Dagsorden eller referat
Liste med Dato, udvalg, sted samt pdf udgave af dagsordenen til download.
Dato: |
09-10-2019 13:00:00 |
---|---|
Udvalg: |
Teknik- og Klimaudvalget |
Sted: |
Mødelokale 1.2 Vest |
Pdf: |
|
Sagsnr.: 17/10194
Resumé
Sydtrafik har fremsendt regnskab 2018. Bestyrelsen har underskrevet regnskabet den 3. maj 2019.
Regnskabet viser for Kolding Kommune, vedrørende den ordinære drift på bybustrafik samt handicapkørsel, et samlet mer-finansieringsbehov på 1.952.698 kr. i forhold til det opkrævede tilskudsbeløb. Andelen for By- og Udviklingsforvaltningen udgør 2.018.112 kr.
Regnskabet er revideret af Ernst & Young og har ikke givet anledning til forbehold.
Sagen behandles i
Teknik- og Klimaudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at regnskab 2018 for Sydtrafik tages til efterretning.
Beslutning Teknik- og Klimaudvalget den 09-10-2019
Forslaget indstilles til godkendelse.
Tanja Marek
Sagsfremstilling
Regnskab 2018 for Sydtrafik viser for Kolding Kommune et mer-finansieringsbehov på 1.952.698 kr. vedrørende bustrafik og handicapkørsel.
Resultatet for bustrafik samt finansiering, som henhører under Teknik- og Klimaudvalget, viser et mer-finansieringsbehov på 2.018.112 kr. Beløbet er blevet opkrævet i 2019.
De 2.018.112 kr. vedrørende bustrafik fremkommer ved, at Kolding Kommune har indbetalt acontobeløb på 48.566.652 kr. i 2018. For Kolding Kommune udgør de samlede indtægter 21.273.460 kr. og de samlede udgifter 71.858.224 kr., altså en nettoudgift på 50.584.764 kr., hvilket betyder, at der er betalt 2.018.112 kr. for lidt.
Herudover er der i 2018 indbetalt 960.000 kr. vedrørende investering i rejsekort.
Resultatet vedrørende handicapkørsel viser, at Kolding Kommune har indbetalt 65.415 kr. for meget i bidrag. Området henhører under Seniorpolitik.
Revisionen oplyser bl.a. følgende:
”Vi har revideret årsregnskabet for Sydtrafik for regnskabsåret 1. januar - 31. december 2018, der omfatter anvendt regnskabspraksis, regnskabsopgørelse, balance og noter med følgende hovedtal:
- Resultat (overskud) i alt på – 0,7 mio. kr.
- Aktiver i alt på 211 mio. kr.
- Egenkapital i alt på 51,2 mio. kr.
Årsregnskabet udarbejdes efter kravene i bekendtgørelse om kommuners budget- og regnskabsvæsen, revision m.v.
Det er vores opfattelse, at årsregnskabet i alle væsentlige henseender er rigtigt, det vil sige udarbejdet i overensstemmelse med bekendtgørelse om kommuners budget- og regnskabsvæsen, revision med videre.”
Med hensyn til de kommende års budgetter for den kollektive trafik orienterede By- og Udviklingsforvaltningen Teknik- og Klimaudvalget den 14. november 2018 samt den 21. august 2019 om forventede budgetoverskridelser fra 2019 og i årene frem.
Budgetunderskud i 2019 dækkes af overførte midler fra 2018, mens der for de efterfølgende år skal ske en tilførsel af midler til den kollektive trafik, såfremt der ikke skal gennemføres besparelser i den kollektive trafik. Ved bevillingskontrollen ultimo 2018 blev der således overført 3.216.000 kr. fra 2018 budgettet til 2019 budgettet.
By- og Udviklingsforvaltningen har udarbejdet ændringsforslag til Budget 2020 på 1,5 mio. kr. i 2020 og 2021 samt 2,5 mio. kr. i 2022 og 2023, hvori der tages højde for de forventede budgetoverskridelser samt de usikkerheder, som vurderes at være i Sydtrafiks budgetforslag.
Eventuelle besparelser kan få virkning fra efteråret 2020. Det vil sige, at der kan kun opnås halv virkning i 2020, hvilket dog forudsætter, at ændringerne indmeldes til Sydtrafik senest medio december 2019.
Sagsnr.: 19/24660
Resumé
Kolding Kommune og City Kolding har siden 2011 arbejdet sammen om forskellige ordninger for delvis betalingsfri parkering i december.
By- og Udviklingsforvaltningen foreslår, at modellen for betalingsfrihed fra 2014, 2015, 2016, 2017 og 2018 fortsættes i 2019, men med en tidligere opstart, så fredagen for julemandens ankomst samt efterfølgende lørdage frem til jul og i perioden mellem jul og nytår gøres betalingsfri.
Ved at benytte samme model for betalingsfrihed som tidligere sikres genkendeligheden for ordningen.
Sagen behandles i
Teknik- og Klimaudvalget.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at alle de kommunale betalingspladser i Kolding bliver betalingsfri fredagen for julemandens ankomst, de 2 sidste lørdage i november, alle lørdage i december 2019 samt i perioden fra den 24.-31. december 2019.
Beslutning Teknik- og Klimaudvalget den 09-10-2019
Godkendt.
Tanja Marek
Sagsfremstilling
Kolding Kommune og City Kolding har siden 2011 arbejdet sammen om forskellige ordninger for delvis betalingsfri parkering i december. I 2014, 2015, 2016, 2017 og 2018 har der været betalingsfri parkering i weekenderne i december måned samt i perioden mellem jul og nytår.
City Kolding har fået gode tilbagemeldinger på ordningen og ser gerne, at modellen bliver gentaget i 2019. Fastholdelse af modellen fra tidligere år medvirker til at skabe kontinuitet og genkendelighed for den gratis parkering i december.
City Kolding har ønsket, at den betalingsfrie periode starter tidligere i år, da julemandens ankomst og alle julearrangementerne i midtbyen startes op fredag, den 22. november 2019.
Forvaltningen foreslår, at ordningen gentages i 2019 med en tidligere opstart, så der er betalingsfri på følgende datoer: 22.-23. november, 30. november, 7. december, 14. december, 21. december samt i perioden fra den 24.-31. december 2019.
Den 1. maj 2019 blev der ændret i parkeringsstrukturen i midtbyen, så antallet af betalingspladser er reduceret. Det ændrede parkeringsmønster efter disse ændringer kendes ikke, og derfor anslås et indtægtstab ud fra tidligere års indtægter i december.
I lighed med tidligere år er indtægtstabet indregnet i budgettet for Vej- og Parkpolitikken. Med de nye regler for betalingsparkering indført i maj er det usikkert, hvor stort tabet forventes at blive. Ud fra det seneste indtægtsmønster tyder det på et nettotab på ca. 35.000 kr.
Der foretages ikke modregninger i beboerlicensordningen for Grøn Zone, da der fortsat er 15 betalingsdage i december måned sammenholdt med, at prisen for en beboerlicens er 100 kr./mdr. for Grøn Zone.
For at gøre opmærksom på ordningen, vil By -og Udviklingsforvaltningen i samarbejde med City Kolding udarbejde pressemeddelelser til diverse medier samt orientere om ordningen på kommunens hjemmeside og Facebook. City Kolding vil informere om ordningen i deres tilbudsaviser og diverse avisreklamer.
Sagsnr.: 19/6674
Resumé
Boligområderne Kampesmose og Steenbjerg er delvist omkranset af en sti. Stien er ikke optaget i Kolding Kommunes vejfortegnelse – hverken som en offentlig sti eller en privat fællessti.
By- og Udviklingsforvaltningen vurderer, at stien ved Kampesmose og Steenbjerg har væsentlig betydning for den almene færdsel i området, idet stien er forbindelsessti til bymidten og til idrætscenteret Cuben, som er beliggende ved Allervej umiddelbart nord for boligområderne. Stien udgør også forbindelse til den nye kommunale udstykning Sønderkobbel, som er beliggende sydøst for Steenbjerg.
Stien karakteriseres som en hovedsti i stiplanen for Christiansfeld og bør derfor være en offentlig sti.
Sagen behandles i
Teknik- og Klimaudvalget.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at stien ved Kampesmose og Steenbjerg optages som offentlig sti i Kolding Kommunes fortegnelse over offentlige veje og stier, så den fremadrettet kan administreres efter lov om offentlige veje,
at vinterdriften (snerydning og glatførebekæmpelse) af stien overtages af Kolding Kommune i overensstemmelse med lokalplan 1.93 for Kampesmose og lokalplan 1.137 for Steenbjerg.
Beslutning Teknik- og Klimaudvalget den 09-10-2019
Godkendt.
Tanja Marek
Sagsfremstilling
Kolding Kommune påtænker at optage stien ved boligområderne Kampesmose og Steenbjerg i Christiansfeld som offentlig sti. Stien fremgår ikke af Kolding Kommunes vejfortegnelser – hverken som offentlig sti eller som privat fællessti.
På oversigtskortet nedenfor ses markering af stiforløbet, der planlægges optaget som offentlig sti (røde linje). Stien har sammenhæng med stien umiddelbart syd for Kampesmose, der allerede er optaget som offentlig sti (blå linje på oversigtskortet).