Skip til hoved indholdet

Sammen om somaliske sambusaer

Somaliske kvinder laver mad

En håndfuld nydanske kvinder har fået chancen for at opkvalificere sig, så de med tiden kan skabe en privat virksomhed grundlagt på det, de er gode til - at lave eksotiske specialiteter

Der dufter af løg, peberfrugt og krydderier i køkkenet hos Multifoods, hvor der er gang i produktionen af trekantede sambusaer, myntedip og chili.

Fælles for de kvinder, der er i gang ved skærebrætter og gryder, er lysten og evnen til at lave velsmagende afrikansk og arabisk mad. De har gjort det hele deres liv. De er eksperter.

Fælles for nogle af kvinderne er også, at det er første gang, de er ude på arbejdsmarkedet. De er vant til hårdt arbejde i hjemmet. Men det er ikke nok til at få et job i Danmark.

Talentfællesskabet

Derfor har Kolding Kommune udviklet et nyt koncept for at give dem en chance. Kvinderne er blevet en del af et talentfællesskab. Det går ud på at finde ud af, hvad de er gode til, og hvad de har lyst til at arbejde med for derefter at gøre det til deres levevej.

Ideen er, at de med hårdt arbejde, passion og dygtighed med tiden skal skabe deres egen virksomhed, så de kan forsørge sig selv samtidig med, at de får højere livskvalitet. De har ét år til at lære så meget, at de kan nå målet.

I dette år hører Multifoods under den socialøkonomiske virksomhed Huset Venture, der har ansat iværksætteren Annette Møller Therkelsen til at opkvalificere kvinderne, så de bliver i stand til at tage vare på alle de funktioner, de skal mestre for på længere sigt at kunne drive en virksomhed.

Saynab vil være chef

Saynab Abdi Awil er en af kvinderne. Hun arbejder hårdt på at kunne blive leder af en virksomhed. Ved siden af arbejdet i Multifoods læser hun EUD Online Detail på Niels Brock.

”Jeg har altid syntes, der mangler en somalisk restaurant i Kolding. Og det er min drøm at lave en engang. Derfor er Multifoods en stor chance for mig. Her lærer jeg meget om, hvordan man laver en forretning,” fortæller Saynab Abdi Awil.

Hun har styr på produktionen af de mange sambusaer. De laves i to varianter. En med oksekød og en vegetar-sambusa.

”Lige nu øver vi os på at blive gode til at lave mange sambusaer på én dag. Vi skal helst lave 200 om dagen og have en masse i fryseren til kunderne. Og jeg synes, det går godt. Jeg kan se, der er lys for enden af tunellen, så jeg tror på, vi får vores virksomhed,” smiler Saynab Abdi Awil.

Det er meningen, at Huset Venture slipper Multifoods 1. april 2021. Kvinderne nåede lige at starte op først i marts, inden corona’en lukkede dem ned. De tog fat på arbejdet igen 3. august.

Fakta

Arbejdsmarkedsudvalget i Kolding Kommune understøtter aktivt vil iværksætteri blandt immigranter som et led i beskæftigelsesindsatsen og bekæmpelsen af parallelsamfund

Meningen med talentfællesskaberne er at give kvinderne bedre muligheder for at komme i beskæftigelse og forsørge sig selv - og på langt sigt at spare kommunen for forsørgelsesudgifter og øge skatteindtægterne.