Dagsorden eller referat
Referat
Liste med Dato, udvalg, sted samt pdf udgave af dagsordenen til download.
Dato: |
10-01-2019 16:00:00 |
---|---|
Udvalg: |
Kolding Talentråd |
Sted: |
Børne- og Uddannelsesforvaltningen, mødelokale 2.1 |
Pdf: |
|
Sagsnr.: 18/38209
Resumé
På mødet gives oplæg om talentudvikling fra Team Danmark konsulent.
Sagen behandles i
Eliteidrætsrådet.
Forslag
Elitekoordinatoren foreslår, at oplægget tages til efterretning.
Beslutning Eliteidrætsrådet den 10-01-2019
Godkendt.
Sagsfremstilling
Indeværende dagsordenspunkt er alene et orienteringspunkt, hvorfor der ikke kan træffes beslutninger under punktet, idet dette i hver enkelt sag ville kræve forudgående optagelse af et punkt på dagsordenen.
Sagsnr.: 18/38209
Resumé
Der fremsendes forslag om ændring af vedtægt for Kolding Eliteidrætsråd.
Sagen behandles i
Eliteidrætsrådet, Fritids- og Idrætsudvalget og Byrådet.
Forslag
Børne- og Uddannelsesdirektøren foreslår, at udkastet indstilles til godkendelse.
Beslutning Eliteidrætsrådet den 10-01-2019
Forslaget indstilles til godkendelse med den tilføjelse, at rådets navn ændres til Talentrådet for idræt.
Sagsfremstilling
Der fremsendes forslag om ændring af Eliteidrætsrådets vedtægt. Ændringerne er indskrevet i vedhæftede udkast, og den indbefatter,
- at der bliver 4 repræsentanter fra erhvervslivet frem for de nuværende to. Pladserne er tiltænkt den nuværende forening Kolding Talents repræsentanter fra Business Kolding og Erhvervsgruppen Kolding, så de to organisationer kan samles.
- At navnet Eliteidrætsrådet ændres til talentrådet, idet som en del af Eliteidrætsrådets vision er det vedtaget, at der skal ske en profilændring med større fokus på talent frem for elite.
Bilag
Sagsnr.: 18/38209
Resumé
Der fremsendes forslag om at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal skabe rammerne for samarbejde med Koldings erhvervsliv.
Sagen behandles i
Eliteidrætsrådet.
Forslag
Elitekoordinatoren foreslår,
at der nedsættes en arbejdsgruppe bestående af Tue Knudsen, Henrik Larsen og Steffen Yde fra foreningen Kolding Talent samt elitekoordinatoren,
at arbejdsgruppen fremlægger en model på næstkommende møde i Eliteidrætsrådet.
Beslutning Eliteidrætsrådet den 10-01-2019
Godkendt med den tilføjelse,
- at gruppen referer tilbage med status til Eliteidrætsrådets næste møde,
- at der arbejdes på at præsentere talentudviklingen ved Business Koldings awardshow.
Sagsfremstilling
Arbejdsgruppen skal udarbejde en model for, hvordan et samarbejde med erhvervslivet kan implementeres i praksis gerne i samarbejde med Business Kolding. Modellen fremlægges på det næste møde i Eliteidrætsrådet med henblik på, at etablere et tættere samarbejde om talentudvikling med erhvervslivet.
Sagsnr.: 18/29658
Resumé
Der fremsendes forslag til samarbejdsaftale med Metropolis By the marina omkring botilbud.
Sagen behandles i
Eliteidrætsrådet.
Forslag
Elitekoordinatoren foreslår,
at Kolding Kommune indgår den skitserede samarbejdsaftale med Estate Partners,
at lejlighederne fremlejes til talenter med opsigelse på 3 måneders varsel,
at depositum og eventuel tomgangsleje delvist dækkes gennem et årligt gebyr.
Beslutning Eliteidrætsrådet den 10-01-2019
Godkendt med den tilføjelse, at aftalen omformuleres, men at rammerne i aftalen fastholdes.
Sagsfremstilling
Eliteidrætsrådet besluttede på seneste møde at indgå en 3-årig aftale med Metropolis By the Marina omkring botilbud for talenter på ungdomsuddannelserne.
Den enkelte lejlighed kan opsiges med 3 måneders varsel fra d. 1. i måneden. Prisen pr. lejlighed er kr. 4.200,- pr. måned inkl. møblering, vand, varme, el, internet og adgang til fitnessrum. Der opkræves 2 mdr. husleje i depositum pr. lejlighed. Ved 7 lejligheder eller herover laver Metropolis By the marina et fælles opholdsrum/køkken til udøverne.
Lejlighederne kan fremlejes af Kolding Kommune til relevante udøvere og fremlejekontrakten laves mellem Kolding Kommune og de pågældende udøvere. Eventuel opsigelse fra udøvernes side følger de 3 måneders varsel fra aftalen mellem Kolding Kommune og Metropolis By the marina. Depositum og eventuel tomgangsleje dækkes delvist gennem et årligt gebyr på kr. 2.000,-. Der mangler de sidste detaljer i udkastet til en samarbejdsaftale, som fremsendes til Eliteidrætsrådet særskilt.
Sagsnr.: 17/10334
Resumé
Der fremsende forslag til indhold og priser for tilbud til sportstalenter på ungdomsuddannelserne fra august 2019.
Sagen behandles i
Eliteidrætsrådet.
Forslag
Elitekoordinatoren foreslår,
at botilbuddet tilbydes som en samlet pakke indeholdende botilbud, aftensmad og træningsordning,
at talenter placeret i botilbuddet betaler et månedligt bidrag til den fortsatte udvikling af tilbuddet på ungdomsuddannelserne,
at træningstilbuddet tilbydes som en fuld pakke og en reduceret pakke, hvor den reducerede pakke henvender sig til de klubber, som selv varetager funktioner omkring fysioterapi.
Beslutning Eliteidrætsrådet den 10-01-2019
Godkendt.
Sagsfremstilling
Eliteidrætsrådet besluttede på forrige møde at etablere Talenternes Hus, som skal rumme trænings- og bomuligheder for talenter på ungdomsuddannelserne. Indsatsen på ungdomsuddannelserne er en høj prioritet, og det blev vedtaget, at midlerne til udviklingstiltag skal øremærkes talentudviklingen i ungdomsuddannelserne.
Botilbuddet tilbydes som en samlet pakke, der inkluderer dele- eller eneværelse, forbrug, internet, møblering, aftensmad mandag-torsdag samt træningsordning. Talenter som benytter botilbuddet, betaler desuden et månedligt bidrag til den fortsatte udvikling af tilbuddet på ungdomsuddannelserne.
På følgegruppemøde i december, hvor klubber og Kolding Musikskole deltog, blev der ytret ønske om at aftensmadsordningen aktivt kunne fravælges, hvis denne ikke ønskes. Desuden blev muligheden for at tilkøbe aftensmad om fredagen af hensyn til sportslige aktiviteter i weekenden foreslået.
Træningstilbuddet til talenterne på ungdomsuddannelserne tilbydes som en fuld pakke og en reduceret pakke. Den fulde pakke indeholder som nu fysisk træning, idrætsspecifik træning, kostvejledning, forløb med mentaltræner og fysioterapeutisk behandlingsmulighed. Den reducerede pakke indeholder samme muligheder på nær fysioterapeutisk behandlingsmulighed, og tilbydes til udøvere fra de klubber som selv kan varetage fysioterapi.
Den nuværende tøjpakke udelades. I stedet laves der individuelle aftaler med klubberne om at få Kolding Elites logo på klubtøjet.
Bilag
Sagsnr.: 18/38209
Resumé
KoldingQ søger om tilskud til uddannelse af 2 trænere.
Sagen behandles i
Eliteidrætsrådet.
Forslag
Elitekoordinatoren foreslår, at der ydes tilskud på 19.000 kr. svarende til 70% af udgifterne.
Beslutning Eliteidrætsrådet den 10-01-2019
Godkendt.
Sagsfremstilling
Tilskuddet søges til et B2 træneruddannelse for 2 trænere, der skal indgå i klubbens talentudvikling. B2 træneruddannelsen er en del af DBUs B-licensuddannelse, hvor der er tre moduler B1, B2 og B3 efterfulgt af en eksamen. B-licensen er en UEFA blåstemplet uddannelse på 70 timer. B2 kurset omhandler emner som:
- Tekniske / taktiske emner
- Fysiologi - Bredere kendskab til fysisk træning
- Ledelse - hvordan?
- Fairplay - Kommunikation og konfliktløsning
- Metode / Pædagogik
B-licensen er landets tredjehøjeste trænerlicens. For at deltage på B2-træner skal træneren have gennemført DBU B1-træner samt være fyldt 18 år, når kurset starter.
Kursustilskuddet søges til assistenttræneren på klubbens talentudviklingshold (2. hold senior) og træner på klubbens U14 hold.
Kolding Elites støttekoncept giver mulighed for at yde tilskud på 70% af de udgifter, som ikke er dækket af andet tilskud dog maks. 35.000 kr. til kategori 1 klubber, som KoldingQ er indplaceret som. Prisen for de 2 kurser er sammenlagt 27.200 kr.
Der resterer inden dagens møde 100.000 kr. i puljen til træneruddannelse for 2019.
Sagsnr.: 18/38209
Resumé
KIF Fodbold søger om tilskud til uddannelse af 4 trænere.
Sagen behandles i
Eliteidrætsrådet.
Forslag
Elitekoordinatoren foreslår, at der ydes tilskud på 32.600 kr. svarende til 60% af udgifterne.
Beslutning Eliteidrætsrådet den 10-01-2019
Godkendt.
Sagsfremstilling
Tilskuddet søges til et B2 træneruddannelse for 4 trænere, der skal indgå i klubbens talentudviklingsafdeling. B2 træneruddannelsen er en del af DBUs B-licensuddannelse, hvor der er tre moduler B1, B2 og B3 efterfulgt af en eksamen. B-licensen er en UEFA blåstemplet uddannelse på 70 timer. B2 kurset omhandler emner som:
- Tekniske / taktiske emner
- Fysiologi - Bredere kendskab til fysisk træning
- Ledelse - hvordan?
- Fairplay - Kommunikation og konfliktløsning
- Metode / Pædagogik
B-licensen er landets tredjehøjeste trænerlicens. For at deltage på B2-træner skal træneren have gennemført DBU B1-træner samt være fyldt 18 år, når kurset starter.
Kursustilskuddet søges til assistenttrænere på U13, U14 og U17 holdene.
Kolding Elites støttekoncept giver mulighed for at yde tilskud på 60% af de udgifter, som ikke er dækket af andet tilskud dog maks. 35.000 kr. til kategori 3 klubber, som KIF Fodbold er indplaceret som. Prisen for de 4 kurser er sammenlagt 54.400 kr.
Der resterer inden dagens møde 100.000 kr. i puljen til træneruddannelse for 2019.
Sagsnr.: 18/38209
Resumé
På mødet gives en orientering om udvalgt nyt fra Børne- og Uddannelsesforvaltningen på Eliteidrætsrådets område.
Sagen behandles i
Eliteidrætsrådet.
Forslag
Elitekoordinatoren foreslår, at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning Eliteidrætsrådet den 10-01-2019
Godkendt.
Sagsfremstilling
Indeværende dagsordenspunkt er alene et orienteringspunkt, hvorfor der ikke kan træffes beslutninger under punktet, idet dette i hver enkelt sag ville kræve forudgående optagelse af et punkt på dagsordenen.
Der orienteres bl.a. om status på:
- Eliteidrætsrådets talentstrategi
- Samarbejde med ungdomsuddannelser om fleksibilitet
- Udvalgt nyt fra samarbejdsklubberne.