Region Syddanmark har sendt forslag til Råstofplan 2020 i høring i perioden 1. februar 2021 til 29. marts 2021.
De eksisterende råstofindvindingsområder i Kolding Kommune bibeholdes i forslaget undtagen et graveområde ved Vester Nebel, der udgår af Råstofplan 2020.
Der udpeges to graveområder inden for allerede udlagte interesseområder – et område ved Viuf og et område ved Lejrskov (Lejrskov Syd).
Herudover indskrænkes interesseområdet ved Viuf væsentligt.
Der medtages et mindre område ved Skovhuse, der tidligere har været udpeget til råstofindvinding. Området ved Skovhuse har ikke medført bemærkninger fra forvaltningen og behandles derfor ikke særskilt i høringssvaret.
Nord for Lunderskov ligger et interesseområde. Området er i Råstofplan 2012 reduceret væsentligt og fremstår i Råstofplan 2020 som bestående af en række mindre områder. Dette område foreslås i høringssvaret udtaget.
Et graveområde ved Vester Nebel tages ud af Råstofplan 2020. Området er tidligere udgravet.
By- og Udviklingsforvaltningen har udarbejdet et forslag til høringssvar til Region Syddanmark med kommunens bemærkninger til planen.