Skip til hoved indholdet

Landsbyfornyelse og byfornyelse

Søg byfornyelse eller landsbyfornyelse til renovering og istandsættelse.

 


Elværk før

Det gamle elværk i Sdr. Stenderup fik støtte i 2019 - fotos før og efter, hvor kun de afsluttende bygningsarbejder mangler.

 

Byfornyelse og landsbyfornyelse kan søges til udvendige bygningsarbejder på klimaskærmen.
Plan-, Bolig- og Miljøudvalget har for 2021 vedtaget følgende kriterier, som ansøgninger vil blive vurderet på:

  • Bygningens bevaringsmæssig værdi samt projektets karakter i forhold til at bevare eller styrke bygningens bevaringsværdier.
  • Projektets gevinst for bygningens nærmiljø og projektets sammenhæng med en evt. beliggenhed i kulturhistorisk miljø
  • Projektets arkitektoniske forbedring af bygningens facadeudtryk, så projektet bliver en visuel gevinst / forskønnelse af helheden.
  • Projektets betydning for bygningens energiforbrug.
  • Bekæmpelse af fysisk fare og sundhedsfare i bygninger, bl.a. i form af skimmelsvamp og risiko for nedstyrtning af bygning.

Kriterierne ovenfor er ikke angivet i prioriteret rækkefølge.

Se referatet (mødets punkt 11 inkl. bilag) af Plan-, Bolig- og Miljøudvalgets møde vedr. proces og kriterier for Landsbybygningsfornyelse og Byfornyelse 2021 . LINK TIL REFERAT AF PBMU d. 07.04.2021

Ansøgere, der tildeles støtte, vil modtag støtte på ca. 20-35% af den ansøgte byggesum. Støtteandelens størrelse afhænger af bygningens bevaringsmæssige værdi, bygningens beliggenhed og byggearbejdernes karakter.

Ansøgere opfordres til at opdele evt. større renoveringsprojekter i mindre dele med byggesum på minimum kr. 100.000 inkl. moms.

Støtte kan i henhold til byfornyelsesloven ydes til istandsættelse af:

Ejerboliger, andelsboliger, udlejningsboliger og tommer erhvervsboliger, der ombygges til boligformål.
BEMÆRK, at bygningerne skal være opført før 1960.
Se mere om lovgivningen vedr. byfornyelse hos Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.


Kolding Kommune har vedtaget, at byfornyelse og landsbyfornyelse skal sikre eller øge bevaringsværdien af bygninger. Derfor stiller kommunen krav til udførelse og materialer. Slå bevaringsværdien op på hjemmesiden: www.kulturarv.dk/fbb. Bygninger med bevaringsmæssig værdi 1-4 prioriteres.


I tilfælde af, at de indkomne forslag overstiger den økonomiske ramme, der er til rådighed, vil der blive prioriteret mellem ansøgningerne, som nævnt ovenfor.


Af administrative hensyn skal ansøgte projekter/delprojekter gerne have en samlet projektsum på minimum 100.000 kr.


Der tinglyses en deklaration på en ejendom, der modtager støtte, om hel eller delvis tilbagebetaling af støtten, hvis ejendommen inden minimum 5 år afhændes og på baggrund af forbedring med landsbyfornyelsesmidler har opnået højere salgsværdi.


Tildeles et projekt mere end kr. 750.000 stilles krav om kvalitetssikringsdokumentation i henhold til byfornyelsesloven. Det betyder, at du skal lave en registrering af ejendommens aktuelle tilstand, kvalitetssikringsdokumentation under byggearbejdet og afsluttende en fremtidig vedligeholdelsesplan.

Ansøgningen skal sendes via dette link 'Søg støtte til byfornyelse eller landsbyfornyelse'

Der kan ansøges fra mandag d. 12. april 2021 til mandag d. 10. maj 2021 kl 07.00.

Bemærk at følgende skal fremgå af ansøgningen:

  • Bygningens data og ejerforhold
  • Beskrivelse af bygningens nuværende forhold i tekst, tegning og fotos
  • Beskrivelse af de byggearbejder, der ansøges om tilskud til: 
  • Beskriv både med tekst og tegning
  • 2 sammenlignelige tilbud på hver entreprise, der indgår i byggearbejdet (materialer og arbejdsløn), fx tilbud fra håndværker

Opdel gerne projektet i mindre delprojekter, så Kolding Kommune kan støtte en del af projektet – fx nyt tag, renovering af vinduer, omfugning eller lignende.
Medsend gerne et gammelt foto af bygningen, så evt. tilbageføring og materialevalg let forstås.

Bemærk, at der kan ansøges om støtte til et nyt projekt/en ny etape af bygningens renovering i efterfølgende år.

Husk:

  • Byggearbejdet må ikke påbegyndes inden, at Kolding Kommune har meddelt tilsagn
  • Ved nedrivninger og større byggearbejder skal der søges byggetilladelse via bygogmiljø.dk inden, at arbejdet startes.

Byfornyelse og landsbyfornyelse bevilliges af Kolding Kommunes Plan-, Bolig- og Miljøudvalg. By- og Udviklingsforvaltningen afklarer og indstiller ansøgninger, meddeler udvalgets beslutning og udbetaler støttemidlerne.

Tidsplan for byfornyelse og landsbyfornyelse 2021:
12. april 2021 - 10. maj 2021 kl. 07.00: Ansøgningsperiode
10. maj 2021 – 20. maj 2021: Afklaring, dialog og klargøring af ansøgninger af By- og Udviklingsforvaltningen. Udarbejdelse af indstilling til Plan-, Bolig- og Miljøudvalget.
15. juni 2021: Møde i Plan-, Bolig- og Miljøudvalget, hvor ansøgninger behandles.
16. juni 2021 Tilsagn eller afslag meddeles ansøgere.
Tilbudsmodtager meddeler, om tilsagn modtages og vilkår accepteres.
Byggearbejde udføres.
Modtager meddeler arbejdet færdigt til Kolding Kommune.
Byfornyelses- og Landsbyfornyelsesmidler udbetales i én rate pr. tildelt ejendom, når byggearbejdet er udført. Bemærk at byggearbejder skal være afsluttede inden 31. december 2022.

Hvem fik tildelt tilskud 2020? Se listen.


Læs Slots- og Kulturstyrelsens vejledninger til bygningsbevaring og arbejder på gamle bygninger.

Klimaskærmen defineres som:

  • Tage, herunder tagrender, kviste, tårne, isolering og ovenlys
  • Ydermure, herunder facadeudsmykning og arkitektoniske detaljer
  • Vinduer, døre og porte
  • Karnapper, altaner, verandaer og udestuer, der er en del af den oprindelige bygning
  • Synlige fundamenter, herunder kældernedgange
  • Indgangspartier, herunder udvendige adgangstrapper

En bygnings bevaringsmæssige værdi er resultatet af en SAVE-undersøgelse, hvor der vurderes 5 parametre:

  • Arkitektonisk værdi
  • Kulturhistorisk værdi
  • Miljømæssig værdi
  • Originalitets værdi
  • Tilstandsværdi

Hvert af parametrene tildeles en karakter fra 1 til 9, hvor 1 er højest. De 5 parametre samles til et vægtet gennemsnit, som udtrykker bygningens bevaringsmæssige værdi.

I Kolding Kommune er bygninger med bevaringsmæssig værdi 1-4 defineret som bevaringsværdige. De er omfattet af særlige bestemmelser i kommuneplanen og §18 i Lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer.

Af parametrene i en SAVE-undersøgelse kan udledes en bygnings bevaringsværdier. Det er de helt særlige karakteristika og kvaliteter, der kendetegner bygningen, og som er de afgørende for hvorfor, bygningen bør bevares.

Bevaringsværdier kan ofte være svækkede, bl.a. som følge af ombygninger eller forfald. Tit kan bevaringsmæssige værdier genskabes eller forstærkes med byggearbejder. Men de kan også tabes.

Bevaringsværdier kan både være fysiske, aflæselige kvaliteter i bygningens konstruktion, men også fortælleværdi, der knytter sig til bygningens historie og historiens aflæselighed i bygningens tilstand og udformning

I henhold til Lov om byfornyelse og udvikling af byer §29 stk. 1 tinglyses en tilbagebetalingsdeklaration på ejendomme, der modtager offentlig støtte på mere end kr. 50.000.

Tilbagebetalingsdeklaration er indført for at sikre, at der ikke sker spekulation i modtagelse af tilskud, således at ejendomme renoveres med tilskud alene med højere salgspris for øje.

Tilbagebetalingsdeklarationen tinglyses med en løbetid på 5 år for ejendomme, der har modtaget indtil kr. 500.000. For hver kr. 100.000 herudover tillægges løbetiden 1 år.