Skip til hoved indholdet

Hvem vil du gerne hylde som Årets Bæredygtighedshelt?

Hvem fortjener et skulderklap for at gøre en bæredygtig forskel? Kolding Kommune har brug for din hjælp til at pege på en inspirerende ildsjæl, der fortjener at blive hyldet for sin indsats.

Årets Bæredygtighedshelt er en pris, som Kolding Kommune hvert år uddeler til en person, der inspirerer andre til - og selv gør en ekstraordinær indsats for - at gøre kommunen mere bæredygtig.

Det er udvalget Natur-, Miljø- og Klima, der kårer Årets Bæredygtighedshelt og her forventer formand Jørn Chemnitz at få mange forslag til prisen.

- Heldigvis er bæredygtighed en snebold, der for alvor ruller i Kolding kommune og vi ser generelt et stort fokus på bæredygtighed og jeg ved, at der er mange ildsjæle, som fortjener titlen. Det er vigtigt at hylde dem, der gør en særlig indsats og kan bidrage til at få flere ombord på vores bæredygtige rejse og derfor glæder vi os i udvalget til at få mange gode forslag, fortæller Jørn Chemnitz.

Udover æren, modtager vinderen 5.000 kroner som støtte til sin bæredygtige indsats samt et vandrearmbånd, designet og doneret af Jytte Kromann.

Det er sjette gang, at Kolding Kommune uddeler prisen og det sker i år i forbindelse med Bæredygtighedshusets Inspirationsaften tirsdag den 23. april kl. 19-21 på Kolding Bibliotek.

Nominér din kandidat

Hvis du har et bud på en kandidat til Årets Bæredygtighedshelt 2023, så klik dig ind på kolding.dk/helt og udfyld formularen. Du skal skrive navnet på din kandidat og kort give en begrundelse for nomineringen og beskrive, hvordan kandidaten er med til at fremme bæredygtighed i Kolding kommune.

Deadline for at indstille en kandidat er den 3. marts 2024.

Om Bæredygtighedshusets Inspirationsaften

Udover at kåre Årets Bæredygtighedshelt byder Bæredygtighedshusets Inspirationsaften på fællesspisning, status på bæredygtighed i Kolding kommune og en mulighed for at blive klogere på fremtiden med fremtidsforsker Anne Skare Nielsen.

Det foregår tirsdag den 23. april kl. 19-21 på Kolding Bibliotek.

Tidligere bæredygtighedshelte

  • Årets Bæredygtighedshelt 2022 var Kim Aagaard Holm fra Kolding Green Streets
  • Årets Klimahelt 2021 var Espen Juul Sørensen fra REMA i Sydbanegade
  • Årets Klimahelt 2020 blev ikke kåret på grund af corona
  • Årets Klimahelt 2019 var Iben Østergaard Fog fra FoodReformers
  • Årets Klimahelt 2018 var Svetlana Petrova fra Empty Your Wardrobe
  • Årets Klimahelt 2017 var Ida Jørgensen fra Kolding Madhjælp.
Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje