, hvordan FN’s Verdensmål kan understøtte kulturpolitikken og arbejdet på kulturområdet. Forslagene er fremkommet i dialog med lederne af de kommunale og selvejende kulturinstitutioner. På kulturudvalgsmødet vil lederne af henholdsvis Christiansfeld Centret og Nicolai Kultur give konkrete eksempler på, hvordan de inkorporerer FN’s Verdensmål i deres arbejde.
Sagen behandles i
Kulturudvalget.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at udvalget drøfter sagen.
Beslutning Kulturudvalget den 15-01-2019
Sagen blev drøftet.
Sagsfremstilling
Kolding Kommune er Cirkulær Økonomi Kommune. FN’s Verdensmål er et centralt element i den indsats, da de danner rammen for, hvor og hvordan kommunen skal prioritere sin cirkulære indsats. FN’s Verdensmål inkorporeres i de forskellige politikker – herunder kulturpolitikken. I den sammenhæng har forvaltningen bedt lederne af de kommunale og selvejende kulturinstitutioner (herefter omtalt som kulturlederne) om input til, hvordan FN’s Verdensmål kan understøtte kulturpolitikken.
Afdelingen for Klima og Bæredygtighed har introduceret kulturlederne til cirkulær økonomi og FN’s Verdensmål i Kolding Kommune og givet bud på, hvilke af de 17 indsatser, der kunne være relevant for kulturarbejdet og kulturpolitikken. Det drejer sig om indsatserne:
- Indsats 8 – Anstændige jobs og økonomisk vækst, delmål 8.9: Inden 2030 skal der udformes og gennemføres politikker, der fremmer bæredygtig turisme, som skaber arbejdspladser og fremmer lokale kultur og produkter.
- Indsats 11 – Bæredygtige byer og lokalsamfund, delmål 11.4: Indsatsen for at beskytte og bevare verdens kultur- og naturarv skal styrkes.
- Indsats 3 – Sundhed og trivsel: Sikre et sundt liv for alle og fremme trivsel for alle aldersgrupper.
På den baggrund har kulturlederne følgende overordnede input:
- Kultur kan oplyse og har – for nogles vedkommende – en konkret oplysningsopgave og -forpligtelse. Det gælder fx bibliotekerne.
- Kultur kan gøre os klogere og være med til at ændre holdninger.
- Kultur er dannelse. Kunsten kan i sig selv være cirkulær og bæredygtighed, da den baserer sig i en lang historie og et veletableret fundament (fx musik og billedkunst).
- Kultur skaber fællesskab. Vi samler os om kunsten - fx til koncerter - ligesom vi også samles i foreningerne.
- Kultur kan visualisere og på den måde styrke fortællinger og budskaber.
Kulturlederne har følgende konkrete input til tiltag:
- Skubbe til den eksisterende retning. Hvad kan vi gøre bedre, hvordan kan vi gøre mere?
- Bæredygtig turisme. Christiansfeld Centret har en strategi herom i regi af Unesco, som kobles sammen med Kolding Kommunes strategi for cirkulær økonomi og herunder FN’s Verdensmål.
- Fokus på genanvendelighed i byggematerialer.
- Fokus på materialer. Dansk Sygeplejehistorisk Museum arbejder eksempelvis sammen med Designskolen Kolding omkring et fokus på at benytte færre engangsmaterialer i sygeplejen.
- Styrket formidling af bæredygtige tiltag, fx af Repair & Remake Festivalen i Nicolai Kultur.
Kulturlederne foreslår at arbejde sammen om formidling. Der ses potentiale i at udvikle et fælles projekt – en fælles fortælling – der kan være kulturens greb ind i strategien om at implementere FN’s Verdensmål, og som kan styrke synligheden af denne.
Resumé
Nicolai Kultur fremlægger strategi og handleplan for 2019-2022 til godkendelse i Kulturudvalget.
Sagen behandles i
Kulturudvalget.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at udvalget godkender Nicolai Kulturs strategi.
Beslutning Kulturudvalget den 15-01-2019
Godkendt.
Sagsfremstilling
Nicolai Kultur har i samarbejde med en række brugere og samarbejdspartnere udarbejdet en fire-årige strategi og handleplan, der skal være gældende for perioden 2019-2022.
På Kulturudvalgets møde deltager leder af Nicolai Kultur, Mette Dalby med en præsentation af den ny strategi.
Bilag
Sagsnr.: 18/144
Resumé
Forvaltningen har i perioden 1. september 2018 til 1. december 2018 modtaget 11 ansøgninger til den løbende kvik-uddeling om tilskud under 15.000 kr. Til kvartals-uddelingen med tilskud over 15.000 kr., med ansøgningsfrist den 1. december 2018, er der indkommet 2 ansøgninger.
Sagen behandles i
Kulturudvalget.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at der fra Kulturpuljen bevilges tilskud/underskudsgaranti til ansøgerne nr. 1 og 2 med i alt 80.000 kr.
Beslutning Kulturudvalget den 15-01-2019
Et flertal i Kulturudvalget (udvalget med undtagelse af Søren Rasmussen) godkendte tilskuddet på 70.000 kr. til ansøgning nr. 1.
Et mindretal i Kulturudvalget (Søren Rasmussen) stemte imod.
Et enigt Kulturudvalg godkendte tilskuddet på 10.000 kr. til ansøgning nr. 2, idet udvalget noterede sig, at ansøgningen er indsendt i henhold til de gamle kriterier.
Sagsfremstilling
Ifølge Retningslinjer for tilskud til kulturelle formål kan der blandt andet ydes tilskud/underskudsgaranti til kulturprojekter og kulturaktiviteter samt til udstillinger, festivaler, kunst, deltagelse i stævner/konkurrencer og lignende. Ligesom der kan ydes sæsontilskud til musikformål og uddannelsestilbud til fx workshops og sammenspilsseminarer m.v. Der skal være offentlig adgang til arrangementer støttet af Kulturpuljen.
Kulturpuljens formål er ligeledes at understøtte Kulturpolitikkens 4 fokusområder.
Kvik-uddeling
Forvaltningen har i perioden 1. september 2018 til 1. december 2018 modtaget 11 ansøgninger til kvik-uddelingen.
For så vidt angår ansøgninger under kvik-uddelingen har Byrådet efter indstilling fra Kulturudvalget delegeret til By- og Udviklingsforvaltningen, at træffe afgørelse om bevilling.
Der er til de 11 ansøgere til kvik-uddelingen i perioden 1. september 2018 til 1. december 2018 tildelt tilskud/underskudsgaranti på samlet 99.750 kr. Der er givet tilsagn til 11 ansøgere og afslag til 0 ansøgere.
Kvartals-uddeling
Hvad angår kvartals-uddelingen for tilskud over 15.000 kr., hvor der er annonceret i dagspressen og på kolding.dk med ansøgningsfrist den 1. december 2018, er der indkommet 2 ansøgninger om tilskud fra puljen.
Fra kvartalspuljen anbefales tilskud på i alt 80.000 kr. (se bilag):
- Højer Art Jam: Tilskud på 70.000 kr. til Kolding Art Jam i perioden den 8. juni til 15. juni 2019 i Nicolai Kultur.
6 internationale træskulptører arbejder i perioden med at omdanne træstammer på ca. 1,8 x 0,6 meter til kunstværker til glæde for publikum. Kunstværkerne fremstilles primært med motorsav, men der arbejdes også med håndværktøj.
Kolding Art Jam understøtter det Kulturpolitiske fokusområde ”KulturKolding – et fælles løft”.
(Højer Art Jam søger om tilskud på 70.000 kr. til arrangementet).
- Ken Denning: Tilskud på 10.000 kr. til udgivelse af bogen ”25 salmer”.
Målet er at bringe salmerne ud af kirkerummet og ind i en billedkunstnerisk sammenhæng. Et forsøg på også at sætte samlerne ind i en anden kontekst.
Bogen ”25 salmer” understøtter det kulturpolitiske fokusområde ”Borgeren som medskaber”.
(Ken Denning søger om tilskud på 20.000 kr. til udgivelse af bogen ”25 samler”.
Kulturpuljen har et budget i 2019 på 1.290.000 kr. inkl. overførsler, og der er disponeret 382.000 kr. (underskudsgaranti på op til 140.000 kr. til Kolding Teaterforening, afsat 30.000 kr. til Plankeværker 2019, 100.000 kr. til Genfortælling, 50.000 kr. til Bronzestribe, 20.000 til samarbejdsaftale med Klassisk Christiansfeld og 35.000 kr. til samarbejdsaftale med Kolding Jazzklub og 3 mindre beløb til underskudsgaranti tildelt fra Kvik-puljen), så der resterer 908.000 kr. inkl. overførsler.
Såfremt forvaltningens anbefalinger følges, vil der på Kulturpuljen i alt restere ca. 828.000 kr. til uddelinger i 2019 heraf 125.000 særligt målrettet unge-initiativer.
Næste ansøgningsfrist til Kulturpuljens kvartals-uddeling er 1. februar 2019, i henhold til Retningslinjer for tilskud til kulturelle formål. Ansøgningerne behandles på udvalgsmøde i marts 2019. Her vil retningslinjer godkendt på udvalgsmøde den 11. december 2018 ligge til grund for forvaltningens anbefalinger.
Bilag
Sagsnr.: 16/20526
Resumé
Kulturudvalget besluttede i maj 2018, at Kultureventen 2019 holdes efter samme koncept som i 2018. Forvaltningen fremlægger planer for eventen og forelår, at der i 2019 bruges midler fra Kulturmarkedsføring til at gennemføre eventen.
Sagen behandles i
Kulturudvalget.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at udvalget godkender et forbrug på 35.000 kr. fra Kulturmarkedsføring til Kulturevent 2019.
Beslutning Kulturudvalget den 15-01-2019
Godkendt.
Sagsfremstilling
Kulturevent 2019 finder sted tirsdag den 23. april 2019 på Godset. Kultureventen er Kulturudvalgets fest for og tak til alle kulturmagere i Kolding kommune. Kultureventen hylder det mangfoldige kulturliv i Kolding kommune ved et arrangement, der involverer og fejrer kommunens mange kulturelle aktører. Kultureventen giver plads til netværk og præsenterer underholdning, der rammer publikum bredt.
Konceptet for Kultureventen er en kombination af 1) kulturmesse for og med kulturelle foreninger, aktører og institutioner og 2) underholdning og prisuddeling. Konceptet har dannet rammen for Kultureventen de seneste to år - med støt stigende succes. Konceptet understøtter de kulturpolitiske fokusområder ”Borgeren som medskaber” samt ”KulturKolding – et fælles løft”. En videreførelse af konceptet blev godkendt af Kulturudvalget i maj 2018.
Med udgangspunkt i det godkendte koncept arbejder forvaltningen på at sammensætte et varieret underholdningsprogram, der repræsenterer bredden i Koldings kulturliv. På scenen vil således stå lokale aktører.
Kulturpriser
Ved Kulturevent uddeler Kulturudvalget fire kulturpriser:
- Årets Kulturelle Aftryk
- Årets Kulturelle Highfive
- Årets Ildsjæl
- KulturKolding-prisen
Kriterierne for kulturpriserne er beskrevet i det vedlagte bilag.
Vinderne af kulturpriserne Årets Kulturelle Aftryk og Årets Kulturelle Highfive modtager hver 10.000 kr.
Udvælgelsesproces
Alle borgere i Kolding kommune kan indstille kandidater til kulturpriserne. Der kan indsendes indstillinger via www.kolding.dk/kultur i perioden primo februar til medio marts 2019. Kulturudvalget udvælger vinderne af Årets Kulturelle Aftryk og Årets Kulturelle Highfive, udpeger nominerede til Årets Ildsjæl og udpeger nominerede til og vinderen af KulturKolding-prisen på Kulturudvalgsmødet mandag den 8. april 2019.
Økonomi
Kulturudvalget har i forbindelse med budget 2019 beskåret budgettet for Kulturevent 2019 med 35.000 kr.
Af de budgetterede midler går ca. 30.000 til kulturpriser og statuetter til Årets Ildsjæl og KulturKolding-prisen, samt blomster og erkendelser til de nominerede. Udgifter til lokaleleje, tekniker og opsætning beløber sig til ca 11.000 kr. Forvaltningen foreslår, at der i 2019 overføres 35.000 kr fra Kulturmarkedsføring til at gennemføre eventen efter samme koncept som i 2018.
Fælles fejring af kultur og fritid i 2020
Kulturudvalget og Fritids- og Idrætsudvalget har på henholdsvis Fritids- og Idrætsudvalgsmødet den 21. august og 11. september 2018 samt Kulturudvalgsmødet den 28. august 2018 besluttet at undersøge muligheden for at samarbejde omkring et fælles awardshow for idræts- og kulturliv i 2020. By- og Udviklingsforvaltningen og Børne- og Uddannelsesforvaltningen har i den forbindelse fået til opgave at fremlægge et forslag til et fælles awardshow for idræts- og kulturliv i løbet af foråret 2019.
Bilag
Sagsnr.: 17/22370
Resumé
Forvaltningen orienterer om Kulturministeriets Musikhandlingsplan for 2019-2022, herunder om de konsekvenser, den kan forventes at få for Kolding Musikskole samt det regionale spillested Godset.
Sagen behandles i
Kulturudvalget.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at udvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning Kulturudvalget den 15-01-2019
Godkendt.
Sagsfremstilling
Kulturministeren offentliggjorde inden jul Kulturministeriets Musikhandlingsplan for 2019-2022.
Overordnet er der afsat stort set det samme beløb i årene fremover, som der er nu, men en del af midlerne omfordeles. Dette kan få betydning for aktiviteter på både musikskolen samt Godset.
Færre midler til regionale spillesteder
I handlingsplanen reduceres støtten til de regionale spillesteder samlet med 3,6 mio. kr. (i alt afsættes der fremover 24,4 mio. kr. til området). Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik har besluttet at fordele tilskuddet fra musikhandlingsplanen efter samme principper som de foregående år, dvs. ligefrem proportionalt med størrelsen af det statslige tilskud, som blev fastsat ved indgåelse af rammeaftalerne for de regionale spillesteder for perioden 2017-2020.
Det betyder, at det statslige tilskud til det regionale spillested på Godset i 2019 vil bliver reduceret med 42.814 kr.
Projektstøtteudvalget har desuden besluttet, at det nye tilskudsniveau ikke giver anledning til at justere de indgåede rammeaftaler. Det bliver således op til spillestederne selv – eventuelt i dialog med deres tilskudsgivende kommuner – at vurdere, hvordan de bedst kan prioritere deres ressourcer i 2019. De enkelte spillesteder vil – efter behov – have mulighed for at forklare eventuelle konsekvenser af den statslige tilskudsreduktion i deres årsrapporter for 2019.
Fra talentudvikling til musik i folkeskolen
I den tidligere handleplan har der været afsat 23,2 mio. kr. til talentudvikling på musikskolerne. Disse midler har bl.a. været med til at løfte talentarbejdet på Kolding Musikskole, der årligt har hentet 100-300.000 kr. i puljen til lokalt talentarbejde. Med kun 8 millioner i en tilsvarende pulje (der samtidig retter sig mod alle kunstarter) fremover, er forventningen fra musikskolen, at det ikke vil være muligt at hente statsstøtte i samme omfang som hidtil til talentudviklingen på musikområdet.
En del midler er kanaliseret over i puljer målrettet samarbejde om musik ind i skolerne. Det gælder blandt andet initiativet ”OrkesterMester”, der handler om at styrke udbredelsen af skoleorkestre. Musikskolen håber med disse midler at kunne udvikle videre på bl.a. de allerede etablerede skoleorkestre i Christiansfeld og på Munkevænget. I hvilket omfang er dog endnu ikke afklaret. Skal det lykkes kræver det også en lokal medfinansiering på 40 procent af de samlede udgifter.
Bilag
Sagsnr.: 14/19529
Resumé
Byrådet besluttede den 24. november 2014 at omdanne Geografisk Have til en selvejende institution. Til bestyrelsen skal der udpeges to medlemmer fra Kolding Byråd.
Sagen behandles i
Kulturudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at der udpeges to medlemmer til bestyrelsen for Geografisk Have blandt Byrådets medlemmer.
Beslutning Kulturudvalget den 15-01-2019
Udvalget indstiller, at Jesper Elkjær og Merete Due Paarup udpeges til bestyrelsen for Geografisk Have.
Sagsfremstilling
Byrådet besluttede den 24. november 2014 at omdanne Geografisk Have til en selvejende institution. Der skal i forlængelse heraf etableres en ny bestyrelse. Til den nye bestyrelsen skal der udpeges 2 medlemmer blandt Kolding Byråds medlemmer.
Udover de 2 medlemmer fra Kolding Byråd udvælges bestyrelsen på følgende vis:
- 2 medlemmer udpeges af Business Kolding, hvoraf det ene skal have en juridisk baggrund. Medlemmerne behøver ikke at være blandt Business Koldings medlemmer,
- 1 medlem udpeges af Københavns Universitet, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning,
- 2 medlemmer udpeges med almindeligt flertal blandt de af Kolding Byråd, Business Kolding og Københavns Universitet udpegede medlemmer af Geografisk Haves bestyrelse.
Herudover har Geografisk Haves ansatte, foreningen Geografisk Haves venner og foreningen Kolding miniby hver et medlem med observatørstatus uden stemmeret.
Bilag
Resumé
Deltagelse i kommunale aktiviteter.
Sagen behandles i
Kulturudvalget.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at Kulturudvalget drøfter, om der er behov for, at et eller flere medlemmer af udvalget varetager andre kommunale hverv.
Beslutning Kulturudvalget den 15-01-2019
Intet.
Sagsfremstilling
Det fremgår af Kolding Kommunes Regulativ om Vederlag og godtgørelse til Byrådets medlemmer, punkt 2, at der kan tillægges erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for varetagelse af andre kommunale hverv, når deltagelsen sker efter anmodning fra Byrådet eller et af Byrådets udvalg, på grund af en protokolleret beslutning.
Aktivitet:
- Ingen.
Resumé
På mødet orienteres om nyt fra By-og Udviklingsforvaltningen inden for udvalgets område.
Sagen behandles i
Kulturudvalget.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning Kulturudvalget den 15-01-2019
Godkendt.
Sagsfremstilling
Der kan ikke træffes beslutning under punktet, fordi det kun er et orienteringspunkt.
Bilag
Resumé
Orientering fra formanden.
Sagen behandles i
Kulturudvalget.
Beslutning Kulturudvalget den 15-01-2019
Taget til efterretning.