Fjordstien lukket ved Marina Syd
Dele af Fjordstien bliver spærret, når kajanlægget ved Marina Syd forstærkes. Arkivfoto.
I en periode vil en del af Fjordstien langs Kolding Å være lukket for fodgængere, cyklister og andre trafikanter, mens kajanlægget ved Marina Syd forstærkes.
Fjordstien spærres fra mandag den 5. januar 2026 på strækningen mellem Sortebro og Marina Syd. Stien forventes åbnet igen i løbet af februar måned.
Lukningen betyder, at det ikke vil være muligt at gå eller cykle på hele strækningen af Fjordstien mellem Østerbrogade og Marina Syd.
”Af sikkerhedsmæssige grunde er vi nødt til at spærre en del af Fjordstien af. Kajanlægget skal forstærkes med en ny spunsvæg (stålprofiler), som skal vibreres ned i fjordbunden langs kajkanten. Da entreprenøren kommer til at arbejde tæt på Fjordstien, vil det ikke være forsvarligt at have fodgængere og cyklister til at færdes der,” forklarer projektchef Bjarne Tang Lauridsen, Kolding Kommune.
Mellem Østerbrogade og Marina Syd er der indgang til hundeskoven. Under den midlertidige lukning af Fjordstien vil det stadig være muligt at skrå igennem skoven ud til Marina Syd.
På kortet herunder kan du se, hvor Fjordstien er afspærret, og hvor genvejen gennem hundeskoven ligger. Du kan læse mere om arbejdet med at forstærke højvandsdiget i historien ”Forstærkning af kajanlæg ved Marina Syd” fra 20. oktober 2025.
Fjordstien lukkes midlertidige på strækningen mellem Sortebro og Marina Syd (rød markering). Den grønne stiplede linje viser genvejen gennem hundeskoven, som fortsat kan benyttes - se kort i stor størrelse.