Skip til hoved indholdet

Akseltorv og Nicolaiplads i Kolding skal fremtidssikres

Akseltorv under kulturnatten hvor der er mange mennesker

Akseltorv ved et arrangement, der altid tiltrækker mange mennesker til bymidten, nemlig Kulturnatten

Kolding Kommune vil udarbejde en helhedsplan for at opdatere og fremtidssikre Kolding bymidtes to centrale pladser Akseltorv og Nicolaiplads. Derfor inviteres naboer, bymidtens aktører og alle andre interesserede til workshop onsdag den 4. juni.

Kolding Kommune har en vision om, at Kolding bymidte skal have et levende byliv med kant, kultur og fællesskaber.

Det kræver bl.a. nogle fysiske rammer, der kan rumme nu- og fremtidens byliv, og derfor går arbejdet nu i gang med at opdatere og fremtidssikre byens to centrale pladser Akseltorv og Nicolaiplads.

Nærmere bestemt skal der udarbejdes en helhedsplan, der kan styrke de to pladsers funktion, identitet og sammenhæng, så bymidten igen bliver en samlet destination, der emmer af positiv Kolding-stemning til gavn og glæde for beboere, besøgende og erhvervsdrivende. Udarbejdelsen af ​​helhedsplanen sker i samarbejde med et rådgiverteam bestående af STED CPH og Grandville.

- Akseltorv og Nicolaiplads er byens to mest centrale pladser, så det er et naturligt sted at tage fat, når vi skal gøre vores ved endnu skønnere at bo og opholde sig i - og besøge. Og vi skal tænke os godt om, inden vi går i gang. Derfor vil vi udarbejde en helhedsplan, der skal sætte retningen for den fysiske fremtidssikring af pladserne. I den forbindelse har vi brug for input fra alle, der allerede bruger byen og de to centrale pladser. Derfor inviterer vi til workshop, forklarer borgmester Knud Erik Langhoff.

Flere muligheder samme dag

Der bliver rige muligheder for at komme med input til helhedsplanen. Allerede kl. 13.00-16.00 onsdag 4. juni vil der være en pop-up-bod på Akseltorv eller Nicolaiplads, hvor man kan få en snak med kommunens folk og rådgivere og stille spørgsmål og komme med idéer. Man kan bare dukke op, når det passer én tidsmæssigt.

Senere samme dag er der workshop i Festsalen, Nicolaiplads 6 (Socialforvaltningens bygning) kl. 18.00-20.30, hvor der også bliver serveret en lille sandwich og en kop kaffe/vand. Dette arrangement kræver tilmelding via kolding.dk/workshop4juni

Ved aftenens workshop vil man i grupper diskutere og udvikle idéer inden for forskellige emner i forhold til de to centrale pladser. Det kan være: Liv og ophold; Grønne byrum; Kunst og kultur; Trafik og tilgængelighed; Aftenliv og tryghed; Mangfoldige byrum.

- Akseltorv og Nicolaiplads er byens hjerte, og hjertet skal slå stærkt, også i fremtiden. Det kræver modige valg og klare visioner. Derfor tager vi nu det første vigtige skridt med en helhedsplan, der skal sætte en ny retning for byens centrale rum. Vi vil have pladser, der sommer af liv og kvalitet, og derfor inviterer vi alle, der bruger byen, til at give deres input. Det her er ikke bare en snak om fliser og bænke. Det er en samtale om, hvilken bymidte vi vil have – og hvilken fremtid vi vil skabe, pointerer Jakob Ville, formand for Plan og Teknik.

Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje