Tilgængelighed handler om, at vi ’indretter’ det offentlige rum, så vi alle kan være her - uanset vores funktionsevne. Som borger skal man have mod, lyst og evne til at komme ud af eget hjem, komme frem fra A til B, komme rundt på en destination og komme ind bygninger, kulturtilbud og offentlige arrangementer o.l.

Kolding Kommune har fået en tilgængelighedsstrategi. Den handler om, at alle borgere, uanset om du sidder i kørestol, er blind, er døv, er dårlig gående, er udviklingshæmmet, lider af en psykisk sygdom eller begrænset af andre udfordringer, skal kunne færdes sikkert og trygt i Kolding Kommune.

Tilgængelighedsstrategi 2018-21

Tilgængelighed handler om, hvordan Kolding Kommune ’indretter’ byen; vores bygninger, fortove, gågader, stisystemer, grønne områder og transporttilbud. Men tilgængelighed handler ikke kun om sten og beton. Det handler også om mere ’bløde værdier’ som fællesskaber, at være pårørende, frivillige ildsjæle, fornuftige ledsageordninger og retmæssig information.

Tilgængelighedsstrategien bygger blandt andet på viden fra gåture med personer med handicap og input fra handicaporganisationer og meget andet. Formålet er, at tænke tilgængeligheden ind helt fra start, når vi bygger nyt eller renoverer i det offentlige rum.

Giv kommunen et praj
Kolding Kommune vil gerne gøres opmærksom på, hvor tilgængeligheden konkret kunne være bedre. Som borger kan du bruge app’en ’Giv et Praj’ til at gøre Kolding Kommune opmærksom på konkrete tilgængelighedsproblemer. Du kan læse mere om - og hente app'en fra siden 'Gi et praj'.

Hvad sker der med dit praj?
En gang om året bliver alle tilgængeligheds-praj sendt til prioritering i Teknik- og Klimaudvalget. Prioriteringen sker i samarbejde med Socialøkonomi-, Handicap- og Hjælpemiddeludvalget samt Handicaprådet. De prioriterede tilgængeligheds-praj vil umiddelbart derefter blive iværksat.

 

Contact our Honeypot department if you are desperate to get blacklisted. Sincerely Ms. Pots and Mrs. Honey