Dagsorden eller referat
Liste med Dato, udvalg, sted samt pdf udgave af dagsordenen til download.
Dato: |
23-05-2019 08:00:00 |
---|---|
Udvalg: |
Udvalget for Udfordrede Boligområder |
Sted: |
KUC, Konference 0 |
Pdf: |
|
Sagsnr.: 18/37395
Resumé
Udviklingsplanerne, for de to såkaldte hårde ghetto-områder i Kolding, Skovvejen/Skovparken og Munkebo, blev på seneste møde i udvalget indstillet til godkendelse i de berørte repræsentantskaber og Kolding Byråd.
På mødet drøftes status forud for byrådets behandling den 28. maj 2019 og planlagt efterfølgende fremsendelse til staten den 29. maj. Udvalget orienteres om sagsbehandlingen i ministeriet.
Sagen behandles i
Udvalget for Udfordrede Boligområder.
Forslag
By- og Udviklingsdirektøren samt Børne-, Uddannelses- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
at udvalget drøfter status ift. godkendelsesprocessen forud for fremsendelse til staten.
Beslutning Udvalget for Udfordrede Boligområder den 23-05-2019
Punktet blev drøftet.
Sagsfremstilling
Udviklingsplanerne, for de to såkaldte hårde ghetto-områder i Kolding, Skovvejen/Skovparken og Munkebo, blev på seneste møde i udvalget indstillet til godkendelse i de berørte repræsentantskaber og Kolding Byråd.
Den samlede godkendelsesproces indebærer følgende:
- 2. maj 2019: Boligselskabet Kolding: Ekstraordinær repræsentantskabsmøde – Beslutning vedr. udviklingsplan Skovparken/Skovvejen
- 2. maj 2019: AAB Kolding / Bovia: Ekstraordinær repræsentantskabsmøde - Beslutning vedr. udviklingsplan Skovparken/Skovvejen
- 14. maj 2019: Alfabo: Ekstraordinær repræsentantskabsmøde – Beslutning vedr. udviklingsplan Munkebo
- 21. maj 2019: Økonomiudvalget: Indstilling vedr. begge planer
- 28. maj 2019: Byrådet: Beslutning vedr. begge planer.
Herefter er planlagt fremsendelse af udviklingsplaner til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen den 29. maj 2019, for at nå fremsendelse af fælles udviklingsplaner inden 1. juni 2019, som lovgivningen har fastsat.
Transport-, Bygnings- og Boligministeren forestår den endelige godkendelse. Fra modtagelsen d. 1. juni vurderer ministeriet, om der er behov for at få yderligere oplysninger for at kunne behandle udviklingsplanerne. Kommunerne får besked herom hurtigst muligt og senest d. 3. juli 2019.
Fristen for at indsende de supplerende oplysninger til ministeriet vil være fredag d. 23. august 2019.
Ministeriet forventer at sende svar på udviklingsplanerne i perioden ultimo september til ultimo oktober.
På mødet drøftes status forud for byrådets behandling den 28. maj 2019 og planlagt efterfølgende fremsendelse til staten den 29. maj 2019.
Sagsnr.: 18/105
Resumé
Udviklingsplanerne for Munkebo og Skovvejen/Skovparken sendes til Transport-, Bygnings- og Boligministeriet ved udgangen af maj måned. Det markerer en milepæl i udvalgets arbejde og giver anledning til at se tilbage på de forløbne måneder og til at drøfte den videre vej frem.
Sagen behandles i
Udvalget for Udfordrede Boligområder.
Forslag
Børne-, Uddannelses- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
at sagen drøftes.
Beslutning Udvalget for Udfordrede Boligområder den 23-05-2019
Punktet blev drøftet.
Sagsfremstilling
Behandling af udviklingsplanerne for Munkebo og Skovvejen/Skovparken på sidste møde inden indsendelse af udviklingsplanerne til Transport-, Bygnings- og Boligministeriet markerer en milepæl, som giver anledning til, at udvalget gør status over arbejdet med udfordrede boligområder i Kolding Kommune fra udvalgets konstituering i november 2018 og frem til nu.
Indledende besøgte Udvalget for Udfordrede Boligområder d. 4. december 2018 boligområdet Gellerup i Aarhus Kommune for at hente inspiration og få indblik i erfaringer fra arbejdet med fysisk omdannelse af et udfordret boligområde.
Udvalget arbejder på et område med meget ny lovgivning, som det har været nødvendigt at dykke ned i og undersøge, og som løbende er blevet præciseret.
Det er i den sammenhæng, at udvalget har igangsat udvikling af et monitoreringsværktøj, som følger udviklingen ikke blot i de to såkaldte ghettoområder, men på tværs af hele kommunen med det formål at sikre et detaljeret og opdateret overblik over udfordringer og successer i boligområder på tværs af kommunen.
Udvalget for Udfordrede Boligområder har i tråd med den nye lovgivning på området besluttet at anvende kombineret udlejning i de to såkaldte hårde ghettoområder. Den kombinerede udlejning træder i kraft 1. juli 2019. Kriterierne for obligatorisk fleksibel udlejning har været i anvendelse, siden loven trådte i kraft 1. december 2018.
Yderligere har udvalget været involveret i arbejdet med en forstærket beskæftigelsesindsats i de to områder.
Et gemmegående tema for udvalgets arbejde indtil nu har været arbejdet med en række ansøgninger, herunder ansøgning til RealDania om midler til processtøtte til arbejdet med udviklingsplanerne i Kolding Kommune og i boligselskaberne Alfabo, Bovia og Boligselskabet Kolding. Ansøgningen blev imødekommet.
Der er ligeledes arbejdet fokuseret med dispensationsansøgninger både fra reglen om nedbringelse til 40 % almene familieboliger og med hensyn til afgrænsning af områderne. En udskillelse af Afdeling 22 blev imødekommet, mens der blev givet afslag på en udskillelse af afdeling 2, Skovvejen og afslag på dispensationsansøgning fra kravet om nedbringelse til 40 % almene familieboliger for såvel Skovvejen/Skovparken og Munkebo. Munkebo har dog siden opnået dispensation til 60 % via den særlige dispensationsmulighed for boligområder med under 2100 beboere.
Senest har arbejdet med de lovpåkrævede udviklingsplaner for de to områder, Munkebo og Skovvejen/Skovparken været hovedfokus for udvalget med en stor opmærksomhed på at opnå et resultat, som boligselskaberne og det politiske niveau i fællesskab kan bakke op om. Der er i april afholdt i alt tre informationsmøder i områderne for at give beboerne indblik i det arbejde, der pågår. Udviklingen af velfungerende og attraktive bydele er målet, samtidig med at udvalget har en stor opmærksomhed på dels den bekymring kravet om reduktion i antallet af almene familieboliger giver beboerne i området, dels på hvordan genhusningsudfordringen løses, når det bliver relevant. Også her er vægtet den fælles løsning.
Samlet set har udvalgets arbejde det sidste halve år handlet om at dykke ned i den nye lovgivning og afsøge dens grænser og rammer.
Med aflevering af udviklingsplanerne skabes nu rum for, at udvalget i højere grad selv sætter retning for sit arbejde. Der er planlagt et studiebesøg i Munkebo og Skovvejen/Skovparken i juni måned, og der er lavet aftale om inspirationsoplæg fra Aalborg Øst på udvalgsmødet i juni, mens udvalget på den anden side af sommerferie igen henter inspiration fra egen kommune med et oplæg om borgerinvolvering og frivillighed i landsbyregi.
Andre emner til fordybelse og drøftelse i udvalget kunne være kriminalitetsbekæmpelse, socialøkonomi, status på den obligatoriske fleksible udlejning, en status på udfordrede boligområder i Kolding og en drøftelse af, hvilke greb der skal anvendes, for at der ikke skabes udsatte boligområder samt et fokus på beskæftigelse og uddannelse som løftestang for forandringerne i områderne.
På mødet gør udvalget status over sit arbejde og drøfter retningen for det næste halve års arbejde.
Sagsnr.: 19/10917
Resumé
Udvalget for Udfordrede Boligområder ønsker med afsæt i de lovpåkrævede udviklingsplaner for Munkebo og Skovvejen/Skovparken at arbejde strategisk med en samlet udviklingsindsats for hele Kolding by med fokus på de almene boligområder som robuste, attraktive områder med beboernes trivsel i højsædet. På mødet diskuterer udvalget den overordnede tilgang og kommer med input til strategiarbejdet.
Sagen behandles i
Udvalget for Udfordrede Boligområder.
Forslag
Børne-, Uddannelses- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
at sagen drøftes.
Beslutning Udvalget for Udfordrede Boligområder den 23-05-2019
Punktet blev drøftet.
Sagsfremstilling
Konsekvenserne af regeringens ghettoplan giver anledning til en øget opmærksomhed på udviklingen i Kolding by og i Kolding Kommune som helhed. Gennem Udvalget for Udfordrede Boligområder har Kolding Kommune og boligorganisationerne i fællesskab lagt en ambitiøs tilgang. Udvalget arbejder både i forhold til ghettokriterierne og på at skabe en sammenhængende og attraktiv by.
Det kræver, at fysisk omdannelse og de mere ”bløde” indsatser går hånd i hånd. Derfor ønsker Udvalget for Udfordrede Boligområder at indlede en drøftelse af den strategiske vej frem. I drøftelsen defineres, hvilke temaer, opmærksomhedspunkter, fokusområder og ressourcer, der skal sættes i spil i den samlede koordinering. Der er tale om både arbejdet med udviklingsplanerne og om de mange øvrige indsatser og tiltag i kommunens udfordrede boligområder.
Dette første udspil til strategidrøftelse i udvalget skitserer et forslag for de overordnede rammer og tematikker for udvalgets videre arbejde med udvikling af en samlet strategi, som rækker frem og foregriber udfordringerne, før de opstår. Strategien skal ikke blot tage stilling til opståede problemer og udfordringer. Den skal vise vejen for en samlet, holdbar og levedygtig udvikling på tværs af det almene boligområde i Kolding Kommune.
Strategien skal afspejle den markante ændring af Kolding by, som følger med den markante omdannelse af de to såkaldte ghettoområder i løbet af de næste ti år frem til 2030. Omdannelsen får også effekt på andre dele af byen, blandt andet fordi en større antal beboere fra Munkebo og Skovvejen/Skovparken vil skulle genhuses.
Målet med den samlede indsats er overordnet en by med attraktive og robuste boligområder, hvor beskæftigelse, uddannelsesniveau, kriminalitet, sundhed, og tryghed har et ensartet niveau på tværs af byens forskellige boligområder. Ingen almene boligområder skal skille sig negativt ud.
Tværtimod skal strategien bidrage til en positiv forandring for byen, boligområderne og ikke mindst beboerne. Derfor er koblingen af fysiske tiltag og borgerrettede og sociale indsatser central. Strategien skal samle kræfterne og kompetencerne på tværs af boligorganisationer, kommune, uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv og civilsamfund og sætte en klar, fælles retning, så der opnås synergieffekter for både beboere og by.
Konkret foreslås et fokus på følgende indsatsområder:
- Forandring af boligområder og kvarterer / bydele
- Lokale fællesskaber
- Forandring for den enkelte.
Samt et mere overordnet fokus på:
- Dagtilbud og skoler
- Organisering og ressourcer.
Med punktet lægges op til en dialog i udvalget med henblik på, at udvalget bidrager med input til at sætte retningen for det videre arbejde med strategien for udfordrede boligområder.
På de kommende møder dykker udvalget ned i en række overordnede temaer og fordyber sig i dem for at opnå en fælles indsigt som basis for det videre arbejde og som byggesten i strategiarbejdet. Det endelige strategiforslag forventes klar til behandling ved årets udgang.
Sagsnr.: 18/1938
Resumé
Orientering fra formanden.
Sagen behandles i
Udvalget for Udfordrede Boligområder.
Forslag
Børne-, Uddannelses- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning Udvalget for Udfordrede Boligområder den 23-05-2019
Formanden for Udvalget for Udfordrede Boligområdet orienterede om:
- Presse
- Status på repræsentantskabsmøderne.
Sagsnr.: 18/1938
Resumé
Orientering fra forvaltningen.
Sagen behandles i
Udvalget for Udfordrede Boligområder.
Forslag
Børne-, Uddannelses- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning Udvalget for Udfordrede Boligområder den 23-05-2019
Børne-, Uddannelses- og Arbejdsmarkedsdirektøren orienterede om:
- Ghettorepræsentanterne.
Bilag
Sagsnr.: 19/1064
Resumé
Deltagelse i aktiviteter.
Sagen behandles i
Udvalget for Udfordrede Boligområder.
Forslag
Børne-, Uddannelses-, og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
at Udvalget for Udfordrede Boligområder drøfter, om der er behov for, at et eller flere medlemmer af udvalget varetager andre hverv.
Beslutning Udvalget for Udfordrede Boligområder den 23-05-2019
Godkendt.
Bilag