Digitaliseringspolitik
Godkendt: September 2023
Forord
I Kolding Kommune arbejder vi for en bæredygtig og fremtidssikret kommune, hvor digitalisering er et vigtigt redskab. Digitalisering handler ikke kun om teknologi, men om hvordan vi skaber bedre løsninger og services, der tager udgangspunkt i Borgerens Centrum – altså borgerens behov, hverdag og udfordringer.
Med denne digitaliseringspolitik sætter vi en klar retning for, hvordan vi udnytter digitale muligheder til at skabe en mere sammenhængende, effektiv og værdiskabende kommune for både borgere, virksomheder og medarbejdere.
En politik med retning og ansvar
Byrådets arbejdsgrundlag, ”Fremtidens bæredygtige kommune”, understreger, at vi skal bruge digitalisering, teknologi og automatisering til at udvikle bedre løsninger og arbejdsgange. Digitalisering skal være en løftestang for kvalitet i velfærd, effektiv ressourceanvendelse og nye måder at arbejde sammen på – både internt i kommunen og i samarbejde med eksterne aktører.
Vi bygger vores digitaliseringsindsats på fire principper:
- Vi gør det, der har en bevist effekt – vi investerer i løsninger, der skaber reel værdi.
- Vi tager ansvar – vi sikrer etisk digitalisering med fokus på datasikkerhed og gennemsigtighed.
- Vi udvikler og indgår i partnerskaber – vi samarbejder på tværs for at finde de bedste løsninger.
- Vi udvikler helhedsorienteret – vi tænker digitalisering som en del af en større sammenhæng.
En digital udvikling for alle
Denne digitaliseringspolitik er udviklet for at gøre en forskel for:
- Borgere – ved at understøtte deres behov og skabe bedre digitale services, der tager afsæt i Borgerens Centrum.
- Virksomheder – ved at gøre det lettere at drive virksomhed og understøtte innovation.
- Medarbejdere – ved at give dem de digitale redskaber, der gør arbejdet mere effektivt.
Med denne politik skaber vi et stærkt fundament for Kolding Kommunes digitale fremtid.
Vi vil gribe teknologiens muligheder – men altid med udgangspunkt i Borgerens Centrum og samfundets fælles bedste.
Knud Erik Langhoff, Borgmester
Merete Dissing, Kommunaldirektør
Vision
- Sammen designer vi livet
I Kolding Kommune designer vi løsninger sammen med og til gavn for borgere og virksomheder.
Digitalisering understøtter kerneopgaven med udgangspunkt i Borgerens Centrum.
Vi står sammen på tværs af fagligheder og forvaltninger.
Digitaliseringsprincipper
- Vi gør det, der har en bevist effekt
Vi indkøber, tilpasser og implementerer løsninger og teknologier, der er testet og afprøvet hos andre. Vi tager udgangspunkt i Borgerens Centrum og ser digitalisering og teknologi som en del af løsningen. Vi ved, hvilke teknologier der er modne.
- Vi tager ansvar
Vi tager ansvar for at udvikle og implementere løsninger der er etisk forsvarlige og som altid tager udgangspunkt i Borgerens Centrum og behov. Vi tager ansvar for at implementere løsninger der har en tydelig effekt.
- Vi udvikler og indgår i partnerskaber
Vi indgår i kommunale, offentlige og andre eksterne partnerskaber og bidrager til udviklingen af digitale løsninger sammen. Vi inddrager borgere og virksomhederne og samarbejder med dem, når vi udvikler løsninger.
- Vi udvikler helhedsorienteret
Vi samarbejder på tværs af politiske udvalg, fagligheder og forvaltninger. Vi anvender systemer på tværs af organisationen, og vi står sammen om at sikre, at løsningerne udnyttes bedst muligt. Digitalisering understøtter, at vi bliver stærkere sammen.
![]()
På biblioteket i Kolding møder borgerne smarte digitale løsninger – som Active Floor, der kombinerer leg og bevægelse for børn, og en selvbetjeningsmaskine, der gør aflevering af materialer nemt og hjælper personalet med sortering.
Indsatsområder
I Kolding Kommune er digitalisering ikke et mål i sig selv. Digitalisering understøtter den kerneopgave, som vi skal løse. Det betyder at Kolding Kommune ikke har digitaliseringsindsatser uden af disse tager afsæt i Borgerens Centrum og borgerens behov.
- Digitalisering i Kolding Kommune tager udgangspunkt i den politiske dagsorden, kerneopgaven og de mål, man prioriterer. Digitalisering er en del af løsningen.
- Indsatsen består i at sikre at vi har den rette viden og de rette kompetencer til at kunne identificere, hvor digitalisering kan være en del af løsningen.
- Viden og kompetencer skal opbygges både hos politiske udvalg, hos den øverste ledelse og hos ledere og medarbejdere.
Med Redux-appen får borgere i Kolding Kommune et digitalt overblik over affaldshåndtering – appen giver besked om hvornår skraldespandene tømmes og giver samtidig adgang til genbrugspladsen hele døgnet.
Hos Borgerservice gør en digital løsning det hurtigt og nemt at få pas: den hjælper med at tage billede og sikrer, at alt er klar i én arbejdsgang.
Også cyklister nyder godt af teknologien – intelligent lysregulering hjælper dem til at ramme grøn bølge og få en mere smidig tur gennem byen.
Fra ord til handling
Som en del af implementeringen af politikken igangsættes en revidering af den nuværende digitaliseringsstrategi, som vil omfatte udarbejdelsen af fremtidsscenarier for digitalisering for alle de politiske udvalgsområder i Kolding Kommune. Dette sker med henblik på at skabe en fælles retning og en målrettet indsats på tværs af kommunen. Samtidig igangsættes et program for digital modenhed, der skal understøtte udviklingen af den digitale modenhed i kommunen og sikre, at vi er godt rustet til fremtidens digitale udfordringer. Der igangsættes også udarbejdelse af en datastrategi som bl.a. skal sætte rammerne for det videre arbejde med automatisering, AI og andre relevante teknologier.
For at sikre, at politikken bliver realiseret, vil ansvaret blive forankret på tværs af organisationen.De relevante ledelseslag, i tæt samarbejde med fagområderne, vil have ansvaret for implementeringen af de digitale målbilleder og programmet for digital modenhed. Der vil desuden blive etableret klare opfølgningsmekanismer og et tættere samarbejde mellem de involverede parter for at sikre, at målsætningerne bliver nået.
Overordnet set forventer vi, at politikken bliver realiseret gennem en fokuseret og målrettet indsats, hvor både den politiske ledelse og den daglige forvaltning arbejder sammen om at opnå de fastsatte digitale mål. Den digitale transformation vil ske trinvis, med inddragelse af både borgere, virksomheder og medarbejdere, hvilket vil sikre, at vi er på rette vej mod at blive en digitalt moden kommune, der lever op til både de aktuelle og fremtidige behov.
Digitale kort og avancerede dataanalyser hjælper Kolding Kommune med at forudsige og håndtere udfordringer som f.eks. oversvømmelser. Ved at kombinere geografiske oplysninger med klimadata kan kommunen planlægge smartere og beskytte både borgere og infrastruktur mod fremtidens vejr.
Printvenlig version
Udgivet af:
By- og Fællesforvaltningen
Økonomi og Strategi
Fotos:
Katrine Worsøe, Palle Skov