Lær at beskytte dit hjem mod oversvømmelse
Workshop 10. november med blandt andet praktiske øvelser om at arbejde med sandsække til at beskytte deres boliger. Husk tilmelding nedenfor!
Vi gentager succesen fra sidste år, og holder igen i år et mini-kursus i ”Lær at fylde sandsække” + mange andre gode tips og tricks, når oversvømmelser, skybrud eller for meget vand i åen, bliver en udfordring. Afhængig af ens adresse i kommunen kan udfordringerne være forskellige, men uanset hvor problemet opstår, er det grundejeren selv, der skal sikre sin ejendom mod skader og oversvømmelser.
Hvordan gør man det bedst og på den mest effektive måde? Det vil kommunen og beredskabet gerne fortælle mere om, og inviterer derfor til en lille workshop på materielgården i Kolding.
Workshoppen arrangeres af Kolding Kommune og TrekantBrand og har fokus på, hvordan man som privatperson kan beskytte sit hjem mod oversvømmelser forårsaget af stigende vandstande i hav og åer samt kraftige regnmængder, fx ved skybrud eller længerevarende perioder med massiv nedbør.
Workshoppen omfatter blandt andet praktiske øvelser, hvor deltagerne lærer at arbejde med sandsække som en forebyggende metode til at beskytte deres boliger. TrekantBrand vil demonstrere teknikken og inviterer efterfølgende borgerne til selv at prøve kræfter med sandsækkene.
Arrangementet kan altså involvere fysisk aktivitet, sandsække og sand kan blive vådt, og da det samtidigt foregår i en af materielgårdens store haller kan der også være køligt – praktisk tøj anbefales!
Derudover vil Kolding Kommune kort præsentere deres beredskabs- og kriseplanlægning i forhold til oversvømmelser, samt sætte et par od på hvordan kommunen håndterer opgaver som udlægning af sand og sandsække på strategiske steder, hvis situationen kræver det.
Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding.
Kommunen er vært ved en kop varm kaffe. Sidste frist for tilmelding er den 2. november 2025.
Tidspunkt: 10. november kl. 19:30 - ca. 21:00
Sted: Den store hal, Smedegade 10, Kolding
Målgruppe: Borgere i Kolding med fast ejendom, der bor i lavtliggende områder eller andre steder, hvor der er risiko for oversvømmelser fra å, hav eller regnvand ved skybrud.