I henhold til lov om kommunernes styrelse, § 20, stk. 3, fastsættes følgende forretningsorden for Fritids- og Idrætsudvalget.

§ 1
Fritids- og Idrætsudvalget består i henhold til Styrelsesvedtægtens § 18 af 7 medlemmer.

Udvalgets funktionsperiode følger Byrådets funktionsperiode.

§ 2
Udvalget afholder sit konstituerende møde inden udgangen af januar 2018.

Indkaldelse til mødet foretages af det medlem, der længst har været medlem af udvalget eller, hvis flere har været medlem lige længe, af det ældste af disse.

§ 3
På det konstituerende møde vælger udvalget sin formand.

Endvidere vælger udvalget en næstformand, der for udvalgets funktionsperiode udpeges til at træde i formandens sted under sygdom, ferie eller fravær af anden årsag.

Valg af formand ledes af det medlem, der har indkaldt til mødet.

Valget foretages efter reglerne om flertalsvalg i § 24, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse.

Valg af næstformand ledes af den nyvalgte formand og afgøres efter samme valgprocedure, som for formandsvalg.

§ 4
Udvalget kan til enhver tid omkonstituere sig ved valg af ny formand og næstformand.

 

§ 5
Udvalget udøver sin virksomhed i møder, der ikke er offentlige.

Ordinære møder afholdes som udgangspunkt en tirsdag om måneden kl. 13.00 med undtagelse af juli måned.

Ekstraordinært møde kan afholdes, når formanden finder det nødvendigt, eller når det forlanges af 2 medlemmer ved skriftlig anmodning til formanden og med kopi til udvalgssekretæren. Den skriftlige anmodning skal indeholde en angivelse af mødets tema, ligesom ønske om bestemt dato eller frist skal angives. Uanset fremsat ønske om dato træffer formanden bestemmelse om tid og sted for mødets afvikling, med mindre udvalget ved flertalsafgørelse har truffet beslutning herom.

Indkaldelse til ordinære og ekstraordinære møder sker via Outlook.

§ 6
Er et medlem forhindret i at deltage i et udvalgsmøde, meddeler han/hun formanden eller sekretariatet dette inden mødets afholdelse.

Børne- og uddannelsesdirektøren og/eller en af denne udpeget person, deltager som protokolfører.

Udvalget kan herudover tillade personer, der er ansat i Kommunens tjeneste, at overvære møderne med henblik på varetagelse af sekretariatsforretninger, herunder med henblik på en sags oplysning.

Udvalget kan tilkalde andre personer til at overvære forhandlingerne i udvalget, når det er ønskeligt af hensyn til en sags oplysning.

 

§ 7
Formanden er ansvarlig for forberedelse, indkaldelse og ledelse af udvalgets møder.

Indkaldelse til ordinære møder sker ved fremsendelse af dagsorden og bilag pr. mail (First Agenda) til udvalgets medlemmer samt øvrige byrådsmedlemmer senest 5 kalenderdage forud for mødet.

§ 8
Ethvert af udvalgets medlemmer kan forlange en sag behandlet på et møde.

Såfremt der senest 8 dage før et ordinært udvalgsmøde er indgivet anmodning om behandling af en sag, er formanden forpligtet til at optage sagen på dagsordenen for førstkommende møde.

§ 9
Dagsordenen skal affattes således, at sagen fremstilles i en resuméform med angivelse af hjemmelsgrundlag og særlige procedureregler.

Samtidig affattes forslag til afgørelse i sagen ledsaget af forslag til affattelse af begrundelse for afgørelsen.

§ 10
Når en sag er optaget på dagsordenen, udsendes det fornødne materiale til belysning af sagen til udvalgets medlemmer samt øvrige medlemmer af Byrådet via mail (First Agenda).

Endvidere kan materialet gennemses af udvalgets medlemmer i forvaltningens sekretariat.

§ 11
Udvalget er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Alle beslutninger træffes ved stemmeflertal.

Udvalget træffer i møder afgørelser, der kan forme sig som endelige afgørelser i kommunalt regi eller som indstillinger til afgørelser i Økonomiudvalg eller Byråd. I begge situationer skal udvalget vedtage begrundelse, såfremt dette kræves i medfør af forvaltningsloven eller særlovgivningen.

§ 12
En sag kan af ethvert medlem af udvalget kræves genoptaget, når der foreligger nye relevante oplysninger eller ændrede forhold, således at grundlaget for den oprindelige beslutning er ændret.

§ 13
Ethvert medlem af udvalget kan standse udførelsen af en beslutning, der er truffet af udvalget, ved på mødet til beslutningsprotokollen at erklære, at han/hun ønsker sagen indbragt til afgørelse af Byrådet.

Dette gælder dog ikke afgørelser, der ved lovgivning er henlagt til udvalget.

§ 14
Over udvalgets møder føres en protokol, hvori den til mødet udsendte dagsorden samt de trufne beslutninger indføres. Det påhviler formanden at drage omsorg for, at beslutningerne indføres i protokollen under overholdelse af de til enhver tid gældende regler for begrundelse af afgørelser.

I beslutningsprotokollen anføres fraværende medlemmer, samt tidspunktet for mødets begyndelse og mødets afslutning.

Beslutningsprotokollen underskrives efter hvert møde af de medlemmer, der har deltaget i mødet, idet protokollen forsynes med påtegning om medlemmernes godkendelse af indholdet.

Det skal af protokollen fremgå, hvilke sager de enkelte medlemmer har deltaget i forhandling af og afstemning om.

Der skal af protokollen for den enkelte sag fremgå voteringens udfald, idet antal stemmer for og imod anføres. Mindretallets stemmeafgivere noteres i protokollen. Såfremt udfaldet angives af formanden uden stemmeafgivning, protokolleres ”Godkendt/forslaget indstilles til godkendelse”.

Afstemninger om realitetsforslag: hoved-, ændrings- samt underændringsforslag skal protokolleres.

Afstemninger om formalitetsforslag (dagsordensspørgsmål, inhabilitetsspørgsmål, sagens tilstrækkelige oplysning, forslag om afslutning af forhandling af sagen m.v.) protokolleres.

Ethvert medlem kan forlange sin afvigende mening kort tilført beslutningsprotokollen og kan ved sagens fremsendelse ledsage denne med en begrundelse for sit standpunkt.

§ 15
Senest samtidig med fremsendelse af dagsorden til kommende møde i udvalget fremsendes oversigt over afgørelser fra det foregående møde til medlemmerne.

Beslutningsprotokol fremsendes pr. mail (First Agenda) til Byrådets medlemmer samt øvrige deltagere i mødet.

§ 16
Formanden kan på udvalgets vegne afgøre sager, der ikke tåler opsættelse eller ikke giver anledning til tvivl.

Borgmesteren underrettes forudgående om afgørelsen, medmindre der er tale om afgørelser, der ved lovgivning er henlagt til udvalget.

Ethvert medlem af udvalget kan for dette indbringe ethvert spørgsmål om formandens virksomhed, og formanden skal meddele udvalget de oplysninger, dette forlanger.

Formanden er i enhver henseende undergivet udvalgets beslutning.

§ 17
Formanden, og i dennes fravær næstformanden, kan give offentlig meddelelse om de endelige beslutninger, der er truffet af udvalget.

Undtaget er sager omfattet af tavshedspligt.

Endvidere kan offentlig meddelelse ikke gives, inden underretning til den berørte part/parterne i en sag har fundet sted.

§ 18
Udvalget kan beslutte at nedsætte underudvalg, der alene har rent forberedende eller rådgivende funktioner. Udvalget kan ikke henskyde sager til afgørelse i underudvalget.

Underudvalg vælges af og blandt udvalgets medlemmer. I mangel af enighed sker valget efter forholdstal.

 

 

 

§ 19
Et udvalgsmedlem, der er inhabil i forhold til en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af den pågældende sag, eller være til stede i mødelokalet under sagens forhandling og afstemning, jf. i øvrigt forvaltningslovens og særlovgivningens bestemmelser herom.

Den, der er bekendt med, at der for den pågældendes vedkommende foreligger forhold, som begrunder inhabilitet i forhold til en bestemt sag, skal snarest og inden sagens behandling meddele formanden dette.

§ 20
Ethvert medlem af udvalget har tavshedspligt, jf. straffelovens § 152 og §§ 152c – 152f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.

Ethvert medlem har efter mødet tavshedspligt med hensyn til de udtalelser andre medlemmer har afgivet under forhandlinger i udvalget.

 

§ 21
Ethvert medlem er forpligtet til foreløbig at rette sig efter formandens afgørelse med hensyn til forståelsen af forretningsordenens bestemmelser, men spørgsmålet kan indbringes for udvalget i dettes næste møde.

§ 22
Ændringer i eller tillæg til forretningsordenen kræver vedtagelse i 2 på hinanden følgende ordinære møder.

 

Således vedtaget på møde den 16. januar 2018.

På Fritids- og Idrætsudvalgets vegne
Søren Rasmussen
Formand

 

Contact our Honeypot department if you are desperate to get blacklisted. Sincerely Ms. Pots and Mrs. Honey