Skip til hoved indholdet

Vi designer liv og bæredygtige produkter

Projektleder Solveig Berg Søndergaard (tv) og Laila Barko, ansvarlig for produktionen og kvaliteten hos SHEworks. Foto: Flying October.

30 tons CO2. Så meget sparer den socialøkonomiske virksomhed SHEworks verden for, når den genbruger tekstiler og produkter, som ellers skulle smides ud.

Og det er bare én af gevinsterne ved designvirksomheden.

Verden står overfor en række udfordringer. Der bliver udledt for meget CO2. Der er mennesker, som har svært ved at finde en plads på arbejdsmarkedet. Der er mennesker, som mistrives, fordi de mangler meningsfulde fællesskaber.

En af løsningerne på det hele er virksomheden SHEworks. Og lad dig ikke narre af navnet, selvom der er mange kvinder i faget, så ansætter virksomheden lige så gerne mænd.

- Vi er en designvirksomhed, som upcykler andre virksomheders spildprodukter til smukke designerprodukter. Helt konkret genbruger vi 2 tons restprodukter pr. år, som ellers var endt som affald, fortæller designer og projektleder Solveig Berg Søndergaard. Når hun går ud fra en gennemsnitsberegning på den CO2-udledning, der er forbundet med produktionen af overskudsmaterialerne, så svarer det til en udledning på 30 tons CO2, som var blevet udledt til ingen verdens nytte. Men gennem SHEworks kommer materialerne til verdens nytte.

- Grundtanken er, at vi ansætter mennesker på kanten af arbejdsmarkedet, som lærer at sy og designe produkter, vi kan sælge på det danske marked. Det er ofte kvinder fra Mellemøsten, hvilket forklarer navnet, men vi har også haft flere mænd ansat. Hos os er kønnet ikke vigtigt, kun menneskers kompetencer og potentiale, fortæller Solveig Berg Søndergaard. Selvom der er fokus på at ansætte mennesker uden for arbejdsmarkedet, bliver der ikke gået på kompromis med kvaliteten.

- I Danmark er vi vant til, at ting har en høj, ensartet kvalitet, og det skal vores produkter kunne leve op til. Samtidig vil vi have en pris for produkterne, som kan betale en dansk løn, og så skal de være smukke og funktionelle, siger Solveig Berg Søndergaard, som også oplever, at den høje håndværksmæssige kvalitet er med til at øge arbejdsglæden og selvtilliden hos de ansatte.

Én af dem, som har haft glæde af den tilgang, er Laila Barko, der oprindeligt er fra Syrien, og som i dag er ansvarlig for produktionen og kvaliteten hos SHEworks.

- Jeg bliver glad af at arbejde for SHEworks. Vi laver flotte produkter, griner sammen og har respekt for hinanden, fortæller hun.

Selvom Laila Barko ikke er uddannet hverken skrædder eller designer, har hun syet hele sit liv, og hos SHEworks har hun fundet et sted, hvor hun kan bruge sine kompetencer. Det er med til at give hende glæde, stolthed, selvtillid og et meningsfuldt liv.

Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje