Skip til hoved indholdet

Få penge ud af dit regnvandsanlæg

Hvis du har anlagt et regnvandsanlæg, der er stort nok til at håndtere regnvandet på din egen grund, og en kloakmester har afkoblet dit regnvand fra hoved-kloaksystemet, kan du søge om at få tilbagebetalt en del af tilslutningsbidraget fra BlueKolding. For at du kan få tilladelse til at “udtræde for regnvand”, som det hedder, er der en række krav, der skal opfyldes.

Fælleskloakeret område

Som udgangspunkt kan du kun få tilladelse til at frakoble regnvandet fra din ejendom fra hoved-kloaksystemet, hvis du bor i et fælleskloakeret område. Altså i områder, hvor regnvand og spildevand løber i det samme rør.

Undtagelser

Der kan dog være undtagelser. Det kan f.eks. være i områder, hvor separat-kloaksystemet er af ældre dato og dermed ikke er stort nok til at håndtere nutidens voldsomme regnhændelser. Er du i tvivl, om du bor i et fælleskloakeret område, så kontakt Kolding Kommunes Spildevandsteam på telefon 7979 6999 .

Ingen garanti for at blive tilkoblet kloaksystemet igen

Hvis du vælger at frakoble din ejendom fra hoved-kloaksystemet for regnvand, frasiger du dig samtidig ejendommens ret til at lede dit regnvand ud i systemet. Du skal være opmærksom på, at du ikke kan være sikker på, at din ejendom kan blive tilsluttet igen – heller ikke selvom det viser sig, at dit anlæg ikke kan håndtere regnmængderne.

Tre modeller for håndtering og tilbagebetaling

Hvis du ønsker at få tilbagebetalt hele dit tilslutningsbidrag på 26.797 kr., så skal dit regnvandsanlæg kunne håndtere hele ejendommens tag- og overfladevand. Ved tag- og overfladevand forstås alt regnvand fra hus, carport, garage, skure, indkørsel og terrasse m.v, altså alle arealer med fliser, asfalt eller anden fast belægning. Det gælder også en grusbelagt indkørsel. Klik på linket her (2D) og her (3D) og se, hvilke overflader, der er tale om.

I nogle tilfælde kan Kolding Kommune give tilladelse til, at du etablerer et nødoverløb til BlueKoldings hoved-kloaksystem, som kan bruges i tilfælde af ekstreme regnhændelser. Det beror på en konkret vurdering, om en ejendom kan få tilladelse til at etablere et nødoverløb. Hvis du får tilladelse til et nødoverløb, kan du få tilbagebetalt 75 procent af dit tilslutningsbidrag for regnvand.

Hvis du bor i sammenbyggede huse eller rækkehuse uden forhave, kan Kolding Kommune også give tilladelse til, at du kan håndtere regnvandet fra ejendommens bagside. I sådanne situationer udtræder ejendommen med 50 procent af sit regnvand, og dermed kan du søge om at få tilbagebetalt 50 procent af dit tilslutningsbidrag for regnvand.

Hvordan søger jeg?

I første omgang søger du om at få tilbagebetalt tilslutningsbidraget, når du søger om tilladelse til at håndtere regnvandet på din egen grund. Det er en del af ansøgningsskemaet.

Når dit regnvandsanlæg er etableret og færdigmeldt, sender Kolding Kommune et ansøgningsskema til dig, som du skal udfylde for at anmode om tilbagebetaling af tilslutningsbidraget. Herefter sender du selv ansøgningsskemaet direkte til BlueKolding.

Du skal med andre ord færdigmelde anlægget og indsende dokumentation for at have koblet regnvandet fra kloakken, før du kan få penge retur.

Hvis du vælger selv at håndtere regnvandet på din egen grund, kan du være med til at klimatilpasse Kolding Kommune. Samtidig er det også en gevinst for miljøet, hvis du lader regnvandet sive ned til grundvandet. Og måske er det også en gevinst for din pengepung.

Hvis du selv vil håndtere regnvandet på din egen grund i stedet for at lede det til kloaksystemet, er der flere muligheder og metoder. Klik på linket her, og læs mere om de forskellige løsninger. Uanset, hvilken løsning du vælger, skal du søge om “Tilladelse til håndtering af regnvand på egen grund”, før du går i gang.

Hvis du går i gang med at undersøge mulighederne for at håndtere dit eget regnvand, kan der opstå en række spørgsmål. Her på siden kan du forhåbentlig få svar på mange af dem. Ellers kan du altid kontakte Team Spildevand i Kolding Kommune på telefon 7979 6999 eller mail spildevand@kolding.dk.

Søg om tilladelse til at etablere et regnvandsanlæg

Klik på linket nederst på siden og udfyld ansøgningsskemaet, hvis du selv vil håndtere dit regnvand. Vær opmærksom på, at en tilladelse maksimalt er gyldig op til seks måneder, efter tilladelsen er givet. Du skal altså være begyndt på dit nye regnvandsanlæg senest seks måneder efter, du har fået tilladelsen til at etablere det. Kolding Kommune er myndighed på området, og derfor er det Kolding Kommune, du skal søge om tilladelsen hos.

Må jeg selv etablere mit regnvandsanlæg?

Ja, men vi anbefaler, at du rådgiver dig med en kloakmester eller anlægsgartner, og at dit anlæg bliver etableret efter de anvisninger, som Rørcentret på Teknologisk Institut har lavet. Selve afkoblingen af regnvand fra dit eget kloaksystem skal udføres af en autoriseret kloakmester. Resten af arbejdet kan du selv stå for, hvis du vil.

Hvad skal jeg være særligt opmærksom på?

Der er en række ting, du grundigt skal undersøge og overveje, inden du kaster dig over at håndtere regnvandet på din egen grund – og inden du beslutter dig for at frakoble regnvandet fra kloakken. Åbn linket herunder og se, hvad du særligt skal være opmærksom på.

Tjekliste – vær særligt opmærksom på

Kan jeg få penge tilbage, hvis jeg selv håndterer mit regnvand?

Måske! Som udgangspunkt kan du kun få penge tilbage, hvis du bor i et område med fælleskloak. Fælleskloak betyder, at spildevand og regnvand løber i samme rør. Om du kan få penge tilbage beror på en vurdering i hver enkelt sag.

Selve hoved-kloaksystemet er ejet af BlueKolding. Derfor er det også BlueKolding, der er betalt tilslutningsbidrag til, da dit hus blev bygget. Tilslutningsbidraget er det engangsbeløb, man betaler for at blive koblet til hoved-kloaksystemet for både regnvand og spildevand. Hvis du får tilladelse til at håndtere regnvand på din egen grund, så kalder man det, at din ejendom “udtræder af kloaksystemet for regnvand”.

Når BlueKolding dermed ikke længere skal håndtere dit regnvand, så kan du søge om at få tilslutningsbidraget for regnvand på 24.890 kroner tilbage. Du søger om dette samtidig med, at du søger om tilladelse til at etablere et regnvandsanlæg.

Når dit regnvandsanlæg er etableret og færdigmeldt, sender Kolding Kommune et ansøgningsskema, som du skal udfylde for at anmode om tilbagebetaling af tilslutningsbidraget. Herefter sender du selv ansøgningsskemaet direkte til BlueKolding.

På siden herunder kan du læse mere om, hvilke krav, der skal være opfyldt for at få penge retur fra BlueKolding: Få penge ud af dit regnvandsanlæg.

Hvis du selv vil håndtere regnvandet på din grund, er der en række forhold, du skal være opmærksom på og undersøge inden du går i gang med at søge om tilladelse til at lave et regnvands-anlæg, altså fx et regnbed eller en faskine.

Jorden skal være egnet til nedsivning

Før du søger om tilladelse, skal du udføre en nedsivningstest for at dokumentere, at jorden kan håndtere den mængde regnvand, der skal ledes til anlægget. Testresultatet er afgørende for tilladelsen. Nedsivningstesten skal udføres efter anvisninger fra Teknologisk Instituts Rørcenter. Se guiden her.

Grundvand

Når du laver nedsivningstesten, kan du risikere at opdage, at grundvandet står højt på din grund. Hvis det er tilfældet, kan du ikke grave en faskine ned. I stedet kan du undersøge om, der er andre løsninger, der kan fungere.

Afstande

Afstanden fra dit regnvandsanlæg til beboelse, udhuse og skel skal være mindst 2 meter og mindst 5 meter, hvis beboelsen har kælder.

Afstanden til vandløb, søer og fjord eller hav skal være mindst 25 meter.

Afstanden til en vandboring, hvor der er krav om drikkevandskvalitet, skal være mindst 25 meter.

Indsend en tegning

Når du ansøger om tilladelse til at lave et regnvands-anlæg, uanset om det er et regnbed, en faskine eller noget helt tredje, så skal du medsende en tegning over anlæggets placering på grunden. På tegningen skal du også angive de nødvendige ændringer af ejendommens afløbssystem og markere i hvilken retning, vandet løber fra anlægget ved overløb.

Hvad er dimensionerne på dit anlæg?

Du skal også indsende beregninger for anlæggets dimensioner. Placeringen af og dimensionerne på regnvandsanlægget må ikke give anledning til gener for dine naboer.

Når du beregner anlæggets størrelse, skal du gøre det efter Spildevandskomitéens anvisninger: Find dem her: Dimensionering af LAR-anlæg

Du skal bruge resultatet i din ansøgning.

Tag- og overfladevand

Din regnvandsløsning skal kunne håndtere tag- og overfladevandet på din grund. Ved tag- og overfladevand forstås alt regnvand fra taget på hus, carport, garage og skure, din flisebelagte indkørsel og terrasse m.v.

Når du søger om at håndtere regnvand på egen grund, skal du angive, hvor stort tag- og overfladeareal du har på grunden. Tagarealet = grundarealet på bygningen + evt. udhæng.

Forurening

Hvis jorden på din grund er forurenet og klassificeret som V1 eller V2, må du ikke nedsive regnvand på din grund, og du vil derfor få afslag på din ansøgning. Læs mere her om jordforurening på Region Syddanmarks hjemmeside.

Hvis du under arbejdet med at grave ud til dit regnvandsanlæg, konstaterer jordforurening, skal du indstille arbejdet og kontakte Kolding Kommune, afdelingen Industri, Jord og Grundvand på telefon 7979 7469.

Ikke zink, kobber og bly

Når du søger om tilladelse til at etablere et regnvandsanlæg, skal du være opmærksom på, at dit tag ikke må være af bly, zink eller kobber. Ligeledes må inddækninger og tagrender heller ikke være bly eller kobber, men zinktagrender er ok.

Algerens, bilvask og sprøjtemidler

Hvis du selv håndterer dit regnvand, skal du være ekstra opmærksom på ikke at udlede miljøfarlige stoffer til dit eget regnvandsanlæg, f.eks. ved bilvask, ukrudtsbekæmpelse og algerens af taget, m.m.

Frakobling af regnvand til kloaksystemet

Vil du frakoble regnvandet fra din grund til kloaksystemet, skal dette udføres af en autoriseret kloakmester.

Når du er færdig med dit anlæg

Når dit anlæg er færdigt, skal du færdigmelde arbejdet til Kolding Kommune inden for en måned. Du færdigmelder ved at indsende dokumentation for korrekt afkobling og en skitse af det udførte arbejde.

Du kan altid kontakte Kolding Kommune eller BlueKolding og få hjælp til at træffe dit valg.

Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje