Skip til hoved indholdet

Badevandet ved Rebæk Strand igen i orden

Rebæk Strand

Vandet ved Rebæk Strand lever igen op til kravene om god badevandskvalitet.

Nu kan du igen tage en dukkert ved Rebæk Strand.

Efter aftale med embedslægen frarådede Kolding Kommune badning ved stranden torsdag den 7. august 2025, efter der var konstateret for mange E. colibakterier i badevandet. Fredag blev der taget nye prøver. Resultatet af disse prøver viser, at badevandet igen er af udmærket kvalitet, så badning frarådes ikke længere.

BlueKolding har oplyst, at der ikke er sket overløb af spildevand fra bygværker/bassiner på sydsiden af fjorden. Til gengæld er der sket mindre overløb fra forrenseanlægget ved Kolding Åpark og fra bygværker på nordsiden af fjorden. Overløbene er sket i forlængelse af regnvejret dagen før, prøven blev taget. Selv om der var tale om mindre overløb og ikke fra sydsiden af fjorden, så kan det have forårsaget forhøjede værdier af E. colibakterier.

“Vi kan ikke sige, at det er overløb, der er skyld i forureningen, da der kan være mange årsager til forekomst af E. coli bakterier,” forklarer Christina Larsen, miljømedarbejder ved Kolding Kommune.

Der kan aldrig gives nogen 100 pct. garanti for, at badevandet lever op til kravene om god badevandskvalitet. Det bedste du kan gøre, er at følge nedenstående råd, før du hopper i vandet:

  • Tjek stranden i app’en Badevand eller på hjemmesiden www.badevand.dk. Gå kun i vandet, hvis der er grønt flag. Rødt flag viser, at der kan være risiko for sundhedsfarlige bakterier i vandet.
  • Brug dine sanser. Hvis du ikke kan se dine fødder, når du står i vand til knæene, så lad være med at gå i vandet. Uklart vand kan skyldes opblomstring af giftige alger. Ildelugtende vand kan også være et advarselstegn.
  • Vent altid et par dage med at gå i vandet ved bynære strande efter heftig/langvarig regn. Store regnmængder øger risikoen for, at der sker overløb fra byens kloaksystem. I de tilfælde kan der løbe spildevand ud i vandet ved stranden.
  • Følg altid myndighedernes evt. anbefalinger på stranden.
Tag til stranden
Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje